Inden afkørslen

Lidt senere på dagen kører vi mod øst, så vi kan komme med flyveren i morgen tidlig.

 

Hertil og ikke længere gik vores tur i Danmark, vores ferie i “udlandet” og vores gensyn med de mange forskellige mennesker, som vi holder af.

 

Kunne jeg slæbe dem allesammen, hver og een med mig hjem til Sisimiut, ville min verden være ideel.

 

Nu er det ikke sådan, at det kun er skidt, at jeg skal hjem, for hjemme venter hytten og lidt flere feriedage, som skal bruges til at sejle i, slappe af i og få gæster i.

 

 

Een af de allersidste dage inden jeg igen skal på arbejde skal dog også bruges på at pakke yngstebarnets ting sammen i og det er dage, som jeg frygter.

 

Det var slemt nok at efterlade Laura her i Danmark sidste år, men min nuunu, mit yngstebarn, min lillepige og truntetøsen er bestemt ikke gammel nok at sende nogen steder hen i så lang tid i så langt væk.. synes jeg.

Hun er først lige landet hjemme hos os og vi har først lige lært hende at kende, så jeg vil ikke så gerne undvære hende i så lang tid, men lige om lidt, om ganske få uger, står jeg og skal tage den pinefulde afsked. Øv!

Hun glæder sig, er spændt og forventningsfuld for alt det nye, som hun skal opleve. Det er dejligt, at hun har mod på det og inde bag moderbekymringerne og løsrivnings-angsten, glæder jeg mig også på hendes vegne.

 

Min søsters udsigt, når hun står på sin altan:

 

Møllevinger ved Aalborg havnen i går:

 

Farfars hortensia-er:

 

Min følelse indeni i dag:

 

og farfars jordbærblomst nu til morgen, hvor det har regnet i nat: