Jazz, gæster og fransk visit i paradis

Fredag aften bød Jan mig i byen.

Dagen havde budt på meget; først vejning, hvor mit samlede vægttab på en måned skulle gøres op og jeg vil da ikke holde det hemmeligt at jeg er glad, derefter afsked med min søster og to nevøer om formiddagen og to lange besøg om eftermiddagen, så jeg var i grunden godt brugt.

 

Han bød mig ud til Jazz-aften, hvor Valentine Trio skulle spille på Taseralik, men først gav han sandwich, også på Taseralik.

Om det var fordi, at han vidste, at jeg nok ikke havde det særligt sjovt, når jeg lige havde sendt min søster afsted eller om det ganske enkelt bare var fordi, at han heller ikke gad, at lave mad, bare til os to?

Jeg havde absolut ingen forventninger, hverken dårlige eller gode, til jazz-musikken og jeg må sige, at det passede rigtig godt til min sindsstemning. Blød og forståelig med sprød, lys sang til, som ikke lavede ravage i mine indre systemer

Jeg ved, at andre havde håbet på hurtigere rytmer og vilde swing-ommere, men jeg nød den lidt stille og gode jazz med et godt glas rødvin og da jeg gik ud i den kolde forårs-nat, stod den ene af musikerne og røg en stille smøg og nød vist det nordlys, som hvirvlede kortvarigt, men farvestrålende hen over himlen.

 

 

En aftale kl 10 lørdag og så skal jeg da lige love for, at gashåndtaget på snescooteren blev trykket i bund.

 

Jan og jeg fik sat to hylder op og Jan fik skiftet dørhåndtaget.

Senere på eftermiddagen væltede det pludseligt ind med gæster og Jazz-sangerinden var med på visittet med een, som vi kender.

Hun skulle videre ind til den næste fjord/Kangerluaarsuk ungalleq på en overnatning hos een af vores venner og jeg kan næsten ikke andet end tro, at hun har fået sig en god tur.

Een af min lillesøsters veninders søn kom også med sin morfar på snescooter

og jeg indrømmer blankt, at jeg nyder, at vise vores lille hytte frem.

Jans kollega kom med sin søn og efter aftensmaden fik vi endnu et besøg af et ægtepar, som fik lyst til at se vores hytte.

Jeg glæder mig til at få ryddet byggerodet op og det er helt og fuldstændigt præsentabelt.

De sidste byggematerialer blev jo dækket af sneen og frosten naglede brædder, bjælker og materialer fast til jorden, men lige om lidt slipper vinteren landet og vi kan sejle ind og få gjort det sidste.

Jeg sov så længe, at det næsten er uartigt og jeg sov så godt og tungt. Hmmmm, det var dejligt.

 

I dag nød vi dog bare livet, vejret

og den rungende stilhed på en madras, som vi lagde udenfor i solskinnet.

Vi slappede så meget af, at pulsen knap nåede op på 15 slag i minuttet.

Det var så stille.

Og tankerne gik i stå, forsvandt, skuldrene faldt ned på plads og halsen blev lang.

Vejrtrækningen blev rolig og dyb og det langsomme hjerte var blødt og varmt af indre glæde.

 

For ikke at gå helt i koma, samlede jeg lidt træ-splinter op fra jorden,

hvor solen havde tøet jorden så meget op og opvasken blev da også klaret efter frokosten.

Rundt om hytten var der både harespor

og rævespor.

Faktisk tror jeg, at haren bor under hytten, når vi ikke er der.

Eller bruger ihvertfald  de 15 kvm under hytten som sit helt eget private toilet.

Det var svært at tænke tanken, at vi skulle hjem igen, men der er ingen vej udenom.

Vi kom halvvejs over fjorden, da Jan opdagede, at han havde glemt sin rygsæk og så vendte han om igen.

Jeg tænkerk, om han mon gjorde det en anelse med vilje for lige at få et minut mere i paradis?

 

Mens jeg sad og ventede på ham ude på fjordisen kunne jeg nyde solen og udsigten

Laaangt derinde/ude ligger min lille plet af lykke!

 

Op ad Qerrortusup Majoriaa

og så er vi indenfor civilisationens faste greb igen, men jeg drømmer mig tilbage både i vågen tilstand og i søvne.

 

Til aften er vejret vendt.

Snefygning og overskyet.

Det kan også være lige godt det samme, for i morgen skal jeg på arbejde og hytten ligger 45 minutters intens kørsel fra mig.