finde ud af at logge på via det trådløse netværk på min egen computer inden jeg kan lave nye indlæg..
Netværkskoden til det trådløse netværk er glemt, så det er ikke sådan lige for sådan een som mig.
P.S. vi er hos farfar og en masse tanker myldrer rundt som flittige myrer på overarbejde.
Det føles meget, meget mærkeligt, at være her uden farmor, som jo nærmest var hele essensen af vores Danmarks-ture.
Mit hoved er fyldt med indtryk.
Der skulle heller ikke så meget til.
Pigerne ville ose, handle, shoppe og se butikker.
Det var vi indstillet på, Jan og jeg.
Men at de ville gennemtrawle alle tøjforretninger på Fisketorvet
og stort set alle forretninger på Strøget, havde jeg måske ikke lige regnet med.
Det skulle dem dog være vel undt og vi ventede pænt, kørte Jans dankort igennem et par gange eller flere og indtil videre er den værste sult på nyt og spændende stillet for deres vedkommende.
Vi kørte lidt vel meget rundt i dag og da jeg sådan for at bløde stemningen en smule op og gøre en smule nar af os selv, sagde:
“ Se børn.. der ligger Tivoli”
svarede Sara, som kun Sara kan svare:
“Igen!”
Nøj, hvor vi kom til at grine.
Vores ture rundt i parkerings-kælderen i modsat køreretning og ren Molbo-logik, da vi skulle finde ud af at betale, undlader jeg at fortælle om, men den værste molbo, kunne ikke have gjort det mere komisk.
Aftenen blev tilbragt hos Jans lillebror, som havde lavet lækker, lækker mad til os og Helle (Jans svigerinde) havde lavet en dessert, som var et stykke af himmerige pyntet med nye jordbær.
Sara og hendes veninde, som vi er sammen med, har pakket og gjort klar.
De glæder sig helt vildt.
Jeg ved ikke lige, hvad jeg gør udover at glæde mig på deres vegne.
Måske er det moder-bekymringer, der ligger derinde og snurrer, bobler og simrer?
Eller er det mon ren og skær egoisme over at ville have mine underholdende piger omkring mig hele tiden.
Eller begge dele?
I morgen, når Sara er sendt afsted og vi har fået pakket, spist, hvilet mm tager Laura,
Jan og jeg over til fastlandet, hvor vi skal invadere farfar.
Vi glæder os til farfar, vi glæder os til Jylland og vi glæder os til kendte omgivelser (ferie-omgivelser).
Vi skal besøge min søster i Ålborg og kramme hendes drenge.
Men først skal vi sende Sara afsted.
I går aftes var en jammer.
Der lød snøften, spredte hulk og stille tale.
Der lød også grin og latter.
Det var Laura, som tog afsked med sine venner ude foran vores hus.
Vennerne havde først været oppe hos os og så skulle de lige en sidste gang ned og jamme på musikskolen, hvorefter de fulgte Laura hjem.
Som jeg dog følte med dem og som jeg dog havde lyst til at råbe ud af vinduet, at jeg nok skulle tage hende med hjem igen efter sommerferien.. hjem til mig og hjem til vennerne.
Men jeg gjorde det ikke, for jeg ved, at hun også får masser af venner på efterskolen og at hun kommer tilbage til både mig og vennerne i Sisimiut om et lille års tid.
Det er lige om lidt, prøver jeg at bilde mig selv ind.
Lige om lidt!!!!
Hun var dog glad og smilende, da hun stod ude i Sisimiut lufthavn.
Min far var ude og give os et farvel-kram og vinkede til os, da vi steg ombord i flyveren. Inden vi ser os om, lander han her i Danmark igen og har lovet grill og sommerhus-hygge i nord-øst Jylland.
Vi rejste stort set planmæssigt.
Mødte min lillesøster Lena inde i Kangerlussuaq.
Hun har været til møde i Danmark og var på vej hjem, så vores veje krydsede kortvarigt.
Nu kan hun også sige, at hun har sommerferie.
Jeg fik krammet Simon, der var på arbejde i Kangerlussuaq.
Han så så godt ud.
Nybarberet, nyklippet, fin i tøjet, smilende og glad.
Det glæder mit moderhjerte.
Jeg underholdt Lena, som skulle have sig en smøg udenfor i Kangerlussuaq.
Rygernes askebæger var der gået lidt ild i, men lidt røg fra eller til…
Nogen, – måske skolebørnene havde skrevet et skilt bag lufthavns-terminalen og det var alt, hvad jeg fik at se i Kangerlussuaq
inden vi skulle gå ombord på Danmarks-maskinen.
Landskabet i Kangerlussuaq er lidt anderledes end i Sisimiut.
Der er sikkert en masse gode geologiske forklaringer på, som jeg ikke kan give dig, men som du kan se, var vejret flot, da vi gik ombord på den store, flotte og knaldrøde Airbus 330
Når pladsen er trang, føles tiden lang.
Ihvertfald for mig.
Lidt meget endda.
Jeg havde mit hækletøj med og fik hæklet et par baner på det brede zigzag-tæppe, som engang skal pynte i vores kommende hytte.
Vi fik spist plastik-maden,
som faktisk ikke var så ringe endda og jeg underholdt mig selv lidt med mit kamera.
Filmen var uden lyd og så er der ikke så meget ved det.
Lyden var i stykker, men udfra billederne på skærmen, så filmen ud til at være god.
Sara og Laura sad bagved os og underholdt hinanden.
Først en tur over indlands-isen og så over havet,
som vi ikke kunne se for de hvide skyer, men endelig kunne vi skimte lidt land og pludselig var vi i mål.
Bilen blev hentet uden problemer og dramatik og vi kørte ud til det overnatnings-sted, som vi har reserveret indtil på onsdag.
Der er varmt at komme til Danmark.. fra fugtig kulde og højst 10-15 grader til .. øh, ja hvad? Noget over 25?
Vi har rejst over 4 tidszoner og klokken er lige nu og her over 01.
Inde i mit hoved er den kun 21.
I morgen skal vi en tur rundt i byen og handle lidt for pigerne.
Noget lettere fodtøj, tyndere bomuld på kroppen og ose til øjnene bliver trætte.
Jans lillebror har inviteret til grill og så skal vi ellers undvære Sara i 3 uger fra på onsdag.
Jeg synes lige, at jeg har lært dem at gå.
Nu går de ud i den store verden, glade, modige og forventningsfulde.
Jeg er nervøs og måske mest nervøs for, om jeg kan lade være med at bekymre mig. Bekymre mig om dem.
Både Sara og Laura er fornuftige piger, som paser godt på sig selv.
Jeg har en dag i morgen, hvor de begge to er indenfor rækkevidde.
Dét vil jeg nyde og nydes skal også de nye, spændende omgivelser, som jeg har sukket så meget efter i så lang tid.
Nu har Jan også sommerferie.
Det har været nogle hektiske, travle og ret så forjagede dage.
Vi er næsten i mål med at pakke de sidste ting ned.
Jeg står altid med en følelse af, at have glemt noget vigtigt, når jeg skal ud og rejse.
Passet og tandbørsten er pakket og så burde jeg kunne klare mig.
Dem, der skal bo i vores hus flytter ind i morgen, så huset kommer ikke til at stå tomt. Der er derudover både naboer, venner og familie, som kigger til det.
Hundene er afsat indtil august og akvariefiskene er kommet i pensionat.
De første små sværme af myg har vist sig i dag, ligesom nogle små blomster har vist deres smukke hoveder. Vi rejser fra det hele og håber at turen kommer til at gå planmæssigt.
Om jeg glæder mig???
Du kan lige tro!
Vi høres ved fra den anden side af Atlanten lige om lidt.
Så fik Jan overstået sine eksaminer.
Sara og jeg var nede og hente ham i dag og fotograferede de glade studenter.
Du kan se nogle af billederne her
Sikke en weekend!
I tordags kom min barndomsveninde hertil fra Nuuk og vi har naturligvis siddet og sludret og sludret og sludret.
Hun er her fordi hendes søn blev HTX-student i fredags.
En hue skulle sættes på hans kønne hoved og sådan noget vil en stolt mor selvfølgelig gøre med glæde.
Han sluttede sine eksamener af med et flot A.
Heidi og jeg nåede i fredags at gå til en afskeds-reception
for byens journalist, som akkurat lige har lavet et interview (portræt-artikel eller hvad sådan noget nu hedder) med mig for netop Arnanut, hvor Heidi er redaktør for Arnanut (og AG forøvrigt også)
Marianne, som er journalist ved byens lokal avis, er gift med Jans kollega Jesper og de rejser i næste uge.
Rejser for at flytte tilbage til Danmark.
De rejser fra det mest lækre beliggende hus i byen.
Ingen naboer i miles omkreds og i så rolige omgivelser.
Der er udsigt både ind til byen
og direkte til havnen, havet og Præstefjeldet.
Skulle jeg gå hen og vinde et par millioner, ville jeg straks investere i huset, men jeg bor godt, hvor jeg bor, men som jeg dog kan forstå, at det må være svært at forlade det hus.
Beliggenheden er formiddabel og uden sidestykke her i byen og derudover er huset total-renoveret, så det også er total-lækkert indendøre.
Som du sikkert ved, drikker jeg stort set aldrig alkohol og går endnu mindre i byen, men fredag aften syntes jeg at byen trængte til at se mig.
Jeg kom i byen glad og boblende af feriestemning.
Der blev ikke indtaget meget alkohol, så jeg kunne nyde den gode, sjove stemning og være ved min fulde fem.
Jeg hængte min jakke i entreen, hvor vi ud på natten endte og da jeg skulle hjem i de små timer, kunne jeg konstatere at både min pung og min mobil-telefon var taget ud af mine lynede jakke-lommer. PIIIIIS og LOOOORT.
Jeg ved, at tyveriet var sket indenfor 45 minutter, da jeg lige havde tjekket min mobil og mærket tyngden af min store læder-pung i min jakke, så jeg fik spærret mit dankort og min mobil straks og fik ringet til politiet, som ikke ville gøre noget, da det ikke var presserende.
Jeg kunne komme igen i politiets åbningstid mandag, men som jeg forsøgte at forklare, rejser jeg mandag morgen og kan derfor ikke komme førend d. 3. august. Dét er ligesom lidt sent, når det drejer sig om en let-omsættelig mobil-telefon og en pung.
Jeg startede min helt egen private efterforskning og i løbet af 1 time fandt jeg frem til tyven, som hårdnakket benægtede.
Forøvrigt een af mine gamle elever, hvilket gør det hele endnu mere sørgeligt og trist.
Han havde tømt min pung for kontanter og jeg fandt ud af (tænke, tænke som en tyv..og jeg som aldrig stjæler) hvordan han havde stjålet mine ting.
Jeg kunne med en tilkaldt viceværts hjælp rode rundt i boligblokkens skarn-rum, hvor jeg mellem brugte bleer, hygiejnebind og andet husholdningsaffald kunne fiske min pung frem. Den indeholdt heldigvis stadig både mit dankort og mit kørekort, men min mobiltelefon var der desværre ikke.
Jeg forestiller mig, at SIM-kortet er pillet ud og telefonen videresolgt og selvom jeg flere gange har haft fat i tyven benægter han, til trods for at han er blevet set og min pung er fundet i netop den boligbloks skarnrum, hvor både hans forældre og han selv bor.
Jeg har talt højt, længe og hurtigt.
Jeg har været insisterende og stædig, men han var stadig så fuld, at han knap kunne se lige.
Jeg er så sur, vred og ikke mindst skuffet. Der er ikke så meget at sige til, hvis folk begår selvtægt, når de selv skal opklare sådanne tyverier, som godt nok er i småtingsafdelingen, set med politiets øjne.
Jeg kunne have slået manden oveni hovedet med noget tungt og hårdt, da jeg var allermest gal.
Det er vildt besværligt, at miste sin mobil.
Har du nogensinde tænkt over alle de informationer, som du gemmer på din mobil.
Din mobiltelefon er ikke bare et instument, en ting, som du kan komme i kontakt med omgivelserne på.
Min mobil-telefon indeholder alle dem, som jeg kenders telefonnumre og min kalender er plastret til med ting, som jeg skal huske, mærkedage og jeg skal komme efter dig.
Nogle af mine kontakt-personer i mit adressekartotek har hemmelige numre, som ligger på telefonen. Øv øv øv.
Jeg er skuffet over politiet, som ikke ville gøre yderligere, selvom jeg ved egen hjælp, har fundet frem til tyven og min pung, men stadig mangler min mobiltelefon. ØV! Den kunne måske være dukket frem, hvis de havde hjulpet mig. Deres uniformer giver en autoritet, som jeg overhovedet ikke kan konkorrere og de har erfaring med anløbne menneskers tankegang, som jeg end ikke kan forestille mig.
Mit dankort er stadig spærret.
Det kan jeg først gøre noget ved i morgen.
Har du nogensinde tænkt over hvor besværligt det er ikke at have et betalingskort?
Jeg kan hilse dig og sige, at dét er besværligt.
Jeg har måttet “tigge” penge af Jan siden i går, hvis jeg skulle købe noget som helst, ikke at det gør noget, men det er besværligt.
Min listen mig ud i nattelivet, har fået en grim bismag af noget kedeligt, noget trist og ret så besværligt.
Sidst jeg var i byen, var for to år siden og jeg kan ikke forestille mig, at jeg har lyst til at gå i byen foreløbig!
Som om det ikke er besværligt nok med de manglende jordiske tyvstjålne ting, kom Jan til skade i fredags, hvor min jolle skulle på land igen.
Han ville lige løfte jollen lidt på plads…. jeg gentager:” løfte jollen…” hvad tænker manden på?
Han fik et kæmpesmæld i hoften og kan knap gå nu.
Bukke sig kan han slet ikke og det gør ondt, ondt, ondt.
Og han skal afholde eksamen både i går og i dag.
Han holder sig oprejst og nogenlunde bevægelig med tonsvis af pamoler og ibumetiner i kæmpedoser, mens han stædigt holder tænderne bidt sammen i smerter.
Dét er slemt, men det betyder også, at jeg skal lave to mands arbejde.. besværligt for mig.. jeg har båret 100 kg hundefoder over til hundene i går og skal over med yderligere 100 kg i dag.
Kæderne, hundene står i, skal efterses inden vi overlader dem i en andens varetægt i ferien, jeg har fået ryddet skuret op, så jeg kunne konstatere, at vi ikke har nogen stor kuffert, men en stor taske og en lille pink kuffert, som Sara absolut ville eje, da hun var omkring 8-10 år, vasket køleskabet, så dem, som skal bo i vores hus ikke brækker sig over vores manglende hygiejne og er igang med at rense ovnen af samme årsager som køleskabs-rengøringen.
Jeg takker mig selv for, at have gjort det meste inden i fredags..
Der skal pakkes kufferter, vaskes lidt tøj og gøres klar.
Jeg glæder mig endnu mere til at forlade byen for en stund- nu end før.
Komme væk og opleve noget positivt.
Lige nu er jeg negativ og min naive tro på mine medmennesker og det gode i dem, kan lægge på et ret så lille sted.
Mine grimme tanker vender til det gode og positive lige om lidt.
L I G E O M L I D T!
De skal lige graves frem af den møg-bunke som ligger derinde.
Jeg vil være naiv og tro på, at vi mennesker vil hinanden det godt. VIL TRO!
Jeg håber, at din weekend har indeholdt flere positive og livsbekræftende oplevelser end min?
Min far har fundet denne tegning, som Laura har tegnet for omkring 11-12 år siden, da hun var omkring 3-4 år.
Den er godt nok sød den tegning og som min far skrev: “ der er mange ting, som er ændret siden da”.
Det er ikke Grønlands eneste springvand, men jeg vil vove at påstå, at det er det grimmeste!
Det har jeg vist sagt før, men det står jeg ved endnu.
Til gengæld er de første arktiske valmuer omkring i kvarteret sprunget ud.. det kompenserer en smule, ikke meget, men lidt har også ret, siges der.
I søndags var Jan og jeg en lille smuttur inde i fjorden, hvor vi fiskede med fiskestang midt ude i fjorden fra jollen.
Vi fangede 10 pæne ørreder
og en enkelt stor torsk bed gudhjælpemig også på fiskestangen.
Vi gider ikke lige torsk lige for øjeblikket.
Faktisk gav vi en pæn, stor bærepose fyldt med frosne torskefiletter pakket i små, portions-anrettede poser væk i sidste uge. Godt, at der var nogen, som gad.
Hundene har også fået deres del af fine, benfri torskefilletter, så torsk er ikke lige på nogens ønskeseddel for øjeblikket, men da torsken, som bed på snøren var stor, tænkte jeg straks på Dorit og hendes ørestikkere.
Den kom med op og ørestenene blev pillet ud da vi kom hjem.
Dét var noget værre griseri, men jeg har gjort det et par gange før, så de blev lokaliseret og fundet, renset, vasket og sat på en ørestik.
De andre, som jeg har haft liggende i laaaaang tid, er også blevet lavet til et par ørestikkere.
Resten af torsken fik hundene forøvrigt, uanset om de ville den eller ej.
Jan har travlt med eksaminer, så ham ser jeg ikke sådan for alvor før mandag morgen, når vi skal stige ombord i flyveren. Han skal have elever op både i morgen, på lørdag og på søndag.
Jeg har travlt med en masse småting, som skal sendes efter Laura, som jo skal efterlades, når vi rejser hjem fra sommerferie.
Tøj vil hun ikke have med, men hendes akustiske guitar, keybord og elektriske guitar skal med, så de skal pakkes i bobler og pap og kysses farvel i morgen.
Farfars stuer bliver omdannet til et mindre musik-lokale og kender jeg Laura ret, varer det ikke længe inden hun har anskaffet sig flere instrumenter, som hun vil lære at spille på.
Kender jeg farfar ret, vil han elske at spille sammen med Laura.
Jeg har det godt nok svært med at skulle sende min pige afsted.
Hun er knap blevet vænnet fra og nu skal hun ud og stå på egne ben.
Jeg ved, at hun kan, men kan jeg?
Dét skal jeg kunne, så det kan jeg selvfølgelig, men nøj, hvor der er mange tanker, minder og glemte oplevelser, der hvirvles op.
Sommeren viser sider af sit glade ansigt her i Sisimiut.
Det har jeg intet imod, men jeg vil ikke benægte, at jeg glæder mig til at se andre steder, andre ansigter og opleve nye ting og at jeg glæder mig til at rejse fra Sisimiut for en stund.
Der er kun 3 dage tilbage.
Du kan se billedet nedenfor i større udgave ved at klikke på det..
Uuufff.. jeg er ved, at være sådan een, som jeg selv er så træt af.
Sådan een, som praler af sine børn konstant.
Hele tiden og så igen.
Men ved du hvad?
Jeg er så stolt, så stolt over mine børn.
I aften var vi på skolen, hvor Laura skulle hente sine eksamenspapirer.
Hun var så glad og det var med god grund.
Ud over, at hun fik udleveret de fineste papirer, blev hun også hædret for dem. Kaldt ud på gulvet igen, så vi kunne give hende en klapsalve, mens klumpen i min hals var ved at kvæle mig.
Sagde jeg at jeg er stolt?
Hun fik en lille gave og en blå rose af skolen.
Da det fine og højtidlige var ovre, spillede 3 drenge fra parallel-klassen 3 head-banger-numre og derefter spillede Laura og Jessica to numre.
Jessica på guitar og Laura sang til.
Jeg har hørt Laura synge rent, smukt og jeg har hørt Laura synge flot, dejligt, rørende og iørefaldende.
I aften sang hun det bedste jeg indtil nu har hørt. Eller var det mon fordi min hørelse var stoppet til med moderlig stolthed?
For jeg vil da lige tilføje, at jeg er så stolt over min Laura.
Og når jeg så endelig skal tage de bedste billeder, har jeg taget det værste omgang lxxt.
En dag, hvor man ikke lige kan tage billederne om en anden dag.
Jeg duer bare ikke til det med billeder inde i en halv-mørk idrætshal.. og blitzen og jeg, vi bliver vist aldrig helt gode venner.
Men de indre billeder og følelsen af moderlig stolthed, står knivskarpe indeni.
Mon ikke alle forældre bliver glade og stolte over deres afkom, når de kommer glade, tilfredse og smilende hjem og fremviser gode resultater.
Jeg gør- og jeg føler, at jeg med min opbakning og min støtte har været med til at give mit barn en succes.
Dét gør mig glad!
Vi husker vel alle vores folkeskole-tid.
Vores første skole, hvor vi skulle lære at lære.
Den første skole, men også den eneste skole, som ikke kunne vælges hverken fra eller til.
Folkeskolen er obligatorisk.
Og al den lærdom som du fik i folkeskolen og resultaterne derfra, er med til at give dig nogle valgmuligheder. Derfor er jeg ekstra glad for, at det første eksamenspapir for Lauras vedkommende giver hende mulighed for valg.
Nu kommer alle de andre skoler, som selv skal vælges til.
Og fra.
Store og vigtige valg.
Men bestemt ikke valg, som ikke kan gøres om.
Laura har valgt, at hun vil på efterskole efter sommerferien.
Hun er akkurat lige fyldt 15 år for 2 uger siden og det er en meget, meget ung alder, at starte i gymnasiet på.
Hun skal have muligheden for at prøve en anden kultur.. ikke så forskellig fra vores, men dog anderledes, hun skal vokse og gro indeni, rustes og modnes og have tid til at tænke, så hun vælger det som er rigtig for hende.
Tillykke min pige med de fine karakterer!
(Sara er ikke engang fyldt 15 år når hun går ud af folkeskolen…)
Sara kan også lide at fotografere.. hun ville gerne fotografere elven i dag og vi gør hende gerne selskab.
Det er stadig fugtigt udenfor. Faktisk har det regnet i nat; tror jeg nok?!
Jeg sov, så jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men alt, hvad jeg ikke fik ind fra altanene i nat, er drivvådt.
Det er også koldt. Faktisk så koldt, at jeg har trukket i min uldne cardigan i dag og burde have haft handsker på.
Ikke desto mindre skyder grenene knopper og fuglene har travlt med at holde deres æg varme.
Min tålmodighed har ikke været til at fotografere de 2-3 par odinshaner,
der lystigt svømmer rundt nede i Spejdersøen.
De er ikke til at komme på tæt hold af med kameraet og skulle det lykkedes, ryster hænderne så meget af kulde, at billederne bliver rystede.
Jeg skal bare kigge i deres retning og så er de lettet og væk.
Næ, så er det altså noget lettere med planterne, der holder på de bittebitte små dråber,
som bliver ved med at fascinere mig.
Hvad der også er fascinerende er at se bittebitte små ting tæt på.
Mikromakro og en helt anden verden åbner sig og afslører, hvad det blotte øje ikke ser.
Prøv engang at se denne pil..
Og jeg er vild med dens farver.. dét er da forunderligt!
Og bare så du har noget at sammenligne med, så er det en lille æske tændstikker:
