Fra mit sofahjørne

 Jamen så gik der lige pludseligt mange dage og jeg kigger mig tilbage og forbavses igen over tiden. 

Måske tiden i al almindelighed, livet i særdeleshed og hvor det hele bliver af?

Indimellem bliver jeg ramt noget så eftertrykkeligt af noget vemod over at livet nu er over halvvejs og når jeg står i et sort, mørkt hjørne føler jeg nærmest, at jeg står med det ene ben i graven og at intet længere kan betale sig.

Jeg læste et eller andet sted om noget maj-blues og kunne genkende følelsen, og især fordi det var een fra min egen aldersklasse, som så fint beskrev det langsomme skift fra at føle at man har uendeligt meget tid og lader en del af det spilde, til at nå herud, hvor man iler og forsøger at det meste ud af næsten ingenting.

Heldigvis sidder jeg jo så ikke altid i et mørkt hjørne.

Faktisk sidder jeg mest i min sofa, hvor jeg kan se ud på vores altan, hvor der er masser af fugleliv lige for øjeblikket og jeg glædes over hver en lille fugl, som kommer og spiser hos os.

Jeg synes det er så hyggeligt og livsbekræftende at se de forskellige fuglepar, der på skift spiser sig mætte i de frø jeg lægger og som flittigt henter noget af det uld, som jeg har sat fast i tørresnoren, som jeg forestiller mig, at de bruger til isolering af deres reder.

Jan kan desværre ikke altid høre fuglekvidren og fuglefløjtene pga sin tinitus, men jeg glæder mig over al den kvidren, fløjten og summen af liv, der udspiller sig for os et par meter fra vores sofaer.

For små 14 dage siden, kørte een af mine venner og jeg rundt med vores kameraer. Vi havde snakket om, at der blev så stille på fotograferings-siden, når alle de store begivenheder var slut og ovre og at vi alt for ofte glemte at finde kameraerne frem i hverdagen.

Vi havde snakket om at mødes en gang imellem og finde noget at fotografere sammen, så vi drog ud og vi håbede at finde de gæs, som havde slået sig ned for at hvile vingerne i byen.

Sandsynligheden var lille, men vi var heldige at finde nogle andre. Vi går ud fra at det var nogle andre; for antallet var anderledes og disse stod et helt andet sted.

Vi kom forholdsvis tæt på og med et godt zoom-objektivt, kom vi endnu tættere på, men de var urolige allerede inden vi kom og lettede ret hurtigt, for at forsvinde ud i den lyse maj-aften.

Vi har forsøgt at holde hinanden op på, finde noget at fotografere hver dag/ hver uge, men det løber en anelse ud i sandet hele tiden, så vi har ellers allieret os med nogle andre, men hverdagen fylder og tager det meste af den der kostbare tid, som jeg er begyndt at værne lidt ekstra om.

Een af de andre, som vi har sat lidt i stævne, har lavet en instagramprofil, som vi gerne skulle forsøge at fylde med vores øvelser og vi er startet lidt op.

Måske jeg skulle bruge lidt tid på at skubbe lidt til de andre. 

Det er tid givet godt ud, når man er i fællesskab med nogen som kan udfordre, lege og har samme interesser

At komme en fremmed ved

 Bededagsferien eller skulle jeg måske snarere kalde den fridagen, var gået min næse forbi. 

Jeg havde helt glemt at der var noget, der hed bededag og jeg havde forberedt min undervisning til i fredags, lavet ugeplan og indstillet mig på, at skulle på arbejde.

Det var først, da jeg skrev med min søster, som forøvrigt var ude at rejse at det begyndte at dæmre for mig, at vi ikke skulle på arbejde og at både vi og eleverne havde fri.

Og jeg skal lige love for at jeg har holdt fri.

Jeg har ligget i min sofa og set ligegyldige og hurtigt glemte netflix-film og serier, jeg har siddet og lyttet til lydbøger på mofibo og jeg har taget den ene lille lur sammen med katten efter den anden.

Jeg har strikket så meget forkert på en vest, at jeg trævlede op uden at ærgre mig og har strikket om, -stadig med airpods-ene i ørerne og noget flimmer på skærmen, mens jeg indimellem småsov igen.

Det sneede heftigt i går og sneen lagde sig tung og våd over alt for så at smelte igen. 

Himlen har været stålgrå og slettet alle konturer og kontraster, luften kold og fugtig og det har været en god undskyldning for at krybe sammen under vattæppet i sofaen og sidde tanketom og strikke videre.

Jg bilder mig ind, at det har været godt for blodtrykket, tankemylderet og den uro, som er indeni, for alting er blevet langsommere og lettere på bare en forlænget weekend.

Jeg havde en oplevelse i torsdags, som satte en masse tanker i gang.

Jeg mødte en fjern bekendt, som jeg knap kender, men som jeg hilser på, når jeg møder en sjælden gang i byen og som man ofte gør, så spurgte jeg hende, om hvordan hun gik og havde det. 

Sidst jeg mødte hende, havde hun det ikke alt for godt, hverken fysisk eller psykisk og det snakkede vi lidt om.

Hun havde en masse varer, som hun skulle have bragt hjem og forsøgte at få fat i en taxa og da jeg ikke havde travlt og jo lige havde opdaget, at jeg havde fri dagen efter, tilbød jeg at køre hende og hendes varer hjem.

Hun bød på en kop te og hun fortalte om sin situation og måden hun takkede mig for at bare lytte, satte alle mulige tanker i gang hos mig.

Det burde jo være alle forundt at have een, som ville lytte til een, høre på ens tanker og spekulationer, een at sparre med og en at vende verden med.

Det burde nærmest være en menneskeret at have mindst een, som man kunne vende sig mod, når man følte at alting bliver for tungt og for besværligt og selvom hun forsikrede mig om, at hun havde skrevet sammen med nogen om sin situation fornemmede jeg, at der måske ikke lige var een, som hun kunne dele en kande te med på en almindelig hverdags-eftermiddag og som gad at lytte en smule til de tanker og spekulationer som hun gik og tumlede med.

Da jeg gik derfra gik jeg med en masse følelser. 

Først og fremmest følte jeg taknemmelighed over, at have de mennesker omkring mig, som jeg har og som trofast lytter, forstår, giver opbakning, men også godt modspil. 

Jeg har ikke en stor vennekreds eller familie, men dem jeg har, har jeg haft længe, så jeg behøver ikke at forklare mig eller start forfra i min livsberetning hver gang jeg skal forklare en handlemåde eller en reaktion.

Jeg følte taknemmelighed over, at de mennesker, som er omkring mig, hver især på hver deres måde, viser omsorg og kærlighed, bekymrer sig om mig, hjælper mig, støtter mig og som har brug for mig, når de selv har brug støtte og nærvær.

Jeg følte også taknemmelighed over den tillid og tiltro, som min fjerne bekendt viste mig, ved at lukke mig ind og åbne sig på den måde som viste at hun stolede på min evne til at lytte og til at jeg ville hende det godt.

I en verden, hvor vi er blevet fjerne overfor hinanden, hvor almenmenneskelig nærvær er i lav kurs og hvor alting går så hurtigt, samtalerne er overfladiske, hvor man kun orker høre sig selv tale om sig selv og hvor man ikke går i dybden med sine tanker overfor hinanden, følte jeg mig beæret over at være den, som hun ville lukke ind.

Hun sagde tak da jeg gik. 

Det gjorde jeg også. Sagde tak da jeg gik, for jeg var taknemmelig for at blive mindet om, at nærvær mellem mennesker, som deler tanker og hvor aktiv lytning er i højsædet, stadig er det, som giver mest mening og som sætter spor hos hinanden.

Jeg har gjort mig nogle diffuse tanker om det at være noget for nogen, det meningsfulde i at give uden at forvente at modtage og det at være sig selv nærmest og ikke føle, at man skylder nogen noget, fylder meget i tidens ånd og om det hænger sammen med at tingene skal gå hurtigt, skal give noget i det offentlige billede og de sociale medier.

Er den gode gerning, god nok og giver den mening, hvis man ikke får den udstillet et eller andet sted og vil man overhovedet gøre en god gerning, hvis man ikke kan vise den frem og få anseelse af den?

Kan du følge mine tanker lidt, noget af vejen eller giver det overhovedet mening?

Snespurvene kom for et stykke tid siden.

Jeg har siddet i min sofa og gjort mig disse tanker, mens jeg små-blundede, strikkede, småsov, slappede af, så ligegyldige film og serier mens jeg puttede mig under vattæppet og kiggede ud på de smukke, sort-hvide spurve, -snespurvene.

Måske er mine tanker gået for meget i stå, kører for meget i frigear og frihjul eller måske burde jeg tænke videre?

En mellemlanding i årstiderne

 Jan steg ombord på flyveren i går og er med en mellemlanding på vej til Island.

Jeg under ham at komme lidt ud og lidt væk fra hamsterhjulet og han har glædet sig; især fordi han på tilbagerejsen,  får mulighed for at besøge sin far lidt, som i starten af måneden fyldte 80 år.

Da jeg kørte tilbage i det strålende solskin fra lufthavnen, for at køre tilbage til mit eget hamsterhjul, følte jeg mig pludseligt efterladt og forladt.

Mine børn er rejst, min ene søster er rejst og den anden rejser på mandag, min far har næsten forladt sig selv på en måde og dermed også os. 

Alle de andre; Jan, mine søstre og mine børn kommer tilbage og endda lige om lidt, så tanken og følelsen var jo ret åndsvag. 

Jeg skulle bruge resten af dagen på at korrigere mine tanker, huske mig selv på at det jo kun er for knap et par uger.

Til gengæld har vi sol og en varme, som sjældent er set på denne årstid, så sneen smelter med lynets hast og årstiden tipper fra vinter til rigtigt forår og væk er slædesæsonen og snescootersæsonen og vi skal til at have fundet møblerne til altanen frem, ordnet båd og lagt vinterstøvlerne væk

Jeg huskede Jan på, at der måske var syrener der blomstrer i Danmark? 

Det er over 30 år siden jeg har duftet til friske syrener og jeg sagde til Jan, at hvis der var syrenere, skulle han stikke næsen i dem  for mig og huske duften så han ku fortælle om den når han kom hjem 

Når vejret bestemmer

 Nogen gange er der ikke så meget vi kan gøre, når ydre omstændigheder træffer valgene for os.

Sådan er det bare og sådan er det især heroppe, hvis man har bestemt sig for at komme ud.

Vejret kan skifte hurtigt og mange aktiviteter afhænger af vejret mere end andre steder i verden.

Som jeg skrev, så fik Jan problemer med sin snescooter sidste weekend og hele ugen, gik jeg og drømte mig tilbage til weekenden vi forlod, men vidste at det var noget  nær umuligt at komme afsted, når Jans scooter ikke kunne køre.

Vi ringede til værkstedet, men skæbnen ville at der kun var en mekaniker på værkstedet, da de andre enten var på uddannelse, ude at rejse eller havde ferie og den tilbageblevne havde mere end rigeligt at se til, så jeg havde opgivet håbet omend det var med nedadvendte mundvige, sorte skyer over hovedet og opgivende tanker.

Et sidste forsøg blev gjort da vi spurgte ude på værkstedet, om de kunne forsøge med en enkelt, simpel ting; nemlig at skifte batteriet og lærlingen kørte ud med et nyt batteri og minsandten om det ikke virkede.

Jeg var ude med mine elever i det mest strålende solskin, hvor de løb på langrendsski og andre legde i sneen i de sidste to lektioner.

Det var timer, som jeg havde lovet dem tidligere på året. To lektioner med frisk luft og organiseret leg og bevægelse og vi havde det så hyggeligt, men mens tiden nærmede sig arbejdsdagens afslutning, rullede en tæt, kold og uigennemsigtig tåge ind fra havet og indhyllede byen og da jeg havde afsluttet de sidste gøremål på arbejdet kunne jeg godt se, at vi med stor sandsynlighed ikke kom nogen som helst steder hen i denne weekend med eller uden snescooter.

Vi handlede ind, som skulle vi afsted til hytten, så vi var parate, men da vi gik ud af butikken, var tågen så massiv, at vi endte med at køre over på Taseralik og købte en is og kaffe istedet.

Vi kunne se på deres forskellige opslag derovre, at der var "åben scene", som er et arrangement,  som holdes en gang om måneden,- den 3. fredag i måneden og det kunne vi passende tage ned og høre istedet for at sidde hjemme og ærgre os.

Hytte-morgenritualet skulle ikke forsømmes i morges, så den stod på juice og blødkogte æg og selv tågen er lettet, er vejret stadig tungt og kedeligt, så vi går vist ikke glip af det helt store inde i hytten i dag.

Hjemmet skal rengøres og tørres over og det kan vi passende gøre i dag.

Billederne af snespurvene er fra sidste år på samme tid.

Vi har gået og kikket efter snespurvene, men de er vist forsinket.

De er ikke dukket op endnu, men de må være på vej.

Sidste weekends fred

 En vår er kommet, så mildt og stille og næsten uden at jeg har mærket det, opdaget det eller registreret det, er sneen næsten svundet.

Der er næsten ikke faldet noget sne denne vinter og snelaget har været meget, meget tyndt og kvaliteten underlig hård og iset.

Det som kom, kom sent og fjordisen, som er begyndt at komme senere og senere de sidste årtier, kom så sent i år, at vi helt var begyndt at tvivle på, om vi overhovedet kunne komme ud i vores hytte denne vinter.

Når vi skal ud til vores hytte, kører vi på snescooter og man kan også køre hundeslæde. Det har vi kun gjort en enkelt gang.

Sidste weekend kørte vi ud til vores lille hytte fredag ved aftensmads-tid. 

Vi havde ikke planlagt andet end, at skulle hygge, lave absolut ingenting, få skuldrene og gjort vejrtrækningen langsommere.

Vejrudsigten var fin, så jeg havde medbragt nogle rigtige, fysiske bøger.

Vores bibliotek sælgere deres kasserede bøger og blade for 2-5 kr pr stk og indimellem, når jeg husker det, tager jeg derop og køber et par stykker, som jeg kan tage med i hytten.

At læse en rigtig bog med hårdt omslag og mange sider passer så godt til terassen ved vores hytte i solskin, hvor tid og pligter er ophørt og intet længere haster.

Det passer sig så godt med en rigtig bog i langsomt tempo, når man ligger i den smalle halvanden mands futonseng i hytten under en bunke dyner og tæpper, velvidende, at formiddagen ikke er afsat til andet end lige så meget kaffe, som man orker og intet andet.

Jeg medbringer også altid strikketøj og hvis jeg en sjælden gang står uden et strikkeprojekt torsdag aften, kan jeg gå i noget nær panik og der bliver fundet frem fra gemmerne.

Om aftenen, når aftensmaden er indtaget og vi har kogt vand fra elven i vores kedel over gaskomfuret til teen, bliver strikketøjet fundet frem.

Jan sysler enten med en kryds& tværs, en sudoku eller læser i en bog. 

Samtalerne går som regel dybere end når vi er hjemme og vi kommer omkring hverdagslivet og livet i al almindelighed og stilheden varer længere og er tryg.

Tavsheden, når emnerne er udtømte, får tankerne til at bundfælde og slå rod på en anden måde end de gør i hverdagen og jeg kan tydeligt mærke, at vi ikke har været nær nok ude denne vinter, for hverdagene de sidste par år har trukket tænder ud, været op ad bakke og givet uro og for mit vedkommende indimellem tankemylder, som har trukket rundt med min sindsro. 

For mit vedkommende har min alt for ofte mistede sindsro gjort at min nattesøvn er fuldstændig og aldeles ude af rytme og at mit energiniveau er for lavt.

Derfor var det mere end dejligt at kunne bruge hele fredag aften på at sidde i hytten mens ovnen buldrede, stearinlysene blafrede og varmen gjorde langsomt gjorde mig mere og mere dvask og afslappet.

Det var mere end almindeligt lækkert at kunne krybe under dynerne med min bog, men vi lå tæt i den smalle seng vel vidende, at når jeg vågnede om natten, så kunne jeg vende mig om på den anden side og forsøge at sove videre igen.

Det var lækkert at vågne op samtidig med at solen begyndte at titte frem af de østligste fjelde og kaffen der blev brygget ved at hælde kogende friskt elv-vand over filteret og duften bredte sig over det hele.

I hytten er et stegt æg en luksus-ting. 

At fragte æg på en hoppende snescooter med meget stor risiko for at de går i stykker, men at de oftest overlever og få det stegt til morgenmad, det er luksus for mig.

Vi kunne tage morgenkaffen videre ud på terasseen, da solen op ad formiddagen gjorde luften varm og sammen uldtæpper, gjorde at det var hyggeligt at sidde og læse, strikke og lade fregnerne vokse frem på næsen.

Tankerene roterede lidt langsommere i hovedet og blev lettere afledt, som dagen skred frem.

Kaffen blev drukket op, bogen læst færdig og strikketøjet afsluttet.

Jans snescooter kunne ikke starte og vi var godt klar over at vi skulle have en eller anden form for hjælp, hvis vi skulle tilbage til byen og sent lørdag måtte vi ringe over satellittelefonen og spørge min svoger om han mon havde mulighed for at køre ud til os dagen efter om søndagen. 

Ikke at det hastede, men vi skulle jo tilbage til hamsterhjulet og hverdagspligterne om vi ville det eller ej og han kom og fik nødstartet Jans scooter.

Vi kom langt ved egen hjælp, men lige akkurat inden vi nåede byen, måtte Jan opgive og han skulle trækkes de sidste par kilometer. 

Nu står hans scooter til ingen nytte og man kan ikke køre to på min.

Det er fredag i morgen og jeg længes tilbage til sidste weekend og jeg længes efter roen, som jeg så desværre må tænke mig til.

Jeg tænker på, at den stemning, den ro og den harmoni, som jeg føler derude, ikke bare i hytten, men ude i naturen, burde jeg forsøge at skabe herhjemme, så jeg ikke er så afhængig af at kunne komme ud, men kan finde det samme uanset, hvor jeg fysisk befinder mig, men lige nu er jeg ved at kvæles i ærgelse over, at Jans scooter ikke kan køre. Øv

Frisk vand fra elven, som er dækket af tyk is, som vi hakkede hul i

en slædekører der kørte forbi os

en slædekører, som kørte forbi os

Ekstra højt til loftet

Ekstra højt til loftet

Ekstra højt til loftet

Gider du at krydse fingre sammen med mig for at mekanikeren får tid i morgen formiddag til at ordne Jans snescooter og at den kommer til at køre igen?

Jan skal rejse, så det bliver een af, -eller faktisk vores sidste mulighed for en vinterhyttetur for denne gang og jeg vil virkeligt gerne..