At komme en fremmed ved

 Bededagsferien eller skulle jeg måske snarere kalde den fridagen, var gået min næse forbi. 

Jeg havde helt glemt at der var noget, der hed bededag og jeg havde forberedt min undervisning til i fredags, lavet ugeplan og indstillet mig på, at skulle på arbejde.

Det var først, da jeg skrev med min søster, som forøvrigt var ude at rejse at det begyndte at dæmre for mig, at vi ikke skulle på arbejde og at både vi og eleverne havde fri.

Og jeg skal lige love for at jeg har holdt fri.

Jeg har ligget i min sofa og set ligegyldige og hurtigt glemte netflix-film og serier, jeg har siddet og lyttet til lydbøger på mofibo og jeg har taget den ene lille lur sammen med katten efter den anden.

Jeg har strikket så meget forkert på en vest, at jeg trævlede op uden at ærgre mig og har strikket om, -stadig med airpods-ene i ørerne og noget flimmer på skærmen, mens jeg indimellem småsov igen.

Det sneede heftigt i går og sneen lagde sig tung og våd over alt for så at smelte igen. 

Himlen har været stålgrå og slettet alle konturer og kontraster, luften kold og fugtig og det har været en god undskyldning for at krybe sammen under vattæppet i sofaen og sidde tanketom og strikke videre.

Jg bilder mig ind, at det har været godt for blodtrykket, tankemylderet og den uro, som er indeni, for alting er blevet langsommere og lettere på bare en forlænget weekend.

Jeg havde en oplevelse i torsdags, som satte en masse tanker i gang.

Jeg mødte en fjern bekendt, som jeg knap kender, men som jeg hilser på, når jeg møder en sjælden gang i byen og som man ofte gør, så spurgte jeg hende, om hvordan hun gik og havde det. 

Sidst jeg mødte hende, havde hun det ikke alt for godt, hverken fysisk eller psykisk og det snakkede vi lidt om.

Hun havde en masse varer, som hun skulle have bragt hjem og forsøgte at få fat i en taxa og da jeg ikke havde travlt og jo lige havde opdaget, at jeg havde fri dagen efter, tilbød jeg at køre hende og hendes varer hjem.

Hun bød på en kop te og hun fortalte om sin situation og måden hun takkede mig for at bare lytte, satte alle mulige tanker i gang hos mig.

Det burde jo være alle forundt at have een, som ville lytte til een, høre på ens tanker og spekulationer, een at sparre med og en at vende verden med.

Det burde nærmest være en menneskeret at have mindst een, som man kunne vende sig mod, når man følte at alting bliver for tungt og for besværligt og selvom hun forsikrede mig om, at hun havde skrevet sammen med nogen om sin situation fornemmede jeg, at der måske ikke lige var een, som hun kunne dele en kande te med på en almindelig hverdags-eftermiddag og som gad at lytte en smule til de tanker og spekulationer som hun gik og tumlede med.

Da jeg gik derfra gik jeg med en masse følelser. 

Først og fremmest følte jeg taknemmelighed over, at have de mennesker omkring mig, som jeg har og som trofast lytter, forstår, giver opbakning, men også godt modspil. 

Jeg har ikke en stor vennekreds eller familie, men dem jeg har, har jeg haft længe, så jeg behøver ikke at forklare mig eller start forfra i min livsberetning hver gang jeg skal forklare en handlemåde eller en reaktion.

Jeg følte taknemmelighed over, at de mennesker, som er omkring mig, hver især på hver deres måde, viser omsorg og kærlighed, bekymrer sig om mig, hjælper mig, støtter mig og som har brug for mig, når de selv har brug støtte og nærvær.

Jeg følte også taknemmelighed over den tillid og tiltro, som min fjerne bekendt viste mig, ved at lukke mig ind og åbne sig på den måde som viste at hun stolede på min evne til at lytte og til at jeg ville hende det godt.

I en verden, hvor vi er blevet fjerne overfor hinanden, hvor almenmenneskelig nærvær er i lav kurs og hvor alting går så hurtigt, samtalerne er overfladiske, hvor man kun orker høre sig selv tale om sig selv og hvor man ikke går i dybden med sine tanker overfor hinanden, følte jeg mig beæret over at være den, som hun ville lukke ind.

Hun sagde tak da jeg gik. 

Det gjorde jeg også. Sagde tak da jeg gik, for jeg var taknemmelig for at blive mindet om, at nærvær mellem mennesker, som deler tanker og hvor aktiv lytning er i højsædet, stadig er det, som giver mest mening og som sætter spor hos hinanden.

Jeg har gjort mig nogle diffuse tanker om det at være noget for nogen, det meningsfulde i at give uden at forvente at modtage og det at være sig selv nærmest og ikke føle, at man skylder nogen noget, fylder meget i tidens ånd og om det hænger sammen med at tingene skal gå hurtigt, skal give noget i det offentlige billede og de sociale medier.

Er den gode gerning, god nok og giver den mening, hvis man ikke får den udstillet et eller andet sted og vil man overhovedet gøre en god gerning, hvis man ikke kan vise den frem og få anseelse af den?

Kan du følge mine tanker lidt, noget af vejen eller giver det overhovedet mening?

Snespurvene kom for et stykke tid siden.

Jeg har siddet i min sofa og gjort mig disse tanker, mens jeg små-blundede, strikkede, småsov, slappede af, så ligegyldige film og serier mens jeg puttede mig under vattæppet og kiggede ud på de smukke, sort-hvide spurve, -snespurvene.

Måske er mine tanker gået for meget i stå, kører for meget i frigear og frihjul eller måske burde jeg tænke videre?