lørdag den 15. marts 2025

At miste langsomt

 Jeg var ude hos min far på plejehjemmet i går aftes. 

Det er jeg ca ude og besøge ham 1-2  gange om ugen gennemsnitligt. 

Mine søstre og jeg skiftes til at besøge ham om aftenen sådan ca hveranden-hver tredie aften. 

Vores mor er derude hver dag i ca 2 timer. Uanset vejr og vind. Uanset hvad.. ligemeget  hvad.

Ofte henter Jan og jeg min mor derude fra,  når vi får fri og kører hende i butikken og derefter hjem og på den måde følger vi også med i min fars sygdomsudvikling.

I går hentede vi min mor ude fra plejehjemmet, hvor hun havde besøgt vores far og efter aftensmaden kørte Jan og jeg ud for at besøge ham.

Han har glemt, hvordan man går og han får ofte maden galt i halsen, så de er begyndt at blende meget af hans mad og han får fortykningsmiddel i væsken.

Han har næsten ikke noget sprog mere. 

Han hakker og stammer voldsomt og inden han når så langt i sine sætninger, har han enten glemt, hvad han vil sige eller så giver han op.

Allederede inden han kom ud på plejehjemmet for snart 5 år siden, fik han opsat et permanent kateter til blæren, da kroppen ikke selv tømte blæren og der har været gentagne urinvejsinfektioner og betændelser, men i det store hele fungerer kateteret, som det skal.

Når jeg kommer ud til ham plejer jeg at hilse på ham.. selvfølgeligt.

"Hej far" og normalt plejer han, nogen gange efter lidt tøven, at hilse tilbage: "Hej Dorthe".

De sidste par måneder har han blot sagt hej og jeg har skullet fortælle ham, at "det er mig, Dorthe, din ældste datter"


I går da jeg kom ud til ham så han helt blank ud. Det var meget tydeligt at han ikke forbandt mig med noget som helst og der var ingen genkendelse.

Jeg fortalte ham hvem jeg var et par gange og måske, måske ikke genkendte han mig gradvist.

Han kikkede på Jan, som sædvanligt var med mig og der var der heller ikke meget genkendelse.

Vi sad vi bordet og jeg tog hans hånd og snakkede med ham stille og roligt om løst og fast. 

Jeg snakkede om ham og fortalte ham om episoder fra hans liv, som han har fortalt os. Fra hans ungdom og indimellem kunne han nikke, sige ja eller nej.

Da jeg rejste mig for at hente hans te, som stod og afkølede med fortykningsmiddel i, græd jeg.

Livets små glæder, som smør på den tørre bolle, den lune te, den gode mad, at kunne komme lidt ud i den friske luft, at sysle med småting og ikke mindst for min far,- de søde kager er væk.

Han har sandsynligvis glemt dem alle, men det har jeg ikke og jeg græd over hans tab.

Jeg græd også lidt for mig selv.

Jeg ville så gerne, at han stadig kan huske sine børn. 

Mine søstre og mig. 

Jeg vil så gerne, at han kan huske sine børnebørn, min søsters drenge og mine børn.

Man siger at det er de pårørendes sygdom og sorg, når et familiemedlem får sygdommen demens, men i går græd jeg på min fars vegne for han ved ikke engang at han mister mere og mere, kan mindre og mindre og han nu er så langt væk fra, hvad han var før, hvad han kunne før og hvad han ville før.

Der er efterhånden gået så mange år, hvor han har haft denne frygtelige sygdom, hvor han langsomt, men meget sikkert har mistet mere og mere af sig selv både kognitivt, fysisk og emotionelt, at jeg er ved at glemme hvordan han virkeligt var, hvordan hans stemme lød, hvordan hans energi var og hvordan vores relation var. 

Lige nu kan jeg kun genkalde mig de sidste 5-7 år. 

Det piner mig at også jeg er ved at miste de gode minder om, hvordan han virkeligt var. 

Jeg har set små videoklip, hvor jeg har genlevet ham og jeg har kigget billeder og forsøgt at genoplive ham fra før hans sygdom, i min hukommelse, men virkeligheden vender tilbage som en nådesløs boomerang.

Nogle dage er det svært at acceptere at den skikkelige, gode mand, som med tålmodighed og en skarp hjerne, sidder med et helt blank blik og ser på mig uden at genkende mig. 

Den mand, som passede mig i dagstimerne alene de første leve-måneder af mit liv fordi min mor ikke havde barsel, den mand, som ifølge ham selv, lærte mig at gå, den mand som var min primære omsorgs-person allerede inden det blev acceptabelt at fædre passede deres børn, passede mig. 

Han sad og holdt mig i hånden, legede med min ring, trykkede mine fingerspidser og klemte så mine hænder  igen. Måske kan hans krop og hans sanser huske mig? Måske ikke. 

Jeg må tage til takke med, at jeg husker ham.. så godt jeg nu kan. At jeg ved hvem han er og hvem han var. 

Jeg må tage til takke med at jeg stadig kan huske, hvad han har gjort for mig, for mine søstre, for min mor og for resten af familien. Takke for hvad vi fik og hvad vi stadig har, selvom jeg ville ønske at vi måske havde fået noget andet.


Så hvis du ser mig i dag med røde øjne, så ved du hvorfor.




søndag den 9. marts 2025

Et tiltrængt frikvarter

Kvindernes internationale kampdag i går, fyldte mine forskellige sociale medier med både opfordringer og glade ansigter. 

Der var forskellige arrangementer rundt om i landet.  

I Grønlands kulturhus i Nuuk Katuaq, kan jeg se, at der har været en uforglemmelig koncert med kvindelige musikere og her i Sisimiut var der et arrangement ude på restaurant Nasaasaaq. 

Normalt og indtil i går ønsker jeg altid at dagen bliver markeret med alt, hvad vi kvinder stadig bør kæmpe for, -ikke bare for os selv her i landet, men også for kvinder i andre lande.

-menneskerettigheder

-fri abort

-ligeløn

-partnervold, partnermord

osv., men i går ønskede jeg at lade dagen være fyldt med positive, styrkende tanker oven på alt, hvad vi heroppe og over hele verden bliver bombarderet med for tiden.

Især truslen..ja, for mig og mange andre heroppe er det en trussel, USAs ønske om at overtage og ja, vel nærmest besætte os, ligger og truer min og mange andres sjælefred hele tiden. 

Jeg er urolig og hvis jeg giver tankerne frit løb, så vender de tilbage til lige netop de mange problemstillinger, som hele tiden dukker op i medierne.

Og det er så også en anden ting, som jeg, ikke bare i går, men de sidste mange dage har undgået: medierne.

Jeg har bevidst fravalgt at se de sidste vælgermøder i tv, og jeg har kun en eneste gang åbnet for et socialt medie, hvor en politiker i skinger stemme, råbte mig ind i ansigtet med argumenter for, hvorfor jeg skulle stemme lige netop på deres parti. 

Jeg skyndte mig at lukke ned og klikke over på noget helt andet, for jeg vil ikke råbes ad og jeg vil ikke have at vide, hvor dum jeg er.. selvom jeg måske er det, og ifald jeg er, så vil jeg oplyses, undervises og med tålmodighed fortælles om hvilke oplysninger og hvilken viden jeg er gået glip af.

Jeg ønsker også rettigheder som grønlænder og jeg  ønsker også, at vi som folk, bliver behandlet med respekt og værdighed som alle andre.

Jeg ønsker også at vi selv skal have en større indflydelse og mere medbestemmelse, når det gælder vores eget land.. lige nu kan vi jo (stort set) ikke indgå nogen som helst aftaler uden at få en godkendelse fra Danmark.

Det fylder så ufatteligt meget i valgkampen, at man næsten skulle tro, at det var det kun var det som vi skulle stemme om: statsdannelse og selvstændighed.

Der har været journalister heroppe,  (hvis du spoler frem til 36.min, ser du Laura, mit mellemste barn udtale sig)og de har dækket valgkampen nærmest fra inderst til yderst og jeg takker for at have bragt Grønland og grønlænderne ind i de danske hjem så Danmark har løftet hovedet lidt og set sig lidt om i vores såkaldte Rigs-fællesskab. 

Der har i mange og alt for lange perioder ikke været meget fælles over Riget og i alt for mange år, har det vel kun været når Dronningen i sin nytårstale sendte os sin nytårshilsen, at mange kom i tanke om, at vi faktisk eksisterede?

USAs præsident kiggede over strædet, over mod os, over mod sit land, men nu må han sådan set gerne kikke den anden vej igen og se ind i sit eget land, hvor der er massive problemer, som han kunne tage fat på i stedet.

Han kunne kikke lidt på deres uddannelsessystem fx., hvis du spørger mig.

Jo bedre folk er uddannet, jo mindre tilbøjelige er de vel for at være til fals for store folkeforførere, som lover hurtige løsninger om velstand og forbedringer.

Han kunne også kikke lidt på deres sundhedssystem, som jo ikke er til gavn for alle og slet ikke de helt fattige.

Jeg tilmeldte mig gårsdagens aftenarrangement i sidste øjeblik.

Der blev serveret rigtig god mad og stemningen var god og fornøjelig. Der blev snakket, grint og drøftet alt muligt ved bordene.

Følelsen af fælleskab og samhørighed.

Jeg havde takket nej til at tage billeder, som jeg ellers plejer hver år.

Min energi har skrantet lidt de sidste par måneder og nej, jeg er hverken syg eller deprimeret.

De sidste par mange år, har jeg bare givet lidt for meget af mig selv til frivilligt arbejde og siden sommer, har jeg gjort mig tanker om, hvad min tid skal bruges til.

Tankerne er især opstået fordi der jo ikke er så lang tid til at jeg kan gå pension, hvis jeg vil og jeg prøver at organisere, arrangere og planlægge, hvad min tid og energi skal bruges til i fremtiden.

Især min psykiske energi, har jeg brugt tid at tænke på, så derfor har jeg sagt nej til noget og ja til andet for at føle efter om det var gode eller dårlige valg.

Jeg deltog som ganske almindelig med indkøbt billet, spiste med i ro og mag og nød for en gangs skyld ikke at skulle bombarderes med tanker om fremtiden, politik eller andre tunge ting.

Arrangørerne havde bevidst fravalgt disse emner og havde i stedet bedt to brave, modige og seje kvinder, som de første grønlandske kvinder uden selskab af mænd, har krydset Indlandsisen.

De fortalte om deres oplevelser og erfaringer om hvordan de senere har kunnet bruges disse. 

De fortalte om vigtigheden af at have veninder, som de kan dele både gode og dårlige oplevelser med, hvordan man med sine veninder kan sparre og udvikle sig.

De var opmuntrende i deres fremlæggelse til at kvinder sammen kunne gøre så meget både for os selv, men også for andre.

Aftenen var krydret med to andre kvinder, som underholdt med sang.

Slutteligt blev en kvinde kaldt på scenen. 

Andre kvinder havde sendt ind til komiteen og opfordret til hun i år skulle nomineres som årets kvinde. Det er så fin en gestus. 

Man kan genkende sig selv i de daglige kampe, som den enkelte kvinde kæmper, udkæmper og overvinder, så argumenterne for valget af årets kvinde bliver læst op. 

Man føler sig set, hørt og føler at man alligevel ikke går i stilhed, men at ens med-kvinder/mennesker anerkender det arbejde man lægger i at få familie-og arbejdsliv til at fungere for en selv og for resten af samfundet.

Jeg fik et lille opmuntrende frikvarter i en verden, som lige nu virker kaotisk, skræmmende og utryg.

Jan og jeg var ude og køre en ultrakort tur med vores hunde, hvor vi forsøgsvis efterlod vores to ældste hunde, hvoraf den ene er bas- førerhund. 

Han er blevet så overbevist om sin rolle, at han efterlader de andre hunde skræmte, bange og uvillige til at samarbejde. 

Der var straks to andre, som så muligheden i at overtage lederskabet og det skabte kaos og voldsomme slåskampe og de, som i forvejen var bange og utrygge, blev endnu mere bange og endte i den forkerte side af slæden, -nemlig bagved, hvor de lagde sig fladt ned og hverken ville det ene og det andet.

Dét kunne være et så fint billede på de politiske scener som udspiller sig disse dage. 

Vi fik med møje og besvær alle hundene på benene og endda til at trække i samme retning, nogle mere end andre og vi kom helskindede hjem, hundene med store "krigsskader" og Jan og mig med psyker, som var skrøbelige og forslåede.


Faktisk fik min indre uro også lidt ekstra at køre i i går, da der i var et hus som nedbrændte. 

Det var skræmmende og forfærdeligt at se, men vi bor i et lille samfund, så der var lynhurtigt (en kvinde) folk, som fik etableret en  indsamling til manden, som mistede alt ved branden. 

Heroppe hersker den totale tro på individualisme ikke helt endnu. 


Vi samles stadig om at overleve sammen som flok og jeg vil have dette i mente resten af dagen og fremover, mens jeg venter på udfaldet af afstemningen på tirsdag







fredag den 7. marts 2025

Min mor i Information

 Et hurtigt : “HEJ” og for at gøre opmærksom på noget 

Har du mulighed for at læse “information”?

Der er en artikel, som min mor er med i, hvor hun bliver interviewet.

Det er en udmærket artikel, men billederne… De er fantastiske. 

Billedet af min far og mor, er så rørende, smukt, stemningsfuld, så sigende, ømt og … ja bare smukt.

Det er Sigrid Nygaard, som står bag de smukke, flotte fotos.


Sigrid, må jeg ikke nok låne/ bruge dit billede af mine forældre og lægge det op her <3


Update:

Sigrid skrev til mig og gav mig lov til at bruge billedet.

Tak. Nu kan I også få glæde af det




tirsdag den 4. marts 2025

Gode råd til færdsel på slædesporet

 I rigtig mange år har jeg deltaget i forskellige arrangementer , begivenheder og andre ting, som frivillig.

I det fleste af tilfældene har jeg taget  billeder, som er blevet brugt  til at foto-dokumentere event-ene,

Mange tror, at det kun handler om at trykke på udløserknappen på kameraet, men der ligger jo også et stort efterarbejde sted bagefter, for ikke at tale om det forarbejde det har været at nå dertil, hvor man både kan trykke på knappen og efterarbejde billederne.

Billederne er blevet brugt både til at markedsføre og videreføre arrangementerne, og man bliver da stolt og smigret, når man ser sit billeder, som plakat, i et blad eller på anden måde kan se, at ens arbejde kan bruges.


De senere år har jeg dog valgt flere faste begivenheder fra og jeg i år har jeg kun sagt ja til at ville deltage som frivillig til  to forskellige events.


Jeg kunne lige pludseligt mærke at mit arbejde, som frivillig i mange tilfælde blev taget for givet og den følelse var lidt svær, for det er jo rart at man stadig kan "bruges", men den efterlod mig også med en anden følelse, som lugtede lidt af at blive ...taget for givet. 


Kan du følge mig?

Jeg ved, at jeg kan erstattes med et hurtigt snuptag både som frivillig, men også på mit arbejde. 

Ingen er uerstattelige.

På mit arbejde bliver jeg jo kompenseret og betalt for min tid og for min indsats,  men som frivillig arbejder du gratis og så skal "lønnen" jo gerne komme i form af glæden ved at give og en gensidig anerkendelse med de andre frivillige.

Nu er jeg nede på to forskellige arrangementer, som jeg har meldt mig til som frivillig og jeg glæder mig til at tage billeder for hundeslædevæddeløbet Avannaata Qimussersua 2025.

Sidste år tog jeg nogle billeder, som jeg selv er glad for

Der er noget dybt imponerende over de enormt dygtige hundeslædekuskes håndtering af deres hunde.. det at de kan styre deres hunde ud til startpladsen, hvor der vrimler med mennesker, at de kan få dem til at forholde sig i ro og fokusere og det kæmpe forarbejde, det er at få dem til at løbe så hurtigt så længe uden at løbe en forkert vej, filtre sig ind i andre slæder undervejs og at man kan se på hundene at de er i deres es og rette element.


 



Når vi stakkels amatører kører afsted på slædesporet er det i et meget adstadigt tempo og vi har indimellem meget svært ved at få hundene til at opføre sig, som vi gerne vil.

Det er især, når vi skal holde stille og hundene derfor skal forholde sig i ro, at det er svært for os og vores hunde.


I søndags var Jan og jeg ude og køre.

Bare en kort tur ud til Niuujarfik/Benbrækkeren.

Da vi endelig fik stoppet hundene og vi fik så meget ro på dem, at vi kunne rede skaglerne, kom der flere grupper mennesker gående.. på snesko.. på slædesporet. Midt på sporet.


Når vi/ kommer kørende på hundeslæde, kan man ikke bare dreje slæden og hundene som det passer os helt og vi kan ikke bare træde på en bremse og så stopper alle 8-14 hunde.

Som du kan se på billederne, er hver enkelt hund bundet til en snor, -en skagle, som er bundet fast til træktovet, som er bundet fast til slæden


Hvis  man kommer gående på slædesporet og der kommer en slæde, kan man derfor risikere, hvis ikke alle hunde kører udenom den gående, at bliver fældet af en skagle.

Bliver du fældet af en skagle, kan du risikere at blive slæbt afsted, blive kørt over af slæden, som jo i sig selv vejer omkring 50-60 kg og ofte med 1-3 personer på slæden... Det kan snildt løbe op at du bliver kørt over af ca 150-200 kg.

I værste fald, hvis mere end een hund løber den forkerte vej rundt om dig, kan du blive fanget midt i spandet og nogle hunde kan risikere at blive bange og paniske, komme op og slås og i værste fald bide dig.

Det er derfor vigtigt, at når du går på slædesporet at du trækker langt ud og væk fra sporet, så du ikke riskerer at blive fanget af en hundeslæde og når du går på sporet skal du for himlens skyld have ørerne med dig.

En hundeslæde er stort set lydløs, så du skal kigge dig tilbage ofte og træde væk, et godt stykke væk, når der kommer en slæde.

I søndags måtte jeg sidde på slæde og råbe og skrige af mine lungers fulde kraft, for at få snesko-gængerne til at vende sig og flytte sig.


Nøj, hvor jeg nåede at blive panisk, bange og til sidst skide sur.

De flyttede sig, men kun ganske lidt.

Heldigvis opførte vores hunde sig godt.. denne gang og løb allesammen udenom snesko-fodgængerne.

Hvis der sker noget og hvis der sker noget alvorligt, så er det ofte /altid slædekuskene, som må bære ansvaret og i værste tilfælde få aflivet hunden/-ene.

Da vi var kommet godt udenom de mange mennesker, mit blodtryk var faldet ned til normalt niveau og mine tanker var stabiliseret, tænkte jeg, at jeg ville lave en folder til folk (som ofte er udefra kommende/turister) som skulle lyde:

 

Gode råde til færdsel til fods og ski på slædesporet

Kig dig ofte tilbage og se om der kommer en slæde.


Kommer der en slæde, så træk langt væk fra sporet i meget god tid. 1-2 meter er ikke nok. 

Kommer der en slæde imod dig så gå langt væk fra sporet. 1-2 meter er ikke langt nok væk

En hundeslæde kan ikke bare stoppes, drejes, vendes eller på anden måde styres som et andet køretøj.

Bliver du fanget af en skagle, kan du risikere (og det sker de fleste gange) at du bliver væltet omkuld og

*du kan blive kørt over af slæden

*hundene kan bide/ overfalde dig og det er ikke fordi de er sultne eller bidske, men fordi de går i panik eller som refleks. 

Sker der en ulykke af næsten enhver art hvor vores hunde er involveret, ender det meget, meget ofte med, at hunden/ hundene skal aflives.

Vi bruger meget tid og mange penge, fra hundene er nyfødte til de bliver gamle.

Selvom vi ikke har det samme forhold til vores hunde, som man har til hunde i andre lande, har vi også et nært forhold til vores.

Gå ALDRIG hen til hunde alene og aldrig uden at have en klar aftale med hundenes ejere.

Kast ikke mad eller ting til/mod/ hen til hunde. 

Hvis du trækker et kurebræt, kælk (med fx. et barn på) eller andet efter dig, så vær ekstra opmærksom.. for det er hundene. De er nysgerrige efter at vide, hvad du trækker på.


Mange af os vil gerne vise dig vores hunde, men I skal være gå sammen os og følge vores anvisninger. 

Selvom vores hunde umiddelbart er flinke, rare, omgængelige og ser voldsomt søde ud, , vil vi jo gerne sikre, at hverken andre mennesker eller vores hunde kommer noget til. 


Der er eksempler på at folk har overholdt alle forholdsregler og befundet sig meget, meget langt væk, hvor kusken ikke har kunnet styre sine hunde og det er endt meget galt. 

Det er mit værste maridt at vi kommer til at køre nogen over med slæden og jeg nåede lige at tænke, at jeg ville lave en folder, som kunne lægges på hotellet og sømandshjemmet, hvor der kommer mange glade turister, på DTU og andre institutioner/ skoler,  hvor der kommer elever fra andre lande og måske ude i lufthavnen, hvor det kunne læses, så vi kan sikre at alle forbliver glade og får en god og positiv oplevelse heroppe. 




Jeg ville lægge et fint billede ind i folderen af glade hunde og slædekørsel når det er bedst, men det kræver lidt mere af mig end bare at ville det, -en sponsor til printning og een som ville korrigere mit sprog.


Tak fordi du læste med. te tilbage

søndag den 2. marts 2025

Qulleq koncert 2025 Taseralik

 Min søster Lena synger indimellem.





Hvis du spørger mig, så gør hun det alt for sjældent, men både i går og i forgårs gjorde hun det.

I forgårs var det ude på en beværtning og jeg kan forstå på de mennesker, som havde hørt hende i derude, at der havde været propfyldt og at det havde været rigtigt, rigtigt godt.

Der havde været en god og festlig stemning og det eneste kritikpunkt der var, var at stedet havde været for småt og der havde været trængsel, så man ikke rigtig kunne se musikerne.


I går var det i kulturhuset og selvom der også der var mange mennesker, så var stemningen meget høj, festen overordentlig god, men stedet større, så dermed mere plads.

Der blev danset, sunget med, lyttet og der var en høj, god stemning med latter, grin og kæmpestore smil.

Jeg var der og kan bevidne det. 

Jan var der også.

Jan har fødselsdag på mandag og hvad giver man sin mand, der har alt?

Jeg valgte at invitere ham ud og spise på hotellet og efterfølgende til koncert i Taseralik.

Det er ikke så tit, at vi er så længe oppe, så da vi gik hjem kl 01.30, følte jeg mig helt groggy og omtumlet.

Her til morgen er jeg vågnet op med en sær følelse af tømmermænd i både hoved og krop, selvom jeg ikke indtog andet end en sodavand til maden og adskillige glas koldt vand hele aftenen.

Jeg havde mit kamera med og forsøgte efter bedste evne at tage nogle billeder i mørket.

Det  lykkedes ikke helt, som jeg havde håbet, men det lykkedes for Lena og bandet at imponere mig totalt med den gode musik og den fest, som de satte i gang og de sange, som vi alle kan synge med på, da det er numre, som har overlevet år efter år.

Jeg ved, at de ikke har haft særligt mange timer til at øve sammen i, men det kunne overhovedet ikke høres de de satte i gang.

De spillede som om de har øvet og spillet sammen mange gange inden koncerten og Lena som desværre alt for sjældent står på en scene og synger, sang uovertruffent med en selvfølgelighed og en afslappethed, som gav sangene og musikken klasse.

Der kunne have været mange flere til koncerten, vil jeg tro. 

Der var mange mennesker, men der var stadig plads til et par stykker.

Jeg føler ihvertfald at dem, som ikke var der, gik glip af noget godt og jeg undede dem ellers oplevelsen, men måske de havde været på værthuset dagen forinden?

Tak for god musik, en fantastisk stemning og oplevelse.

Jeg er en stolt storesøster og jeg håber, at Jan syntes at det var en god fødselsdagsgave