At blive overrasket, når man savner aller-mest

De der magiske aftner og nætter. 

Billederne er fra sidste weekend, hvor den sorte himmel forvandlede sig til et grønt, bølgende og magisk tæppe, med den arktiske stjernehimmel, som funklende baggrund.

Vi sad først inde i den varme hytte med en varm kop te og da vi ud af vinduet kunne se, at nordlyset begyndte at bølge over de nattesorte fjelde gik vi ud i stilheden. 

Fjordens dybe vand stod blankt og det hele var som pakket ind i en lydtæt, vakuumpakket stilhed, hvor det eneste du kunne høre, var din egen hjertes banken på indersiden af brystet.

Hvis jeg selv kunne vælge, ville jeg blive derude i stilheden i uger af gangen. 

Jeg ville blive der, indtil jeg blev nødt til at sejle ind til byen for at hente forsyninger og mere olie til olie-ovnen og  så ville jeg højst sandsynligt sejle tilbage med en ny stor stak bøger, mere garn og en lommefuld sure vingummier.

Måske ville jeg hurtigt få nok af stilheden og ensomheden, hvis jeg virkelig fik muligheden, men jeg får lige akkurat aldrig nok, når jeg er derude og føler altid, at jeg godt kunne have brugt nogle flere dage, -uger.

Denne weekend var ellers planlagt til at holdes inde i hytten igen, men jeg skal da lige love for at de planer blev ændret

I torsdag stod Laura pludseligt på lærerværelset i min middagspause.

Det var en overraskelse og jeg skal da lige love for at jeg blev overrasket. 

Jeg havde lige om formiddagen siddet og snakket om hende. 

Sagt, at jeg savnede hende.

At jeg glædede mig til at hun kom igen.

At jeg er så stolt over hende, fordi hun er så dygtig til alle de ting hun laver.

Simon har lige været her i efterårsferien og Sara kommer i slutningen af november, men Laura vidste jeg ikke,  hvornår jeg skulle se igen, så jeg savnede lidt ekstra og havde et hul i hjertet, så da hun pludseligt stod foran mig i min middagspause, stod øjnene fulde og løb over af glæde.

 

Åååh det er dejligt og gid det dog var muligt at kunne ses i weekenderne, hvis man havde lyst eller invitere til aftensmad, når det passede eller eftermiddagskaffe, når der var tid og en solid omgang brunch fordi det var muligt, men desværre er det ikke en mulighed heroppe, når man bor i hver sin by.

Laura rejser igen i morgen.

Hun skal tilbage til Nuuk, hvor hun studerer og hun var blot oppe og lave noget arbejde i forbindelse med Arctic Sounds, som jo desværre blev aflyst i foråret pga coronaen.

Der var live stream-ing i Taseralik i går med nogle af de musikere, der skulle have deltaget, men der var også rigtig levende musik og sang af Katsi Kleist Eriksen. 

Næste weekend, hvis vejret er til det, så kan jeg sidde i min hytte og tænke tilbage på denne weekend og glædes over den igen.

Elsker den form for overraskelser.

Hav en god søndag

 

At fodre en ørn på en søndag

 Det var indimellem ret koldt at sejle.

Vores båd er en åben jolle, så man skal tænke sig godt om når kan klæder sig på at sejle ud.

Der er ca -2 graders frost og når man sejler i åben jolle med ca 25 knob, så føles det koldt.

Vi fik fisket lidt, men der var ikke så mange fisk og nogen af dem var små; så små at vi satte dem ud igen.

Nogen af dem lå lidt bevidstløse i vandoverfladen når vi satte dem ud og det opdagede mågerne. 

Ørnen opdagede det vist fordi mågerne skreg og larmede så meget, så den dukkede også op og det er altså et majestætisk syn, når sådan en stor rovfugl dykker ned og snupper en lille torsk i vandoverfladen.

Det gjorde godt at komme ud.

Jan har været syg med dårlig mave, feber, ømhed i hele kroppen og utilpashed hele weekenden, men han syntes også at det var godt at komme lidt ud og få noget frisk luft.

Nu

Jeg føler, at jeg gik glip af en masse sommer og en masse efterår.

Tiden sneg sig udenom og jeg nåede ikke at være i det. 

At leve i nuet og nyde øjeblikkene.

Mine tanker er hele tiden andre steder end der hvor de burde være. 

Eller hvor jeg synes at de burde være.

De kredser om mine børn, der er fløjet hjemmefra og de kredser om min fars fremskredne demenssygdom og de nye livsvilkår, som vi befinder os i og som indimellem kan være ret så svære at finde rundt i.

Rollefordelingerne i familien har ændret sig til næsten det ukendelige og det kræver øvelse, forståelse, rummelighed og især tålmodighed fra os alle hele tiden.

Mine søstre (og jeg) er gode til at skiftes til at trække et læs, der er underligt tungt, men det er så tydeligt at vi hver især kæmper med de omstillinger, som foregår og at vi har hver vores måde at håndtere den sorg det er at miste et menneske langsomt til en demenssygdom.

Det er dybt sorgfuldt at se et menneske, som kunne ordne alting, lave alting miste evnen til at planlægge selv simple ting og miste evnen til klare sig selv.

Der kan ikke gøres så meget.

Der findes ingen magisk pille, som kan gives og der kan ikke opereres og ordnes, så den proces at acceptere tingenes tilstand, kan indmellem fjerne tankerne fra nuet og øjeblikket.

For mit vedkommende er mine nye funktioner på arbejdet også med til at lokke tankerne væk fra nuet og udi noget som enten ikke er sket endnu eller som er overstået og så er det at oplevelserne som jeg står i, ikke bundfælder sig og fæstner sig.

Mine børn klarer sig heldigvis så fremragende at det ikke giver anledning til bekymring, men huset føles indimellem lidt livløst og tomt og de manglende tallerkner omkring spisebordet til aftensmaden, hvor der blev snakket livligt, drøftet dagens hændelser og diskuteret aktuelle ting, fylder nogen aftener mere end de to tallerkner, som jo stadig står

Jeg glæder mig til juleferien, hvor jeg håber, at de kommer og holder ferie.

Heldigvis har jeg været åndsfraværende nok til at huske mit kamera de fleste af de gange, hvor vi har været ude i naturen og det gør at når jeg får lidt tid til overs kan jeg sidde i fred og ro og kigge tilbage og komme lidt ind i øjeblikket, hvor billedet blev taget.

Det er måske kun det næstbedste, men det er bedre end slet ingenting og jeg bliver bragt tilbage til tid og sted og kan genopleve med et forsinket nærvær.

Jeg sad i går aftes efter aftensmaden og kiggede billeder på min computer.

Måske kan man lære at tvinge tankerne ind på nuet med mindfulness og meditation (som jeg iøvrigt bruger dagligt) men tankerne strejfer og kredser omkring de der tunge situationer, som jeg alligevel ikke kan gøre noget ved.

Livet venter jo ikke på bedre tider og venter ikke på at du er helt klar til det, så jeg øver mig virkeligt i, at være til stede i nuet og øjeblikket.

Det kræver øvelse og det kræver bevidsthed at prioritere at tænke og leve her og nu og ikke at lade bekymringer og ærgelser fylde.

Det var min søndags-tanke og så vil jeg tage ud og forsøge at fange en fisk, mens jeg nulstiller tankerækken, trækker vejret dybt og nyder øjeblikket.

Efterårsfarver

 Jeg elsker den her årstid med dens smukke, smukke farver

Jan og jeg tog op i fjeldet i håb om lidt jagtheld, men det eneste vi fik ud af det ud over at gennemblødt tøj, var de smukke syn af det meget varierede vejr.

Vi fik plukket masser af muslinger da der var spring og der derfor var ekstra lavt vand og dem fik jeg lavet til aften med masser af hvidløg, hvidvin og fløde.

Jeg har ligget på maven på det våde fjeld og forsøgt at fange de der helt specielle røde efterårsfarver, som jeg holder så meget af:

Årstiderne skiften heroppe, er meget voldsomme.

Forskellen mellem sommer og vinter er total, ligesom efteråret og foråret ikke kan være mere forskellig fra andre årstider og det er måske det, som gør det så fascinerende?