onsdag den 5. marts 2014

Om at kræve for meget af en skrøbelig sæbeboble

Mine dage er overbelagt med ting, som jeg skal nå, ting, som jeg skal huske og pligter, som skal udføres.

Jeg føler mig konstant bagefter og meget sjældent føler jeg, at jeg når i mål, men jeg går udfra at livet er sådan anno 2014? Ihvertfald for alt for mange mennesker.

Vi halser allesammen afsted med tungen ud af halsen og når hverken til bunds eller til ende og vores pusterum bliver færre og færre.

Det er hverken godt eller sundt og mine små daglige pauser føles ikke helt nok til at fylde på den konto, som skal kunne give overskud til dårlige tider, trængte tider, krisetider eller bare til den dagligdag, som er fyldt til bristepunktet.

 

Jeg er ikke typen, som sætter mig og slapper af, stirrer tomt ud i luften, triller tommelfingre og høre standerurets tikken og får overskud på energikontoen.

I mit tilfælde giver det mig mere psykisk overskud  at komme ud i den friske luft, sejle på havet eller gå monsterlange gå-ture.

Det giver også et kortvarigt kick at lave noget alene eller sammen med andre, som er anderledes og jeg kan se frem til, at jeg på lørdag skal fotografere en smule, når der er international kvinde-kampdag, som afholdes med spisning og underholdning i kulturhuset.

Jeg er lidt nervøs allerede nu, men efter at have tænkt efter, ved jeg, at det er mig selv, som på forhånd sætter alt for store krav til mig selv og har forventninger, som ingen andre end jeg har.

Dem, som har bestilt mig til den lille opgave, som det jo faktisk er, kender mig og ved, hvad jeg kan og ikke kan, så tilbage står kun jeg med alt for høje forventninger.. væk med dem!

 

De sidste par måneder, har ikke bare jeg, men også omgivelserne både privat og på arbejdet dog været udover det normale og det sædvanlige og jeg kan mærke, at jeg er tyndhudet og skrøbelig. Som en sæbeboble.. måske?

 

Jeg bærer selv en stor del af skylden, for jeg stiller alt for ofte alt for høje krav til mig selv, både på arbejdet og privat.

Det er hverken sundt eller godt og alt for let kommer jeg/man ind i en ond spiral, hvor kravene gradvist øges og øges for tilsidst at blive næsten uopnåelige.

 

I går havde jeg lånt vores bil ud til min gode ven.

Da han kom og afleverede den tilbage, sagde jeg spontant til ham, at det havde været en lang uge, hvortil han svarede, at det altså kun var tirsdag.. hmmm, ikke så godt!

Jeg kørte hjem og tog mit glas med sæbeboblevand og mit kamera under armen og helt bevidst gav jeg mig selv mentalt fri. Fri til leg og formålsløs aktivitet.

Det er sjovt at ligge på maven og iagttage, hvor hurtigt der vokser iskrystaller frem på den tynde skal, når det altså lykkedes at få boblen

1

2

3

4

5

6

 

Sæbebobler i frostvejr springer ved den mindste berøring, så da min mor skulle til Nuuk, købte hun glycerin til mig, så jeg kunne tilsætte ekstra til sæbevandet.

De springer stadig meget, meget let, men med ekstra tålmodighed og stædighed, masser af mislykkedes forsøg og lidt mere insisteren på succes, kan det lykkedes at fange en sæbebobbel med kameraet og gennem makro-linsen følge den skrøbelige bobbels kolaps, når den varme luft inde i bobblen bliver afkølet og lader den tynde, tynde skal af frossen is falde sammen om sig selv.

sæbeboblenslivogdød

sæbebobbeldød2

 

lDet gav lidt energi til resten af dagen i går, men desværre ikke nok til i dag, for jeg sukker efter en fridag og en hel weekend, hvor jeg kan sove til jeg vågner, lave nøjagtig, hvad jeg har lyst til og hvor jeg uden dårlig samvittighed kan smide mig i sofaen med strikketøjet.

I morgen er det torsdag med hele to møder, men så er der altså også lys forude.

Jeg glæder mig til at skulle afsted til noget helt andet og som ikke smager af hverken dagligdag eller pligt. Jeg glæder mig til at lege pressefotograf og hvis jeg får tid i overskud, tror jeg sørme, at jeg starter snescooteren op og kører ind til hytten og lytter til stilheden.

Indtil da hænger jeg i, selvom det er ved mine kortklippede negle og fortæller mig selv:

Vær venlig mod dig selv!

Du gør dit bedste.

Lige om lidt får jeg styr på den manglende energi og lige om lidt har jeg lige så tyk hud indeni, som jeg har på mine vinter-tørre hæle, men indtil da, vil jeg passe bedre på mig selv og finde de små huller i dagligdagen, hvor jeg kan puste ud, finde mental hvile og kravle over bundlinien.

0

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

 

Nu vil jeg lave mig en god kop te og strikke på det strikketøj, som alt for længe har ligget og ventet på mig, se noget tv med et halvt øje og nyde at ingen, hverken andre eller jeg selv, forventer mere af mig i dag.

Pas godt på dig selv derude.

onsdag den 26. februar 2014

Hovedpine-ostemad

Da jeg slog øjnene op i morges, havde jeg den mest ondsindede hovedpine.

Det bankede bag øjnene, smertede bag panden og inde bag næseroden og da jeg stod op, kunne jeg overhovedet ikke forestille mig, hvordan jeg skulle kunne gennemføre en arbejdsdag med sådan et hoved, så jeg ringede afbud til skolen og lagde mig til at sove igen.

Efter et par timer, vågnede jeg, stadig med ondt i hovedet og nu med dårlig samvittighed over, at forsømme mit arbejde, men jeg kan hverken gøre fra eller til.

Jeg har tullet lidt rundt, forsøgt at strikke en pind på mit strikketøj, men mine øjne gør ondt, så jeg ikke kan koncentrere mig om det, så tiden er gået med at drikke en kop kaffe meget langsomt, stirre tomt ud i luften, lægge mig ind i sengen, for kun at være træt af at ligge der, stå op og tulle rundt.

Jeg har ristet et par skiver rugbrød på brødristeren og beklædt det meget varme brød med en skive fuldfed ost.

Det er næsten det bedste jeg ved. Hmmm, sådan en tyk skive nyristet, meget varmt, sprødt rugbrød med en tyk skive mild ost på.

rugbrødsmad

Nu er dagen næsten gået og om lidt, som i om en time,  er arbejdsdagen slut for Jan og måske det hjælper at få ham hjem, så han kan holde lidt om mig, stryge mig lidt over panden og sige ynke-lyde?

Så hør dog efter!

I min verden er det lange ture.. altså dem, jeg går et par gange om ugen.

Det bliver lettere og lettere både at komme afsted og at gå de 12,5 km. som jeg har sat mig for at gå, når jeg nu er kommet igang. (Jeg nåede næsten ud og tilbage igen hele to gange i går, så jeg fik gået 23 km.. prale, prale)

(mobilfoto)

Når jeg trasker afsted med musik i mine ører og benene begynder at gå af sig selv, dukker der nogen gange nogle stædige tanker op.

Tanker, som vil tænkes til ende, selvom jeg forsøger at give tankerne fri, mens jeg går.

Der er dog nogle tanker, som er meget insisterende og een af dem, er tanken om at kunne lytte.

Jeg er så priviligeret at have mødt rigtig mange gode lyttere i mit liv.

Og jeg tilstår med det samme, at jeg er ikke en særligt god lytter.

Overhovedet!

Og jeg skal virkeligt anstrenge mig for at fastholde min aktive lytning, især med nogle mennesker…Faktisk med alt for mange mennesker.

Dét er jeg ikke stolt over. Overhovedet!

 

Min første tanke falder altid på Faster K. og Onkel E. når tanken lander på gode og interesserede lyttere.

Jeg savner også Farmor, som også altid spurgte oprigtigt interesseret i, hvordan vi havde det, hvad vi lavede, hvad vi tænkte og hvilke planer vi havde.

 

Der findes ikke mange gode lyttere.. de fleste vil ihvertfald hellere lytte til sig selv. Er min erfaring.

 

Mange gange oplever jeg, at folk, hvis de overhovedet spørger, hvordan vi/jeg har det, allerede inden jeg har nået at svare, begynder at tale om sig selv og talestrømmen fortsætter og fortsætter i, hvad der føles som en uendelighed.

Øøh, hvorfor spurgte de, hvis de i virkeligheden ikke gider at høre svaret?

 

Tit har jeg taget mig selv i at lukke ned og lukke af mentalt for enetalen og den ensomme monolog, for derefter at få dårlig samvittighed over, ikke at være interesseret i indholdet i enetalen, men måske fordi det ikke er et emne, som er valgt i fællesskab, daler min interesse meget ofte og det eneste jeg ofte tænker på er, hvordan jeg kommer væk og ud af monologens favntag og så er jeg jo endt i dårlig-lytter-kategorien.. en kategori, som jeg til stadighed gør mig umage for at komme ud af, for jeg beundre virkeligt gode lyttere deres evne til at få andre til at føle sig godt tilpasse.

At være en god lytter handler i min terminologi ikke kun om at man siger: “ hmm”, nikker, ryster på hovedet eller på anden måden giver lyd fra sig, men også i høj grad ved sine spørgsmål viser at man har lyttet og at man fastholder nogle emner, som den talende har bragt på bane… men, men, men… at lytte handler jo også om at man virkeligt er interesseret i det fortalte og skal jeg vise interesse og virkeligt lytte, skal det altså fænge.

Jeg har meget svært ved at lade mig opsluge af en samtale, som udelukkende drejer sig om den, der taler.

 

Min veninde og jeg talte sammen om lige netop det at samtale, forleden dag og vi talte om een af vores fælles kvindelige bekendte, som har en formiddabel evne til, altid, mere eller mindre elegant, at føre ethvert emne over på sig selv, så vi ender med at tale om hende og emner, som hun har valgt.

Hvad næsten værre er, at uanset, hvad vi snakker om, så har hun altid oplevet noget som er større/mindre/værre/bedre osv og hun har fejlet stort set alle sygdomme og de få, som hun ikke selv har mærket på egen krop, kender hun een, som har fejlet og dermed får hun al taletiden og ihvertfald mine gode intensioner om at være en god lytter, kuldsejler næsten pr omgående.

Faktisk slår jeg næsten automatisk lyden fra, når jeg møder, ikke bare hende, men folk, som jeg af erfaring ved, har den evne til at tale og tale og tale og tale om sig selv eller emner, som vedkommende selv vælger. Det er nærmest blevet en betinget refleks.

 

Da jeg var barn, var der en lærer, som nærmest var berygtet for sin evne til at snakke.. især om sig selv og alle flygtede nærmest, når han var i nærheden og jeg kan forestille mig, at han er røget ind i en ond spiral, hvor behovet for at blive hørt og lyttet til, er steget og steget, jo mindre taletid og jo færre lyttere han havde og jeg tænker, at han må have været ensom til sidst? Den dag i dag undgår folk, som kendte ham dengang ham tilsyneladende og jeg tænker, at det må være forfærdeligt.

 

Jan og jeg har en rigtig god ven.

Han er en rigtig god lytter og han er ovenikøbet også god at lytte til.

Det, som gør ham til en ekstraordinær god lytter er, at han ikke bare hører, hvad vi siger, men også hører, hvad vi ikke siger og at han også spørger til det usagte og det, som ligger imellem linierne.

Tænk at have så fin en evne og have så stor interesse i sine medmennesker.

 

Den der kommunikations-ting er altså også en svær en at mestre og jeg har kun ganske få gange mødt virkeligt gode lyttere.

Der er givetvis en fin og akademisk definition på, hvornår man er en god lytter eller for den sags skyld “taler”, men for mig handler det oftets om, om jeg har været i en aktiv dialog, hvor tanker/følelser/meninger/emner er blevet vendt i fællesskab og hvor jeg har følt interesse både fra lytteren og fra mig selv til den, jeg talte med og at samtalen har været givende for begge parter.

Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på en sætning et vist radioprogram i min ungdoms lyttere næsten altid afsluttede deres telefoniske bidrag med: “Det var bare det, som jeg ville sige. Hej!” Jeg tænker at der ikke har været meget dialog, når man afslutter sin samtale på den måde eller har jeg mon misforstået et eller andet eller glemt noget, for det er jo mange år siden jeg var ung?

 

Mens jeg går mine, i min verden, lange ture et par gange om ugen, lytter jeg til musikken, som strømmer ud af mine høretelefoner og ind i mine ører.

(Nej, det er ikke snot og savl, men derimod frossent sved og udåndingsluft og det er vel igrunden lige så ulækkert??)

foto

 

De gør, at jeg ikke kan lytte til ret meget andet, men der går ikke mere end højst en halv time, så lytter jeg end ikke til musikken mere, men til de aller-stædigste tanker, som gerne vil tænkes til ende og jeg tænker videre over, hvorfor lige netop de tanker bliver ved og ved og ved og ved med at gøre krav på min opmærksomhed. Gad vide om tanken om at lytte, er tænkt færdig nu eller om den dukker op igen?

Jeg bilder mig ind, at det er min underbevidsthed, der fortæller mig, at jeg skal øve mig i at blive bedre til at lytte og jeg vil høre efter og forsøge at gøre som der bliver sagt. Øve mig i at lytte og blive bedre.

 

Gad vide hvilken tanke, der er næste i rækken af stædige tanker og som vil høres?

 

Nå, men hvorom alting er, var det bare det, som jeg ville sige. Hej.

mandag den 24. februar 2014

Mærkværdigt

Jeg lavede strikkeprøve og målte, talte og gjorde ved... Jeg har valgt at strikke str. S/M og alligevel ser det altså stort ud. Dette skal blive til ryg


søndag den 23. februar 2014

Koldstart

Når der er så koldt, som der var i morges (-24) har vores gamle Hilux meget svært ved at starte og i formiddags nægtede den ganske enkelt.

Vi gik over til min far, som vi ved har et ladeapparat, som ville kunne få liv i bilen.

Min far bød på en hurtig kop kaffe og en småkage.

kaffe

Min mor er i Nuuk for at besøge min yngste søster, så hun var ikke hjemme og om det er derfor at hendes lille blomsterbuket hænger sådan med hovedet, skal jeg ikke kunne sige noget om

rose

Vi fik gang i bilen og kørte en tur, for at lade batterierne op igen og kunne se en jollefisker sejle i havn. Jeg er meget, meget glad for, at jeg har et indendørs arbejde i disse kolde dage

jollefisker

Jeg har jo strikket en strikkeprøve og jeg trænger i den grad til lidt strikkesucces, så nu tuller jeg ned i sofaen for at starte den cardigan (garn og opskrift) op, som jeg fik af min yngste lillesøster.