Så hør dog efter!

I min verden er det lange ture.. altså dem, jeg går et par gange om ugen.

Det bliver lettere og lettere både at komme afsted og at gå de 12,5 km. som jeg har sat mig for at gå, når jeg nu er kommet igang. (Jeg nåede næsten ud og tilbage igen hele to gange i går, så jeg fik gået 23 km.. prale, prale)

(mobilfoto)

Når jeg trasker afsted med musik i mine ører og benene begynder at gå af sig selv, dukker der nogen gange nogle stædige tanker op.

Tanker, som vil tænkes til ende, selvom jeg forsøger at give tankerne fri, mens jeg går.

Der er dog nogle tanker, som er meget insisterende og een af dem, er tanken om at kunne lytte.

Jeg er så priviligeret at have mødt rigtig mange gode lyttere i mit liv.

Og jeg tilstår med det samme, at jeg er ikke en særligt god lytter.

Overhovedet!

Og jeg skal virkeligt anstrenge mig for at fastholde min aktive lytning, især med nogle mennesker…Faktisk med alt for mange mennesker.

Dét er jeg ikke stolt over. Overhovedet!

 

Min første tanke falder altid på Faster K. og Onkel E. når tanken lander på gode og interesserede lyttere.

Jeg savner også Farmor, som også altid spurgte oprigtigt interesseret i, hvordan vi havde det, hvad vi lavede, hvad vi tænkte og hvilke planer vi havde.

 

Der findes ikke mange gode lyttere.. de fleste vil ihvertfald hellere lytte til sig selv. Er min erfaring.

 

Mange gange oplever jeg, at folk, hvis de overhovedet spørger, hvordan vi/jeg har det, allerede inden jeg har nået at svare, begynder at tale om sig selv og talestrømmen fortsætter og fortsætter i, hvad der føles som en uendelighed.

Øøh, hvorfor spurgte de, hvis de i virkeligheden ikke gider at høre svaret?

 

Tit har jeg taget mig selv i at lukke ned og lukke af mentalt for enetalen og den ensomme monolog, for derefter at få dårlig samvittighed over, ikke at være interesseret i indholdet i enetalen, men måske fordi det ikke er et emne, som er valgt i fællesskab, daler min interesse meget ofte og det eneste jeg ofte tænker på er, hvordan jeg kommer væk og ud af monologens favntag og så er jeg jo endt i dårlig-lytter-kategorien.. en kategori, som jeg til stadighed gør mig umage for at komme ud af, for jeg beundre virkeligt gode lyttere deres evne til at få andre til at føle sig godt tilpasse.

At være en god lytter handler i min terminologi ikke kun om at man siger: “ hmm”, nikker, ryster på hovedet eller på anden måden giver lyd fra sig, men også i høj grad ved sine spørgsmål viser at man har lyttet og at man fastholder nogle emner, som den talende har bragt på bane… men, men, men… at lytte handler jo også om at man virkeligt er interesseret i det fortalte og skal jeg vise interesse og virkeligt lytte, skal det altså fænge.

Jeg har meget svært ved at lade mig opsluge af en samtale, som udelukkende drejer sig om den, der taler.

 

Min veninde og jeg talte sammen om lige netop det at samtale, forleden dag og vi talte om een af vores fælles kvindelige bekendte, som har en formiddabel evne til, altid, mere eller mindre elegant, at føre ethvert emne over på sig selv, så vi ender med at tale om hende og emner, som hun har valgt.

Hvad næsten værre er, at uanset, hvad vi snakker om, så har hun altid oplevet noget som er større/mindre/værre/bedre osv og hun har fejlet stort set alle sygdomme og de få, som hun ikke selv har mærket på egen krop, kender hun een, som har fejlet og dermed får hun al taletiden og ihvertfald mine gode intensioner om at være en god lytter, kuldsejler næsten pr omgående.

Faktisk slår jeg næsten automatisk lyden fra, når jeg møder, ikke bare hende, men folk, som jeg af erfaring ved, har den evne til at tale og tale og tale og tale om sig selv eller emner, som vedkommende selv vælger. Det er nærmest blevet en betinget refleks.

 

Da jeg var barn, var der en lærer, som nærmest var berygtet for sin evne til at snakke.. især om sig selv og alle flygtede nærmest, når han var i nærheden og jeg kan forestille mig, at han er røget ind i en ond spiral, hvor behovet for at blive hørt og lyttet til, er steget og steget, jo mindre taletid og jo færre lyttere han havde og jeg tænker, at han må have været ensom til sidst? Den dag i dag undgår folk, som kendte ham dengang ham tilsyneladende og jeg tænker, at det må være forfærdeligt.

 

Jan og jeg har en rigtig god ven.

Han er en rigtig god lytter og han er ovenikøbet også god at lytte til.

Det, som gør ham til en ekstraordinær god lytter er, at han ikke bare hører, hvad vi siger, men også hører, hvad vi ikke siger og at han også spørger til det usagte og det, som ligger imellem linierne.

Tænk at have så fin en evne og have så stor interesse i sine medmennesker.

 

Den der kommunikations-ting er altså også en svær en at mestre og jeg har kun ganske få gange mødt virkeligt gode lyttere.

Der er givetvis en fin og akademisk definition på, hvornår man er en god lytter eller for den sags skyld “taler”, men for mig handler det oftets om, om jeg har været i en aktiv dialog, hvor tanker/følelser/meninger/emner er blevet vendt i fællesskab og hvor jeg har følt interesse både fra lytteren og fra mig selv til den, jeg talte med og at samtalen har været givende for begge parter.

Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på en sætning et vist radioprogram i min ungdoms lyttere næsten altid afsluttede deres telefoniske bidrag med: “Det var bare det, som jeg ville sige. Hej!” Jeg tænker at der ikke har været meget dialog, når man afslutter sin samtale på den måde eller har jeg mon misforstået et eller andet eller glemt noget, for det er jo mange år siden jeg var ung?

 

Mens jeg går mine, i min verden, lange ture et par gange om ugen, lytter jeg til musikken, som strømmer ud af mine høretelefoner og ind i mine ører.

(Nej, det er ikke snot og savl, men derimod frossent sved og udåndingsluft og det er vel igrunden lige så ulækkert??)

 

De gør, at jeg ikke kan lytte til ret meget andet, men der går ikke mere end højst en halv time, så lytter jeg end ikke til musikken mere, men til de aller-stædigste tanker, som gerne vil tænkes til ende og jeg tænker videre over, hvorfor lige netop de tanker bliver ved og ved og ved og ved med at gøre krav på min opmærksomhed. Gad vide om tanken om at lytte, er tænkt færdig nu eller om den dukker op igen?

Jeg bilder mig ind, at det er min underbevidsthed, der fortæller mig, at jeg skal øve mig i at blive bedre til at lytte og jeg vil høre efter og forsøge at gøre som der bliver sagt. Øve mig i at lytte og blive bedre.

 

Gad vide hvilken tanke, der er næste i rækken af stædige tanker og som vil høres?

 

Nå, men hvorom alting er, var det bare det, som jeg ville sige. Hej.