At være ufrivilligt sjov

I alle klasseværelser på vores skole har vi fået white boards. Jeg synes faktisk de er lidt svære at skrive på i forhold til de gamle grønne kridttavler.

Jeg har haft white board i mit klasselokale hele dette skoleår, men stadig virker det nyt og anderledes for mig og min tavleskrift er anderledes end min kridttavleskrift.

Hvad jeg også skal vænne mig til er, at tjekke at de tuscher, som jeg skal bruge til white boardet nu også er til.. white boardet.

Ahem.. det var denne tusch ikke, men jeg kunne med et par pfiift med “spritten” opløse tuschen, som var beregnet til en flip-over/papir.

Mine elever skyndte sig at fotografere min fadæse med deres nye iPads og så kunne jeg jo ligeså godt gøre det samme og fotografere med min mobil man har kun det sjov man selv laver.. uanset om det var tilsigtet eller ej.

Jeg fik forøvrigt det hele af og fjernet og tuschen til papir er lagt langt væk, så jeg ikke laver samme nummer igen.

Tvungne billeder og flotte farvelægninger

Jans hundeslæde har været lidt i stykker og den har derfor været til reparation i løbet af ugen.

Den skulle optøes først inden han kunne begynde at gøre noget ved den og den var ikke færdig førend i dag, så derfor havde han lavet en aftale med sin bror om at køre hundeslæde med ham og hans hunde i dag.

De lavede en aftale om at køre ud til ufoen. Ufoen er en alumiums-“hytte”, som man kan overnatte i.

Der er ingen varme-ovn i den, så den skulle efter sigende være kold at tilbringe en nat i, hvis man ikke har en rigtig god sovepose og een man holder særligt meget af, at holde i hånd med.

Det allerallerbedste ved UFO-en må dog være, at man kan se over på den anden side af fjorden, hvor vores hytte ligger og Jan fik strenge ordrer om at tage både kamera og kikkert med, da han drog afsted for at køre derud med sin bror.

Mens Jan kørte hundeslæde, fik jeg ryddet lidt op herhjemme, forberedt en eftermiddagskage og gået mine 12 km.

Jeg glædede mig til at se de billeder, som jeg havde beordret Jan til at tage og se: der er lidt is på fjorden og nogle modige snescooter-kørere har kørt fra pynt til pynt og op forbi vores hytte.

Så varer det ikke så længe inden jeg også tør at gøre det.. håber jeg, for jeg har lidt hjemve til hytten, den store stilhed og hyttelivet.

Udover det billedet, som jeg havde givet ordrer om skulle tages, har Jan taget nogle dejlige billeder af sin dag idag.

De har haft en dejlig tur, hvor temperaturen har været helt oppe på –5 og ingen vind. Bedre vejr til en slædetur kan man ikke bede om.

Vi tog i samlet flok over til mine forældre i dag og kunne fra deres vinterhave se himlen, blive farvet med den kulørte stor-pensel, da solen trak sig tilbage for natten.

og selvom billedet er et mobil-foto, vil jeg gerne være bekendt at vise det her, ligesom jeg også gerne vil være bekendt at vise et andet mobil-foto, som jeg tog fra Brugsen, hvor vi tog hen, efter at have været hos mine forældre.

Solen var ikke helt færdig med at farvelægge med imponerende sans for farver og drama og det hele var væk, da vi var færdige med at handle ind til lammesuppen, som vi skulle have til aftensmad.

Faktisk har vi nogle flotte farver på himlen for tiden og dette foto fra torsdag formiddag, taget fra mit klasseværelse lige inden det første frikvarter, yder slet ikke farvelægningen retfærdighed, men måske du alligevel kan fornemme smukheden?

At drømme sig i mål

Siden før jul besluttede jeg mig for at tillægge mig en ny vane. En bevidst beslutning.

En god vane.

Wikipedia definerer en vane således:

“ Vane er i psykologien en tillært handling, der som regel udføres automatisk uden bevidst planlægning. I dagligsproget dækker ordet også handlingsformer som i psykologien regnes som motivhandlinger, f.eks. at bide negle eller ryge.

En vane som betragtes som negativ kaldes en last.”

Om det er en god eller dårlig vane, er vel for det enkelte menneske et definitions-spørgsmål?!

 

Jeg har rigtig mange vaner og laster.

 

Foreksempel ryger jeg 4-6 grønne Look om dagen og det er en last, som jeg har kvittet et par gange, men desværre er vendt tilbage til lige så mange gange. På et tidspunkt  lægger jeg lasten fra mig og samler den altså ikke om igen. Det er en drøm og den skal nok blive virkelig, på et tidspunkt.

 

Jeg forsøger at være bevidst om de ting, som jeg gør og også de ting, som jeg ikke gør, for de er med til at definere min dagligdag og dagligdagen er dem, som der er flest af i løbet af et år.

Et eller andet sted, har jeg læst at det tager ca 21 dage at tillægge/fralægge sig en vane, hvis den skal være en blivende vane.

Jeg har i perioder gået ture, løbet på rulleskøjter og når jeg er i hytten om efteråret plejer jeg at gå med Jan op i fjeldet.

At gå med Jan i fjeldet er allerede blevet en vane og en vane, som jeg i starten skulle tage mig sammen for at gøre, fordi det var hårdt, træls og trættende, men når jeg nåede over den første bakke, var jeg glad for at jeg tog mig sammen og gik med ham og synes til stadighed at det er en belønning at komme op og bare se udsigten over fjeldene og fjorden sammen med lige netop ham.

 

Og nu springer jeg lidt i tid:

D. 28. november 2011 besluttede jeg mig for, at nu var jeg blevet for tyk, for uformelig og for tung og nu var det tid til at fralægge mig nogle af de vaner, som gjorde at jeg tog på.

Min beslutning kom da jeg så disse billeder af mig selv.

 

Jeg besluttede, at jeg ville spise mindre og bevæge mig lidt mere.

Et andet sted læste jeg

“If you can dream it, you can do it”

 

Jeg vidste jo godt, at jeg ikke var blevet overvægtig over natten.

Det var sket stille og roligt over flere år og jeg var godt klar over, at når det havde taget mig så lang tid at fylde ekstra vægt på kroppen, ville det også tage tid at smide det igen.

Jeg tror ikke på, at jeg vil kunne klare en hidsig slankekur, en fastekur, at leve udelukkende af stenaldermad eller på anden måde kunne ændre mine kostvaner radikalt, men jeg ved med mig selv, at jeg kan være selvdisciplineret nok til i hverdagen at lægge bare en lille smule mindre på tallerknen, sige nej tak nogle dage til kager og slik og tænke mig en smule mere om.

At ondulere en hel pose lakrids, et stykke kage eller lignende giver en kortvarig glæde, som højst holder et par timer, mens et vægttab har en længere holdbarhed i min verden, så jeg har holdt igen og ikke mindst holdt ud og nu, to år efter, er det blevet en vane, som gør at jeg holder mit vægttab på 25 kg.

Det betyder ikke at der ikke må spises kager en gang i mellem, men det skal ikke ske hver dag.

I dag havde jeg lavet en Banoffi-kage, som jeg tog med over til min far og mor og jeg nøjedes ikke med et enkelt stykke i dag.

Jeg er glad for den størrelse, som jeg har nu og den vil jeg meget gerne beholde.

Et par gange om ugen går jeg mig en lang tur. Eller det var det, som var drømmen.

Ikke en slentre/hyggetur, men en tur, hvor pulsen kommer op og hvor musklerne bliver rørt.

Vanen har ikke helt slået rod i hverdagen endnu og nogle uger må jeg indhente al det forsømte i weekenden.

 

Jeg fik gået mine 12,5 km. i torsdags, kom i motionsrummet i går og fik gået endnu 12,5 km i dag. I morgen skal jeg have indhentet min ene gåtur og jeg er nået dertil, hvor jeg faktisk glæder mig til at komme ud, trække den friske luft ned i lungerne, mærke benene og hjertet, som banker.

Gåturene gåes alene og i eget selskab, så jeg får tænkt en masse tanker.

Det er tanker om stort og småt, alvorlige og flygtige, men ofte er de bare skygger, som farer forbi uden at forstyrre rytmen i benene, som flyttes automatisk til takterne af det musik, som lyder ud gennem de høretelefonerne fra min mobil.

Jeg arbejder på mine vaner, for jeg drømmer om at komme i form og se godt og velplejet ud, når jeg om to år fylder 50.

Jeg drømmer også om, at jeg gennem mine gåture/motion får ryddet op i tankerne, så de ikke fylder og tager plads for den glæde og ro, som min dagligdag helst skal være fyldt op af og så drømmer jeg om, at jeg på længere sigt vil bliver et forbillede for mine børn.

Det tager mindst 3 uger at tillægge og få indarbejde en (god) vane, men kan du drømme om den, kan den også blive virkelighed og lige nu, bruger jeg altså tiden på at få bevæget mig tilstrækkeligt flere gange om ugen.

Jeg har andre drømme om vaner, som jeg gerne vil tillægge/fralægge mig, men jeg ved at små skridt er vejen frem for mit vedkommende.

 

Min største drøm er at komme i så god form, at jeg kan gå herfra til Kangerlussuaq eller fra Kangerlussuaq og herud. Helst sammen med Jan.

Det skulle efter sigende være en fantastisk flot, smuk tur.

Et minde for livet, men lige nu er jeg ikke i form til at gå så langt (160 km i luftlinie), men det er min drøm og måske om et par år, at den bliver virkelighed inden jeg bliver 50?

Fiber-redning

Forresten strikkede jeg de “fejlslagne” vanter færdig og broderede et rødt hjerte på.

Det blev en feber.. fiber-redning af den vellykkede slags og Sara har allerede brugt vanter meget

Der er kommet et tyndt fleece-foer i alle vanterne (herhjemme) og de er dejligt varme, bløde og behagelige

 

Om at genopstå.. en lille smule

Det handler om vaner og så handler det vel også om at prioritere sin tid.

Jeg endte med at komme ud af vanen med at åbne en ny, blank side på min blog.

Faktisk endte jeg med næsten at glemme at jeg havde en blog.

Faktisk var jeg ved at glemme at lave noget sjovt og noget for mig selv.  Glemme at jeg havde et rigtig fotografiapparat og ikke behøvede at tage alle mine billeder med telefonen

I januar skriver vi undervisningsplaner, undervisningsrapporter og evaluering af det første halve år, som gik for vores elever i vores afdeling.

Jeg startede januar med at være bagud og være lettere rund på gulvet, fordi jeg havde fået 6 nye elever, som jeg ikke kunne evaluerer og ikke kendte og derfor ikke rigtig kunne lægge realistiske planer for og kom derfor endnu mere bagud.

Midt i måneden, bød januar også på yderligere en ny elev, som krævede lidt ekstra oveni al det ekstra.

Januar var hård ved mig med hele 6 nye elever, som jeg kun kendte sporadisk fra frikvartererne og januar gjorde det ikke bedre for mig ved at kræve tykke rapporter, oveni min nye hverdag med de nyankomne i klassen.

Januar sluttede sit onde korstog mod mig af med, at alle elever i kommunen skulle have en iPad og det er i sig selv ikke dårligt, men det har rodet rundt i rytmer, rutiner og fastlagte skemaer, daglige gøremål og indarbejdede vaner, som nu skal omdefineres og ryddes op i.

“Fint” blev der sagt herfra og det skal nok blive godt.. snart.

 

 

Jeg havde lagt planer for mig selv privat, som jeg heller ikke kunne holde særligt godt fast i.

Faktisk slap jeg grebet på et tidligt tidspunkt, simpelthen fordi det var for svært at holde fast.

 

Der var planer om at skulle forbedre min kondi og få mere frisk luft i dagligdagen. Masser af frisk luft og helst i dagslys for at hindre vinterens mørke i at trænge ind og tage pladsen for de solskinstimer, som jeg havde oplagret i sommeren og efteråret.

Jeg havde planer om at bruge min nye crosstrainer, omend ikke dagligt, så flere gange om ugen og jeg havde også planer om at skulle trykke på min udløserknap på mit kamera mindst hver dag.

Jeg havde planer om at passe og pleje bloggen, få svaret på alle de dejlige, positive og gode kommentarer, som I har skrevet og jeg havde planer om at gå tidligt i seng, læse flere bøger og pleje de få venskaber, som der stadig er lidt liv i, men januar var en led kælling, som ødelagde mine gode intensioner både på arbejdet og herhjemme.

 

“Nå og fint med det” blev der mumlet surt og småbittert herfra, for nu er vi startet på en ny måned, som hedder februar.

 

Februar plejer at være kort, være fyldt med mere dagslys og mere optimisme.

 

Jeg ved, at jeg ikke kan nå at indhente al det, som januar skulle have været fyldt med og hvem siger forresten også at det skal indhentes?

Det vist kun mig, som kræver al det af mig.

 

Min eneste plan for februar er, at den skal være fyldt med det, som jeg kan nå og som gør godt indeni og udenpå.

Og så er Saras og min plan om at undgå og forsage sukker, slik (også det sukkerfrie) og kager i februar forresten også allerede kuldsejlet i dag, da vi tog over til mine forældre, som har 48 års bryllupsdag og spiste både kage og lagkage..

(mobilfoto)

og vi begge havde spist hjemmebagte boller i går.

 

Jeg har fået strikket endnu et par vanter.

(mobilfoto)

De er dejligt overkommelige.

De hjælper på de frustrede tanker om alt det, som jeg skulle have nået, som ikke blev nået og når jeg sidder om aftenen (alt for sent) og samler dagen sammen, krøller den til en hård kugle for derefter at smide den over skulderen for at forlade den, er vantestrik med mønstre en god afledningsmanøvre.

Jeg tager det som et positivt tegn, at jeg nu, i tankerne planlægger større strikkestykker.

Og nåeh jo.. hele familien var ovre og se Mandela-filmen i søndags og det var en god oplevelse og en god start på februar og jeg har forhåbninger om mere tid, overskud og energi til alt det som gør hverdagen mere end bare planer, som går i vasken, ikke bliver overholdt og som ikke ender som sand mellem fingrene.

 

 

P.S. Laura har lagt dette link ud på sin facebook.

Hun har siddet og leget lidt med et eller andet program til aften og dette er hendes første forsøg. Jeg håber, at der kommer mere og flere.