Julekoncert

Det er altid godt at komme lidt ud, opleve noget andet og få nogle andre input og i aften tog vi med mine forældre til julekoncert i Taseralik,

hvor Ida Heinrich,

 

Josef Josefsen

og Jim Milne sang og spillede julesange/salmer.

I morgen skal jeg sy på aftenskolen og på torsdag skal jeg strikke.

Jeg mangler ikke beskæftigelse og nogle dage ville jeg måske endda ønske at der var lidt mere tid til at sidde i sofaen og flade ud..men kun nogen gange, for det giver ny energi og glæde at se nogle helt andre mennesker end dem, som jeg normalt omgiver mig med og at være sammen med folk, som jeg deler interesse med.

Nu er klokken igen for mange og mit strikketøj ligger endnu en aften og samler støv. Livet render stærkt og jeg render med, men lige om lidt og inden jeg ser mig om, har jeg juleferie.

Tilbage til virkeligheden

Øv, i morgen er det mandag og almindelig arbejdsdag igen.

Min uge i Nuuk gjorde godt og det var dejligt at komme lidt væk, se noget andet, opleve noget andet og bedst af alt se mine nevøer, min søster og hendes helt egen Brian.

 

I min bevidsthed var det min helt egen og selvvalgte julegave til mig selv og den var god og holdbar i mange uger frem.

 

De havde overhovedet ikke ferie, så jeg var alene i dagstimerne, hvor de passede deres skole og deres arbejde, men om eftermiddagen, sugede jeg så meget kærlighed ud af dem at de må være helt udhulede, drænede og trætte ovenpå mit besøg.

 

Jeg ville i den grad ønske at de boede lige om hjørnet og at de var en del af min hverdag, at vi kunne mødes over køledisken i Brugsen og impulsivt aftale aftensmad, eftermiddagskaffe eller bare få et kram på gaden og i forbifarten.

Lidt har også ret og ugen, som gik i Nuuk og i deres selskab, gav kræfter og energi til resten af året.

 

(Jep. Daniel nåede ned til frisøren og gik fra at være semi-langhåret til at være korthåret.. den kønne, smukke dreng)

Jeg håber jo stadig på, sådan helt egoistisk, at de vender helt hjem til Sisimiut, hvor jeg synes de hører hjemme, men nu ved jeg hvor nemt det er, at komme til Nuuk, hvor de nu bor, i forhold til at rejse helt til Ålborg, så hvis de ikke,  mod forventning rejser hjem, rejser jeg ned til dem igen og igen og igen og igen,- uanset om de vil det eller ej.

Nå, men det var så den der almindelig mandag, som starter i morgen og som jeg skal være en del af, så jeg må hellere se dyner, få noget søvn og indstille hjernen på dagligdag med rutiner, trivialiteter og hverdagsalmindeligheder.

Perspektivering

Det er nogengange en gave at komme væk hjemmefra, komme til en anden by og leve et kort øjeblik med en anden virkelighed, for det sætter dit liv i perspektiv og du kan med andre øjne se, om du i det store hele er tilfreds.

Jeg har i denne uge, som er gået, set hvilke muligheder jeg har hjemme i Sisimiut og hvilke muligheder, som jeg ikke har.

Jeg kan endnu engang konstatere at storby-liv ikke egner sig til mig og at jeg har de muligheder for at leve et godt og tilfredsstillende liv, lige der, hvor jeg har valgt at bo.

De store forkromede drømme om karriere og fine titler, har jeg ikke og jeg er elendig til at shoppe.

Cafeerne, som der er nok af her i byen, har jeg besøgt og det har været ganske hyggeligt og praktisk, men i virkeligheden vil jeg vist hellere sidde hjemme og drikke en kop. Hjemme hos mig eller hjemme hos dem, som jeg nu vælger at drikke kaffe med.

Hvis jeg kunne svømme, ville jeg savne at have en svømmehal, som de har her i Nuuk og hvis jeg boede her, ville jeg endda overveje at lære at svømme, så jeg kunne få noget motion og få rørt mig i vand.

En ting er dog helt sikkert at jeg kommer til at savne, når jeg letter med flyet i morgen og det er min søster og hendes drenge.

Det har været ualmindeligt dejligt at kunne følge med i deres liv, kunne ringe til dem og mødes med dem i byen, flade ud i sofaen foran fjernsynet med dem og give og få et kram.

Ugen er gået vanvittigt stærkt og måske skulle jeg komme ind til byen og få et par billeder af alt det, som jeg ikke kommer til at savne.. eller noget?

1stk. enkeltfrosset udenbys turist

Ude i Qinngorput, hvor min søster og hendes familie har fået en god og lækker lejlighed, skal man tænke sig en smule om,hvis man skal ind til selve Nuuk by.

Busserne kører, men jeg har ikke helt fundet ud af om det er på må og få og når det passer ind eller om de vitterligt har en plan.

Da jeg forleden dag stod nede ved busstoppestedet og forsøgte at tyde køreplanen, kom der en flok skoleelever, som tålmodigt forsøgte at indvi mig i, hvad jeg synes er et hemmeligt og meget indviklet kodesprog.

De børn morer sig højst sandsynligt over mig endnu og jeg griner gerne med, hvis de kommer forbi igen, for jeg kan selv se det komiske i, at jeg styrter ned mod busstoppestedet i den overbevisning at bussen ankommer om lidt og så kan jeg stå og vente i lange halve timer.

Jeg forsøgte at holde mit løfte til dig i går og hev kameraet op af tasken et par gange i løbet af dagen, men det blæser virkeligt kraftigt og sneen fyger afsted og den iskolde vind gør et ihærdigt forsøg på at afkøle dig hurtigst muligt.

Jeg var kommet afsted uden overtræksbukserne og kun ifør et par cowboybukser var jeg ikke meget bevendt.

Har du nogensinde set de der poser med enkeltfrosne rejer?

Man overhælder vist hver enkelt reje med vand og så bliver det frosset ned lynhurtigt.. sådan følte jeg mig i går, da jeg stod inde i byen.

 

Jeg fik spist frokost med min allerældste veninde ( har kendt hende siden vi begge var omkring 6-7 år) og om eftermiddagen drak jeg kaffe med en anden veninde (som jeg har kendt i ca 25 år)

Fælles for samværet med dem var, at jeg følte, at vi ikke havde været fra hinanden i mere end et par dage og ikke år og dage. Jeg ville gerne have haft længere tid med dem og for den enes vedkommende ville jeg gerne have mødt hendes børn..igen, men lidt har også ret.

Tiden fløj desværre afsted, men jeg følte mig tryg, elsket og værdsat i deres selskab og jeg ved, at adskillelsen ikke betyder så meget i den store sammenhæng.  Jeg føler mig priviligeret, for det er ikke alle forundt at have så trofaste og givende venner.

Jeg kan høre vinden jamre sig, når den runder de skarpe hjørner på boligblokken herude.

Den tager tilløb ned ad Store Malene, får fart på og er ekstra kold, når den når ned omkring, især mig.

I dag husker jeg lige overtræksbukserne, så den ikke kan række sin kolde tunge af mig, når jeg står rystende af kulde og forsøger at få foreviget bare et eller andet herfra mit besøg i Nuuk

Gensyn

Vi har på arbejdet muligheden for, tidligt om foråret at søge om maksimum 5 dages selvbetalt fri løbet af skoleåret og jeg søgte i foråret om disse 5 arbejdsdage, med planer om at besøge min søster, der er flyttet til Nuuk.

 

Hverken hun eller hendes drenge har fri/ferie, så jeg er dumpet direkte ind i deres travle hverdag, men lidt har også ret og jeg nyder at være her.

Jeg er delvist vokset op her i Nuuk og boede her også, mens jeg tog uddannelse, men det Nuuk, som jeg kendte dengang, er næsten opløst og opslugt af den storby, som Nuuk er blevet til.

Hvis du kigger rigtig godt efter, kan du stadig finde nogle smårester af det som var engang.

Det, som i min barndom var langt ude i naturen og ødemark, er nu tæt bebyggede områder, som jeg farer vild i og som jeg ikke kan finde rundt i.

Mens jeg har gået rundt i dagstimerne i midtbyen i selve Nuuk, har jeg et par gange tænkt, at jeg slet ikke var i Grønland, men det er jo kun fordi, at mine forestillinger om Grønland bygger på nærhed og genkendelighed og jeg har oplevet at folk på gaden har det der fjerne blik, som kigger igennem, over og forbi dig, at der ikke bliver hilst og at du bare er en i mængden. En stor mængde endda.

Sisimiut er en lille provinsby, hvor alle kender alle, – om ikke andet, så af udseende og af navn og du kommer direkte ud i naturen, når du begiver dig bare et kilometer ud i baglandet og det er vist det, som jeg forbinder med mit Grønland.

Jeg er tryghedsnarkoman på mange planer og sikkert på alt for mange planer og bryder mig i virkeligheden ikke om storbyer i større mængder, så jeg kan ikke se mig selv tilbage i Nuuk, men derfor kan jeg jo godt have lidt hjemve til Nuuk nogen gange. Til det som var..dengang.

På mine ture ind mod byen, dukker minder og forlængst glemte hændelser op i hukommelsen, både fra barndommen og fra da Simon blev født.

 

Jeg troede, jeg kendte en masse mennesker i Nuuk og jeg har da også hilst på et par stykker og de sidste par stykker, som jeg kender, er nok på arbejde, så det er ikke mange ord jeg får vekslet i dagtimerne inden Daniel og Silas (og deres forældre) får fri, men hvor er det dog dejligt at være se dem og være sammen med dem.

Mit kamera har jeg troligt haft med hver dag, men jeg har ikke taget billeder.

Mine tanker har været på vandring, cirklet rundt og er rendt deres vej, så mine fine intensioner om at fotografere bliver glemt, men hvis jeg nu fra nu af og frem til min vandring ud i verden, gentager at jeg vil huske at forevige det sete og oplevede, tror du så ikke at jeg husker det.. bare lidt, for der er motiver nok og mit kamera burde jo bruges som andet end tungt vægtudstyr.

Jeg er ustabil lidt endnu (på bloggen) og jeg har ikke glemt at jeg mangler at vise en fin, strikket bluse frem og alle de andre småting, som er produceret i den sidste måneds tid er heller ikke fotodokumenteret endnu. Det kommer.