I min lille verden er det altså både stort og smukt, at Sara nu er gudmor for sin gudmorsdatter, som er mit gudbarn.
Det lyder måske lidt indviklet, men hvis du ser dette billede, kan du måske se sammenhængen?
Når et barn bliver døbt i kirken, lover vi barnet, barnets forældre og den øvrige menighed, at vi,som gudmor/gudfar vil varetage den kristne opdragelse af barnet, såfremt forældre på een eller anden måde falder bort.
Det håber jeg under absolut ingen omstændigheder sker i nogens tilfælde, men jeg ved at vi 4 nu er bundet med en lille ærefuld sløjfe ind i hinandens liv.
Det er ærefuldt, at blive betroet en gudmoder-titel.
Vi er nu allerede viklet en anelse ind i hinandens liv.. som en slags familie, hvilket vi da også er laaangt ude.
Nu er det ikke sådan, at vi herhjemme holder daglige bibeltimer, beder bordbøn eller på anden måde er dybt praktiserende kristne, dog forsøger jeg at efterleve buddet om, at vi skal elske vor næste, respektere mine medmennesker og udvise kærlighed.
Dét mener jeg nemlig er essensen af den kristne tro, ligesom det er det i alle andre religioner.
Vi klædte os på i morges efter at have lavet lidt kartofler i fløde og lagt en kage sammen, som vi lovede, at vi ville bidrage med til det meget fine kagebord, som dåbs-morforældrene havde arrangeret, sammen med masser af mad.
Uden at nævne navne, ved jeg, at nogen mænd, synes at det er flot med en sælskindsbuks, der er fyldt godt ud og helst til bristepunktet.
Disse mænd ville have glædet sig over synet af mine bukser i dag.
Min bag er vokset støt gennem årene og stingene på bukserne bliver udfordret næsten udover det rimelige.
Jeg har selv sørget for at bukserne er blevet fyldt ud og har derfor ikke rigtig nogen at klage til, så det lader jeg være med.. men jeg giver ret i, at skindbukser, der slasker ikke er noget kønt syn.. host, host, host.
Vidste du forresten, at man indenunder annorakken, hvor perlekraven er syet, har man både en lang bomulds-undertrøje.. tunika, om du vil, med hæklede picot-kanter og over den bæres en lille vest med en broderet krave i franske broderier (tror jeg nok, at det hedder) som slutteligt er kantet af med en hæklet picot-kant.
Om håndleddene har man muffedisser, som akkurat gerne lige må titte frem under skindmancetterne på selve annorakken og de er oftest røde med hvide perler medmindre du er blevet aanaa/bedstemor og får retten til blå, blålige.
Vil du se mere til min grønlænder-dragt har jeg faktisk en blog udelukkende med grønlænderdragten.
Der er absolut intet elastisk ved en grønlænderdragt og det koster en middelstor lyst-yacht, at få den udvidet, renoveret eller på anden måde ordnet, så det er, eller burde være en god grund til at forsøge, at holde vægten.
Sara passer stadig sin grønlænderdragt fra sin konfirmation.
Sara var forøvrigt bare så sej i kirken.
Man skulle næsten tro, at hun stod gudmor flere gange om året. Hun sad på forreste bænk sammen med dåbsbarnets nærmeste familie.
Der var ingen, der vidste, at dåbskjolen var skiftet ud med en lillebittebitte grønlænderdragt.
Aldrig har jeg set så lille en dragt og aldrig har jeg set så yndig og sød et dåbsbarn.
Som endnu en sløjfe på historien er, at den lillebittebitte grønlænderdragt er een af Saras veninders grønlænderdragt fra da hun var lille.
Lige efter kirkegangen kørte vi hjem til os og fotograferede.
Det var ganske enkelt for koldt, at blive fotograferet udenfor kirken, som der plejes..
Det fremgår ikke med den tydelighed jeg ville ønske, men gudbarnet er noget af det yndigste, som verden har set.
Hun har en storesøster som er ligeså yndig og jeg tilstår uden at rødme, at jeg får en anelse ruge-syge, når jeg ser de to piger.
Bare en lillebitte smule, som dog går over igen, når jeg kommer i tanke om vågne nætter, våde bleer og børnesygdomme med indbyggede forældre-bekymringer.
I min lille verden er det dog nok og det er så stort, at min datter nu er gudmor for mit gudbarn, som er gudmor for Sara.
