I morgen rejser Simon tilbage til Kangerlussuaq.
Det har været det hurtigste 14 dage nogensinde.
Vi nåede knap at se ham og nu er han lige om lidt væk igen.
Der var dagligdagen, hverdagen med arbejde, pligter og alt for lidt tid til at se ham, men måske han snart kommer herud igen?
Man kan jo have lov at håbe!
Hvordan andre kan leve uden en strømpe-pindeholder, er mig en komplet gåde.
Når jeg en sjælden gang strikker strømper og skal have dem med i tasken, formår jeg altid, altid at få trukket pindene ud af strikketøjet, når jeg skal have det op af tasken.
Det gør jeg ikke mere.
Jeg har nemlig en strømpepindeholder, som min far har lavet.
Forrige lørdag sad jeg oppe i hallen og solgte min fars flotte kuglepenne, to håndfulde strømpepindeholdere og lidt af mit eget strik+ t-shirts.
Strømpepindeholderne var væk i løbet af et split-sekund, kuglepenne var der også salg i, ligesom mit strik (det som jeg ikke skal bruge selv-strik) også hurtigt fik ben at gå på.
Der var en del, der gik forgæves efter strømpepindeholderne og der har også været forespørgsler på dem her på bloggen.
Min far fandt lidt materiale, at lave nogle holdere af og der ligger nu hele 5 stk. på mit bord.
De er lavet af rensdyr-gevir og er meget flotte.
De koster 100 kr. + porto og hvis du er interesseret, kan du lægge en kommentar.
Det er først-til-mølle-princippet og der er foreløbig kun de 5 holdere.
Der er stadig nogle få kuglepenne tilbage.
De er lavet af moskus-okse-horn (Tryk på linket..det røde)
Du kan se nogle af dem her, men er du interesseret kan du sende mig en mail eller lægge en kommentar. Kuglepennene koster fra 500,-dkk og opefter.
Bestiller du, sender jeg strøpepindeholderen/kuglepennen, såsnart pengene er registreret på min konto.
Min far og mor, Lena og Johannes var ovre og spise hos os i aften.
Jeg ved ikke, hvad de synes, men jeg synes, at det var hyggeligt.
Min kogekunst er ikke stor og larmende, men det er da altid spiseligt og solidt.
Alt det fine, smarte og moderne med lange indviklede navne og med ingredienser, som skaffes fra den anden siden af jordkloden lader jeg pænt andre om.
Jeg holder mig til det, som jeg nu engang kan finde ud af og der er ikke mange overraskelser at hente i mit køkken.
Til forret lavede jeg en lakse-spinat-roulade og i mangel på asparges, lagde jeg en mandarinbåd ovenpå som pynt. Mærkeligt, men det smagte ok. Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at det skulle være sådan.
Til hovedretten serverede jeg de sædvanlige flødekartofler til rensdyr-køllen, som var stegt i en stege-so og den var mør og tilpas stegt.
Ingen overraskelser, at hente der heller.
Desserten bestod af noget så enkelt som jordbær blendet sammen med lidt fløde og sukker og en cigar-chokolade som knas til.
Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne finde ud af at lave noget specielt, noget overraskende, noget fremmedartet eller bare noget, som ikke var sædvanligt, men på den anden side, kan jeg så til gengæld sige, at jeg ikke går galt i byen, med det som jeg nu engang kan finde ud af.
Noget skal jeg jo sige, når jeg nu ikke tør/kan/vil kaste mig ud i den store forfinede madlavning med ugers forberedelser.
Nogen går vældigt op i, hvad de har fået at spise eller hvad de/andre har haft på, men skal jeg være helt ærlig husker jeg aldrig maden eller min egen/andres påklædning bagefter, hvorimod stemningen huskes.
Hvordan har du det med gæstebud?
For en gangs skyld er byens juletræ flot, smukt og præsentabelt.
Det er STARK, som har sponsoreret træet og Royal Arctic Line, som har sponsoreret transporten.
Hvis jeg kunne, ville jeg skrive dem en stor tak. TAK for det flotte træ.
Det er et flot træ, som er værd, at vise frem.
Og i virkeligheden burde jeg vel også sige tak til ungerne og de unge, for at lade pærerne være, så lyset i træet bliver ved med at brænde.
Sidste år sad jeg i hele to dage og læste julehistorier op for en samling blandede elever.
Jeg læste især H.C. Andersens eventyr.
Dem er jeg helt vild med og kan læse dem igen og igen og igen og atter engang.
Jeg læste eventyret om grantræet og det gjorde indtryk på eleverne, ligesom det også gør indtryk på mig, hver gang jeg læser det.
Rigtig mange mennesker jeg kender, vil gerne bo i en storby. Helst så stor som muligt.
De vil bo et sted, hvor der sker noget.
De vil nyde godt af storbyens muligheder, have alternativer og noget at vælge imellem.
Det forstår jeg godt, men hvis jeg havde rigtig mange muligheder og alternativer at vælge imellem, ville jeg ikke opleve så mange forskelligartede ting, som jeg gør her i Sisimiut.
Jeg tager det, som der nu engang er og det giver mig nogle oplevelser, som jeg måske ville have valgt fra, hvis jeg havde noget andet at vælge istedet?
Nu til aften var jeg til en koncert. En julekoncert med to operasangere og byens to kor.
Min mor havde inviteret og købt billet til os allesammen: Lena, Johannes, Jan, min far, min mor (naturligvis) og mig.
Hvis jeg ikke var blevet inviteret, så havde jeg købt en billet selv.
Og inviteret Jan med.
Helt sikkert og jeg ville bestemt ikke have fortrudt.
Kulturhuset Taseralik var fyldt til bristepunktet og mange, mange mennesker gík forgæves.
Der var ganske enkelt ikke plads til dem og efter koncerten havde jeg lidt ondt af alle dem, som ikke fik den gode musik-oplevelse.
Repetoiret var alsidigt og vi fik sange og salmer på tre sprog: grønlandsk, dansk og engelsk.
Jeg kunne godt have levet med, at korene sang nogle kortere sange
og knapt så mange, så der var mere tid og plads til at høre Ida Heinrich, Josef Lund Josefsen og Jim Milne, men det er jo smag og behag.
Jim var som sædvanlig ekseptionel god på klaveret
og var han kommet helt alene, havde jeg været mere end fuldt ud tilfreds med kun at skulle høre på hans lækre klaverspil, men han havde Ida Heinrich med.
Ida er grønlands første og så vidt jeg ved, eneste kvindelige operasanger og hun virkede sikker i alle sine fremførelser i aften.
Som hun kunne synge.
Det var godt, at Ida var taget med Jim til Sisimiut.
Jim havde også Josef med
og han er vist og så vidt jeg ved, den eneste mandlige operasanger.
Han gjorde det også fantastisk.
Især, da han sang fadervor på grønlandsk, gjorde han det med indlevelse og stor overbevisning.
Vorherre må helt sikkert have hørt hans bøn, om ikke andet gjorde vi og jeg var fuldt tilfreds med hans sang.
Det var vel nok godt, at Jim fik Josef med også.
Jeg er glad for at bo i en lille by, hvor mulighederne er så begrænsede, at jeg næsten helt ukritisk kommer til alt, hvad der bliver tilbudt her i byen, for det giver mig mulighed for at høre, se og opleve nogle ting, som jeg ikke selv ville have valgt.
En ting er sikkert: jeg ville have valgt, at komme til koncerten i aften og hvis der er mulighed for at at høre Ida, Jim og Josef, der hvor du bor, bør du drage afsted og få dig en god musikoplevelse, som den jeg fik i aften.
Tak for billetten, mor og tak til Ida, Josef og Jim.
P.S Jeg gider ikke engang at undskylde den dårlige billedkvalitet. Du ved, at jeg er elendig til at tage billeder i mørke.
