Selvglad

Taxastrikkeren skrev en kommentar til mig til sidste indlæg, at det havde været svært at lægge en kommentar hos mig på det sidste.

 

Har du også oplevet det?

(og du kan jo svare mig på min mail (dortheivalo @ greennet.gl ), hvis det stadig er svært at lægge en kommentar, for det er da noget rigtig skidt, hvis det er tilfældet. Skidt, for jeg elsker alle jeres kommentarer.)

Iøvrigt tak for din kommentar og roser til både billeder og strik, Taxastrikker.

Jeg er som sagt altid glad for at få respons, kommentarer og ord med på vejen.

 

Solen dukkede op i dag.. i arbejdstiden. Hmmmfffr.. men jeg så den inden himlen igen blev grå og tung.

 

Det har dog ikke sneet i dag og det er jeg glad for.

 

Jeg har en lillebitte plan om et billede, når himlen bliver lidt mere spændende, men mere om det en anden gang.

 

 

Dagen bød på mangt og meget og alligevel intet.

 

Min 1 liters termokande har de sidste dage budt på yogi grøn chai-the med de små fine etiketter med vise ord.

Jeg bruger hele to breve til min termokande og begge breve gav mig gode ord, at tænke og tage til mig i dag.

Inden jeg drog afsted til min første yoga-time i denne sæson, gik jeg i bad, ordnede fødder og smurte min krop generøst ind i koldpresset økologisk mandel-olie.

Nu om dage er det bestemt ikke politisk korrekt, at synes, at man er bare tilnærmelsesvis lækker, men lige akkurat i dag, følte jeg mig lækker og dejlig med alle mine overflødige kilo, alt for korte, tykke ben, mine dobbelthager, knyster, hård hud på hælene og slappe knæhaser.

Om det var teen der gjorde det eller om det er fordi jeg er så træt for tiden, at paraderne ikke engang kan holdes oppe, ved jeg ikke, men i grunden kan det vel også være bedøvende ligegyldigt.

Lige nu og lige her tager jeg bare følelsen af den indsmurte olie til mig og føler mig som jeg føles: blød, glat og ren.

 

Selv-glad er et negativt ladet ord.

Meget negativt-ladet endda, men er det negativt, at være glad for sig selv, bare en gang i mellem eller skal man køre en konstant hader på sig selv og sin krop?

 

Hvornår har jeg mon sidst haft den følelse af neutral selv-tilfredshed?

Måske da jeg var 3½ år og endnu ikke vidste, hvordan jeg burde se ud, men kun reagerede på den omsorg og kærlighed, som blev givet mig?

 

I aften lavede min gode mand god mad til mig, tog ud af bordet og masserede mine skuldre og syntes, at jeg var lækker og mere skulle der ikke til. I dag.

I morgen er jeg nok tilbage i det kropslige selvhad, som den vestlige verdens kvinder kollektivt lider af, men i morgen er i morgen og i dag vil jeg nyde, at mine fødder er næsten bløde, min hud er smurt ind i mandelolie og at min mand er tilfreds med mig. Med eller uden de 20 overflødige kilo.

 

Helt tilfreds kan jeg dog ikke sige, at jeg er med det halsrør jeg er igang med at strikke.

Jeg købte et kit med både pulsvarmere og halsrør.

 

Garnet er gråt og jeg tænker jeg vil spare lidt på det og hev nogle rester frem.

 

Det bliver nu omsat, men resultatet er ikke helt som jeg havde forestillet mig.

Pulsvarmerne er fine og ensfarvede,

men halsrøret er flerfarvet og det egner mønsteret, efter min smag, sig ikke til.

Måske det bliver fint nok, når det kommer i brug og jeg giver det en chance.

Skulle jeg mon ikke lige varme sofa-hjørnet et kvarters tid, give TV-et lidt opmærksomhed, inden dynen skal have et tiltrængt kram og give sengen lidt nærkontakt?

Husk, at elske dig selv.. så bliver det lidt lettere for andre også at gøre det, har jeg hørt.

Hav en god dag!

Tudemari..øh, Dorthe

Det er dage, som trækker tænder ud.. mange, lange og dybt rodfæstede tænder der rykkes langsomt ud, hvis du forstår, hvad jeg mener.

 

Det er dagene på arbejdet, som er lidt ud over det sædvanlige med problemer, som skal løses her og nu og hvor løsningerne ikke ligger parat i skrivebords-skuffen, parat til at tages i brug.

Sådan er det vel normalt, når man arbejder med mennesker?

Løsninger skal ikke gives, men findes af den enkelte..

 

Jeg kunne godt have brugt, at jeg bare kunne gå hjem efter undervisningen idag, men der var pædagogisk råds møde og jeg er ikke fan af møder.

 

Ikke den slags møder ihvertfald, men stævnemøder, tror jeg ikke, at jeg ville have noget imod.

Jan ville heldigvis gerne mødes med mig, da jeg kunne stemple ud af skolen og vi kørte en tur ud til lufthavnen, hvor vi læssede arbejdet af og fyldte fritid, frihed og ny energi på, før vi kørte hjem og lavede mad til kun os to.

(kors, hvor er det kedeligt, at lave mad til kun to, men jeg må vel hellere begynde, at vænne mig så småt til det?!)

 

Udenfor sner det i et væk.. sner og sner og sner og sner.

Himlen er overskyet, tung og grå.

Ned daler store, tunge snefnug, som lægger sig overalt. Hele tiden og endnu engang.

 

Jeg kunne godt bruge lidt blå himmel, lidt sol og lidt udsyn.

Det kunne være rart, at kunne se omgivelserne bare lidt.

 

Der er ikke meget dagslys tilbage og slet  næsten ingenting, når der er overskyet og det sner, sner og sner.

 

 

Og når nu jeg alligevel er i gang med at kræve, ville jeg også være glad for at kunne nå ud, mens der er bare en smule lys.

 

Bare lidt! Please!

 

Og ja, jeg ved godt, at det er den samme tude-salme jeg synger, hvert år i november og december, når jeg længes efter dagslys og undskyld,-du hører mig nok synge den et par gange mere, inden lyset vender og du hører mig juble over midnatssolen.

 

På billedet kan du ikke se de store snefnug, som daler ned i et væk, men de er der og jeg kunne godt trænge til, at de holdt en lille pause med deres daleri i morgen, når jeg får fri, så jeg kan se lidt himmel og dagslys.

Og så kan jeg forøvrigt tude lidt over, at mit kort fra mit coolpix-kamera, som jeg forøvrigt har brugt mest på det sidste, ikke vil indlæses på min computer.

Nå så!!! Så gode er billederne vist heller ikke..

Lygtepæle-ørn

Der kommer en masse billeder.

Så er du advaret!

 

I dag, da vi kørte Sara ud mod lufthavnen, kunne jeg i det fjerne se en ørn, der sad på fjeldet.

Den sad et godt stykke ude.

Da Jan og jeg havde sendt Sara afsted, snakkede vi frem og tilbage om, om vi skulle traske ud i den dybe sne og se om vi kunne få et billede af den.

Vi var ikke rigtig klædt på til at traske rundt i dyb sne, men på den anden side frøs det kun 10 grader og en anelse sne gør jo ingen skade.

Vi blev ikke helt færdige med at snakke om fordele og ulemper ved at traske ud i sneen, da vi mødte en ven, som er heroppe.

Han bor normalt i Fjelsø, men er heroppe i forbindelse med noget arbejde.

Han afgjorde vores diskuteren frem og tilbage, ved at sige, han da gerne ville over til den ørn og sådan blev det..næsten, for den lettede, naturligvis, da vi kom så tæt på, at det blev spændende.

 

 

Hmmm…  så kunne vi da heldigvis glæde os over al den sne, som klistrede til vores cowboy-bukser, den friske luft og den gode udsigt, som vi også fik ud af vores lille gå-tur.

Da vi skulle vende bilen og køre tilbage til byen, kunne vi ligeså godt køre helt ud til lufthavnen, for at vende og minsandten om der ikke sad en anden ørn derude, som næsten fløj over vores hoveder.. vi kunne have sparet os gåturen, hvis det kun var for ørnen vi gik derud

Jeg ville være stor i slaget og give kaffe på Taseralik og kom da også helt hen og tog i døren, som dog viste sig at være låst, da der var lukket i dag pga et lukket arrrangement, der skulle holdes i aften.

 

Så kunne vi da glæde os over, at Sømandshjemmet altid er leverings-dygtig i almindelig varm kaffe og hjemmelavede tørkager/bradepande-kager og romkugler..

Og jeg forøvrigt tabte mit slag, som skulle have været så stort, da det var gæsten, som betalte, men jeg skal da til gengæld lige love for, at mine to bordherrer kunne spise kugler.

Jeg fik en udmærket øl-kage til min kaffe og lige nu er der ikke engang plads til tanken om aftensmad i min mave.

 

Da kugler og ølkage var skyllet behørigt ned med indtil flere kopper kaffe, lyset var ved at forsvinde og gæsten ville til at hjemad, startede vi bilen op og kørte en omvej ned omkring havnen og mine øjne var ved at trille ud af hovedet, da jeg fik øje på endnu en ørn.

Denne sad på en lygtepæl og så faktisk lidt malplaceret ud.

Det er normalt ravnene, som sidder der oppe over vores hoveder. Eller en måge.

Jeg hoppede ud  af bilen og listede hen mod den, i håb om, at kunne få et billede af den fra en god/den anden side, men jeg skal vist ikke klage.. det er ikke hver dag, at jeg ser en lyslevende ørn sidde på en lygtepæl.

Selvom billedet er grynet, dårligt og utydeligt, synes jeg lige, at du skal se, hvor meget større en baby-ørn er i forhold til en almindelig voksen måge fra Sisimiut

 

Dagen hælder, er brugt og det samme er jeg vist.

Saras norge-strømper skal have et par omgange rundt på pinden og der skal ses lidt fjernsyn. Jeg skal ihvertfald ikke se mig om i hjemmet, for det var så det, som blev forsømt, da jeg rendte rundt og samlede sne i mine støvler, åd ølkage og så på ørnen på lygtepælen.

Jeg klager ikke over byttet (rengøring vs. gåtur/ørne-kig)

Øvelse gør mester

Det er moderne med lange strømper, der titter op af støvlen.

De lange, moderne strømper skal helst være strikket med norske mønstre.

Min yngste datter er meget mode-bevidst, ergo strikker jeg lange strømper med norske mønstre.

Jeg håber ikke, at dén mode holder alt for længe, for jeg er ikke særligt god til fler-farve strik.

Men jeg kunne selvfølgelig blive det..

Sne

Det sner og sner og sner.

Måneden startede med et snevejr..

Billedet er taget fra skolen i det lille frikvarter  og viser lidt af skolegården og minihallens gavl.