Midt i en brydningstid

Jeg har snurret rundt om mig selv og kagefadene i dag. Der er blevet handlet stort ind og alligevel har jeg glemt om ikke halvdelen, så en del. Min mor har plukket ryper og Laura har været til frisør. Jeg forsøger ikke at være stresset, men mine forsøg er ikke helt lykkedes. Jeg siger til mig selv: “ Det skal nok gå, det skal nok gå. De gæster, vi har inviteret, er alle mennesker, der kender både Laura og resten af familien. De ved jo, at jeg har gjort mit bedste”. Men, men, men og det vil de fleste af jer sikkert kunne skrive under på også? Vi vil jo så gerne gøre det uforglemmeligt og så godt, så godt. Jeg glæder mig til både i morgen, hvor vi skal til generalprøve, lørdag, hvor der er overhøring og søndag, hvor der er “rigtig” konfirmation, men jeg vil, når nu vi er ved tilståelserne, gerne tilstå, at jeg glæder mig også til på mandag, hvor det hele forhåbentligt er vel og succesfuldt overstået. I aften lokkede Lena mig med på Taseralik, hvor een af bys-børnene spillede unpluggede. Karl Åge Lyberth med sin guitar og egne kompositioner. Han fortalte om sig selv og sin vej gennem musikken og livet. Hvordan han blev alkoholiker og misbruger, efter at have overlevet en bilulykke i Danmark i 1987, hvor tre døde og han sammen med en anden overlevede. Han fortalte om sine skarnstreger, sine opture, nedture og musikken har hjulpet ham igennem til en mere stabil hverdag med sin familie. Det var en hyggelig og intim koncert, som mange desværre gik glip af. Vi var tre, der fotograferede, især hinanden.. ;-) I morgen står den på bagning og ingen timer på skolen. Jeg vil forsøge at holde nerverne i ro og nervøsiteten nede. Det skal jo nok gå altsammen…

Tåge

Dagen gik med bagning af guldkorn-småkager. Masser af guldkorn-småkager til kaffemikken lørdag aften efter overhøringen, som starter kl 16 og formentlig slutter kl ca 18. Om søndagen er der så konfirmation med nadver og gudstjeneste, og om aftenen er der gæster til spisning, hvor jeg selv skal stå for madlavningen og der ligger mine nerver lidt på højkant. Jeg kan ikke rigtigt forberede mere lige nu, så jeg håbede lidt på ordentligt sejlvejr til aften, tågen væltede kold og klam ind, og så hidsig er jeg heller ikke efter at ligge ude i det kolde, når jeg kan sidde inde i det varme. Vi nøjedes med at brænde lidt diesel af med vores hilux (=vi kørte en tur rundt i byen) Småkagerne smager virkeligt godt og er helt og aldeles anbefalesværdige. De er hvinende søde og er bestemt ikke slankekost eller diabetikersmåkager, men så nemme at lave, at man kan sætte børnene til det.

Hel

Jeg har ikke ødelagt noget i dag. Jeg har heller ikke lavet så meget i dag. Jeg har vasket tøj uden at ødelægge hverken tøjet eller vaskemaskinen. Jeg har ikke haft mit kamera oppe af tasken i dag, for hvis nu.. Nej, jeg tager altså ingen chancer i dag! Jeg har set Boyd og sad lige å stille uden at sige alt for meget for dét skulle ihvertfald ikke ødelægges. Nu har jeg lagt mig lige så stille og forsigtigt ned i min seng med min bærbare og trykker lige så forsigtigt på tasterne. Jeg tager ingen chancer overhovedet i dag. I morgen skulle svigermor og svigerfar gerne lande her i Sisimiut og det har jeg ingen andel i, så hvis vejret ellers vil, så vil vi da også gerne se dem. Der er kun 5 dage tilbage til den store dag og måske har jeg glemt noget, måske ikke. Dugene er ihvertfald indleveret til rulning, og lys, servietter og blomster er bestilt. Maden skal jeg selv stå for både lørdag og søndag, men jeg får hjælp af både min mor og Lena. Mon ikke det går? Nu vil jeg forsigtigt lukke mine trætte øjne og håbe på succes i drømmeverdenen

Ajjaa

Som en lille arrig hund, der løber i ring og jagter sin hale, har jeg styrtet rundt både i går og i dag. Jeg har scannet en masse billeder ind af Laura i går, fået dem printet ud, lamineret dobbeltsidet  og hængt op i min krans og min forvredne gren. Laura vil hverken have bordkort eller faste siddepladser til sin konfirmation på søndag, og jeg har et moderligt behov for at vise omverden min lille store piges udvikling og liv indtil nu. Jeg fandt en masse digitale billeder på min eksterne harddisk, hvor jeg gemmer alt og back-upper på, men skæbnen ville at jeg tabte den eksterne harddisk på gulvet i går. Alt på harddisken er nu væk. Forsvundet ud i intetheden. Jeg er glad for at jeg nåede at printe nogle ud, men ærgrer mig så over at nærved 5000 billeder er væk. Jeg kan ikke bruge ærgelsen til noget som helst, men lære at gemme dem på cd-er også. Lære dét!!!  Min far, som påstår at alt, som ikke er lavet af Gud, kan ordnes, virker ikke specielt optimistisk med mine tabte data. Han prøver og prøver, men hvar vist brug for mere end almindeligt held og hjælp fra en vis herre, hvis det skal lykkedes. Hvis jeg sender håb og ønsker ud til samme sted, hvor indholdet forsvandt hen, kan det måske være, at det lykkes for min far, som er sat på opgaven? Jeg har lavet fløde-is med krokant hele dagen, til 50 personer. Vi bliver kun 28, så mon ikke at der er nok? Godt nok er min familie is-elskere, men alligevel?! Vi skal jo have andet end is.  Mine fødder er ømme af at stå op hele dagen, for dagen i dag har været ødelæggelsernes dag: mens jeg knuste krokanten i min stavblender, gik den også i stykker og jeg måtte gå den tunge gang ned i butikken og købe en ny køkkenmaskine. Godt nok var det Jans dankort, der blev trukket modstræbende gennem terminalen, men modløsheden steg mig til hovedet og alting så sort og håbløst ud. Jeg forsøger at finde glæden og optimismen i min tomme vasketøjskurv, på de mange nye døre nedenunder, der nu kan lukkes, og det nye gæsteværelse, der lugter så fint og rent af nymalede vægge og renskurede, nye gulve. Måske jeg bare skal i seng og genfinde glæden, optimismen og håbet i en god nats søvn. I morgen venter en ny og ubrugt dag, hvor jeg kan starte på en frisk med nye kræfter.

Fri som fuglen

Endelig, endelig oprandt dagen, som min mor har ventet på. Hun havde sidste arbejdsdag i går, og kan nu se frem til et liv som pensionist. Hun kan sove længe eller hun kan lade være. Hun kan have travlt eller hun kan lade være. Hun kan finde små-jobs eller hun kan lade være. Hun er nu herre over sin egen tid og det blev fejret på hendes, nu tidligere arbejdsplads, kommunen, som gav et glas vin og lidt mundgodt. Familien,   venner og kollegaer var inviteret og borgmesteren holdt en lang og underholdende tale om sit tætte samarbejde med min mor som fritidsinspektør (og de mange andre poster, min mor har besiddet) og andre fulgte efter i kølvandet med taler efter borgmesterens. Hun blev begavet med fine ting og dyre flasker og søde opmærksomheder. Der blev reflekteret over et langt arbejdsliv, og da kom-sammen var slut, aftalte vi at vi skulle grille på min far og mors altan. Beslutningen blev dog ændret og vi endte alle sammen på Kineseren, som ikke er kineser, men nu er et thai-spisested, på min mors regning. Ventetid i min familie ender næsten altid med fjol. Selv kort ventetid. Det er måske ikke unormalt eller anderledes end i andre familier? Men som nyudnævnt pensionist  og garvet pensionist (faktisk er det oftest “ham, den garvede” pensionist, der finder på skarnstregerne)burde man måske stramme lidt op  og vise gode manér ude i byen? Men på den anden side… hvor ville ventetid og familie-komsammen være kedeligt! Stik familien et par spisepinde og der går tre sekunder og selskabet griner.  Da Jan var ny i familien sammenlignede ofte min intetanende familie med en stor italiensk familie eller tv-serien “skum”.Både Jan og Johannes har dog været lærenemme og taget (u-) noderne til sig uden beklagelse.  Min mor forsøger nogengange at rette familien ind og vender gerne og ofte øjnene mod himlen, men vi andre ved bedre…hun griner lige så meget som os andre!    Efter Kineseren, der er thai, gik vi hjem til pensionisterne  og der blev drukket lidt rødvinssjatter spædet op med lidt mere gas og akkompagneret med lidt sang. En hyggelig afslutning på arbejdslivet og dagen i det hele taget. Jeg håber for dig, mor, at du får det bedste ud af dine forhåbentligt mange år som pensionist. Nyd dem og de er helt og  aldeles dine.