Oprejst

At have huset helt for sig selv, er i grunden ikke nogen dårlig ting..hvis bare anledningen havde været en helt anden, end at jeg stadig døjer med den hærdede cement i bi-og kæbehuler. Lige så langsomt letter hovedpinen dog..næsten umærkeligt, og godt hjulpet på vej af den ene pakke pamol efter den anden. Jeg satser, og måske for stort på, at komme på arbejde i morgen. Godt at være hjemme og kunne nyde stilheden og ensomheden, og selvom jeg ikke er den store selskabspapegøje, længes jeg dog efter, at se andre mennesker, høre andres stemmer end min egen hoste og snotten, og kunne komme lidt ud i den friske luft. Lige nu i dette øjeblik tror jeg at skolen og ikke mindst eleverne skal beriges med min tilbagevenden til de levende.. Jeg har gjort, hvad jeg kunne for at få det lidt bedre. Jeg har høvlet flere centimeter af mine hæle, så jeg må være gået mindst 2 str. ned i sko, har smurt mit hår ind i hårkur og ansigtet har været dækket af mudder, så ikke engang mine børn ville have kunnet genkende mig, hvis de havde været her altsammen mens jeg drak litervis af grøn te og lyttede til Adiemus..ooh, som jeg dog elsker den cd..og som hos mange, mange andre, er favorit-cd-en "Songs of sanctuary" Især godt, når jeg er alene, og kan skrue op, så den kan høres ordentigt. Jo, det kræver lidt øvelse at holde af den, når man / jeg især er til "Den Danske Mafia" eller let-spiselig, blød jazz, Cecilie Norby, Randy Crawford, glad country, hulkende Leonard Cohen, kvalmende søde Kenny Rogers, danske Sanne eller eller .. overdimensioneret alsidighed? Ajunngilaq! Om de forskellige kure i håret og i ansigtet vitterligt hjælper ved jeg ikke, men bagefter føles det rart. Måske fordi stadset kom af igen?? I dag kunne jeg gå og kikke ud af vinduerne, mens Karl Jenkins underholdt mig. Der er ikke så meget andet at give sig til, når hovedet værker og det helst skal holdes i lodret position (det gør f...... ondt at have hovedet nedad, skulle jeg hilse og sige). Vores trappe har siden i morges været oversået af de fineste og skrøbeligste snekrystaller, der fint stod på højkant, ligesom mig, og ude bag fjeldene truede en mørk himmel med at sende flere. Det blev indtil videre kun ved truslen, men skyerne kom alligevl ind over byen i den tidlige skumring, så tunge at de knap kunne holde sig selv over tagene. Ingen krystaller! Om det var af skam over deres manglende opdrifts-evne at de lige så stille forsvandt igen, ved jeg ikke, men væk er de nu. Vi kunne nu godt bruge en halv meter sne til at dække den grimme, grålige og godt brugte sne, der er trampet hård og glat. Om lidt skal rensdyrbøfferne tilberedes og serveres og bagefter skal min 2-mandssofa, som jeg få fint selv kan fylde ud helt alene, ska indtages med strikketøj i hænderne og dampende varm grøn te inden for rækkevidde.

Hue med rullekant

I dag kom min julegave fra Jan, et nikon objektiv AF-S VR 70-300. Det skulle afprøves, så jeg stod som en anden paparazzi og fotograferede skolebørn, der fik tidligt fri fra skole i dag p.g.a hellig-tre-konger, ud af min hoveddør. Og ved den lejlighed kan jeg også vise de mange, mange hundehvalpe i forskellige aldersgrupper,

der synes, at det er bedst at bo omkring vores hus, skide og vælte skraldespand istedet for at gøre dem hjemme hos dem selv. De sidder på vores trappe. De er flotte, bevares, men rundt om hele vores hus, er der hundelorte og hvad de ellers kan finde på at slæbe op til os og efterlade omkring vores hus. Jeg synes IKKE det er sjovt!! Overhovedet IKKE!! Men gaven blev jeg glad for, og jeg drømmer om at fotografere ravne og gerne ørne i den nærmeste fremtid plus naturligvis alt det andet, som er værd at fotografere. Jeg håber ikke, jeg skuffer Jan. Glad blev jeg ihvertfald! TAK! (Ja, ja Klaus..jeg skal nok fotografere nordlys, såsnart der er noget) Det går laaaaangsomt, laaaangsomt til levesiden, men hovedet tåler ikke at jeg bukker nakken, så der knejses endnu mere end normalt, men det indebærer også at det gør ulideligt ondt at snøre støvler. Dét har jeg så ikke gjort siden i søndags, for jeg har ikke været udenfor en dør siden. Om jeg kommer på arbejde i morgen, må morgendagen og hovedpinen vise. Jeg tvivler lige nu, men der kan jo ske mirakler mens man sover.. Til aften havde Sara sin bedste veninde til spisning.

Der er dømt hønsegård, når pigerne har veninder med hjem og jeg kan ikke huske at jeg selv var sådan..det har jeg sikkert været, og måske endda værre?! Jeg hygger mig i mit stille sind og unders over alt det, som de kan grine ad. Alt og især ingenting. Fnise, fnise, fnise. Jeg fik bragt både mit tunge hoved og mit tunge legme over i sofaen efter aftensmaden, hvor jeg fik strikket endnu en hue til min svoger. Han skal have noget at vælge imellem. Det var endnu en opskrift af Dorothea Fischer ,og denne er også oversat af Lotte. Tak Lotte, og især tak for de fine ord, som du formidlede for Dorothea. Min far som kan flydende tysk, oversatte dem, så jeg ikke gik glip af noget som helst. Huen med rullekanten har jeg strikket i moskusuld og den blå kant

er i merinould. Den er lækker blød og sidder fuldstændigt tæt. (farverne snyder altså på billederne. Farven er en mellemting mellem billedet foroven og fornede, og jeg mangler altså lys at fotografere i! ) Jan,

som igen agerede model, er også tilfreds med den, så der er håb for at modtageren, hans lillebror også er det?

Begge huer er nu skyllet nænsomt op og ligger og tørrer på et håndklæde. Spændende om modtageren kan bruge dem.

Skygger og isblomster

Indimellem klager jeg over mørket, kulden og afsondretheden, men i virkeligheden er det jo det som gør, at jeg også elsker at bo her. Der er enorme forskelle på sommer og vinter, forår og efterår. Der er stor forskel på lyset, ikke bare hver dag, men også i de forskellige årstider årstider. For bare en måned siden var solen en sjælden gæst, men de sidste dage har vi haft fornøjelsen af solstråler helt over på Præstefjeldet. Lige inden solen synker træt ned i havet igen, oplyser den fjeldene, himlen og havet i de smukkeste og mest pragtfulde røde, orange, gule farver, og jeg sukker over at det varede så kort tid med farvebraget. I morges da jeg vågnede, var vinduet oversået med smukke isblomster på vinduet, faktisk var hele vinduet dækket, og det var en fornøjelse at se solens stråler slå smut mellem de mange blomsterkrystaller. Og i andre vinduer kastede den skyggerpå karmen. Skønt!Jeg kæmper videre med min bi-og kæbehulebetændelse, mens jeg nyder solen, der skinner udenfor.

Hue med ananasmønster med rullekant

Jeg efterlyste en hue-opskrift hos webstrikkerne, og der gik ikke andet end et øjeblik inden der kom en masse bud på en strikket hue til en mand. Jeg havde i første omgang troet, at jeg ville strikke en centrifugalhue, men Jan mente at mønsteret var for feminint.. han ville ihvertfald ikke selv gå med sådan en hue, og så måtte jeg jo finde på noget andet. Hos webstrikkerne kunne Lotte hjælpe med en opskrift fra Dorothea Fischer, (Lotte har oversat den fra tysk til dansk) og den så god ud..og blev det. Det har taget et par timer at strikke den og garnet er det håndrensede, håndspundede moskus-uld, som bare er helt fantastisk blødt og let. Det er jo ren underuld fra moskusoksen og det føles som dun..ja..underuld! Tak for opskriften Lotte, og jeg håber at modtageren af huen bliver glad for den. (Jan har bestilt en magen til) (Huen er endnu ikke skyllet op på billedet..og DUMME blogger..den bliver ved med at vende mit billede på højkant..hvorfor? ØV!)

Gnaveben

Ja, ja..jeg ved det godt, ved godt at jeg koger suppe på gnavede ben, men jeg har altså først lige fundet det, og ville så dele det med jer..