lørdag den 1. marts 2008

Øv

Jesper kom desværre galt ned ad Majoriaq og smadrede sin slæde total, så vi er vendt om og er hjemme igen. ØV!!Forventningens glæde kan man ikke tage fra os..den har vi nemlig allerede nydt, fortæret og fordøjet, nu kommer den bitre, skuffede pille, der skal forsøges slugt..Stakkels Jesper. Godt at hverken han eller hans hunde kom til skade.Jeg håber ikke, at der kommmer til at gå 12 år før jeg får tilbudet om at komme med på en længere tur igen?!Her er Majoriaq! ca 400 mtr næsten lodret ned. De tre billeder her, er de eneste jeg nåede at tage, så kvalitet eller ej, får I dem

fredag den 29. februar 2008

Hvert 4.år

Det sker kun hvert 4. år at vi kan skrive d. 29. februar..Det er fascinerende. Næste gang bliver i år 2012 og hvem ved, hvordan livet ser ud næste gang vi skriver d. 29. februar?...Hvad vi har har været igennem, oplevet, set og hørt. Hver dag byder jo oplevelser af een eller anden art, men jeg har det lidt med d.29.februar som med måneformørkelser og kometer med hale. solen skinner stadig fra en skyfri himmel og selvom temperaturen igen er nær ved -20, er det pragtfuldt at være ude og det er lige hvad jeg skal være hele dagen i morge og i overmorgen, for da har Jan inviteret mig ud på overnatning med hundeslæde. Jeg glæder mig, for jeg har ikke været ude på en længere slædetur siden pigerne blev født for 11 år siden. At det er noget ganske specielt, behøver jeg vel ikke engang at skrive, at stilheden, storheden i naturen og skønheden er fuldstændigt enestående og at der ikke findes noget magen til? Jeg glæder mig og håber at der ikke bliver for koldt. Byen emmer af spænding og aktivitet. Om det er fordi solen skinner og folk har fået penge ind på deres lønkonto, eller om det er fordi vores kulturhus "taseralik" officielt åbner i morgen ved jeg ikke, men visse steder i byen var der en stillestående Edvard Hopper-agtig stemning. I kan se lidt af det, han har lavet her.

torsdag den 28. februar 2008

Nu igen

Hvad vækker nu min harme igen?? Se her Det i sig selv er vist ikke værd at harmes over! Meeen................... I princippet er jeg fuldstændig enig med alverdens journalister i, at man skal afdække tingene, finde ind til sagernes kerne, belyse og oplyse, videregive informationer og formidle viden, meeen når tingene kun bliver belyst fra een side og informationer om sagens forskellige kerner er ensidig, mangelfuld og monoton, bliver jeg frustreret. Det er ganske i orden at børns dårlige vilkår, både her i Grønland og andre steder i verden bliver spredt ud i den ganske verden, og at man (journalisterne) dermed forhåbentligt bidrager med at de selvsamme børn, der lever et kummerligt og forarmet liv får et bedre liv. Så langt, så godt. "Flugten fra Grønland" mangler stadig et modstykke. Et stykke, der viser at der også her i Grønland lever børn, der får mad hver dag, går i skole og får en tilfredsstillende undervisning, har forældre, der har overskud og energi til at støtte dem i deres fysiske og psykiske, som har en uddannelse som de bruger i deres arbejde, som de passer hver dag, som betaler deres skat og som lever et ganske almindeligt småkedeligt, småborgerligt liv og som hverken er eksotiske eller forhutlede , men som bare er ganske almindelige borgere. Måske det ikke skaber overskrifter og priser nok, at beskæftige sig med den ganske almindelige grønlandske borger?? Måske er det slet ikke meningen, at fortælle om de dårlige vilkår, som nogle børn i Grønland lever under for at være med til at forbedre vilkårene til det tålelige, men derimod at vinde priser og for at provokere og skabe splid og splittelse? Nej, mon???!! Men hvis Poul-Erik Heilbuth skulle gå hen og vinde de mange penge for sin udsendelse, håber jeg at han afsætter lidt til at producere en dokumentar om alle os andre, så verden udenfor Grønland bliver oplyst om at det ikke kun står skidt til

Den virkelige verden

Endelig slap arbejdsdagen sit tag i mig og jeg kunne spurte ud i friheden og den virkelige verden, ud til blændende sol, der varslede forår og varme..snart, lovede hun. På skolestien blev jeg stoppet af en livlig samtale mellem to hundehvalpe og en kulsort, drillesyg ravn, der gerne ville lege lidt. Som I alle ved, er ravnen en drillesyg, humørsyg, men meget klog fugl. Desværre er nogen af ravnene også meget bevidste om deres særlige status og de lider af og til af primadonna-nykker og humørsyge, åååh så forkælede og egocentrede.: "Rejs jer nu op og leg lidt sammen med mig. Jeg keder mig, og både Solen og Bisolen skinner så dejligt i dag" Hvalpene: " Nej tak, vi ligger lige så godt. Solen er så dejlig varm mod maven" Hmm..hvis det skal være på den måde....!" " Nej, nu gider jeg altså ikke lege sammen med jer. I har sagt nej..Nej, jeg gider ikke se på jer" " Jeg sladrer til min storebror, ørnen, at I har drillet mig, og at I ikke gider at lege." Mens jeg gik der, kunne jeg se at ravnen fløj ud for at finde sin storebror, men ørnen var ingen steder at se. Ravnen ledte alle steder. Ravnen græd, og var så ked af det og hans forfængelighed var så såret, så såret, -og han skreg, når han troede at ingen hørte på det. Han er ikke vant til at blive afvist, men Nyisen hørte ham. Hun hørte den hjerteskærende gråd, og krakelerede af medfølelse og deltagelse for ravnens sorg, -men hun var jo heller ikke klogere. Hun, nyisen var overbevist om, at ravnen havde været udsat for en alvorlig hændelse og spurgte ikke om noget. Hun nænnede ikke at afbryde ravnen i hans gråd og ville ikke snage i hans sorg. Hun er en fin og net dame, der holder på formerne.Hun havde brugt hele natten på at lægge sin kolde charme ovenpå havet, der intet-anende havde sovet en tiltrægt søvn hele natten. Havet var træt efter at have brugt kræfter og energi på at vugge mågerne i søvn i weekenden. Stakkels Nyis.. nu skal hun i gang igen med at reparere krakeleringerne og nette sig igen og hun ved stadig ikke, hvorfor ravnen skriger sådan. Bisolen, som havde set det hele, rystede med sine stråler og korsede sig, mens hun sendte himmelvendte øjne til sin kusine Solen. " tsk, tsk, tsk. Godt, at vi er hævet over sådan noget!" Beboerne i de nye andelsboliger, som intet ved om hverken hundehvalpenes afvisning og ravnens sårede forfængelighed har måtte lukke deres vinduer og døre, for ravnen er stadig så fornærmet og ked af det, og hans gråd er uudholdelig at høre på. Gad vide om beboerne i de gamle blokke på Deichmannsvej er lige så generet af ravnegråden??Jo, det var dejligt at komme ud i den virkelige verden...... Den forkælede ravn.

søndag den 24. februar 2008

Hjemkomst

Så kom Jan hjem igen og han havde taget nogle enkelte billeder, som I ikke skal snydes for. Da jeg jo ikke var med, kan jeg ikke fortælle meget om dem, så billederne må tale for sig selv.