Indlæg nr. 200
(Bemærk, at jeg har oprettet et nyt album med diverse (vinter)- billeder)Der er allerede gået et par dage, hvor jeg har været alene. Jeg er taknemmelig for, at der er skype. Jeg har talt med både Jan og pigerne et par gange og har kunnet se dem samtidig. Skønt. I går havde jeg to veninder til spisning og det var hyggeligt at sludre, sladre og snakke. Dét burde ske meget oftere. Allerede i går om dagen, sneede det jævnt, men i nat har det bare sneet og der lå nogen steder mindst 1 meter sne, så formiddagen blev brugt til at motionere skovlen ,kosten og sneslyngen.
Nu kan jeg igen parkere bilen anstændigt foran vores hus, og endda været heldig at jeg kunne få den bakket op.
Dét er en fordel, hvis det skulle sne igen, for jeg bryder mig ikke om at bakken bilen ned ad den lille, stejle bakke gennem mandshøje snebunker. Hundene blir' fodret hver dag, og jeg hygger mig med hvalpene, som allerede kan kende mig på lang afstand. Det er vældig hygggeligt, når de kommer løbende i møde. Og så har vi i dag det mest pragtfulde vejr;
stjerneklart og fuldmåne. Det udløste en masse billeder som jeg har lagt i album.
Nu kan jeg igen parkere bilen anstændigt foran vores hus, og endda været heldig at jeg kunne få den bakket op.
stjerneklart og fuldmåne. Det udløste en masse billeder som jeg har lagt i album.
Det var godt at jeg i fred og ro kunne være sammen med dem uden at skulle tænke på arbejde. Det var altså hårdt og det føles som uendeligt lang tid mine dejlige piger skal være væk. Sara fældede en afslørende, forræderisk tåre, og i solidaritet lod jeg også et par tårer løsne sig fra øjenkrogen og hjertet, da vi skulle sige farvel.
Tiden bliver lang uden dem, men de vil helt sikkert synes det er sjovt det hele, og tiden vil nok flyve af sted for dem. 

