Indre solskin

 Sikke en påske. Sikke en årstid.

Vejret har virkeligt været med os og Jan og jeg har virkeligt formået at få det bedste ud dagene.

Vi elsker jo at være ude både sommer og vinter, forår og efterår.

påskeferie

Der sker så mange ting omkring os og vi forsøger at nå det hele, men må jo prioritere og vælge ting fra.

Under Arctic Sound kikkede vi programmet igennem og valgte helt bevidst, hvad vi ville se og hvornår vi ville være udenfor.

Vi har været en hel del i vores lille hytte og det er næsten blevet en hel tradition at Dudi og hendes mand kom og sad sammen med os ude på vores sydvendte terasse.

Vi har siddet og hygget, drukket kaffe og ikke mindst er det også nærmest blevet et must, at vi havde grønlandsk mad med i form af tørrede fisk og mattak., men det var samværet der betød alverden.

Vi har siddet og snakket og vendt verden ud på vrangen og vendt den tilbage i de folder, som behagede os bedst, vi har grint og genoplevet, snakket om vores børn, vores arbejdsliv og vores fritidsliv.

Det har gjort livets uspiseligheder lidt mere spiselige og tunge tanker har været lidt nemmere at sluge.

Nu er der ikke så mange tunge tanker, men de få der nu engang hører med til livet, har været lidt lettere.

Jeg har haft nogle udefrakommende dårlige episoder, som har sat tanker i gang. 

Åndsvage og ligegyldige tanker, men de har kørt rundkørsel inde i mit hoved og jeg har haft svært ved at finde en udkørsel for de små tanker, der havde tilbøjeligheder til at vokse sig store.

Min mellemste søster har investeret i en snescooter også og efter at have kørt et par småture, tog hun påskedag turen ind over land, ud på fjordisen og ud til os i hytten. 

Det var så ubeskriveligt hyggeligt at have begge sine søstre på besøg i hytten, langt ude i fjeldet en hel dag.

Det er ikke alle forundt at have så godt og tæt forhold til sine søskende, som jeg har og jeg er glad hver gang vi samles på den måde i fredeligt samvær og hygge.

Hver gang livet  har budt på modstand, store som små, for en af os har vi hver især trådt til og gjort, hvad vi kunne for at støtte op om hinanden og vi ved hvor vi kan henvende os, hvis det brænder på.

Det er en rar tanke og det var rart at sidde på terrassen og mærke at vi stadig har hinandens rygge.

Her til aften.. en ganske almindelig kedelig torsdag aften, pakkede vi lidt mad sammen hver især, kørte afsted og spiste vores medbragte mad i fælleskab ude på terassen.

En mere skøn, dejlig måde at afslutte en dag på og ikke mindst Lauras ophold hjemme på, kan vist ikke findes.

Tak for dejligt mange hyggelige solskinstimer. Solskin udenpå og solskin indeni.

Det giver energi og glæde til mange regnvejrsdage.

TAK