At sætte spor

Mens jeg gik opad i går i fjeldet, gik jeg og tænkte på farmor.

Det er nu 7 år siden hun døde.

Jeg tænker meget tit på farmor.

Hun besad den sjældne evne, at hun var oprigtigt interesseret i andre mennesker og i særdeleshed os.

Vi snakkede med hende næsten hver søndag og hvis vi havde oplevet noget ekstraordinært, ringede vi også tit til hende og hun glædede sig oprigtigt på vores vegne.

Måske er det vores alder?

Vi har nået en alder, hvor vi skal være de interesserede og ikke de interessante?

Måske er det tiden?

Der findes ikke så mange mennesker, der er oprigtigt interesseret mere.

Måske skyldes det også at der ikke er så mange, som har lige nøjagtigt de samme interesser, som os?

Jeg ved det ikke helt, men jeg ved i hvert fald at stort set de fleste mennesker og måske endda mig selv inklusiv, mest bare vil fortælle om egne oplevelser?

Heldigvis har Jan og hans bror, som også bor her i byen arvet den fine, gode evne til at lytte efter deres mor.

Når vi kommer hjem fra en god oplevelse i naturen, kan vi være sikre på, at han vil lytte og det giver ekstra glæde, at kunne dele de gode oplevelser med nogen.

Denne rensdyrjagt-sæson har været rigtig god for os.

Vi har fået rigeligt med rensdyr og jagterne har været både gode og meget spændende.

Især de to sidste jagtture, som vi havde var mindeværdige og dem vil vi begge to meget sent glemme.

Vi har kunnet vise billederne til Jans bror og han har været levende interesseret i at se dem og høre historien bag dem.

Desværre tager han ikke selv billeder af sine jagtture, men vi ved, at han også har haft en god jagtsæson og haft nogle rigtig gode stunder med sine jagtkammerater i lejren.

I dag slutter jagtsæsonen.

Der er specielt et billede, som jeg gerne ville have vist farmor,- altså Jans mor.

Både fordi jeg aldrig har taget et “traditionelt” jagt-trofæ-billede af Jan før og fordi jeg er stolt over, at Jan går så meget med den sweater, som jeg strikkede til ham.

Du kan måske ikke se det, men billederne er fra to forskellige dage og han har sin sweater på hver gang.

Det glæder mig jo, at de ting, som jeg laver, bliver brugt.

Laura har også fået en sweater.

Det er den samme som Saras og min.

Saras og Lauras er strikket i Drops air, mens min er strikket i Filcolanas grønlandske lammeuld

Den går hun rundt med i Århus, men måske ville hun have gået rundt med den hos farmor de fleste af weekenderne, for farmor ville så gerne have sine børnebørn tættere på sig og nu er Laura jo i Århus og det er kun godt en time væk.

Jeg tænker tit på farmor og i mine tanker, går jeg ofte og fortæller hende om vores oplevelser.

Hun har sat nogle spor

i verden og et af de fineste er, at hun viste betydningen af at kunne lytte.

Hav en god søndag.