Jeg farer vild i en elevator og burde have id-kort om halsen, når jeg er væk hjemmefra

Jeg har været en hel uge i Danmark i forbindelse med mit arbejde.

Jeg rejste ned til Århus allerede i fredags og det betød, at jeg havde hele lørdag og søndag sammen med Laura.

Vi havde selvfølgelig også eftermiddagene og aftnerne, når både hun og jeg havde fri og selvom hun læste lektier noget af den tid vi var sammen, så fungerede det fint med at hun læste og jeg strikkede eller læste.

Hver aften, når hun steg på bussen for at tage hjem til sig selv i Hasle, bristede mit hjerte en lille smule.

Det føltes hver gang, som hun tog et skridt ud af mit liv hver gang.

Ikke at jeg synes at hun skal blive hjemme til tid og evighed, men tiden med hende og Sara er gået så hurtig og jeg nåede næsten ikke at registrere den og nu er de begge på vej ud i voksenlivet.

Jeg føler mig en lillebitte smule forladt og det er noget forfærdeligt vås, for jeg ved, at de vender tilbage igen og igen.

Vi har heldigvis så gode relationer, at de med sikkerhed vil være en del af mit liv mange, mange år i fremtiden.. men forstår du mon, hvad jeg mener?

Laura og jeg var ude og spise sammen hver aften forskellige steder og vi nåede at komme på Aros og slentre rundt i gaderne sammen. Vi fik drukket kaffe sammen og vi gik arm i arm og hyggede.

Det gjorde godt.

Og det gjorde godt at se hvor hun boede, hvor hun gik omkring og få en fornemmelse af, hvordan hendes liv er i Århus.

Hvad der ikke gjorde godt var til gengæld, at opdage endnu en gang, hvor meget jeg torsker omkring når jeg er i en storby.

Til trods for at jeg både havde google maps på min telefon, der står vejnavne overalt og der er venlige mennesker, at spørge, så formåede jeg at fare vild gang på gang.

Herhjemme kan jeg vade rundt i fjeldet, hvor der ikke engang er en sti i tæt tåge og hele tiden vide hvor jeg er henne, men sådan er vi jo så forskellige og måske det bare er et spørgsmål om tilvænning.

Jeg var fuldstædig udmattet, da jeg landede herhjemme i fredags og gik i brædderne.

Inden jeg helt faldt om, nåede Jan og jeg dog at aftale, at vi ville i hytten om lørdagen og da Sara gerne ville med, ventede vi pænt på hende til hun fik fri kl 14.

Vi havde en dejlig, dejlig tur,

hvor vi forkælede os selv med god mad og vafler bagt over gasblusset med medbragt is (der er frostgrader udenfor) og i går gik vi en lille tur op i fjeldet,

hvor Sara fik skudt en enkelt hare.

Jeg må konstatere, at jeg bare befinder mig allerbedst heroppe og helst i naturen, hvor der er højt til loftet og hvor blikket ikke bliver standset af noget menneskeskabt.

Nu er det almindelig mandag i vante omgivelser og så ikke helt alligevel, for jeg har en slags efterårsferie i dag og i morgen.

Jeg har ikke selv valgt det, men jeg skulle  åbenbart bruge resterne af min dyrebare søndag og  mandag på at kaste op, have ondt i maven, ondt i hovedet og have det generelt skidt.

Sådan noget skrammel, plejer at gå over pænt hurtigt, så jeg trøster mig selv med at det snart er overstået og måske endda inden dagen er omme.