Toto

Han ligner sin far.

Både af udseende og af sind

Bare det at vide at man kan..

Det er altså bare så fedt at muligheden for at møde sine søstre i byen enten i butikken, en planlagt kaffe-tur et sted eller bare ude i fjeldet.

Den mulighed eksisterede ikke for bare få år siden, da min søster boede i Ålborg sammen med sin familie fordi hun studerede jura.

I dag mødte jeg dem ude ved skiliften, hvor hendes drenge stod på ski og de kom også ud og så opsætningen af campen til ACR (Arctic Circle Race), hvor jeg fotograferede lidt.

De sejeste teams

Jeg vil gerne lige have lov til at bombardere dig med en masse billeder.

 

Hvis du ikke rigtig gider, så springer du bare videre til næste blog, men jeg synes altså, at jeg har haft så fantastisk en dag at jeg gerne lige vil dele nogle af mine oplevelser med dig.

Når store arrangementer løber af stablen tænker de færreste vel over alt det arbejde, som har ligget forud for begivenheden?!

Om små 14 dage er der Arctic Sounds Festival her i byen og der ankommer et hav af musikere fra alverdens steder. Nogle, faktisk de fleste, ankommer med flyveren medbringende deres guitarer, blokfløjter,  sangtekster eller hvad de nu har brug for, for at kunne spille deres musik.

Inden da har arrangørerne skulle finde logi til alle musikerne, der kommer, de har skullet finde ud af, hvordan de skal bespises og hvor, de har skullet finde egnede lokaler, hvor musikken kan afvikles og der bliver arrangeret workshops og alle mulige andre spændende ting. Det er logistik på et højere plan og der er gået utælleligt mange timer til for at få puslespillet til at ligne det billede, som det gerne skulle ende med at være.

Sådan er det jo også med større sportsarrangementer.

I den weekend, som nu står for døren, løber verdens hårdeste skiløb af stablen.

Der er blevet lavet en løjpe, som er blevet godkendt af sikkerhedsgruppen og så er det ellers at få et puslespil til at gå op med, hvor der skal opstilles drikkeposter. Drikkeposterne skal være bemandede og undervejs på kritiske steder er der også steder, hvor der står mennesker, som skal holde øje med sikkerheden, så snescooterkørere, skiløbere og hundeslæder ikke kører ind i hinanden og som skal holde øje med at alt fungerer optimalt.

Der er folk, som skal sørge for at tidtagningen foregår rigtigt og de store telte, hvor løberne kan lave deres mad, skal der være borde og bænke, som skal samles og opstilles.

En masse små telte skal stilles op til skiløberne, hvor de skal sove og der er et kæmpestort 60 meter langt telt, som bliver opvarmet, hvor skiløberne kan tørre deres tøj og hvor de også får tilbudt massage af en masse frivillige, der naturligvis har lært, hvordan det skal gøres.

Alt dette er kun en brøkdel af alle de forberedelser, som er gjort inden Arctic Circle Race kan afvikles og der er ca 180 frivillige, der i deres sparsomme fritid stiller op og yder en kæmpestor indsats.. gratis. Og de fleste af dem er folk, som har været med år efter år efter år.

Jeg er fuld af beundring for disse folk.

Det kan godt være at selve løbet er verdens hårdeste, men hvis jeg kunne, ville jeg altså også nominere de mange, mange frivillige, til at være verdens bedste team-spillere.

I dag da jeg stod ude ved den kommende camp, kom en flok unge mænd med det, som skulle være spisetelt/madtelt. Det måler små 60 meter og gulvet er en masse plader, som er skruet på nogle lægter.

De unge mænd gik i gang, næsten uden ord og i løbet af små 40 minutter (og ja, jeg tog tid) havde de stillet det kolonormt store telt op. Det vejer som et ondt år, men de løftede i flok og med et smil og så stod teltet der bare.

De holdt en kort kaffepause og så gik de ellers i gang med næste opgave. Det var dybt fascinerende at se.

Jeg skulle bare tage et par billeder men blev ude hos dem i flere timer, hvor solen skinnede fra en skyfri, blå himmel og hvor frosten kun lige akkurat bed kærligt i næsetippen for at minde os på, at det stadig er vinter.

Der er mange, som ikke gider at arbejde gratis og fuld respekt for det, men alle de år, hvor jeg har været med til frivilligt arbejde, er jeg gået tilbage på mit “rigtige” arbejde med fornyet energi og med en følelse af, at have været med i noget større.

Selvfølgelig har jeg også, det meste af tiden den følelse på arbejdet, men at være sammen med mennesker, som er drevet af lyst og ikke af pligt, giver noget andet.

Hvert år, når der er gået ca 4-6 måneder, så siger jeg til mig selv, at jeg ikke gider at gøre det igen. At jeg ikke gider at arbejde gratis igen og hvad jeg nu ellers lige kan finde på at sige.. især til mig selv, men når tiden nærmer sig, bliver jeg ligesom de andre grebet af den gode stemning og af at være en del af noget så fantastisk stort.

Jeg ved fra de skiløbere, som har deltaget i Arctic Circle Race, at stemningen er det som huskes.

Stemningen, når de udkørte nærmer sig en drikkepost og som giver dem næsten uanede kræfter igen og som er med til at de kan gennemføre de 160  ekstremt hårde  kilometer, som ikke bare er ud af lige landevej, men hvor de skal op ad stejle fjeldsider og ned af nogle andre, ligeså stejle fjeldsider.

Nogle år, er vejret hårdt og ubarmhjertigt, mens det andre år er høj solskin og næsten varmegrader, men det er stadig 160 kilometer over tre dage, som skal gennemføres, før man kan bryste sig med et diplom for at man har gennemført.

 

 

 

Jeg er med igen i år.

Jeg skal ikke stå på ski.. overhovedet, men jeg skal være med og fotografere og jeg håber, at vejret er med os alle. Det bliver som sædvanligt spændende.

Sidste år havde vi Arne, som var den første blinde, der gennemførte løbet.

Og nåeh jo, Hans Kongelige højhed kronprins Frederik deltog skam også og gennemførte i fin stil.

I år har vi hverken Arne eller Frederik med, men der kommer 200 andre løbere og jeg glæder mig til at opleve stemningen igen.

Blå

Det der korte øjeblik lige inden dagen går bort og mørket falder på.

Det der magiske øjeblik, hvor farverne mættes, – måske af en god dag og af den rene, klare, skarpe luft og lige inden dagen bliver overdraget til natten og mørket.

Det er så smukt og det er så betagende.. hver gang.

Billedet er taget med mobilen ud af min hoveddør, men kan du alligevel fornemme farverne?

Fokus-punkter

“Life is like a camera.

If you only focus on the good things- you´ll capture it perfectly”

 

står der i bunden af min lille fototaske.

 

Jeg plejer at sige til mig selv, at hvad jeg fokuserer på, bliver min virkelighed, men meningen er jo den samme.

Jeg siger også ret tit til mig selv, at man bliver, hvad man tænker og eftersom du selv kan styre, hvad du vil tænke på, så forsøger jeg at tænke gode tanker.

Og hvorfor nu alle disse slidte klichér?

 

Jans snescooter står på værksted.

Det har den sådan set gjort i en uge og et par dage.

Værkstedet er nok lige så træt af at den står der og fylder hos dem, som vi er træt af at den ikke står herhjemme og er køreklar.

Værkstedet mangler reservedele, for at kunne ordne den og næsten alle flyvninger har været aflyst i den her uge, som næsten er forbi. 

Det kan værkstedet jo ikke gøre for, men reservedelen skulle have været med i flyveren og posten i denne uge og så er det jo lidt svært.

Jeg havde sat næsen en lille smule op efter, at vi skulle i hytten og holde weekend, men hverken Jan eller jeg havde udtalt os højt om, hvad vi gerne ville have weekenden til at gå med, når vi ikke vidste, hvad vi havde af muligheder.

Der er masser af muligheder, så det er jo ikke der, at skoen trykker. Vi kan jo bare benytte os af de resterende mange andre muligheder.

 

Jeg gryntede højt og sagde AAAARRRGH et par gange i løbet af dagen i går, hvor solen stod højt på den klare, blå himmel.

Et par gange, efter at jeg havde fået fri, overvejede jeg at tøffe ud på min lille snescooter og se på verden, men jeg var i det der humør, hvor jeg gerne ville være sammen med nogen, hvis der skulle opleves noget godt.

Nogen gange, en sjælden gang, synes jeg, at det er skidt, at jeg aldrig rigtig fik stablet et netværk af nære venner på benene, men børnene var små og der var kun et enkelt år imellem dem, den ældste krævede også sit, ligesom arbejdet tog for meget tid og for meget energi.

De venskaber, der var, enten flyttede til andre byer eller ebbede ud på grund af forskellige livsvilkår, men vi havde og har jo stadig hinanden, Jan og jeg, men nogen gange er det måske lidt for lidt, næsten kun at have hinanden.

Jovist, kender vi da en del, men når vi skal ud i naturen eller i hytten, har vi lidt for meget nok i hinanden og det giver bagslag.. en sjælden gang, som for eks. i går for mig.

 

Jan fik sent fri, så dagen var næsten væk, da jeg hentede ham på arbejdet.

 

Laura skulle arbejde og øve med bandet, så vi aftalte stiltiende at spise ude.

Sådan lidt a´la trøstespisning.

 

Vi nåede knap hjem, før der stod et par af dem, som jeg skal fotografere sammen med i næste weekend under Arctic Circle Race.

De har forsøgt at hjælpe mig med at mit store objektiv, som jeg meget gerne ville have brugt, men som ikke fungerer.

Det har været til reparation hos Photocare i Viborg og det har været en lang historie, med Jesper, som tog det med til Danmark, da han skulle på juleferie og svigerfar, som hentede det igen, da det var færdig og som sendte det op, hvor det var pakket ind i både bobleplast, gamle aviser, foret kasse og hvad har vi!

Og så virker skidtet stadig ikke.

Det er dybt øv.

Du kan godt høre at jeg er inde i en periode, hvor tingene ikke rigtig fungerer for mig?

Jeg prøver altså virkelig ikke at lade mig gå på af det og gentager for mig selv, som et mantra, at det er døde ting og at så længe mit helbred er i orden, mine børn er sunde og raske, er glade og har det godt, at min mand trives og er sund og rask, så er resten lige meget, men jeg kan jo godt mærke, at der er en masse frustrationer, som bobler derinde, når tingene ikke fungerer som de skal, så jeg var faktisk så glad for at mine foto-venner pludselig dukkede op i går aftes og forsøgte at hjælpe mig.

Vi fik også snakket om alle mulige andre ting og de viste mig en masse små fif med min computer og forsøgte at lære mig noget billedbehandling og vi fik drukket al for meget stærk kaffe og sludret om fælles interesser.

I min hverdag er der nok, som brokker sig, som fokuserer på negative ting, på triste ting og på ting og situationer, som vi ikke selv er herre over.

Det tager energi og dræner én og omgivelserne for humør og glæde, men det kan ligesom ikke rigtig være anderledes og jeg prøver at lade det gå ind af det ene øre og ud af det andet øre igen, så hurtigt så muligt, for sådan noget brok smitter som bylder og pest og jeg forsøger at holde mig mentalt sund.

 

Det var derfor opløftende og ret befriende at mine foto-venner pludseligt kom dumpende.

 

Inden Jan og jeg faldt i søvn, blev vi enige om, at vi da bare kunne køre en tur med hundene, selvom der ligger dyb, dyb sne overalt og føret nok er tungt og i formiddags tog jeg mine ny-strikkede mamelukker på,

iførte mig en varm dunjakke og solen dukkede frem af de lette skyer og vi kom af sted.

Jeg medbragte mit kamera, så jeg kan nå at lære at bruge det inden fredag (endnu en kliché: det bedste kamera, er det, som du har med-agtig).

Vi havde en dejlig dag.

Du burde prøve at køre hundeslæde engang.. hvis du ikke har prøvet det. Ikke bare en lille tur, men en god lang tur, hvor hundene finder tempoet og hvor tankerne inde i dit hoved når at falde på plads og sindet finder ro. For det gør det.

Det er fedt at køre snescooter. 

Du kommer hurtigt frem og du når at få set en masse.

Det er fart og det er energi.

Det er sjovt og det er i visses øjne smart og sejt, men giv nu dig selv den oplevelse at prøve sådan en lang hundeslæde-tur.

Jeg har aldrig kørt til/-fra Kangerlussuaq, men jeg har kørt andre lange strækninger sammen med Jan, da vi lige mødte hinanden.

Faktisk var vi aldrig at finde i byen, da vi lige mødte hinanden.

Vi kørte slæde om vinteren.. hver weekend og helst også  et par korte ture i løbet af ugen og om sommeren var vi ude og sejle.

Så du Chris McDonald U-turn udsendelser?

Så du afsnittet, hvor de kører fra Kangerlussuaq og herud?

Jeg vil æde min gamle sko på, at de mentalt fik rigtig meget ud af den tur.

Da jeg googlede lidt på nettet fandt jeg denne blog.

Der er ikke mange, som har slædehunde mere.

Alle søger tilsyneladende det hurtige og lette og det  er det langt fra med grønlandske slædehunde og hundeslædekørsel.

Hvis du finder nogle millioner et eller andet sted (mindre kan nu også gøre det) så giv dig selv den oplevelse, at tage herop og book en lang hundeslædetur.

Jeg kan næsten med garanti love dig, at du helt automatisk slipper for negative, tunge, pessimistiske tanker, når du har siddet på slæden et lille stykke tid. Faktisk slipper du næsten helt for tanker og falder blot ind i en meditativ ro, hvor det eneste du lader slippe ind i sjælen er hundenes vejrtrækning og medernes stille, knirkende sang over sneen og det frosne landskab.

Sådan havde jeg det også i dag efter et ganske få øjeblikke på slæden med Jan.

(Jan havde sin nye sweater på, som jeg har strikket til ham i LettLopi. Mønsteret hedder Hlekkur)

Jan havde ikke andet på end sin sweater. Jeg fatter ikke at han kan holde varmen. I skyggen, hvor der blæste lidt, var der hvinende koldt

 

Når man bruger en pisk, når man kører hundeslæde, er det ikke meningen at man skal ramme. Den bruges til at markere med. En sjælden gang, kan det dog blive nødvendigt at de får et lille rap, men pisken må aldrig bruges hverken for meget eller i sjov.

Han hedder Blondie.

Vi kan godt lide en god western af den klassiske slags herhjemme. (“Den gode, den onde og den grusomme”. Vi havde også en Tuco engang. Nu om dage, har vi dog ikke den store indflydelse på, hvad hundene skal hedde. Den tjans har Sara helt overtaget)

Prøv lige at lægge mærke til tæven, som står bagved og er så jaloux over den opmærksomhed, som den anden tæv får. Hunde er altså bare jaloux anlagt

I morgen tager jeg det hurtige og det lette. I morgen tager jeg en tur ud på scooteren, for at køre ud og se, hvor langt de er kommet med at sætte ACR-campen op.

Jan skal ud og køre med to kvinder, som vil opleve det at køre hundeslæde.

Ti år

Der er gået hele ti år.

10 år.

Jeg er blevet ældre og nogle dage føler jeg faktisk, at det er mere end de ti år, men de fleste af dagene, synes jeg slet ikke at der er gået mere end et par dage.’'

Tid er noget mærkeligt noget.

 

Min computer kunne ikke klare samtlige ti år, så nu er den gået på pension og blevet afløst af en ny.

 

Jeg er ikke sådan lige til at skifte ud.

 

Desværre vil nogen måske mene.

Heldigvis vil endnu flere synes.

 

Mit liv har ændret sig rigtig meget i løbet af de sidste ti år.

Det har især ændret sig fordi mine børn også er blevet de ti år ældre og nu faktisk står med benene ude af reden, parat til at forlade den.

Altså, Simon havde forladt reden for ti år siden, men Sara og Laura boede her skam stadig.

Laura har søgt uddannelse i Danmark til sommer/efteråret og lige nu befinder Sara sig i Belgien, men vender tilbage til sommer… måske kun for et enkelt år og så har jeg kun Jan i det daglige, ligesom han kun har mig.

 

Det er jo både godt og skidt.

 

Vi øver os lidt i det små på at være alene sammen og det går for det meste meget godt. Heldigvis. Der er da stadig mange vaner og rutiner, som vi skal have ændret. Noget så simpelt som ikke at handle for meget mad ind, når vi er i butikken eller at jeg sidder oppe og venter på at ungerne skal komme hjem og ikke mindst at vi ikke skal tage hensyn til mange andre end os selv.

 

Jo!

Der er skam sket rigtig mange ting på sølle ti år.

 

Måske havde alle de “gamle” på 50 år ret for ti år siden? Tiden går hurtigere og hurtigere, jo ældre man bliver, samtidig med at man selv bliver langsommere og langsommere?

Altså sidste år fyldte jeg selv 50 og jeg giver dem mere og mere ret i, at tiden løber stærkere og stærkere. Jeg er ikke helt så langsom.. endnu, men jeg kan bedre og bedre se, hvad de mente dengang.

 

Man kan vist godt læse at vores liv har ændret sig.

Ihvertfald hvis man læser gamle indlæg her på bloggen.

 

Jeg har siddet og været lidt nostalgisk og kan se mange ændringer både her, der og alle vegne.

Det er bloggen, som jeg tænker på og eftersom jeg har brugt den som dagbog gennem de sidste ti år, har jeg kunnet, mere eller mindre, følge mit eget liv og holde fast i nogle af minderne, som måske ville være gledet ud i glemsel?

Der har været rigtig mange, der har været inde og kommentere i de ti år der er gået og ud af mange tusinde, har jeg fået under en håndfuld grimme kommentarer.

Nogle gange jeg har tænkt på dem, som gennem årene har kommenteret og som er holdt op igen og jeg tænker på om de mon har det godt.

Mange af jer, har jeg jo ikke engang mødt i den virkelige verden, men I har jo været med til at give bloggen liv og holde mig oppe i de perioder, hvor jeg ikke har haft tid, haft lyst  eller haft energi til at sætte mig til tasterne og holde fast i dagbogen.

Tak for det.

Jeg var på en nostagisk tur gennem bloggen for at se om jeg har opdateret for dagen i går gennem de sidste 10 år og det er ikke altid at det er sket, men jeg syntes det var sjovt at gense opdateringen for

2007

2008

2009

2010

2011

2012

2013

2014

2015

2016

Der er sikkert nogle derude, at jeg stadig spilder for meget internet-plads, men ved du hvad.. når man bliver ældre, bliver man (jeg) også mere og mere ligeglad med hvad andre mener om akkurat sådanne ting og faktisk satser jeg stadig på at holde liv i min helt egen lille dagbog på nettet.. måske ikke på dags-basis, men når tiden, lysten og energien er der.

Jeg siger ihvertfald tak til dig derude, som  har fulgt med, har kommenteret og gjort at det var en lille smule sjovere at opdatere.

Hav en god dag

Forårsfornemmelser

Enhver, der har været i Grønland på denne årstid, ved hvordan luften føles lige nu alene ved at kigge på dette billede.

Det er ikke et verdensmesterbillede,

men jeg ved, at hvis du har været heroppe, så kan du næsten smage luften og mærke den lette frost på dine kinder og din næsetip.

Du ved også hvordan lyset lige om lidt skifter til den der helt specielle blå farve, men inden da vil himlen først gå fra forskellige nuancer af lyserøde pasteller inden den skifter over i dyb, dyb blå.

Det er så smuk en årstid.

 

Hvis du går rundt i byen på denne årstid i solskinsvejr, vil du også overalt se kamikkerne til vores kvindelige nationaldrager, hænge udenfor.

Normalt sætter man et stykke bomuldsstof udenom de fine, små farverige sælskindsbroderier, men det havde min mor ikke gjort med disse i dag.

Man hænger dem udenfor, for at blege det hvide skind i solen.

Jans snescooter er på værksted.

Det bliver en meget dyr affære og jeg vrider mig voldsomt, alene ved tanken om den kommende regning, men jeg vrider mig også ved tanken om, at vi så heller ikke kan komme i hytten. 

Heldigvis kan vi jo finde på så meget andet at lave. Vi kunne have kørt en hundeslædetur i dag, men valgte at gøre hjemmet en anelse beboelig og hygiejnisk igen og i morgen vil jeg fortsætte projektet med hjemmet, mens Jan tager ned og bygger videre på den hundeslæde, som han er gået i gang med.

Der er såmænd altid noget at give sig til og hvis man ikke lige aner, hvad man ellers skal få tiden til at gå med, kan man såmænd også bare sætte sig udenfor i solen og nyde den friske, klare luft, de skønne farver og at det er fredag i dag.

Lidt for meget fokus på bagsiden

Jeg fik tidligt fri i dag.

Det trængte jeg faktisk også helt vildt til.

Det havde jeg faktisk trængt til siden jeg vågnede.. altså bare at have fri, for jeg har sovet ret dårligt i nat og når jeg endelig faldt i søvn, trængte der sig mærkelige, underlige, tankevækkende og belastende drømme frem. Ikke belastende, som i maridts-belastende, men sådan nogle, hvor du synes det hele er lidt for besynderligt og derfor bliver nødt til at knibe dig selv i armen for at komme tilbage til vågen tilstand.

Da jeg så fik fri, kunne jeg fylde friheden ud med hvad jeg nu lystede.. troede jeg, men kroppen syntes at jeg burde sidde en times tid på tønden hjemme hos mig selv.

Mens jeg så sad der og blev mere og mere ærgerligt over at spilde en solskinsdag på badeværelset i ensomt selskab, stoppede den fest så heldigvis.

Jeg tog varmt tøj på og kunne ovenikøbet iføre mig mine nye, hjemmestrikkede marmelukker i 100% uld fra Navia. Når jeg enten kører hundeslæde eller snescooter, bliver jeg altid så kold bagi, så da jeg fandt opskriften på disse, skyndte jeg mig at strikke et par, som dog var kæmpestore, som blev trævlet op og strikket om igen.

De er nu testet og de er gode, varme og sørger for at bagdelen holdes varm.

Jeg bruger dem over mine uld-gamacher og over det, har jeg overtræksbukser.

Selvom jeg tøffer ganske roligt ud på min snescooter, så bliver man stadig kold og det skal ihvertfald ikke være det, som ødelægger mine små, gode naturoplevelser.

Det var også første gang jeg tog mit spejlreflekskamera med ud på en lidt længere tur.

Planen var at fotografere de første forberedelser til ACR campen, men der var ikke et øje derude, så jeg kunne tøffe hjem igen med et par billeder af noget andet. Det er så også helt okay, med mig.

Nu er himlen forvandlet fra klar blå, til tung grå og enkelte snefnug daler ned og lægger sig dun-let over alt.

Jeg fik en mini-macro lur da jeg kom hjem og kan så overleve aftenen uden at synke sammen i dyb søvn i sofaen i aftenen.

I aften vil jeg nemlig gerne strikke videre på de næste par marmelukker, som jeg har slået masker op til og de næste skal strikkes med længere ben og helt i rib.

 

I går aftes var der et møde og jeg mødtes med en som fotograferer og han fik lige lov at trykke på mit kamera..