In a little while

Lige om lidt, står Jan igen på vores fælles matrikel og selvom det kun har været en lille uge, han har været væk, så føles det som en lang og uendelig evighed siden, jeg sidst så ham.

Det er møg-besværligt at være alene, og især når man er sløj.

Godt at mine børn er selvhjulpne, selvstændige og næsten voksne.

Heldigvis har Laura jo kørekort og begge piger har været flinke til at køre ud og handle for mig, da jeg lå in-aktiv, ubrugelig og sløj hjemme i min seng.

Dét hjælper jo lidt på det hele, men hvis sandheden skal frem og det skal den ikke nødvendigvis, men kommer det alligevel, så har vi spist mindre sundt og aftensmaden er ofte endt med noget hurtigt.

 

I går aftes havde jeg dog planlagt noget seriøst og noget med noget tyngde i, men så ringede min mor akkurat, som jeg havde fundet gryder, potter og pander frem, for at spørge, om vi ville spise hos dem??

 

“Jo tak” og så strøg Sara og jeg over til dem.

 

Laura havde travlt nede i kulturhuset, fordi årets første “åben scene” skulle afholdes.

Sara og jeg fik både culutte-steg og bernaisesovs og B&J-is til dessert, så vi kunne med maverne fyldte gå til hver vores; Sara med sit snowboard under armen og jeg med mit kamera.

 

Man kunne godt mærke på publikum-antallet, at det er januar og at det var kraftig blæst, til “åben scene”.

Ikke at der ikke var nok tilskuere, men arrangementet er blevet meget populært og salen i kulturhuset plejer at være fyldt fuldstændigt og aldeles op.

 

Der var som sædvanlig musik for enhver smag og rigtig meget til min, i går aftes og da liften lukkede, dukkede Sara også op kl 22 og kunne følges med mig hjem til midnat.

 

Hun har sovet ved siden af mig i Jans seng, mens han har været væk og det har været hyggeligt, men hvis hun havde vidst, at jeg ville ligge søvnløs det meste af natten på grund af de 3X cola zero, som jeg nåede at drikke i aftens løb, havde hun måske valgt sin egen seng?

Udenfor blæser det stadig og den næsten ½ meter sne, som faldt i går, er næsten blæst væk igen.

Jeg krydser fingre for at flyveren fra Nuuk lander om et par timer, så Jan kan komme hjem.

Der er bare nogen mennesker, som gør, at man gør sig lidt mere umage og for mig, er Jan een af dem.

Min frokost fx. havde jeg planlagt skulle være et godt, groft rugbrød med fornuftigt pålæg på, men det endte med en dyb tallerken fyldt med frugt.

Dét er der hverken tyngde eller ret meget fornuft i, så lige om lidt når Jan igen står ved vores fælles hoveddør, skal der forhåbentligt gå lang tid inden jeg igen sløser så meget med min kost. Jeg skulle nødig samle de tabte kilo op, som jeg har tabt, vel?!

 

UPDATE:

Øv, Jans flyver fra Nuuk er aflyst for i dag.

Han får nærmere besked kl 15, hvad planerne så er.. øv.

Nå, -men der står noget lam i køleskabet fra i går, som trænger til at blive tilberedt og så får Sara endnu en nat i hans seng og Jan får en fri-dag mere i hovedstaden, hvor han end ikke behøver at tænke på at rede seng, lave mad eller noget som helst andet end at holde øje/øre med, hvad Air Greenland har af flyveplaner derfra og hertil.