Helt i minus

Hov: jeg har glemt at udgive denne post, som jeg skrev i søndags, men bedre sent end aldrig

 

 

7-9-13: Nu er jeg frisk igen.

Jeg har været solidarisk med resten af byen og været sløj, træt og små-syg.

Energien har kunnet ligge et meget lille sted og jeg har ikke været til meget nytte.

Jeg er gået på arbejde, men så har jeg heller ikke ydet mere eller andet end det.

Måske nåede jeg at smitte et par stykker eller flere, men når sygedagene ikke må være for mange, for at sige ingen, så må man jo vælge mellem pest eller kolera.

 

Det er bare så dejligt, at energien igen er vendt tilbage og jeg kan gå i motionsrummet og motionere.

Måske det dejlige også hænger sammen med, at lyset mærkbart er begyndt at vende tilbage? Det passer mig bare så godt.

Hele sidste uge og denne weekend med, har vi haft kuldegrader helt ned til –27 og når det samtidig blæser kraftigt, så kan jeg uden at overdrive, sige at der er meget koldt, så vi blev lidt blege, da vi torsdag aften opdagede, at vores radiatorer i vores underetage ikke virkede.

Der blev lynhurtigt koldt i den del af huset.

Begge piger har soveværelse nedenunder og det var ikke ligefrem tillokkende for dem at skulle sove dernede, så Jan lånte en varmeblæser hos min far, som blev tændt inde på Lauras værelse og som holdt det nogenlunde.

Om fredagen kom der en vvs-mand, som kikkede på sagerne og fik gang i sysstemerne og lidt mere til, – for så begyndte vores ene radiator i over-etagen at dryppe voldsomt og så måtte han jo også kikke på den.

Om aftenen, da vi troede at alt var fryd og gammen, var det galt igen og vi måtte ringe til vvs-vagten. Øv, hvor vi syntes det var kedeligt.

Weekenden gik, men i mandags kunne vi så konstatere, at varmen hurtigt forsvandt ud af huset og kulden udenfor hurtigt sneg sig indenfor.

Jan fik kigget på vores olie-tank og kunne konstatere, at den var tom. TOM.

Vi har automatisk opfyldning, så vi var lidt uforstående og ringede til olie-transporten, som fluks kørte op og fyldte lidt over 1000 liter på den tomme tank og så kunne vi endnu engang ringe til vvs-firmaet, da fyret skulle have start-hjælp.

Jeg orker ikke at ærgre mig over bilen, som frøs ihjel hele to gange i løbet af ugen og den ene gang var det ret så eftertrykkeligt, men den kom da i gang igen med min fars og svogers hjælp og nu ved vi, at vores timer til ledningen, som er sat til varmelegmet i motoren og som gerne skal starte et par timer før vi skal afsted om morgenen, var gået i stykker.

 

Lige netop i dag har kulden næsten sluppet sit tag. Næsten.

Det fryser kun 12 sølle grader.. eller noget i den retning og med en hel uge med ned til 27 minusgrader, føles det næsten forårs-agtigt og mildt. Næsten.

Havnen frøs til, men så blæste det fra øst og vinden skubbede isen i stykker og næsten væk.

Næsten.

Der er stadig is og der er stadig koldt og jeg glæder mig til det bliver lidt mildere og der kommer mere lys.

De to små mørke prikker er, to joller, som er på vej ud gennem isen.

To joller med en fanger/fisker ombord.

Det er et hårdt arbejde at have, når havet fryser til is og der er luften er –27.

Du kan klikke på billedet, hvis du vil se det i større format.

 

Mine gå-ture ud til lufthavnen er imidlertidigt indstillet og jeg er rykket indenfor i idræthallens motionsrum, hvor jeg løber/går på løbebånd. Det er ikke det samme. Overhovedet ikke og jeg savner den friske luft og de smukke syns-indtryk ude fra lufthavnsvejen, men jeg væbner mig med tålmodighed, for der er ikke så meget andet at gøre.

Jeg har ikke lagt mit strikketøj helt væk.

Jeg har faktisk taget noget andet frem, for at øge min strikkelyst og den er tilbage.

Det er der kommet et par knæ-varmere i moskus-uld ud af.

Jeg nåede ikke at fotografere dem inden de blev sendt ind til Simon i Kangerlussuaq, hvor de har det endnu koldere. Man skulle ikke tro, at det kunne blive koldere, men de døjer med kuldegrader helt ned til –35 og Simon klagede over sine knæ, som blev kolde og så skyndte jeg mig ellers at strikke noget varmt.

Det der magic loop-noget var jeg ikke helt faldet for, men Arnica er jo flyttet hertil og jeg ser hende ihvertfald om mandagen og hun talte varmt om metoden og så måtte jeg jo lige prøve en gang mere og jo! det er da for smart og hvorfor er jeg ikke faldet for det første gang jeg prøvede.

(Et dårligt mobilfoto)

Simon har sagt god for dem og jeg håber, at han bliver knap så kold.

Jeg har færdiggjort et par strømper.

Der var så mange fejl i dem, at jeg var ved at give op, men.. herregud.. et par strømper

(mobilfoto, men dog fotodokumentation)

Og når nu jeg var i gang med mønsterstrik, kunne jeg ligeså godt fortsætte og strikke en hue til svoger og mand.

Vi har aftalt at huerne skal fotograferes, mens de er i brug og i nærheden af hunde, men jeg har et par hurtige billeder taget med min mobil, så du må gerne få et smugkig

Den mørke til svoger og den lyse til Jan.

Min far skulle også have en, så jeg strikkede ham een, men den virkede for kort, så jeg strikkede en ny.

Det er den til højre.

Den var endnu ikke vasket, da jeg fotograferede den, men måske kan du se, at der er kommet flere stjerner på den, så den er blevet længere?

Alle huerne er foret med tyk fleece og de skulle iflg. Jan og svoger være varme.

Jeg strikkede en katte-strømpe mere, men mangler to-eren. To-eren er altid svær at komme igang med, men mens jeg venter på at få lyst til at strikke en to-er strikker jeg noget andet.

Inden jeg smutter over i min sofa vil jeg dog lige vise dig den sæbeboble, som jeg lavede i søndags i –25 graders kulde i den meget lave, orange januarsol

Sæbebobler er smukke om sommeren, når de ikke fryser til is, men de er ihvertfald også smukke i hård frost, når de danner grobund for is-blomster og får lidt lav, orange januarsol som baggrundslys.

Da sæbeboblerne var foreviget kørte vi over til min søster Lena, som var hoppet på facebook-bølgen med nutellastjernekagen og jeg skal hilse og sige, at den smagte godt til den varme kop kaffe, som vi også blev budt på

Og inden jeg helt forlader tastaturet vil jeg også lige vise dig et billede, som jeg tog i starten af sidste uge, hvor det var vildt koldt og der samtidigt blæste en frisk kuling.

Det er nede fra den lille ski-lift, som er lige nedenfor, hvor vi bor og hvor Sara øver sig på sit snow-board.

Farven på lyset er fra de store projektører, som står dernede.

og så ville vi i søndags lige se, hvad der sker, når man smider en kande lunket vand ud i den kolde luft..

og nu ved jeg, at hvis jeg vil have denne effekt, så skal vandet være mere end bare lunkent.

P.S. Og jeg fik ordnet den tand, som jeg knækkede i forgårs om aftenen, i går formiddags.. måske jeg har bidt for meget sammen for at holde varmen?