Voksne ægteskaber og om tiden, som sejler væk

Hov, så smuttede der lige en uge mere ud af kalenderen, uden at jeg næsten lagde mærke til det.

Tiden kører i total frihjul på den gode måde.

 

Jeg har været ude og sejle.. først med Sara, hvor vi havde en rigtig hyggelig tur ud på det allerblankeste hav.

Vi jagtede sæler, men fik ikke nogen og vi fik set nogle marsvin, og det var første gang at Sara så marsvin.

 

Så tog jeg afsted med Jan.

 

Vi så ingenting, men det gjorde knap så meget, for vi hyggede os langt ude på Davidsstrædet, i stilheden og den friske luft, hvor solen skinnede og der ingen myg var.

(Det var svært at fotografere med mobilen, men forsøget skulle da gøres alligevel)

På vej hjem stoppede vi op og så på brandmændene, der havde en redningsøvelse på havnen og inden vi så os om, var vi aktivt med i øvelsen, hvor en brandmand kom ombord i jollen og skulle bjærge en figurant, som skulle forestille at være faldet i havnen.

Der findes ikke noget bedre end at komme hjem fra fx. en sejltur og lave sig et glas med fx. gulerodssaft.

Det er luksus og især heroppe, hvor frugt og grønt koster det uanstændige.

 

Imellem alle sejlturene, har jeg fået lavet nogle flasker om.

Jeg har taget toppen af to ølflasker, som jeg fik af nogle bekendte forleden.

Der er ingen pant på dem og de skulle bare i glas-containeren, når de skulle smides ud.

Det er ikke almindelige ølflasker heroppe, så de var / er lidt sjove for mig.

De fungerer nu som drikkeglas.

En tom cognac-flaske har også fået toppen af og står nu med den fineste blomsterbuket, som jeg fik af Jan i går.

I går var det nemlig nøjagtig 18 år siden, at vi stod i Alstrup kirke og sagde “ja” til at ville leve sammen i medgang og modgang.

18 år tager det, før man bliver regnet for voksen, myndig og må stemme og få medindflydelse.

Det er sådan ca. den alder man skal have for at blive straffet for de handlinger, som man måtte begå, hvis man gør noget forkert og det er også alderen man skal have for at få kørekort, ihvertfald heroppe.

 

Sådan er det heldigvis ikke, når man indgår et ægteskab, for ellers havde et set noget skidt ud med mange flere ægteskaber end nu.

 

Heldigvis har der været mest medgang og det modgang, som vi selvfølgelig også render ind i nogengange, er vi kommet igennem på fornuftig vis.

Især i starten af vores forhold, fik forholdet prøvet nogle kræfter af, i form af et handicappet barn og to børn født med 13 måneders mellemrum, suppleret med lyske-brok oveni barsel og den almindelig hverdag kunne også indimellem trække tænder ud af den gode energi.

Efter 18 ægteskabs-år, er der andre sten at vende på samlivets fælles-vej.

Der er sten, hvor der står teenage-forældre-samliv på og der er sten, hvor der står vanetænkning, rutine og tagen-for-givet på, som nogengange bliver vendt og lagt bedre til rette, så de næste 18 ægteskabs-år kommer til at fungere lige så godt, som dem vi kunne se tilbage på igår.

Det er heldigvis ikke så tit, at vi vender og flytter kedelige sten på fælles-ruten, for i både hverdagen og i fritiden, viser det sig, at Jan og jeg har det godt sammen og supplerer hinanden godt.

Vi var inviteret til åbent-hus til et par, som havde guldbryllup. 50 hele lange år og det er jo noget, som nærmer sig pensions-alderen, hvis det havde været en tjenestemand og et ægteskab sætter man vel ikke lige til pension, når man er nået så langt?!

Nå, men Jan og jeg har gået ved hinandens side i 18 år og jeg håber, vi fortsætter de næste 18 år.

Nu har vi øvet os og nu er vores ægteskab voksent og myndigt eller noget... og jeg vil mene, at vi har bestået både den teoretiske og praktiske del, hvis det var et kørekort til ægteskabet, som vi har været oppe til.

 

Jan og jeg er ikke så gode til at huske på vores egen bryllupsdag.

Den ligger jo midt i ferien, hvor man mister overblikket over ugedage og datoerne, men min mor huskede os på det via facebook  i går, ligesom faster K. også altid er god til at minde os på det og vi fik en buket roser af min mor og tak for det!

Roserne er ikke kommet i den olivenflaske, som jeg fik lavet om til en høj vase. De ville have passet godt ned i vasen, men

i olivenflasken har jeg sat et fyrfadslys ned, ligesom jeg også har sat et fyrfadslys ned i den meget gamle Aalborg juleakvavit flaske, som jeg fik af min far og som jeg har fjernet halsen på.

Jeg har ydermere boret tre huller i toppen af akvavit-flasken, så den kan komme op og hænge, når jeg har fundet noget tynd kæde, som passer til.

I weekenden, efter en pludselig indskydelse og af påvirkning af det gode vejr, sejlede vi med Jans bror, Jesper og til vores hytte i Jespers båd.

Det er ikke første gang, at Jesper er i vores hytte, men det er første gang, at han var der så længe og at han overnattede.

Han har selv hytte længere inde i fjorden, men derfor kan det jo være hyggeligt nok at være sammen med andre og opleve andres hytteliv.

Han fik sammen med Jan hygget sig med kaffe og whiskey og vi havde taget en lille transportabel højtaler med, som kan tilsluttes mobiltelefonen via bluetooth, så der var endda også musik til kaffen og skænken.

Det er første gang, at vi har overnattet i hytten uden at Tampaxen/jollen har ligget i udhalet

Allerede inden middag, sejlede Jan med sin bror tilbage til byen og jeg sad alene i stilheden, helt i mit eget selskab med strikketøjet og den friskbryggede, varme kaffe og hyggede mig.

Der gik ikke mere end et par timer før Jan dukkede op igen sammen med Silas, min søsters yngste søn.

Dudi, min søster er nu endeligt flyttet tilbage til byen og lige akkurat i dag, på Daniels (den ældste) 13 års fødselsdag, kan de pakke deres containere med deres ejendele ude og flytte tilbage i deres eget hus lige overfor os.

Det bliver så hyggeligt at have dem indenfor rækkevidde, at kunne trunte over til dem i hjemmesko og joggingbukser og drikke en hurtig kop kaffe sammen med dem, at møde dem i butikken over frostvarerne eller møde dem på gaden, vinke og vide, at hvis vi vil kan vi stoppe op eller lade være, for de er indenfor rækkevidde og vi behøver ikke gå i panik.

Det var første gang, at Silas var oppe i vores lille hytte. Han har hørt rigtig meget om den, så han fik den inspiceret grundigt og fik stillet en masse spørgsmål om alt lige fra da vi først byggede den til vores enlige solcelle, som leverer strøm til et led-bånd med små diodelys i.

Han blev sat til at skrive log-bog

Efter at have spist pandekager

og ryddet op, sejlede vi alle tre hjem igen,

men der gik ikke mange øjeblikke efter at jeg kom hjem, inden jeg trak i flydedragten igen og sejlede ud på det åbne hav og senere ind i fjorden sammen med Sara, som også havde et behov for at komme ud og trække havluft ned i lungerne

Der var absolut intet liv nogen steder og der var tyst og stille. En næsten dyster stilhed, hvis ikke det var for alt det smukke, det storslåede og solbeskinnede

Vi sejlede hjem igen efter nogle timer og efter at Sara havde fået stillet sit behov for frisk luft og sejllads og jeg kunne så hente striktøjet frem igen. Det strik, som bare ikke vokser.. overhovedet til trods for at det i teorien skulle have været færdig på torsdag til Saras fødselsdag.

Det ved jeg allerede nu, at det ikke bliver, men Sara er indforstået.. heldigvis.

Jeg kan ikke nå det hele, men jeg når det vigtigste; at komme ud, når muligheden er der, sidde stille herhjemme og få afprøvet nogle af de ideer, som dukker op.

Nu sidder jeg ikke bare og laver ingenting og alting, for jeg nåede også at lave to kager til Daniels fødselsdag, som blev fejret i går hos mine forældre med kaffemik.

Jeg skal i gang i kagebageriet om et lille øjeblik, så Saras 17 år også kan blive fejret med kaffe og hjemmebag på torsdag.

Nu vil jeg forsøge at holde en lille smule fast i tiden, så den ikke smutter for mig hele tiden.