Spontanitets-liv, fødselsdag og harddiskproblemer

Nå, men i stedet for at lade mig irritere over det, som ikke fungerer, kunne jeg jo glæde mig over alt det, som rent faktisk virker.

For nu at starte baglæns, var Jan og jeg i hytten i forgårs til i går.

Vi sad lige så fredeligt og pillede rejer fredag aften, da vi kom i tanke om at der i biografen gik “abernes planet” og efter ganske få sekunder, havde vi besluttet at tage i biografen.

Da filmen var ovre og vi skulle køre hjem, kunne vi konstatere, at havet havde lagt sig lidt til ro, at solen skinnede og når vi ikke skulle andet, kunne vi næsten uden ord, blive enige om, at køre hjem og skifte biograftøjet ud med sejltøj og så var vi ellers på vej ind i fjorden.

 

Jeg fik, da jeg kom op i hytten stillet mit kamera op og sat den til at fotografere fjorden, så jeg kunne lave en timelapse.

Jeg fik mit kamera til at virke og den tog de billeder, som den skulle, men det ærgrer mig, at den lige akkurat ikke fik taget billeder af, at Jesper kom med Sara og Karoline da de ankom om lørdagen.

(Mit kamera startede sin fotografering kl 05 og stoppede kl 13.05 ca.. altså lige akkurat tidsnok til ikke at få deres ankomst og landgang med)

 

De kom kl 13 og Jesper fik kastet anker, men fjordvinden tog til og tidevandet drillede, så ankeret blev hevet op igen med det samme

og han sejlede hjem og ville komme igen senere for at hente kusinerne.

 

De fik både kakao og nybagte pandekager og så smed de sig ellers i køjerne og faldt i søvn.

Stilheden, roen og de indbydende køjer… man sover altså bare en tand bedre..

Kusinerne snork-boblede et par timer, hvorefter de blev vækket med brød og te.

Jeg havde op til flere flashbacks til varme somre i Danmark omkring farmor og farfars spisebord, hvor der blev spillet alverdens spil, men hvor 500 og kalaha var tilbagevendende mellem kusinerne og farmor.

Der blev grint og pjattet omkring vores bord i hytten også og jeg nød den gode stemning.

Jan fik givet noget af hytten olie og vi fik i fællesskab sat en ny spisebordsplade på bordet. Jan fik savet nogle hylder over, men vi manglede skruer og så var der jo kun tilbage at slappe af.

Der blæste en god vind, så myggene var heldigvis ikke at se og jeg kunne gå en lille tur nede ved stranden uden deres selskab.

Sidst på aftenen ringede Jan over satellittelefonen til Jesper for at få en vejrmelding og der blev aftalt at Jesper ville forsøge at komme op og hente os.

Vores jolle er akkurat lille nok og der kan maksimalt være 3 personer i den i godt vejr, så det var nødvendigt at han kom ind og hentede nogle af os.

At vejret inde i byen er fint og stille, betyder ikke at det også er det inde i fjorden.

Eller omvendt.

Vi kan have silende regn i byen og der kan være strålende solskin i fjorden.

Der kan blæse en halv pelikan ude ved byen og der kan være total havblik inde ved hytten, så det er en god idé at tjekke for kystvinds-prognosen inden man drager afsted og endnu bedre, hvis man kan kontakte nogen for at høre til forholdene omkring byen og fjordmundingen, som ofte er det mest kritiske sted..

 

Jesper ankom kl 22.15 og da vi endelig omkring midnat sejlede hjemad, nåede vi at opleve både en mild fjordvind, en rå fjordmunding og gamle bølger og dønninger langs kysten.

 

Jeg var mere end almindeligt spændt på at få mine mange billeder omsat til timelaps, men mit program vil ikke som jeg vil og jeg mangler tilsyneladende nogle afgørende filer i mit program.. jeg tænkte, at jeg så bare kunne downloade det manglende, men ak!

Min harddisk er fyldt op og der kan ikke klemmes mere ind i den og jeg efter at have rodet rundt i den i nat, kunne jeg ærgerligt konstatere, at jeg ikke selv kan afgøre, hvad der skal slettes og hvad, der skal beholdes. Der må ligge skjulte filer, som breder sig og tager plads.

Der er blevet googlet til den store guldmedalje, uden at jeg er kommet videre, så jeg måtte krybe til korset/mobilen i formiddags, hvor jeg ringede en it-bekendt op, som senere i dag ville hjælpe mig via team-view og jeg skal komme efter dig.

Gider du krydse fingre for at det virker, hjælper og at jeg kan få mit lille projekt til at lykkedes?? Og lykkedes mit projekt ikke, skal jeg dog stadig have ryddet ud i min harddisk, som er fyldt op med underlige ting, som jeg end ikke kan afgøre om er vigtige eller ej.

(Ja! Alle billeder, musik mm er flyttet over på eksterne harddiske, så det er ikke sådan noget, som fylder)

 

I løbet af ugen har jeg haft travlt..især har jeg haft travlt med at bage til Saras 17 års fødselsdag.

Hun fyldte 17 i torsdags d.24. juli og selvom næsten alle venner og bekendte er på ferie, så holdt vi kaffemik for dem, som dog var her.

 

Hun havde en god dag, som hun sluttede af med en sejltur, som hun ønskede sig da den sidste gæst var gået.

Et ønske, som jeg hellere end gerne ville opfylde.

 

 

 

Min ryg/bækken gjorde ondt, så det gjorde godt at komme ud og stå i jollen og røre sig på andre måder.

Det er værst at sidde ned på hårde stole, når det gør ondt og det gør bedre, at stå og få afledt tankerne lidt.

Det er hårdt for ryggen og lænden at stå op en hel dag og bage, så det var tiltrængt at komme væk fra køkkenet.

 

Vi sejlede ud og så på hvaler og aldrig i mit liv har jeg set så mange hvaler på en gang.

Der var hvaler overalt, hvor vi kikkede hen.

Jeg vil gætte på, at der var omkring 10 i vores umiddelbare nærhed.

Jeg er ikke specielt begejstret for hvaler i virkeligheden. Mildt sagt!

De er sjove nok på fjernsynet, men når jeg sejler rundt og der er hvaler i nærheden, føler jeg hele tiden, at der lige om lidt kommer en hval op i nærheden af min lillebittebitte jolle og at den med et lille dask med sin enorme hale vælter jollen og mig ud i havet. Og jeg kan ikke svømme. Det vil nok heller ikke blive aktuelt, hvis det kom så vidt, for jeg ville dø i panik inden jeg nåede vandet..

 

Mens jeg havde travlt med at komme væk fra hvalerne, havde Jan travlt med komme så tæt på hvalerne.

Heldigvis sejlede vi i hver sin båd, så enhver kunne få sin lyst styret.

Længere ude på havet var der spækhuggere, så det har måske været een af grundene til at der ikke har været så forfærdeligt mange sæler, når vi i løbet af ugen har været ude og sejle??

Det er søndag endnu engang.

Der er ingen planer lagt for i dag andet end at vi er inviteret til grill i aften.

Jeg vil forsøge at strikke videre på mit evighedsstrik/Saras cardigan.. måske.

Måske vil jeg bare slikke lidt sol på terassen og passe lidt på det bækken, som stadig driller ind imellem.

Jeg sender ønsker og tanker afsted mod min it-bekendt om, at han finder en computer og internetforbindelse, så han kan kravle ind i det indre af min computer og hjælpe mig videre og over mine tekniske problemer og hjælpe mig med at få muget ud i den.

Hav en god søndag.

Skam dig, Mads!

Tænk, at nogen kan få sig selv til at nedgøre et folks nationaldragt på den måde.

Han, men også bladet burde skamme sig!

Voksne ægteskaber og om tiden, som sejler væk

Hov, så smuttede der lige en uge mere ud af kalenderen, uden at jeg næsten lagde mærke til det.

Tiden kører i total frihjul på den gode måde.

 

Jeg har været ude og sejle.. først med Sara, hvor vi havde en rigtig hyggelig tur ud på det allerblankeste hav.

Vi jagtede sæler, men fik ikke nogen og vi fik set nogle marsvin, og det var første gang at Sara så marsvin.

 

Så tog jeg afsted med Jan.

 

Vi så ingenting, men det gjorde knap så meget, for vi hyggede os langt ude på Davidsstrædet, i stilheden og den friske luft, hvor solen skinnede og der ingen myg var.

(Det var svært at fotografere med mobilen, men forsøget skulle da gøres alligevel)

På vej hjem stoppede vi op og så på brandmændene, der havde en redningsøvelse på havnen og inden vi så os om, var vi aktivt med i øvelsen, hvor en brandmand kom ombord i jollen og skulle bjærge en figurant, som skulle forestille at være faldet i havnen.

Der findes ikke noget bedre end at komme hjem fra fx. en sejltur og lave sig et glas med fx. gulerodssaft.

Det er luksus og især heroppe, hvor frugt og grønt koster det uanstændige.

 

Imellem alle sejlturene, har jeg fået lavet nogle flasker om.

Jeg har taget toppen af to ølflasker, som jeg fik af nogle bekendte forleden.

Der er ingen pant på dem og de skulle bare i glas-containeren, når de skulle smides ud.

Det er ikke almindelige ølflasker heroppe, så de var / er lidt sjove for mig.

De fungerer nu som drikkeglas.

En tom cognac-flaske har også fået toppen af og står nu med den fineste blomsterbuket, som jeg fik af Jan i går.

I går var det nemlig nøjagtig 18 år siden, at vi stod i Alstrup kirke og sagde “ja” til at ville leve sammen i medgang og modgang.

18 år tager det, før man bliver regnet for voksen, myndig og må stemme og få medindflydelse.

Det er sådan ca. den alder man skal have for at blive straffet for de handlinger, som man måtte begå, hvis man gør noget forkert og det er også alderen man skal have for at få kørekort, ihvertfald heroppe.

 

Sådan er det heldigvis ikke, når man indgår et ægteskab, for ellers havde et set noget skidt ud med mange flere ægteskaber end nu.

 

Heldigvis har der været mest medgang og det modgang, som vi selvfølgelig også render ind i nogengange, er vi kommet igennem på fornuftig vis.

Især i starten af vores forhold, fik forholdet prøvet nogle kræfter af, i form af et handicappet barn og to børn født med 13 måneders mellemrum, suppleret med lyske-brok oveni barsel og den almindelig hverdag kunne også indimellem trække tænder ud af den gode energi.

Efter 18 ægteskabs-år, er der andre sten at vende på samlivets fælles-vej.

Der er sten, hvor der står teenage-forældre-samliv på og der er sten, hvor der står vanetænkning, rutine og tagen-for-givet på, som nogengange bliver vendt og lagt bedre til rette, så de næste 18 ægteskabs-år kommer til at fungere lige så godt, som dem vi kunne se tilbage på igår.

Det er heldigvis ikke så tit, at vi vender og flytter kedelige sten på fælles-ruten, for i både hverdagen og i fritiden, viser det sig, at Jan og jeg har det godt sammen og supplerer hinanden godt.

Vi var inviteret til åbent-hus til et par, som havde guldbryllup. 50 hele lange år og det er jo noget, som nærmer sig pensions-alderen, hvis det havde været en tjenestemand og et ægteskab sætter man vel ikke lige til pension, når man er nået så langt?!

Nå, men Jan og jeg har gået ved hinandens side i 18 år og jeg håber, vi fortsætter de næste 18 år.

Nu har vi øvet os og nu er vores ægteskab voksent og myndigt eller noget... og jeg vil mene, at vi har bestået både den teoretiske og praktiske del, hvis det var et kørekort til ægteskabet, som vi har været oppe til.

 

Jan og jeg er ikke så gode til at huske på vores egen bryllupsdag.

Den ligger jo midt i ferien, hvor man mister overblikket over ugedage og datoerne, men min mor huskede os på det via facebook  i går, ligesom faster K. også altid er god til at minde os på det og vi fik en buket roser af min mor og tak for det!

Roserne er ikke kommet i den olivenflaske, som jeg fik lavet om til en høj vase. De ville have passet godt ned i vasen, men

i olivenflasken har jeg sat et fyrfadslys ned, ligesom jeg også har sat et fyrfadslys ned i den meget gamle Aalborg juleakvavit flaske, som jeg fik af min far og som jeg har fjernet halsen på.

Jeg har ydermere boret tre huller i toppen af akvavit-flasken, så den kan komme op og hænge, når jeg har fundet noget tynd kæde, som passer til.

I weekenden, efter en pludselig indskydelse og af påvirkning af det gode vejr, sejlede vi med Jans bror, Jesper og til vores hytte i Jespers båd.

Det er ikke første gang, at Jesper er i vores hytte, men det er første gang, at han var der så længe og at han overnattede.

Han har selv hytte længere inde i fjorden, men derfor kan det jo være hyggeligt nok at være sammen med andre og opleve andres hytteliv.

Han fik sammen med Jan hygget sig med kaffe og whiskey og vi havde taget en lille transportabel højtaler med, som kan tilsluttes mobiltelefonen via bluetooth, så der var endda også musik til kaffen og skænken.

Det er første gang, at vi har overnattet i hytten uden at Tampaxen/jollen har ligget i udhalet

Allerede inden middag, sejlede Jan med sin bror tilbage til byen og jeg sad alene i stilheden, helt i mit eget selskab med strikketøjet og den friskbryggede, varme kaffe og hyggede mig.

Der gik ikke mere end et par timer før Jan dukkede op igen sammen med Silas, min søsters yngste søn.

Dudi, min søster er nu endeligt flyttet tilbage til byen og lige akkurat i dag, på Daniels (den ældste) 13 års fødselsdag, kan de pakke deres containere med deres ejendele ude og flytte tilbage i deres eget hus lige overfor os.

Det bliver så hyggeligt at have dem indenfor rækkevidde, at kunne trunte over til dem i hjemmesko og joggingbukser og drikke en hurtig kop kaffe sammen med dem, at møde dem i butikken over frostvarerne eller møde dem på gaden, vinke og vide, at hvis vi vil kan vi stoppe op eller lade være, for de er indenfor rækkevidde og vi behøver ikke gå i panik.

Det var første gang, at Silas var oppe i vores lille hytte. Han har hørt rigtig meget om den, så han fik den inspiceret grundigt og fik stillet en masse spørgsmål om alt lige fra da vi først byggede den til vores enlige solcelle, som leverer strøm til et led-bånd med små diodelys i.

Han blev sat til at skrive log-bog

Efter at have spist pandekager

og ryddet op, sejlede vi alle tre hjem igen,

men der gik ikke mange øjeblikke efter at jeg kom hjem, inden jeg trak i flydedragten igen og sejlede ud på det åbne hav og senere ind i fjorden sammen med Sara, som også havde et behov for at komme ud og trække havluft ned i lungerne

Der var absolut intet liv nogen steder og der var tyst og stille. En næsten dyster stilhed, hvis ikke det var for alt det smukke, det storslåede og solbeskinnede

Vi sejlede hjem igen efter nogle timer og efter at Sara havde fået stillet sit behov for frisk luft og sejllads og jeg kunne så hente striktøjet frem igen. Det strik, som bare ikke vokser.. overhovedet til trods for at det i teorien skulle have været færdig på torsdag til Saras fødselsdag.

Det ved jeg allerede nu, at det ikke bliver, men Sara er indforstået.. heldigvis.

Jeg kan ikke nå det hele, men jeg når det vigtigste; at komme ud, når muligheden er der, sidde stille herhjemme og få afprøvet nogle af de ideer, som dukker op.

Nu sidder jeg ikke bare og laver ingenting og alting, for jeg nåede også at lave to kager til Daniels fødselsdag, som blev fejret i går hos mine forældre med kaffemik.

Jeg skal i gang i kagebageriet om et lille øjeblik, så Saras 17 år også kan blive fejret med kaffe og hjemmebag på torsdag.

Nu vil jeg forsøge at holde en lille smule fast i tiden, så den ikke smutter for mig hele tiden.

I sommerferie-frigear

Fortalte jeg i grunden at jeg har fået et nyt køkkenlegetøj?? En saftpresser eller centrifuge, om man vil??

Den kværner snildt æbler og ud af hanen kommer der tyk, velsmagende æblesaft.

Eller melonsaft.

Eller appelsinsaft.

Eller en blanding af æble og appelsin.

Eller.. hvad jeg nu putter i.

 

Det er desværre ikke hverken hver eller hveranden dag, at jeg kan købe billig frugt, men når jeg kan, gør jeg det og så skal frugten/grøntsagerne jo gerne spises inden de bliver dårlige.

Forleden dag kunne vi købe 10 hele æbler for sølle 15 kr.

Store, velsmagende, søde æbler og jeg købte selvfølgelig 20 æbler, hvoraf de fleste røg i centrifugen med det samme.

Mine piger bryder sig ikke om æblesaften, men det gør både Jan og jeg, så vi fik en masse æblesaft.

Som restprodukt er der en masse revne æbler; pulp, kaldes det og det er synd at smide al det æblekød ud, så i forgårs rørte jeg en hurtig dej og tilsatte pulpen af 5-6 æbler og det blev de mest saftige muffins, som du kan forestille dig.

 

Nu er det jo sommer og der er ferie.

Når jeg har ferie løber tankerne oftere i frigear og jeg har tid til at fæstne mig ved de tanker, som farer forbi derinde bag pandeskallen.

Som jeg har fortalt/pralet af mere end godt er, så har jeg over tid, tabt mig 25-26 kg. Det er vildt dejligt og jeg har formået at holde vægten nogenlunde stabil.. indtil nu.

Hvad der, sammen med andre faktorer, har spillet en rolle i min vægtøgning på lidt over 3 kg. på det sidste, er min alt for store trang til mandler.

Jeg kunne leve af mandler. Jeg elsker mandler og jeg kan snildt guffe en hel pose mandler i mig, hvis jeg ikke holder mig selv i ørerne og det er noget forbandet skidt, hvis jeg ikke samtidigt bevæger mig og får forbrændt alt de kalorier, som mandler jo indeholder (fedt).

Æv! Sandheden er jo bare den, at kalorier smager bedre end vitaminer og nu skal jeg til at tage mig selv i nakken og passe på. Basta. Men mandlerne.. de smager jo for godt og smager altid af mere..

Og så var det at jeg kom til at google mandler og mandelmælk og tænkte at jeg stadig kunne få dækket mit behov for at svøbe mine smagsløg med mandelsmag, hvis jeg lavede mandelmælk og det er jo sommer og jeg har ferie og tankerne kører i frigear og der er ikke alt for langt fra tanke til handling.

Mandlerne blev lagt i blød i en kande med iskoldt vandt og stillet i køleskabet i næsten et døgn, inden vandet blev kasseret og mandlerne blendet ekstremt fint med næsten en hel liter nyt, is-koldt vand, siet rigtigt grundigt og vupti: mandelmælk, som stiller min trang til smagen af mandel.

 

Nu tænker du måske at jeg så er gået helt hellig og glorien skinner om kamp med sommersolen?

Så kan du desværre tænke om, -for så stod jeg med det fineste mandelmel, som jeg jo snildt kunne bage en mandelkage med honning af. Det ville jo være synd at smide det fine mandelmel ud.

Opskriften var enten i Femina eller i Altfordamerne fra sidste eller forrige uge og rykket ud til, hvis nu..

 

Der skulle hele 175 gram smør i og hele 5 æg, så hvad jeg sparede i fedtstof, endda af den sundere slags i mandlerne, kom i kagen på den ufede måde.

 

Nu må jeg så tage mig sammen på helt andre måder .. som fx at holde munden lukket og sige: nej tak lidt oftere og styre tankerne og især handlingerne over i mere fornuftige baner, såsom gåture, fjeldvandringer, iskoldt elvvand og væk fra de der søde, fede kalorier, som frister og frister.

 

Mandelkagen og æblemuffins-ene kom med op i hytteni fredags da Sara, Jan og jeg sejlede derop/derind.

Sara ville have sin hund med og Jesper tilbød derfor at sejle med nogen af os i sin båd.

Hunden og Jan kom i Jespers båd, mens Sara og jeg tog oppakningen i min båd. Jesper sejlede hjem igen efter at have sat os af og de muffins og det mandelkage, som jeg havde tiltænkt ham, måtte vi så selv døje med.

 

Sjældent har jeg set så glad et hunde-hoved og sjældent har jeg set så glad en Sara.

 

Hunden klarede sejlturen i jollen fint og fik lov at løbe frit omkring oppe ved hytten.

Den ved godt at den er Saras.. at hun synes, at den er hendes, så den veg ikke mange meter fra hende, når hun gik udenfor.

Mig, til gengæld, er den lidt bange for.

Den kender mig ikke rigtig og jeg har intet gjort for at den skulle lære mig at kende.

Aftenen gik med junior-matador for Sara og Jans vedkommende og kortspil for mit og Jans. Der blev hygget fuldstændigt og aldeles igennem i kun lyden fra den brusende elv, de dovne fjordbølger, der slog ind på klipperne nede ved kysten og de mange små-fugles kvidren.

 

Den lå ude foran hytten om natten, men om morgenen var den væk.

Til gengæld lå vores preseninger, som plejer at ligge under hytten, ned ad skrænten, men der var absolut ingen spor af hunden.

Sara tog det med ophøjet ro, selvom den ikke kom, når hun kaldte, mens Jan derimod, var lidt bekymret for om den skulle være løbet langt op i fjeldet.

Mens Jan gik og ryddede presening op, fik han øje på hunden, som lå nede ved vandet i et hul, mens den kiggede op på ham, når den troede at Jan ikke kiggede.

Den var godt klar over, at det med presening ned ad skrænten ikke var så god en idé og at vi bestemt ikke syntes om det.

Der gik lidt tid inden den, med hovedet nede mellem skuldrene og blikket skamfuldt fæstnet ned i jorden, luntede op og lagde sig foran hytten igen.

Sara spiste morgenmaden færdig og gik så ud med den. Sad på klippen sammen med den og fik sig en lang sludder om livet og tilværelsen sammen med den.

De hyggede sig i den grad begge to og nød i stor stil hinandens ukomplicerede selskab.

Der var ufatteligt mange myg, så jeg brugte meget tid på at sidde på yndlingspladsen

og turbo-strikke. Eller forsøge at turbo-strikke.

 

Jeg er i gang med en cardigan til Sara.

 

Hun har fødselsdag lige om snart og har ønsket sig en stor hygge-cardigan og har derfor selv valgt fra bogen: “Finstrik” af Helga Isager.

Det er en menneskealder siden jeg sidst har strikket patent og jeg synes godt nok at der går meget garn til. Og at cardiganen bliver meget stor.

Jeg klør på og så må tiden vise om det er noget som dur.

 

Vores døgn i hytten var lækker. Mere end lækker.

Jan fik skiftet udhalet ud. Udhalet er det snor, som vi fortøjrer til og som ligger fast ved kysten under vores hytte.

Han fik tjekket at alt var som det skulle være, da vandet faldt og alt blev tørlagt.

Der er en tidevandsforskel på hele 4,3 mtr. denne weekend, så jollen kom til at lægge tørlagt og Jan kunne så også tjekke om bunden var meget begroet af alger og andet, som sænker farten. Både Sara og hunden gik Jan til hånde.

 

Jeg fik gjort rent, fejet og hygget i hytten efter morgenmåltidet og fik brygget kaffe til de restende muffins og mandelkage.

 

Jan, Sara og hunden gik en tur op ad i fjeldet,

mens jeg gik hen-ad,

men der var så mange myg at vi alle kom relativt hurtigt tilbage til hytten og søgte læ for de stikkende sataner.

Vejrudsigten lovede kraftig kystvind, så vi var lidt usikre på, om vi skulle tage en overnatning mere, så vi ringede over satellit-telefonen til Jesper for at høre til kystvinden udenfor fjorden og han ville sejle op og tjekke.. og hvis det var nogenlunde ville han tage hele turen ind til os og samle os op.

Det var lige akkurat nogenlunde, men hvis havet ikke havde lagt sig yderligere, ville vi sejle indenskærs i roligt tempo, men fjordmundingen var rimelig, omend rå og vi kom hjem til midnat.

Nøøj, hvor jeg bare drømmer om at komme afsted igen.

Selvom Sara syntes at det var hyggeligt og godt at være afsted, så er et helt døgn uden elektricitet, uden rindende vand, uden facebook, snapchat, internet, telefon og alene med forældre og uden andre ude i ødemarken, måske lige mere end, hvad man kan forlange af en teenager på meget-snart-og-lige-om-lidt-sytten-år.

Men nøøøj, hvor jeg nød at hun ville med. Laura har travlt med alt muligt, har arbejde og indspiller med venner og spiller musik, ser film med venner og ser til gengæld meget lidt til os. Sådan må det jo være, så glæden er ekstra stor, når der er een af ungerne, som gider.

Jan og jeg drømmer om at lige om lidt, – når nordenbanken/nordenvinden falder til ro, så er vi i hytte igen og vi kan mere end holde ud at være alene i stilheden, uden internet og med ingen anden underholdning end hinanden og den, som vi finder i vores bøger, strikketøj eller hvad vi nu hver især har medbragt.

Faktisk er det sådan vi allerbedst kan lide det. Stilhed og masser af ro.

 

Jeg har forresten fundet ud af, hvordan jeg tager panorama med min mobiltelefon.. nåeh, ja.. jeg har også kun haft den i et halvt år, så nu bliver der så taget panorama-billeder af næsten alt.

Du  kan klikke på billederne og se dem større. Kvaliteten er jo derefter, når det “kun” er mobil-fotos, men det viser den store tidevandsforskel, der er i denne weekend.

 

 

P.S.: “Familie-samføringen” er i fuld gang.

Dudi, min yngste søster er ved at pakke sit hjem i Nuuk sammen for at flytte hertil og hendes yngeste søn, Silas kom forrige fredag og den ældste, Daniel kom i fredags. Dudi og Brian kommer på onsdag og så er sammenføringen komplet igen efter næsten 7 år.