Forårshyggepasning

Min svoger Jesper havde gæster i sin hytte fra i går af og deres gæster har to piger på 7 og 3 og de besluttede næsten i sammen øjeblik, de så mig, at vi skulle være venner.

Det tilbud kunne jeg ikke afslå.

 

Det er ikke alle mennesker man falder i hak med uanset om det er børn eller ej.

I bund og grund handler det jo om personlighed og det har børn jo også en del af.

De bærer jo præg af de voksne, som de omgiver sig med og jeg vil næsten påstå, at de er som spejle af deres omgivelser.

 

Disse to piger afspejlede ro og harmoni.

Ingen råben og skrigen og krav om at være i fokus og centrum konstant.

Jeg har mine helt egne hjemmestrikkede teorier om, hvorfor man oftere og oftere ser børn, som enddog i en “høj” alder ikke har lært nogle sociale spilleregler og derfor kan være svære at omgåes.

 

 

De var stille, rolige og var til at samtale med og vi fik mange, lange dybsindige samtaler i dag, da jeg sammen med Jan, tog tilbage som lovet og besøgte dem i Jespers hytte.

Da Jan og jeg ankom i dag, var Jesper faktisk taget afsted på en hundeslædetur og pigernes forældre gik og hyggede sig sammen med deres børn.

 

Jeg kan sagtens huske, hvordan det var at have to små børn og tilbød, at passe dem, hvis forældrene gerne ville ud og lufte hundene og have lidt alene-tid på deres hundeslæde.

 

Det ville de forfærdeligt gerne, så jeg fik mulighed for at trisse rundt med de to piger, nyde stilheden sammen med dem og vi forsøgte os med lidt isfiskeri på fjordisen,

fik vendt alverdens småting i det varme solskin, mens vi sad op ad hytte-gavlen

og inden vi overhovedet var færdige med at få snakket færdig, var forældrene tilbage igen.

Det er så hyggeligt med sådanne nogle børn og det er så givende at høre deres vinkler på tilværelsen og høre hvordan de opfatter, hvad der foregår omkring dem.

Jeg nød det og hvis jeg ikke gætter helt forkert, så nød de to søde små-tøser også de korte timer, som vi fik i solskinnet.

Jeg fik nogle søde billeder af dem, men jeg har ikke indhentet tilladelse af forældrene til at vise dem frem, så ..og jeg fotograferede stort set ikke andet, så du får Jans billeder i dag.

 

 

Mine egne piger ville ikke med.

Laura skulle på arbejde og Sara ville hellere blive hjemme.

Ærgerligt, som interesser kan ændre sig, når man når teenage-årene, men jeg tror, at det er normalt og jeg satser på at de engang, når hormonerne har lagt sig lidt mere til ro, vil med os ud igen, hvor der hverken er internet, mobiltelefondækning, ingen høj, dunkende musik og hvor påklædningen er af praktisk karakter.

Indtil da kan jeg jo nyde, at jeg stadig møder børn, som er langt ude naturen og som, som en naturlig del af deres opvækst lærer at værdsætte det simple liv, ro og stilhed.