Mens brødet er i ovnen

Jan tog med sin far og Henning ud i hytten i går og drak eftermiddagskaffe og jeg ville da gerne have været med, hvis ikke det lige var fordi, at jeg er så forfærdeligt skvattet.

Jeg trøster mig med at der kommer andre weekender lige om lidt og jeg satser på at være frisk, sund og helt rask, uden hverken forkølelser eller influenza i kroppen fra i morgen af.

Måske er det hårdt satset, men nu gider jeg altså bare ikke skvat-hed mere!

Jeg fik forleden dag taget et snapshotbillede af nordlyset.. der har ikke været så forfærdeligt meget, mens vi har haft gæster og når der har været, har jeg ikke fået det fotodokumenteret.

De to eneste jeg fik taget, er taget ud af vores hoveddør og er ikke andet end dokumentation, for kvaliteten er ikke værd at skrive hjem om.

Inden mørket helt falder på, har der mange aftenener været smukke solnedgange.

De er jo flottere og meget mere imponerende i virkeligheden end på et sølle billede.

 

I dag fandt Sara pludseligt på at give katten dukketøj på.

Den så ikke synderligt glad ud ved det, så det kom hurtigt af igen, men inden kunne jeg da lige få det foreviget også.

Stakkels kat.

Den er så tålmodig og finder sig i, at blive kælet, krammet og nusset dagen lang.

Nå, jeg må hellere smutte ned til mine flütes, som står i ovnen.

Moskus-merino, cardigan og datter-billeder

Jeg ved ikke, hvordan du har det med tiden, for øjeblikket, men tiden heroppe nord for polarcirklen, går ekstra hurtigt for tiden.

Faktisk drøner den afsted og jeg har svært ved at følge med.

Jeg når da både på arbejde og hjem igen og faktisk når jeg også at få strikket et par pinde på strikketøjet.

En babyhue, som jeg skyndte mig at strikke så een af mine aftenskole-elever kunne se den, er endnu ikke blevet fotograferet, men ellers har jeg vist fået dokumenteret det meste i dag.

 

Faktisk når jeg også at trævle en hel del op, for så at strikke det om, for størrelserne på det strik, som jeg kaster mig ud i, er helt hen i vejret og jeg kan ikke få det til at passe.

Jeg vil vove den påstand, at jeg er en almindelig størrelse S/M og at mine propertioner ikke er meget anderledes end størstedelen af befolkningens, men alligevel ender det med underlige størrelser.

Det er altså lige før at det var noget nemmere, da jeg var en str. L/XL, for der passede størrelserne stort set altid…

 

 

Så kan jeg jo altid strikke et sjal, for det passer da altid i størrelsen.. næsten. Der skal ufatteligt meget til før det bliver for stort.

Dette sjal vejer 89 gram og er strikket i moskus/merino fra Arnica. Jeg havde hele 100 gram og de sidste gram skal der strikket et par håndledsvarmere af på et tidspunkt.

Garnet er blødt, lækkert, let og med garanti varmt.

Når du nu alligevel er inde og tjekke linket til Arnica, skulle du lige smutte forbi hendes smukke mønstre og kigge.

Der er utroligt mange smukke mønstre og de mønstre, som jeg har strikket efter indtil videre har været udførligt skrevet og nemme at gå til… og jeg behøver vel ikke tilføje, at man kan strikke i andet garn til mønstrene, men skal man alligevel investere i det lækre og luksuriøse garn, kan man ligeså godt unde sig selv et smukt mønster.

Jeg har strikket rigtig mange (5-7 stk) viftesjaler efter Arnicas opskrift og jeg har strikket Scilla, Eva-sjalet og Fea-tørklædet.

Jeg fandt denne opskrift her og som du kan se, har jeg valgt at gøre indtrykket let og luftigt med et tyndere garn.

Jeg har strikket på pind 4½ og blokket grundt ud efter vask, hvor hvert hjørne/udtagnings-række blev fundet frem og strukket frem.

Det vælger man jo selv om man synes er en godt idé.

Her er mit resultat ihvertfald og jeg er ganske tilfreds:

 

 

 

I sidste uge (eller var det forrige uge?) blev jeg færdig med min cardigan.

Garnet og opskriften var en gave fra min søster og farven er, efter min mening, meget flot.

Garnet trækker skvæt, men efter vask, med vold og masser af knappenåle, fik jeg trukket det i rette facon.

Jeg er gået en hel pindestørrelse ned, strikket str. S, men stadig er cardiganen stor og efter min mening også en anelse for stor.

Til gengæld er den varm, flot i farven og mønsteret er så fint, at jeg kunne finde på at strikke den i en lettere udgave på et andet tidspunkt.

Jeg har tilføjet 3 yderlige knapper ift hvad opskriften sagde og jeg har lukket både halskanten

og ribkanterne af med I-cord-aflukning (hestetømmeaflukning, hedder det vist på dansk) for at få et pænere og mere afsluttet resultat.

 

Sara har et godt øje til cardiganen og det er jo endnu en grund til at strikke den i en lettere og mindre udgave senere.

Vi bruger samme tøjstørrelse og det har sine fordele, men også sine ulemper.

Opskriften er herfra.

Og  når nu vi havde kameraet fremme, fik jeg lov til at fotografere yngstepigen.

Hun tog billederne af mig og tak for det, og vi fik snakket lidt om, at det er sjældent at hun får taget billeder.

 

Dét synes jeg jo er ærgerligt og måske det kunne bringe lysten til at fotografer op i hende igen, at hun er med ude?

Det er hverken hver eller hveranden dag, at det sker jeg får lov og oveni får lov at lægge det ud til offentlig beskuelse.

P.S. Jeg undlader at fortælle, at endnu en weekend bliver brugt på at være syg og sløj.

Jeg har stort set mistet stemmen og det gør ondt langt ned i brystkassen, musklerne er stadig ømme, trætte og tunge og hovedet føles som om det er fyldt op med våd cement.

Der florerer en masse forskellige sygdomme i byen som influenza, Roskildesyge kombineret med opkast, halsbetændelser og forkølelser, men jeg forstår ikke, hvorfor min krop absolut altid vil være social i sådanne sammenhænge og deltage i alverdens dårligdomme?

NÅ!

I morgen er jeg rask.

Jeg visualiserer og forsøger at tænker mig vildt rask igen, for i morgen er det sidste dag at vores gæster fra Hvalpsund er her.

På mandag rejser de tilbage, men jeg kunne nu godt have beholdt dem et par måneder endnu. Mindst!

Det er stærkt vanedannende at komme hjem til tømte vasketøjskurve, støvsugede gulve, nybagte boller og rygende varme, hjemmelavede kager til eftermiddags-kaffen, som også allerede er brygget og aftensmad, som næsten står klar.

Vi har været så forkælede og jeg har nydt forkælelsen.

At de oveni er hyggelige, rare og gode mennesker med indlevelse og oprigtig interesse, gør det også lidt sværere at lade dem gå ombord på flyveren på mandag.

 

Kan du have dig en god og sygdomsfri søndag

Størrelses-frustrationer

Er det bare mig eller er strikkeopskrifternes størrelser større end  tøj man køber i al almindelighed??
Jeg er blevet færdig med en cardigan, som jeg har lovet at jeg vil vise frem..
Det vil jeg få gjort i løbet af weekenden.
Jeg har lavet både strikkeprøve og jeg skal komme efter dig og strikkede derfor en str. S.
Jeg gik en hel pindestørrelse ned og alligevel er det færdig resultat stort og ikke, hvad jeg forstår ved en str. S.
Et andet irritationsmoment, udover at størrelsen ikke var, hvad jeg forventede, var at garnet trak vildt skævt og min strikkeprøve fx., som skulle forestille at være en kvadrat mere havde form som en rombe..
Jeg fik cardiganen trukket nogenlunde i facon, da den blev færdig og blev vasket.
Den blev med knappenåle og hårde ord sat på plads og er såmænd fin nu, bortset fra at den altså mere er en str. M/L

Jeg er gået i gang med "trøje med biser" af Charlotte Hjelholt med garn fra Dansk Pelsuld og strikker str. S og med en ½ pind mindre end opskriften foreskriver og alligevel virker bærestykket, som jeg meget snart er færdig med alt for stor til mig.
Når jeg køber færdigt tøj bruger jeg ca str. S eller M alt efter model/design og pasform.

Jeg er lidt frustreret over det strik, som jeg er i gang med, for jeg ville gerne at det færdige resultat ikke hang en udaset, brugt og træt klud på mig og især da jeg har erfaring med at strik bliver lidt løsere med tiden..

I virkeligheden bør jeg trævle op, slå meget færre masker om eller undlade at tage så mange ud efterhånden, men da jeg jo ikke har nogen erfaring med den aktuelle opskrift, strikker jeg frustreret videre og tænker, at jeg måske kan vaske hårdt og "forkert" for at få det krympet lidt, men forstår du hvad jeg mener....?

Blomster i og på vinduer

Farfar kom i torsdags sammen med sin veninde og sine venner.

De havde friske, ikke-udsprungne påskeliljer og tulipaner med, som faster K. havde sendt med ham, op til min mor og jeg fik også nogle af dem.

På skolen er der disse dage masser af is-blomster i vinduerne og det er jo i virkeligheden ikke så godt, for det er jo tegn på at vinduerne ikke fungerer helt som de bør, men fine er is-blomsterne.

Jeg skulle have haft mit fotostativ med, for is-blomsterne er bittebitte små og håndholdt bliver billederne af så små ting, altså ikke bedre af, så jeg overvejer at tage mit stativ med og fotografere en dag efter arbejdstid.

Min søster har fødselsdag i dag og selvom hun bor i Nuuk og er langt væk, så kan vi jo godt fejre hende alligevel, syntes min mor, som i dag bød på æblekage og kaffe.

Hjemme hos min mor, er hendes amaryllis-er sprunget ud og hendes buketter står så forårsagtige til trods for at der fryser 21 grader udenfor.

P.S. min sweater er færdig i går, er vasket, men har ingen knapper, så jeg venter lige med at vise den frem.

Hvor man vælger at være mat og muskel-øm

I går havde jeg det skidt.

Dét havde jeg faktisk også i dag, men dog ikke i samme grad som i går.

I dag var jeg mat, træt og tung i alle muskler og led, men jeg stod op, tog et varmt bad og bildte mig selv ind, at alt var godt og kroppen frisk.

Det holdt til en køretur ned til tank-stationen og en tur i butikken efter de allermest livsnødvendige ting og så måtte jeg hjem og lægge i min seng med varmepuden tændt.

Jan gik rastløst rundt, frem og tilbage, hen til vinduet og tilbage igen for derefter at gå i ring om sig selv, mens han diskuterede med sig selv om sigtbarheden var OK for en tur ind til hytten på scooter og pludseligt lettede de tunge snebyger sig og han fik fart på.

Jeg lå på min varmepude og havde ondt af mig selv over at bruge endnu en weekend på at være slået ned og omkuld, men Jans rastløshed smittede og inden varmen fra varmelegemet havde forplantet sig i mine ømme muskler, var jeg oppe og ved at klæde mig på i uld og i mange lag.

Vi kørte langsomt og adstadigt.

Ingen havde mere travlt end at der kunne tages hensyn til at jeg stadig følte at jeg befandt mig i en cementblander og vi  nåede frem og ind til hytten.

 

Det er nu noget federe at slippe selv-medlidenheden fri inde ved hytten end i sit soveværelse og måske giver det bagslag, at jeg har kørt ud over isen i en frisk, kold brise og måske hævner det sig i mine i forvejen ømme muskler, at de er blevet brugt, men mentalt har jeg fået tanket lidt op og fundet kampgejsten frem til at nedkæmpe, hvad der måtte befinde sig af vira og andet ondsindet i kroppen denne eftermiddag, hvor vi fik besøg af venner, der ligesom os, værdsætter stilhed og stille væren, og teen

blev drukket i stilheden

og udsigten var intet mindre end iorden

 

I morgen starter en ny uge, hvor farfar, farfars nye kæreste og farfars venne-par kommer.

Resten af måneden vil blive brugt på hyggeligt samvær med folk, som nyder på sammen måde som os og hvis jeg kan nå det, vil jeg, inden de kommer med flyet, svinge støvsugeren over nullermændene, gnide en våd klud over de grimmeste pletter og hvis ikke, tror jeg at gæsterne er ret så ligeglade.

Vi glæder os til at vise dem vores vinter og vi håber, at vi kan få dem ind til hytten, så de ved selvsyn, kan opleve at hyttelivet er ligeså givende for sjæl og sind, som om sommeren, hvor de har oplevet det.

Hav en god mandag

Når en sætning hægter sig fast på den indre velcro

For et godt stykke siden, havde min lillesøster Lena indspillet mange af sine hjemmeindspillede videobånd til dvd. Laura og Sara så dem hos mine forældre og der var bl.a et pænt, langt stykke indspilning fra første og sidste gang vi var på charterferie (på Grand Canaria)

De syntes selvfølgeligt, at det var sjovt at se sig selv som små og da Jan og jeg ikke har været særligt flittige med levende billeder på noget som helst tidspunkt, for ikke at sige at vi aldrig har gjort i det, er det jo rart, at andre har været det.

På et tidspunkt sagde een af pigerne til mig: “ du virkede altså meget gladere dengang..” og jeg fik, på det helt forkerte tidspunkt, sagt, at det var fordi de var små og der ikke var så mange bekymringer.. og selvfølgeligt blev det misforstået og mange ord skulle lægges på det sår, som opstod og mange ord skulle plastres ind om det sarte teenage-hjerte, som ikke kunne vente med at høre resten af sætningen; for der er mere end det..

“ Du virkede gladere dengang”… ordene har rumsteret, rørt på sig og fostret tanker, som ikke er tænkt helt til ende endnu, men status i dag er, at “Ja”, jeg tror faktisk at jeg var mere glad dengang end nu, for jeg var mere ubekymret og havde ikke så meget tvivl.

Nogle kvinder og især dem, som bliver interviewet til de kulørte dameblade, gentager sig selv og hinanden i een lang uendelighed om, hvor meget lettere livet bliver, når man bliver ældre og hvor gladere man bliver for sig selv med tiden, men jeg har det faktisk en lille smule anderledes, for ikke at sige modsat.

Jo flere ting jeg oplever, jo mere klar over er jeg, om de farer, risici, og ulykker, som livet kan bringe med sig.

 

Min bevidsthed om, hvor let livet kan forandre sig, er blevet større. Jeg tænker mere over i morgen og forsøger at bane og feje vejen ud i fremtiden, så også den bliver let.

Måske er det al min banen og fejen mig igennem dagene frem til i morgen, som har sat nogle permanente bekymrings-rynker i min pande og trukket mundvigs-rynkerne i den forkerte retning og som bliver tolket, som “ikke-glad”?

 

Mere end een million gange har jeg vist sagt, både højt og tavst, at mit ansvar som mor, tager jeg dybt, dybt alvorligt og måske er det denne alvor, som permanent har sat sig og gjort at jeg udadtil virker mindre glad?

 

For er der en anden ting, som jeg også tit hører, så er spørgsmålet om, hvorfor jeg er sur???

Sur.. det er jeg meget sjældent.

Og når jeg er det, er man ikke i tvivl!

Jeg er det ikke særligt længe ad gangen, så måske det ikke engang opdages?

Men nej!

Jeg er ikke sur og jeg er stadig meget glad.

Men jeg er blevet mere alvorlig og jeg er blevet mere voksen. Det bliver vi jo allesammen. Men mindre glad, er jeg altså ikke blevet.

Glæden over livet og især glæden over mine børn, er 100% intankt.

Hverken mere eller mindre og måske en smule mere nu end før,  fordi jeg ved, hvor let som ingenting alting kan ændre sig.

 

 

Jeg sad i formiddags og kikkede i et af de ca 50 fyldte billed-mapper, som vi har og på rigtig mange billeder, der er af mig, ser jeg glad, smilende og ubekymret ud

 

 

Da jeg var yngre, levede jeg næsten, –kun næsten fra dag til dag, uden at bekymre mig om morgendagen.

Livet var let og ubekymret, for jeg vidste jo ikke helt, hvad der var at bekymre sig om eller over.

Nu er jeg ældre og ved bedre, men ved også at der er det mere at glæde sig over i det store og i det små, så nej! Jeg er ikke sur og ja, jeg er stadig glad.

1983:

1984

1985

1986

1989

 

 

ca 1993

Gør du dig også mærkelige tanker om ord, som er faldet og forlængst er glemt af andre end dig selv??