Den dag sommeren for alvor blev aflivet og jeg blev et midlertidigt landdyr

I virkeligeheden har jeg jo hele tiden vidst at det var på vej.

Et eller andet sted dybt derinde, har jeg hele tiden vidst det.

Det der sted dybt derinde er et sted, hvor jeg helst ikke kommer og slet ikke for tit. Ikke i de kroge ihvertfald

Det sted, hvor min viden om at det er ovre- for en tid..

At det snart ville få en imidlertidig ende, men det gør det jo ikke sjovere at vide det og erkende det.

 

For det er bestemt ikke sjovt at tænke på, at i bedste fald går der ihverfald 5 måneder, inden jeg kommer i hytten igen og i værste fald 7-8 måneder.

 

Hvis fjorden fryser hurtigt og effektivt til, så kan vi muligvis køre derind på hundeslæde/snescooter i slutningen af februar og hvis det bliver ligesom sidste vinter, kommer vi først i hytten igen, når isen er væk og det plejer at være i slutningen af maj.

 

I går meget tidligt om morgenen sejledeJan og jeg ind og hentede udhalet og de tre geværer, som lå derinde.

Vandet var råt, bølgerne krappe og luften iskold.

Sneen ligger som en kold dyne udover fjeldene, men det var ikke nok til at jeg ikke ønskede mig op i den lille, varme og hyggelige hytte, så Jan og jeg var forudseende og jeg blev i jollen, mens Jan styrtede op og hented de ting, som skulle hentes, han lukkede af og så fik vi halet ankre og tovværk op af det kolde vand og så sejlede vi hurtigt derfra. Øv og øv og øv.

Helt inde ved hytten

var vandet fint og blankt,

men længere ude og i mundingen var det råt, koldt og barskt igen og når bølgerne valgte at sprøjte ud over os og fryse til is på brillerne og på huden, kunne jeg godt se fornuften i at sejlsæsonen var ovre og der var ikke langt fra tanke til handling for Jans vedkommende i morges, så han ringede efter en vognmand, som hurtigt og effektivt afsluttede min sejsæson.

Nu står den på aftenskole på hverdagsaftenerne, indeliv og masser af strik, så måske der kommer lidt mere her på bloggen den kommende tid end der har været dette efterår?