Alt for længe til i morgen

Det er søndag og i morgen kommer Jan omsider hjem. Endelig. Omsider!

Det har været 18 meget lange dage at være alene hjemme, synes jeg.

Nogle dage har føltes længere end andre, men jeg har udfyldt dem med mange gøremål, så tiden er gået lidt hurtigere. Har føltes, som om de gik lidt hurtigere.

Selvom jeg har løbet fra Herodes til Pilatus, ses det dog ikke synderligt nogen steder.

Jeg har måske holdt de værste nullermænd fra døren og holdt snemængderne nede omkring huset, så jeg tvivler på, at Jan overhovedet kan se en forskel på før og efter at han tog afsted.

 

Aftnerne har føltes rigtigt lange. Næsten uendeligt lange.

 

Begge piger har travlt med at være teenagere, være sammen med deres venner og dyrke deres forskellige interesser og ikke mindst passe deres skole og selvom Jan ofte “bare” ligger i sofaen overfor mig og blunder sig igennem de fleste af aftnernes fjernsynsudsendelser, har han dog været der. Været indenfor rækkevidde.

At der ligger/sidder et andet voksent menneske overfor dig, at du kan høre en anden trække vejret, betyder noget mere for mig end jeg lige har været opmærksom på.

Jeg har haft rigeligt med tid til at tænke tanker, men jeg har kunnet konstatere, at jeg stadig i bund og grund er et menneske, som er god til at underholde mig selv, ikke er bange for ensomhed og at jeg stadig kan udvise en enorm selvdisciplin.

 

I nat læste jeg dette: “ ..Sandheden er, at ingen ændrer sig. Vi drejer bare rundt om den samme aksel, så vi fremviser forskellige sider af os selv, men i virkeligheden er fundamentet altid det samme. “

Det satte en lang, lang tankerække i gang.

Der skal ikke så meget til, før mine tanker vandrer, når jeg er alene og der ikke er nogen til at afbryde tankerækkerne, men de to kort sætninger satte altså tankehjulet igang,-igen.

 

Dét vil jeg jo mene, er en sandhed med modifikationer, men i de små tre uger, hvor jeg har været alene og når jeg tænker tilbage på alle de andre gange, hvor jeg har skulle klare tingene selv, er jeg altid endt med denne følelse, som jeg sidder med nu: at jeg kan og at jeg er noget mere vejrbestandig end jeg til daglig går og bilder mig ind.

Og så har jeg jo så siddet alene og kunne tænke tanker uden afbrydelser og jeg har tænkt, at jeg burde tage denne følelse med mig noget mere med mig ind i hverdagen, dyrke den lidt mere og få det bedste ud af den.

Jeg er kommet så langt ind i mit tankemylder at jeg er kommet til den konklusion, at når jeg ikke er bange for at være alene med mig selv, må det jo betyde, at jeg i bund og grund er glad for at være sammen med mig selv; at jeg finder mig selv OK.

Dét er en ny tanke og den vil jeg holde mig til, for den er god og værd at holde fast i og hvis jeg skal godtage den med akslen og vores snurren rundt og visen nye sider af os selv, så kan jeg mærke, at jeg stadig står på et ret så solidt fundament, men jeg glæder mig til i morgen, hvor Jan kommer hjem.

Han udgør altså en del af mit nuværende fundament og han vil helt sikkert blive glad for at se min nyfundne side og dele glæden med mig… og jeg trænger altså til at se ham ligge i sofaen og småsnorke, småblunde og småsove sig igennem fjernsynsudsendelserne, til at det er ham, som slår vækkeuret fra om morgenen og til at han holder mig i ørerne om aftenen, så jeg kommer tids nok i seng om aftenen (det har været min selvdisciplins største og værste udfordring) og så trænger jeg altså også til et kram. Og måske til ikke at tænke så meget?!