Vil du vente?

Jeg vender snart tilbage.. holder lige lidt blog-ferie af forskellige årsager

Kom NU hjem!

Jan skulle have været hjemme i går, men flyet blev overiset og vendte retur til Kangerlussuaq.

Nu sidder han derinde og kommer forhåbentligt med en flyver hjem i dag.

Han har været væk i små 3 uger.

 

Jeg har læst et eller andet sted, at det tager ca 3 uger at afvænne sig vaner/tillægge sig vaner, så jeg håber ikke at jeg har tillagt mig for mange mærkelige vaner mens han har været væk, som skal afvænnes igen.

På fredag tager jeg til Nuuk i en hel uge, så det er ikke meget vi får set til hinanden denne november.

Nu igen!

Iben har til en vis grad ret, men hvor er jeg dog bare træt af den evindelige, ensidige journalistik, som fokuserer med kun et øje.

Vi er mere end bare socialt skrald, tømmermænd og dårlige liv.

Læs artiklen her, hvis du vil vide, hvad jeg taler om og jeg er da lidt nysgerrig efter at vide, hvad DU mener.

Alt for længe til i morgen

Det er søndag og i morgen kommer Jan omsider hjem. Endelig. Omsider!

Det har været 18 meget lange dage at være alene hjemme, synes jeg.

Nogle dage har føltes længere end andre, men jeg har udfyldt dem med mange gøremål, så tiden er gået lidt hurtigere. Har føltes, som om de gik lidt hurtigere.

Selvom jeg har løbet fra Herodes til Pilatus, ses det dog ikke synderligt nogen steder.

Jeg har måske holdt de værste nullermænd fra døren og holdt snemængderne nede omkring huset, så jeg tvivler på, at Jan overhovedet kan se en forskel på før og efter at han tog afsted.

 

Aftnerne har føltes rigtigt lange. Næsten uendeligt lange.

 

Begge piger har travlt med at være teenagere, være sammen med deres venner og dyrke deres forskellige interesser og ikke mindst passe deres skole og selvom Jan ofte “bare” ligger i sofaen overfor mig og blunder sig igennem de fleste af aftnernes fjernsynsudsendelser, har han dog været der. Været indenfor rækkevidde.

At der ligger/sidder et andet voksent menneske overfor dig, at du kan høre en anden trække vejret, betyder noget mere for mig end jeg lige har været opmærksom på.

Jeg har haft rigeligt med tid til at tænke tanker, men jeg har kunnet konstatere, at jeg stadig i bund og grund er et menneske, som er god til at underholde mig selv, ikke er bange for ensomhed og at jeg stadig kan udvise en enorm selvdisciplin.

 

I nat læste jeg dette: “ ..Sandheden er, at ingen ændrer sig. Vi drejer bare rundt om den samme aksel, så vi fremviser forskellige sider af os selv, men i virkeligheden er fundamentet altid det samme. “

Det satte en lang, lang tankerække i gang.

Der skal ikke så meget til, før mine tanker vandrer, når jeg er alene og der ikke er nogen til at afbryde tankerækkerne, men de to kort sætninger satte altså tankehjulet igang,-igen.

 

Dét vil jeg jo mene, er en sandhed med modifikationer, men i de små tre uger, hvor jeg har været alene og når jeg tænker tilbage på alle de andre gange, hvor jeg har skulle klare tingene selv, er jeg altid endt med denne følelse, som jeg sidder med nu: at jeg kan og at jeg er noget mere vejrbestandig end jeg til daglig går og bilder mig ind.

Og så har jeg jo så siddet alene og kunne tænke tanker uden afbrydelser og jeg har tænkt, at jeg burde tage denne følelse med mig noget mere med mig ind i hverdagen, dyrke den lidt mere og få det bedste ud af den.

Jeg er kommet så langt ind i mit tankemylder at jeg er kommet til den konklusion, at når jeg ikke er bange for at være alene med mig selv, må det jo betyde, at jeg i bund og grund er glad for at være sammen med mig selv; at jeg finder mig selv OK.

Dét er en ny tanke og den vil jeg holde mig til, for den er god og værd at holde fast i og hvis jeg skal godtage den med akslen og vores snurren rundt og visen nye sider af os selv, så kan jeg mærke, at jeg stadig står på et ret så solidt fundament, men jeg glæder mig til i morgen, hvor Jan kommer hjem.

Han udgør altså en del af mit nuværende fundament og han vil helt sikkert blive glad for at se min nyfundne side og dele glæden med mig… og jeg trænger altså til at se ham ligge i sofaen og småsnorke, småblunde og småsove sig igennem fjernsynsudsendelserne, til at det er ham, som slår vækkeuret fra om morgenen og til at han holder mig i ørerne om aftenen, så jeg kommer tids nok i seng om aftenen (det har været min selvdisciplins største og værste udfordring) og så trænger jeg altså også til et kram. Og måske til ikke at tænke så meget?!

Ro

Yes! Så lagde vinden sig stille til ro og der blev ro inde i mit hoved også.

Jeg hader, hader, hader, når det blæser så meget, at lamperne gynger i deres ledninger og at sengen står og danser en hurtig dans på gulvet mens jeg ligger i den.

Nu skal der bare flyttes lidt sne på gader og stræder, men det er heldigvis ikke min opgave

Natlige besøg

I nat sov jeg ikke alverden, for den hidsige vind, som indimellem kunne kalde sig selv for Storm, hviskede ind gennem alle husets usynlige sprækker, brølede, hvis jeg faldt i søvn for at vække mig og ruskede i vores tag og fik benene på sengen til at stå og vibrere, akkurat så meget, at jeg fandt det forstyrrende. 

Ingen var i tvivl om, at Storm ville komme til byen, for han har været en tur forbi Nuuk og stort set alle mine venner i Nuukss facebookopdateringer handlede om Storm. Han gjorde sig interessant og bemærket.

Han var ventet, – ikke ønsket, og jeg bad ham da også flere gange i nat om tage den lidt med ro, finde hvile og slappe af.

I går øs-regnede det og i nat vendte temperaturen tilbage til frostgraderne, så du kan nok forestille dig, at der var glat mange steder og at den megen sne, som faldt og faldt og atter faldt i weekenden, var omdannet til meget vådt og koldt sjap, som langsomt frøs til.

Storm holdt en kort kaffepause i formiddags, men i eftermiddag hidsede han sig lidt op igen, og sneen blev hvirvlet op, rundt og smidt igen.

Lige nu er der stille og det må der såmænd gerne blive ved med at være, for det er altså for enehverende at skulle lægge øre til Storms usaglige snak om natten, al hans vrøvl og al hans holden mig vågen.

Skal jeg endelig holdes vågen om natten, må det meget gerne være af helt andre årsager end at skulle ligge og lytte til en hidsig Storm, som kommer med trusler om at blæse vinduer ind, tage af, biler af vejen og lægge en masse sne foran vores hoveddør, så jeg ikke kan komme hverken ud eller ind.

I dag, da jeg lige var hjemme efter mine undervisningstimer og inden jeg skulle afsted igen til elevernes klassefest, kunne jeg bedrøveligt konstatere at det ikke er nok med to hoveddøre; den enes cylinder var fyldt med is og den anden var gået i baglås.

Jeg kørte ud og købte låsespray, som ikke hjalp og mens jeg frustreret bankede panden mod den massive hoveddør, fik jeg oparbejdet et så massivt hidsighedsanfald, at jeg fik uanede kræfter, at jeg med benene stemt mod dørkarmen og begge hænder om dørhåndtaget fik flået den ene dør op. Den nedenunder. Sådan!!

Jeg styrtede op og åbnede den anden hoveddør og efter en lille halv time med hårtørren stukket ind i cylinderen, fik jeg tøet isen op.

Jeg har ikke turde at låse den endnu, men for en sikkerheds skyld, går jeg rundt med en lille dåse låsespray i min jakke.

Skal vi ikke blive enige om, at jeg har taget min tørn i dag og jeg ikke behøver flere forhindringer? Jeg trænger til uforstyrret søvn. NÅ!

Og Hr. Storm.. jeg er ikke glad for hverken dine natlige besøg eller din knirken med huset.

Find dig en anden at knirke med, TAK!

 

 

 

Prøv lige at se et underligt rødt/lyserødt lys, der var over byen i dag. Det varede i et kort øjeblik og så var det væk igen.

Huer og disser

I weekenden fik jeg også strikket nogle huet.. altså udover at skovle sne, skovle sne, skovle sne og vaske et ton tøj.

Jeg strikkede en barnehue (pixie) i dobbelt strømpegarn til en dreng. Den blev rigeligt stor efter vask, så jeg smed den i tørretumbleren og det vandt den gevaldigt ved.

Den er til min venindes barnebarn og da hun har to børnebørn mere og den ene ikke skal forfordeles for de to andre, strikkede jeg to mere.

De to yngste børnebørn er piger

og da det snart er december måned, kunne jeg strikke den ene i noget nissehue look alike noget

Mit gudbarn har to piger og den ældste skyldte jeg en fødselsdagsgave helt tilbage i efteråret, så hun skulle have en halsedisse.

Den passer til et 3-4 klasses barn og er vældig sød. Jeg har slået 84  masker op på pind nr 3 og ellers bare fulgt opskriften.

Lillesøsteren, som er Saras gudbarn, skulle også have lidt, så hende har jeg strikket en decemberhue til. Den er endnu ikke vasket, men bliver det lige om lidt, så den kan afleveres i morgen

Og så har jeg i et stykke tid haft denne meget orange halskrave liggende.

Jeg strikkede ribkanten kort på denne

Alle billeder er taget med mobilen, så derfor den lidt alternative kvalitet

(og lige om lidt er jeg færdig med endnu en nissehue-farvet pixie-hue til min veninde i Nuuks barnebarn. Jeg er vild med modellen og hvis du også får lyst til at strikke en til en sød pige/dreng, finder du opskriften her)

Stjerneuddeling

Det var måske en lille smule frækt og måske også lidt grænseoverskridende, da Lena og jeg gik på caféen i fredags og hængte en stor håndfuld foldede stjerner op på deres vinduer.

Jeg synes at de passer fortrinligt på deres vinduer og når jeg nu er på den café ca en gang om ugen…

Jeg havde sagt til ejeren, at jeg ville gøre det og nu er jeg så af med dem.. for der hænger jo allerede en masse på skolen og lige om lidt, når julemåneden sætter ind, har jeg en masse stjerner, som jeg kan hænge op herhjemme

Gratis motion og frisk lufr

Sangen lyder, at der intet i verden er så stille, som sne, men når den bliver ledsaget af mig og min skovl, er der nu masser af lyd på. Lyde i form af aaarghh, uuuff, øv, æv og en masse banden.

Nogle ville mene, at jeg kunne lade det ligge, men jeg forsøger, måske forgæves, at komme til bunds i vasketøjskurvene og da jeg ikke har tørre-kapacitet nok indendøre, skal jeg have tørresnorene i brug, som er udenfor på altanen og skal jeg ud til tørresnorene, skal jeg have flyttet sneen for at komme ud til dem.

Jeg har helt opgivet at holde vores indkørsel fri for sne og parkerer disse dage bilen nede hos naboen, som har givet lov og så må jeg ringe efter en bulldozer, når der er en længere pause i snefaldet. Lige nu er det sisyfosarbejde af den allerkedeligste slags.

Kun en god ting er der at sige om snerydningen; jeg får frisk luft og et minimum af motion.

Igår, da sneen stadig lå højt og op ad vinduerne

Efter jeg i over en hel time havde gang i skovlen

men det har sneet hele natten,

blæst og mit vasketøj er nu halvvejs frysetørret

Om ca 3 maskinvaske, kan jeg se bunden af vasketøjskurven, men jeg skal vist lige ud og skovle lidt sne for at kunne tage det halvtørre vasketøj ind, inden den lovede og meldte snestorm finder frem og lur mig om ikke den vil koncentrere sig mest om min altan, indkørslen og smide al den sne, som den har samlet op i byen, ude foran hoveddøren?!

Store overarme

Hvis vejret fortsætter bare en dag mere på denne måde, kommer jeg til at ligne en stor, stærk, russisk landarbejder.

Jeg har flyttet den første million kubikmeter sne og den har såmænd bare lagt sig tilbage, så jeg kan starte forfra.. Hmmm… og vinden omformer snelandskabet efter godtbefindende, men helst i høje bjerge af sne foran vores hoveddøre, i vores indkørsel og på vores gangbro.

Inden anden og midt i mørket

Jeg når simpelthen ikke at nå hjem inden det bliver mørkt igen og få fotograferet min nye færdige bluse.

Jeg er ellers noget ivrig efter at vise den og det bliver da også i denne uge at jeg finder på een eller anden løsning.

Vinteren er pludselig blevet hård og i morges vågnede vi op til snestorm af den gode, gammeldags slags. Faktisk vågnede jeg flere gange i nat, da vinden pustede ivrigt til huset, ruskede i gelænderet og bankede på vinduerne.

I søndags, inden min mors formiddable andesteg, var der et nordlysshow over deres hus og det fortsatte resten af aftenen.

Søndagformiddagsfangster og sysler

Min novemberkaktus ved godt, hvad der forventes af den i november, så den har sat knopper og enkelte af knopperne er sprunget ud til glæde, når jeg trækker rullegardinet op om morgen.

Den står ved siden af min julestjerne, som jeg fik af Jan sidste år i starten af december og den er også gået i gang med sine helt egne juleforberedelser, som jo ligger inden overskuelig fremtid.

Til morgen kunne jeg høre at den mus, som jeg har kunnet høre pusle i skunken i den forgangne uge, var endt i den tomme skraldepose.

Jeg gjorde mig så modig jeg overhovedet kunne, men det hjalp overhovedet ikke og jeg styrtede derfor ned og vækkede begge piger.. måske en anelse hysterisk, men de var lige så lidt modige som mig og alt imens voksede mine tanker inde hovedet, blev farlige fantasier og det endte med at jeg måtte hidkalde assistance i form af Jans bror, som kom op, åbnede skabet, tog om posen og bar det farlige dyr ud og tog livet af det ude foran min hoveddør. Jeg har gennemundersøgt skabet og har vist fundet hullet, som nu er lukket og jeg krydser fingre for at der ikke kommer flere uindbudte gæster.

I formiddags tog jeg mig så også i nakkehårene og sleb den sten, som jeg har fået tilsendt af en mand, som Jan kender.

Stenen er ikke noget særligt, men den betyder tilsyneladende en del for manden, som har fundet den inde ved indlandsisen og som jeg har forstået det, er der en særlig oplevelse tilknyttet stenen og han ville derfor gerne have den slebet.

Han havde medsendt en tegning af, hvordan han gerne ville have stenen udfærdiget og jeg håber at han bliver tilfreds.

Det er svært at fotografere noget, som er så blankt og i denne sammenhæng er det kun godt, for så har jeg vist fået den slebet helt glat, som han gerne ville have den og jeg mener selv at den er klar til afsendelse i morgen.

Hverken eller..

Der er masser af nordlys for tiden og jeg tænkte at jeg ville hive mit eget kamera op af tasken for en gang skyld. Måske er det for lang tid siden at jeg har haft det mellem hænderne eller også var jeg bare for sjusket? Måske det var en kombination af begge dele, for jeg fik det bestemt ikke som jeg ville.

Enten blev det for lyst, for mørkt

eller ganske enkelt bare hverken skarpt eller godt. Det er hverken det ene eller det andet og kan vist kun bruges som dokumentation for at der virkelig er nordlys for tiden.

 

Jeg fik dog en hyggelig køretur sammen med Laura ud af det og som bonus iskolde fingre.

Her i byen starter de unge først livet efter kl. tidligst 22, så jeg sidder alene igen, strikker lidt, ser dødsygt tv og forsøger at planlægge min søndag, så jeg får mest ud af den; for jeg har en sten, som jeg har lovet at slibe for een, noget strikketøj, hvor enderne skal hæftes, nogle gulve, som skal støvsuges og kaos, som skal minimeres rundt om i huset.. lige om lidt vil jeg dog lade tanker være tanker og finde min seng.

Alene-tanker en lørdag formiddag

Jeg sidder helt alene denne lørdag formiddag.

Kaffen består af nescafé, for jeg gider ikke brygge en hel kande kaffe kun til mig og der er kun mig lige nu.

I Hvalpsund bliver der nok brygget en hel kande og måske endda to, for det er der Jan befinder sig lige nu og han har glædet sig, som et lille barn i flere uger til at komme afsted.

Både til at komme lidt væk fra det sædvanlige og til at komme til,- både hos sin far og til det kursus, som han skal deltage i, fra næste uge.

 

Han skal være væk længe.

Hele to lange uger, skal jeg drikke min kaffe alene, for ingen af mine piger drikker kaffe og gjorde de, ville de såmænd nok hellere drikke den med jævnaldrende.

 

Dét er jo som det skal være.

 

Jeg kan mærke, at det bliver to lange uger, men jeg under virkelig Jan at få lidt faglig opdatering og nye input og jeg tænker, at der ihvertfald er to aftener om ugen, hvor jeg ser andre voksne mennesker, når jeg skal til syning om onsdagen og strik om torsdagen. Og er såmænd inviteret til både det ene og det andet der imellem.

 

Dét der med at se andre voksne mennesker, når man bor heroppe, skal man være mere end almindelig opmærksom på, har vi fundet ud af på den hårde måde…

 

Man kan jo ikke bare lige tage bilen eller toget og køre afsted for at besøge nogen i weekenden eller om aftenen og hvis det ikke lige var fordi der var en enorm gennemgang af mennesker, ville det heller ikke være noget større problem, men det har alle dage været sådan at folk rejste hertil, arbejdede i kortere eller længere tid og rejste så videre. Sådan har det været altid.

Kun ganske få bliver og så er det svært at have en fast og stabil venneskreds, hvis man ovenikøbet, ligesom Jan og jeg ikke har været gode til at holde fast i de venner, som vi havde, der rent faktisk blev tilbage i byen, -men vi fik to børn med 13 månederes mellemrum, samtidig med at vi havde Simon, som jo krævede lidt ekstra.

Al vores opmærksomhed var rettet mod vores egen lille familie, som skulle hænge sammen og fungere.

Vi var dengang gode til at få det til køre og vi blev i al vores to-somhed lidt for dygtige til kun at være os to, for vi er nu nået til det udviklingsstadie i vores tosomhed, hvor vi næsten ikke behøver andre.. eller?

Jan og jeg har alle dage været gode til at være alene og være alene sammen.

Vi elsker begge to at komme ud i naturen, sejle, køre hundeslæde, køre snescooter og tilbringe weekender langt væk fra civilisationen og det er ikke just de steder, hvor man møder flest mennesker og etablerer nye venskaber og det har vi snakket om et par gange de senere år, for indimellem mærker vi, at det måske kunne være sundt og givtigt at se andre mennesker og måske vi ligefrem også havde noget at tilbyde?

Så møder vi nye mennesker,- og måske er det os, som har fået børn på et usædvanligt tidspunkt?

 

Folk på vores alder (slut-40erne), som har små børn og som er i en fase af deres liv, hvor de skal finde barnepige, hvis de som par, skal ud og spise, eller folk på vores alder, som er nybagte bedsteforældre og derfor har al fokus rettet mod den lille ny generation og så er der hverken plads eller tilstrækkelig grobund, tilsyneladende, for et dybere venskab.. samtidig med at udskiftningen af folk heroppe er massiv.

Og nej, det gælder desværre ikke kun for danskere/udlændinge, at de kun er her i en årrække, – herboende/grønlændere flytter også til og fra byen.

Vi kender en del, hilser på en del og snakker, begge to, med en del mennesker i løbet af en dag, så det er ikke fordi nogen af os ville kunne burre os inde i huset uden at nogen ville begynde at savne os.

Det er jo ikke fordi, at vi helt har mistet vores sociale kompetencer i al vores tosomhed, for vi kender en del og deltager i mange arrangementer, begivenheder og i mange sociale sammenhænge.

Vores sociale kompetencer, helt privat, er måske lidt rustne og måske, der er en lille forbeholdenhed, der lurer under overfladen, når vi møder nye mennesker, fordi det ligger så dybt i os, at det måske er folk, som rejser væk lige om lidt og måske er vi længere tid om at tø op og lade andre krybe ind under huden på os end godt er? Eller måske huden er blevet lidt for tyk og uelastisk af de mange farveller, som vi har sagt gennem tiden?

Måske?

Jeg tænker store, indviklede tanker over formiddagens pulverkaffe og måske tankerne bare skyldes, at jeg gerne havde set Jan sidde overfor mig med sin kop kaffe og vi sammen kunne have snakket om, at det kræver mere end almindelig hårvækst på brystet, at være forældre til et sæt teenage-pseudotvillinge-piger, og vi kunne have taget endnu en tår af kaffen og blevet enige om, at vi dog er sluppet heldigt afsted med de piger, som faldt som flotte og farverige appelsiner i rap i vores turban. Og måske tankerne også er afledt af det fine vejr, som jeg gerne ville have delt med Jan og måske er tankerne slet ikke så indviklede, som jeg gerne vil gøre dem til, hvis jeg nu havde sovet uden de afbrydelser min underbevidsthed absolut behøvede fordi jeg lå alene og uden Jan ved min side.

Kaffen bliver drukket alene og uden min bedste legekammerat og livsledsager denne formiddag og kaffen smager såmænd fyldig og godt, men den sætter endnu engang tanker i gang om langvarige venskaber og den store værdi af at have kendt hinanden godt og længe, for jeg tænker, at det er nu, at venskaberne skal etableres/vedligeholdes, hvis vi skal have nogen at dele vores pensionist-charterferie sammen med, når vi kommer dertil i livet og måske det hele er noget uforståeligt vrøvl og jeg burde tage en kop kaffe mere inden jeg skyller den færdigstrikkede bluse op og lægger den til tørre.

HJÆLP en sømand

Er der mon ikke nogen derude, som kan hjælpe mig med at hjælpe min lillesøster Lena?

Vi har kigget, læst, kigget endnu engang, prøvet os frem og alligevel forstår vi altså ikke opskriften.

Opskriften er fra Navia model nr.14

Kommer halsen ikke til at sidde skævt?

Hvordan skal vi forstå opskriften?

Onsdagaftenslæsestof?

Mangler du lidt læsestof til onsdag aftenen?

Jeg har et bud

Kings brunch

Det er vildt fedt at have et par fritimer, (arbejdede i søndags, så derfor…) og kunne invitere Jan på morgenmad.

Han blev desværre forhindret i morgenmaden, men havde et par fritimer lige før frokost og så kunne vi sammen spise sen morgenmad/tidlig frokost.

Vi havde på forhånd aftalt, at vi ville lave noget London-breakfast af den allermest fedtede slags og jeg dækkede fint bord og tændte stearinlys, lavede stempelkaffe og gjorde klar.

På een af de små brunch-caféer, som vi kom på et par gange, mens vi var i London, hed vores variant af morgen/frokosten “kings brunch” og det er jo nærliggende at eftergøre, når Jan kommer hjem og nyder fritimerne sammen med mig.

Der var masser af ristet toastbrød.

I London var de friturestegte

Vi fik kartoffel-rösti til ægget, som ikke var spejlet i en peberfrugt.

Jeg glemte kartoflerne i fryseren og havde også indkøbt, så jeg kunne lave en smoothie, som også blev glemt.

En dåse baked beans blev krydret, så de var tilpasset vores smagsløg lidt bedre og champignonerne måtte gøre det ud for svampe.

Til gengæld skar jeg et par æbler ud og dryppede stykkerne med lidt citron og et par tørrede abrikoser blev også skåret i små tern og blandet sammen med æblerne.

 

Der er langt til London og der er lang tid til ferie lige nu.

Der er lang tid til sommer og jeg får lyst til at bryde ud i en gammel sang om vores sol, som er blevet kold, for det sner og solen anes kun lige akkurat,

men dagen er god, når den fra formiddagen på en almindelig onsdag kan rumme et måltid med kongen i mit liv.

Den dag sommeren for alvor blev aflivet og jeg blev et midlertidigt landdyr

I virkeligeheden har jeg jo hele tiden vidst at det var på vej.

Et eller andet sted dybt derinde, har jeg hele tiden vidst det.

Det der sted dybt derinde er et sted, hvor jeg helst ikke kommer og slet ikke for tit. Ikke i de kroge ihvertfald

Det sted, hvor min viden om at det er ovre- for en tid..

At det snart ville få en imidlertidig ende, men det gør det jo ikke sjovere at vide det og erkende det.

 

For det er bestemt ikke sjovt at tænke på, at i bedste fald går der ihverfald 5 måneder, inden jeg kommer i hytten igen og i værste fald 7-8 måneder.

 

Hvis fjorden fryser hurtigt og effektivt til, så kan vi muligvis køre derind på hundeslæde/snescooter i slutningen af februar og hvis det bliver ligesom sidste vinter, kommer vi først i hytten igen, når isen er væk og det plejer at være i slutningen af maj.

 

I går meget tidligt om morgenen sejledeJan og jeg ind og hentede udhalet og de tre geværer, som lå derinde.

Vandet var råt, bølgerne krappe og luften iskold.

Sneen ligger som en kold dyne udover fjeldene, men det var ikke nok til at jeg ikke ønskede mig op i den lille, varme og hyggelige hytte, så Jan og jeg var forudseende og jeg blev i jollen, mens Jan styrtede op og hented de ting, som skulle hentes, han lukkede af og så fik vi halet ankre og tovværk op af det kolde vand og så sejlede vi hurtigt derfra. Øv og øv og øv.

Helt inde ved hytten

var vandet fint og blankt,

men længere ude og i mundingen var det råt, koldt og barskt igen og når bølgerne valgte at sprøjte ud over os og fryse til is på brillerne og på huden, kunne jeg godt se fornuften i at sejlsæsonen var ovre og der var ikke langt fra tanke til handling for Jans vedkommende i morges, så han ringede efter en vognmand, som hurtigt og effektivt afsluttede min sejsæson.

Nu står den på aftenskole på hverdagsaftenerne, indeliv og masser af strik, så måske der kommer lidt mere her på bloggen den kommende tid end der har været dette efterår?

Mums