Centrum-kioskens 30 års jubilæum

Måske burde overskriften have været: “ grov-valsede gryn”?

Billederne er grynede og det er gryn af den grove, men sunde slags.

 

Michael Hansen, som er en fantastisk guitarist, spillede i fredags sammen med Rasmus Lyberth, der gav koncert i anledning af Centrum-kioskens 30 års jubilæums-fest, på Sisimiut hotels restaurant for et lukket selskab, hvor jeg var inviteret med.

Som du kan se, er de fleste af billederne meget grynede.

De er skudt med højeste, højeste iso, for der er dårlig belysning på hotellet om aftenen til fotografering.

Blitz nægter jeg at bruge direkte op i ansigtet på en udøvende kunstner, så vi må tage grynene med.

De er til gengæld grove og dermed sunde eller sådan noget…

Da gæsterne ankom, blev de budt hjerteligt tillykke af Centrum-kioskens indehavere Thorvald og Inge-Lise og fik et glas fin champagne

og en lille sult-vækker.

Bordene var fint dækket op

med flotte og spændende borddekorationer, som Centrum-kiosken jo til enhver tid er leverings-dygtige i.

Folk kom i fint tøj og godt humør og de havde da heller ikke grund til andet, for alene et kik i menukortet fik da mit humør til at stige et par grader.

Hele 7 retter fin mad, var der udsigt til og jeg ved af erfaring, at kokken

er ualmindelig dygtig til at tilberede og anrette næsten enhver spiselig råvare.

Der var også lovning på en masse fine og dyre vine til maden, som skulle præsenteres af Poul, som var hentet ind til lejligheden. 

Ham fik jeg ikke noget billede af, men jeg vil tro, at han ville kunne præsentere den værste bølle i venlige, smigrende og dog ærlige toner.

Jeg fik ikke en eneste dråbe af vinene, da jeg på forhånd havde lovet mig selv, at ville være frisk og udhvilet til næste dag.

Jeg ved med mig selv, hvor dårligt jeg sover, når jeg har fået bare den mindste smule alkohol.

Dog blev det til en lillebitte dråbe af cognac-en til kaffen og den gode chokolade- og cognacen smagte ikke specielt af cognac, men hen ad vanilie-likør.

Jeg elsker god vanilie! Og den cognac kunne jeg da godt have stående i mit skab herhjemme til specielle lejligheder, som foreksempel en veloverstået dag, en god kop kaffe eller en kold og trist vinterdag.

Nogle af retterne nåede jeg at fotografere, inden de forsvandt fra min tallerken og lige lukt ned i min forventningsfulde mave.

Een af forretterne, var kammuslinger på en bund af purede ærter og kammuslinger med blomkålsskum,

hvorimod den ovnbagte torsk i senneps-cremen kun nåede at ligge i min dybe tallerken ganske kort og slet ikke tids nok til at jeg kunne fotografere.

Det var en torsk af de meget bedre og sovsen kunne jeg skrive lange og mange lovprisninger om. Den smagte virkeligt godt.

Krabben forsvandt lige så hurtigt som torsken og smagte af meget mere og af noget, som jeg kunne leve resten af mit liv af, men det var kun indtil jeg fik lagt en tallerken med den møreste og lækreste moskus-bøf foran mig.

Jeg nåede at besinde mig og hive kameraet frem, inden den også forsvandt samme sted hen som kammuslingen, torsken og krabben.

Prøv lige at se en anretning! Og se lige den bøf! Og gid jeg kunne række en teske-fuld sovs ud til dig, så du kunne smage. Mums!

Undervejs og gennem hele aftenen var der en quiz med så tåbeligt dumme spørgsmål, at stort set alle kunne gå hjem med en fin, fin gave fra Centrum-kiosken.

Smykker, luksus-kaffe, kæmpe poser med håndlavede bolscher, var hvad jeg kunne få øje på, når de heldige pakkede deres gaver op.. selv en speciel-designet sodastream til en værdi af, var det 6000 kr., der blev sagt, blev givet væk.

Rasmus sang et par sange under maden med sædvanlig inderlighed,

storhed

og oprigtighed

og der er bestemt ikke noget at sige til, at de også gerne ville have et par sange sunget af ham i Royal Albert Hall i sommer.

Jeg kan ikke udtale mig om, om han gjorde forskel, men jeg tror det bestemt ikke, at han gør forskel på sit publikum.

Hans publikum i fredags følte sig vist ikke snydt.

 

Et par gange i løbet af aftenen kom byens sjoveste kvinde.

En kvindelig komiker, som kan få den mest sure stodder til at smile.

Der var nu ingen sure stoddere og publikum smilede bare ved synet af Dariisia, da hun kom ind og kommenterede de fine vine, vin-manden og livet i al almindelighed.

Alene det, at hun kan ændre sit udseende i den grad som hun kan, er latter-vækkende

Til dessert var der til min store fortrydelse ost. Fin ost, blev der sagt, men jeg kan til nød spise Lillebror-ost.

Jeg får desværre assosiationer: lugten mellem tæerne på en stærkt religiøs pilgrims-vandrers tæer, når han/hun har vandret uafbrudt i en uge i stærk varme i tætte vandresstøvler med nylon-strømper på eller sådan noget.

Noget ikke særligt appetitvækkende ihvertfald.

Jeg lod pænt osten blive på tallerkenen, men tog de syltede blommer, som i øvrigt var gode.

Til kaffen fik jeg som sagt omkring 5 ml. cognac, hvor der iøvrigt lå en hel vanilie-stang i flasken og gav smag, noget chokolade og en hel masse sang leveret af Rasmus Lyberth og hans dygtige med-guitarist.

Så var klokken også hen ad mange og jeg kørte hjem med ørene fyldt op med musik i verdens-klasse, maven fyldt op med luksus-mad og en god stemning i resten af kroppen.

Tak for det hele og alt