Rabarber-drømme

Jeg vil ikke påstå, at jeg har grønne fingre.

Overhovedet ikke.

Jeg kan lige akkurat holde liv i mit paradistræ og støvet væk fra mine plastik-oliven-småtræer i vinduet nedenunder.

Det har dog ikke afholdt mig fra at drømme om store frodige rabarberblade med dybrøde stængler, som der en varm sen-sommerdag kunne bages en god kage over.

Eller en rabarber-is, som jeg engang for et halvt liv siden smagte og som satte sig fast som et sødt og godt minde.

Ummmh.

Jo, jo.

Mine drømme om rabarber fejler ingenting.

Det gør mine evner udi havearbejde derimod og det er der vel ikke så meget at sige til, når det jeg opfatter som have, er en klippeknold omkranset af nogle sten, som jeg for 15 år siden lagde.

“Indhegningen” opfatter jeg på gode dage som min have.

På dårlige dage bare som en organiseret bunke sten.

Der er nogenlunde læ og sol fra tidlig formiddag til sent ud på eftermiddagen på sydsiden af vores hus.

Desværre er der også læ nok til de milliarder-trillioner-fantasilioner af myg, som også bor i Sisimiut om sommeren og de holder tilsyneladende allesammen til på læsiden af vores hus hele juni, hele juli, ihvertfald i hele august og det meste af september.

Derfor har mine drømme om en have, hvor jeg kunne sidde i en godt pudepolstret hængesofa med en kop iste og med udsigt til velduftende citron-timian, jordbærbed og sukkerærter været forsøgt viftet væk sammen med myggene- og i særdeleshed drømmen rababer været noget, som jeg kun drømte om.. altså indtil jeg kom til at snakke med manden fra det arktiske paradis.

Han ved lidt om meget og i det her tilfælde, er det bedre end at vide meget om lidt, for han havde skam nogle rababer, som jeg kunne få et par knolde af.

De skulle ikke passes som sådan og kom op af jorden helt af sig selv og uden hjælp af hverken grønne fingre eller intensiv pleje. Lige noget for mig, ville jeg mene.

Og så så man lige mig, styrte ud i Stark og købe 4 sække 80 ltr. jord, som hurtigt blev hældt i et lille aflukke/stenbed, som hele 3 rababerknolde blev sat i.

Jo, jo og min ven, havde skam også en spand med knuste muslingeskaller med til at drysse over jorden, for jorden heroppe indeholder stort set ikke noget kalk og vandet er også kalkfrit og det havde min nyindkøbte jord altså godt af, kunne min ven fortælle, mens han hjalp mig i min rababer-have.

For det må jeg vel gerne kalde den, når der er mere end en knold?

Nu har jeg siddet ude og kikket på de små rababer-blade,heppet lidt på dem, kikket kærligt på dem og ønsket dem velkommen foran vores hus, hvor jeg vil forsøge at passe godt på dem efter bedste evne.

For enden af vores gangbro lavede jeg forøvrigt for en del år siden et lille forsøg på noget sten-noget.

Vi manglede et trin og klippen foran trappen blev is-glat om efteråret og om foråret, da den var afrundet og skrånede lidt nedad.

Det begynder at ligne noget, syn’s jeg..og inden jeg ser mig om, står der måske også en hængesofa og venter med bløde puder og tæpper (og myggenet over)?

Eller måske endda et lille drivhus-look-alike med hylder og plantesække, hvor der kan drives både tomater, agurker og citron-timian frem.. man ved jo aldrig? Drømme, kan man altid

(Tak til min fine ven for rabarberknoldene)