søndag den 25. august 2019

Tudemarie

Sara rejste d. 8 i denne måned sammen med sin kæreste. Sara skal læse videre i Århus og Max er i Vejle.

Det var vanvittigt hårdt og selvom der er facetime, skype og messenger, hvor man kan se og høre hinanden i modsætning til da jeg rejste til Danmark, hvor en telefonsamtale kostede 16 kr i minuttet, så syntes jeg altså det er hårdt at børnene rejser.
Og ja, de er altså voksne piger på 22 og 23 og jeg ser dem med stor sandsynlighed til jul.

Laura rejste i morges.
Mit hjerte, som ikke er helet over deres afrejse sidste år, gik lidt mere i stykker.


Dem, som har prøvet det før, siger at det bliver bedre og at det bliver lettere og inderst inde ved jeg det jo også godt, for jeg har jo vænnet mig til det med Simon, som jeg jo heller ikke ser særligt tit.
Når han rejser herfra, når han har været på ferie, så gør det ondt derinde i moderhjertet, men det er sket så mange gange, at jeg ved, at han kommer igen.

Sådan kommer det jo højst sandsynligt også til at gå med mine piger.
De kommer jo igen og de besøger os og er hjemme og vi skal være sammen og der er stadig oplevelser som vi skal have sammen..siger min hjerne, men hjertet hører ikke efter. Det hulker af smerte, vrider sig for at gribe fat og holde dem tilbage og klasker sammen i smerte, når flyveren letter med mine piger.

(Jeg læste en enkelt selvhjælpsbog i sommer, så jeg kan lærer at styre tankerne selv, men den gik ikke helt ind, så jeg skal have fundet nogle andre, som jeg kan blive klogere af. 
Jeg skal lære at komme over de her "livsforløbskriser" på en mere konstruktiv måde, så hvis du ligger inde med nogle forslag til  litteratur, som er værd at bruge tid på, så hører jeg gerne fra dig.)

Det skal nok blive bedre og det skal nok blive godt, lover min hjerne mit hjerte.

Laura havde planlagt noget afskedshygge med sine venner fredag aften, når hun var færdig med sit arbejde med at køre bus for de lokale guider (hun guider også turister, men ikke i fredags) og istedet for bare at sidde hjemme og kukkelure tog Jan og jeg og sejlede op i hytten.


Vi ankom sidst på eftermiddagen og inden vi nåede frem, faldt der et par dråber regn.













Før i tiden, var jeg overhovedet ikke glad for regn, men især efter den store naturbrand inde i fjorden i sommer og efter at have gået rundt oppe i fjeldet fra foråret og indtil nu, hvor det har været så tørt, så jeg er mere end almindeligt glad for det vand, som kommer ovenfra.

Vi fik lagt til og kom op i hytten og så kom der en lille byge regn. Det er ualmindeligt sjældent, at vi er inde i hytten, hvor det regner og det var enormt hyggeligt at høre regnen tromme på taget og ruderne.
Desværre drev skyen hastigt videre og ud af fjorden og det var fascinerende at se skyen haste afsted og kunne følge den.

Vi gik en tur op i fjeldet i går, nød efterårsfarverne og at der ingen myg var. Vi nød stilheden og nød at vi kunne høre elven.
Faktisk nød jeg også da jeg fik sok, da jeg trådte ud i "sumpen". Den har været knastør og jeg har kunne gå i det de sidste mange uger, men i går var der vådt og der var kommet vand nok til at jeg fik våde støvler og vandet trængte ind og gav mig en enkelt våd strømpe.

Vi snakkede om at gøre rent i hytten. Banke tæpper og feje gulvet, men vi nøjedes med at snakke om det og vaske op. Det er langt hyggeligere at ligge og læse, blunde og vågne op igen, læse videre og måske tage sig endnu et blund end at feje og banke tæpper og så sejlede vi hjem til Laura.

Det er hårdt at tage afsked og det havde måske været lettere, hvis jeg kunne tage bilen og køre ned til dem en torsdag eftermiddag når det passede mig eller at de kunne komme hjem på weekend når de havde lyst, men sådan er vores verden ikke skruet sammen, så jeg forsøger at være robust og stærk og det lykkedes ikke særligt godt lige nu.






torsdag den 22. august 2019

Nyd det nu det satans liv


Jeg havde alt for travlt til at jeg faktisk nåede at mærke sommeren,



jeg tror jeg vil finde tid til at nyde efteråret.





nyt på nyt

Siden sidst:

Jeg kom til tandlægen , for han var så flink at finde en anden tid til mig.
Vi skulle være landet fredag aften, men med aflysninger, udsættelser, strandinger og forsinkelser nåede vi frem tirsdag tidligt om morgenen.



 Der var blevet rykket rundt og lagt puslespil i tandlægetiderne for at jeg kunne komme til.
Jeg fik sovet 1 1/2 time i Lauras seng og tog så bussen ind til midtbyen, hvor tandlægen holder til og fik lavet det jeg skulle have lavet: en bro over en tand, som manglede.

Årsagen til at jeg overhovedet skulle have lavet den bro, var at det kun var et spørgsmål om tid før den bagerste tand flækkede, knækkede og skulle hives ud og det kan jeg ikke leve med, så jeg har sparet penge sammen i rigtig, rigtig lang tid og fik samlet nok sammen til at det kunne blive denne sommer.
Herligheden blev sat på plads den 08 juli og det gik rigtig fint og jeg var glad.. lige indtil den 06. august, hvor broen knækkede og hele herligheden nu sidder løst og den ene af mine tænder er ømme.
Og nej jeg har ikke tygget i noget hårdt eller noget sejt. Jeg har været forsigtig og passet på og da det knækkede havde jeg faktisk ikke noget i munden og lavede ikke anden end at gå op ad trappen.

Nu skal jeg så have det ordnet og der er heldigvis garanti på det, men jeg skal selv betale for rejsen til Danmark og oveni de 21000 kr som det kostede i første omgang, kan jeg så spytte yderligere  godt 6000 oveni.



Jeg prøver ikke at ærgre mig og jeg prøver at sige til mig selv at det kun er penge, men jeg er ikke helt i mål med at vende det.
Jeg bliver nødt til at vente lidt, ignorere ømheden, tygge kun med den ene side, være ekstremt forsigtig for jeg kunne ikke finde en billig billet til før starten næste måned. "Sur røv" har jeg mest af alt lyst til at skrige, men jeg lader pænt være.


Sommerferien blev også forkortet lidt.
Sara gik rundt herhjemme og Laura var rejst til Qaqortoq, hvor hun skulle undervise i musik og jeg savnede Sara og ville være sammen med hende, så beslutningen om, at rejse hjem en lille uge før tid, var såmænd ikke så svær at tage, selvom vi havde det hyggeligt hos farfar.

Tilbage på vores faste adresse gik tiden med at hygge med Sara og hendes kæreste Max, at forberede min mors 75 års fødselsdag, som min onkel og hans samlever rejste op for at deltage i og derfor boede hos os og lige pludseligt er vi tilbage i hverdagen.







Jeg har valgt at forlade specialklasseafdelingen, som jeg har arbejdet i i små 20 år.
Jeg valgte ved samme lejlighed også at forlade min funktion som rådgivningslærer for specialundervisningen og er startet som ganske almindelig lærer i yngestrinnet.
Nogen mener det er et underligt valg, men jeg trængte til noget som gav nogle flere positive undervisningsoplevelser og selv om jeg drøner rundt som en flue i et syltetøjsglas i disse dage og prøver at finde hoved og hale i det hele, så håber jeg at tingene falder på plads.

Selvom det er den samme bygning jeg arbejder i, så er det helt nye elever, helt nye kollegaer, helt nye klasselokaler og helt nye arbejdsgange og ydermere er det ca 25 år siden jeg underviste så små elever.
Dét er svært og jeg er megamega træt om eftermiddagen og besvimer tidligt på aftenen.

Jeg har haft massive søvnproblemer de sidste par års tid, så jeg er ydermere i gang med at forsøge at ændre søvnvaner, så jeg har overskud til alt det nye.

Ude i hytten er alt ved det gode vante.




Det til trods for at der har været en voldsom naturbrand længere inde i fjorden, som har givet alvorlige rygproblemer den ene af gangene vi sov i hytten.



Branden varede i over en måned og blussede så kraftigt op at man blev nødt til at kontakte beredskabsstyrelsen for at få hjælp og de kom heldigvis op med noget materiel og mandskab, som vi ikke har og sammen med de frivillige lokale brandfolk, fik de slukket for ilden.

Et kæmpestort stykke fjeld er brændt fuldstændigt ned. Da det var værst, kunne vi herude i byen ikke have vinduer stående åben og byen var indhyllet i røg.
Det var rigtig væmmeligt, uhyggeligt og utrygt, så det er så fedt at ilden nu er slukket.



Der var bloglæsere, der skrev til mig, efter at have set og hørt om vores brand i nyhederne og tak for omsorgen og tankerne.



Først var det branden, som bragte os i de grønlandske og danske nyheder.
Nu er det så ikke kun Sisimiut, der er i medierne, men hele landet og det har Trump sørget grundigt for.





Jeg behøver vel ikke at tilføje at jeg ikke sympatiserer meget med ham?



Forhåbentligt bliver folk verden over lidt mere nysgerrige efter at vide noget mere om Grønland, som han er så interesseret i og måske det ligefrem kan føre noget positivt med sig?



Hvem ved?






søndag den 23. juni 2019

Tågen, en sommerferiegyser

Kan du huske i '80-erne den dengang vildt uhyggelige gyser: "Tågen"?


Jeg havde glædet mig til at komme til koncert i aften sammen med Laura og Sara, men Sara måtte aflyse, da det ikke kunne gå op med hendes planer og hun er i Ilulissat, så Laura og jeg glædede os til at kunne dele oplevelsen med Jan i stedet, selvom det ikke helt er hans musik-smag.

Det er heller ikke musik vi hører hele tiden og vi kan faktisk kun deres store hits, men mens børnene var små, hørte jeg en bestemt cd med TOTO hver fredag når jeg gjorde hovedrent og da Laura fandt ud af at de skulle spille i aften i Århus, var det jo oplagt at vi købte en billet.
Vores sommerferie blev planlagt og arrangeret efter at vi skulle kunne nå frem til koncerten og da jeg jo først fik sommerferie i torsdags, var det tidligste vi kunne rejse, fredag d. 21. juni på Grønlands nationaldag.

Fredag d. 21. juni kl 10.25 skulle vi have været lettet herfra ind til Kangerlussuaq, men tågen lå tungt og tæt over byen, så vi blev udsat, men ganske hurtigt aflyst.

Jeg blev så frustreret, at jeg småtudede i bilen da vi kørte vores kuffert hjem igen.

Vi har bestilt bil, som skulle være afhentet fredag aften, vi har bestilt sommerhus i Ebeltoft, som vi skulle have haft lørdag d. 22.juni til lørdagen efter og allervigtigst skulle jeg have været til tandlæge på mandag kl 14, hvor jeg skulle have en krone og en bro.
Jeg har skrevet frem og tilbage med tandlægerne i Århus og de har været utroligt flinke og fleksible.

Der er gratis tandlægehjælp heroppe, men du kan ikke få ordnet tænderne udover at få lappet et hul eller få rykket tænder ud.
Du kan godt få renset tænder hos en tandplejer, men skal du have gjort mere eller andet må du rejse ud af landet og få ordnet dine tænder. Du kan ikke få tilskud eller hjælp af nogen art, så jeg har sparet sammen længe og overvejet frem og tilbage om jeg skulle tage på en tandlæge rejse, hvor det er meget billigere end i Danmark eller om jeg skulle vælge at få ordnet tænderne i Danmark.

Vi skal måske rejse i dag, søndag ind til Kangerlussuaq, hvor vi skal overnatte indtil mandag og hvor vi kan komme med en flyver kl 22. etellerandet og lande i Kastrup kl kvalme tirsdag om morgen.

Billetten til koncerten har Laura forhåbentligt fået solgt, godt nok med et tab og en af hendes veninder i Danmark skal heldigvis med til koncerten, men det var jo en oplevelse, som vi havde glædet os til at dele, så smagen af malurt i bægeret er umiskendelig.

Sommerhuset som vi har lejet gennem homeaway bliver det dyreste i mands minde, da vi jo ikke får andet end et par dage inden vi skal ud af det igen.

Jeg havde glædet mig til komme til den fernisering, som Laura har inviteret os til.

Hun har haft travlt med at sætte op og gøre klar sammen med sine medstuderende og vi har glædet os til at se udstillingen, se hvor hun studerer og ikke mindst at være sammen med hende de få dage, der var mulighed for at være sammen med hende inden hun rejser til Sydgrønland for at undervise i musik-sommerskolen.

I uheldige, kedelige eller negative situationer forsøger jeg altid at finde noget at veje det op med, så jeg glæder mig over at vi ikke er alvorligt syge eller at nogen er døde.

Jeg glæder mig over at vi selv kan passe katten i de 3 1/2 dage, som den skulle være alene inden Sara kommer med skibet mandag morgen og jeg glæder mig over at vi måske når ind til Kangerlussuaq på mandag, hvor Simon skal have overrakt et diplom, hvor der står at han er kåret i fredags på Grønlands nationaldag, som årets medborger i Kangerlussuaq..men ved du hvad?
Jeg er dybt frustreret over at vores sommerferieplaner i den grad er skudt i sænke og at vi ikke kan gøre noget som helst ved det.

Den nye plan er, at vi skal afsted i dag kl 14.30, men tågen har lagt sig over byen igen.
Den ligger tungt og massivt over byen og har pakket os ind i en uhyggelig, næsten uigennemsigt grå-hvid, våd dyne.
Indimellem letter den en smule, sådan ligesom for at drille og irritere mens der derinde i tågen kan høres en stille hvisken :" sila kisimi naalagaavoq".
(vejret bestemmer)



For mig er tågen ikke en gyserfilm fra '80-erne.
Den er min sommerferiegyser lige her og lige nu.




mandag den 17. juni 2019

Vi nærmer os enden

Så kan jeg meget snart se en ende på dette skoleår.

Faktisk kan jeg meget snart se, ikke bare en ende, men også en ny begyndelse på noget nyt.

Jeg har valgt at skifte spor. Jeg flytter afdeling og flytter fra special-afdelingen og min rådgivningslærer-post til at være ganske almindelig lærer i yngstetrinnet, hvor jeg skal undervise 2. og 3. klasser i det nye skoleår.

Jeg er meget, meget spændt.

Det startede såmænd ellers nogenlunde med at være rådgivningslærer og jeg har ikke hørt nogen klage over mit arbejde.

Ikke højlydt i hvertfald; faktisk fik jeg nogle fine og gode tilkendegivelser med jævne mellemrum og det har styrket og givet mod, når jeg famlede lidt rundt og følte mig usikker.

Jeg nåede at komme i rutine i min funktion som rådgivningslærer og skulle ikke længere have så meget hjælp eller spørge mig for så meget mere, men dette skoleår blev mit skema rykket op og rodet rundt i, så mange gange, at jeg nåede at blive helt rundtosset og da jeg ikke længere havde mine egne elever, følte jeg mig rodløs og følte, at jeg flød rundt hid og did og det er ikke lige helt lige der, hvor jeg gør størst nytte og gavn.

Der var nogle flere ting, som gjorde at jeg langsomt mistede arbejdsglæden og jeg måtte sætte mig ned et par gange og veje for og imod.

At arbejde med børn med særlige behov og især børn, som kan være meget udadreagerende kræver at man er i harmoni med sig selv, er robust og kan rumme mere end bare det nødvendige.
Der var for mange morgener, når jeg gik på arbejde, hvor jeg tvivlede på at jeg gjorde en forskel og hvor jeg ikke følte at min indsats var helt nok.
Når man når det punkt, mener jeg at man bør stoppe op og kigge lidt ind-ad og efter mange lange samtaler med mig selv, besluttede jeg mig for at det nok var tid til at prøve noget nyt.

Jeg bliver under det samme tag som hele tiden, men det bliver nogle helt andre børn, alene det at de er meget, meget yngre og er i en klasse, hvor der er mere end 8, så jeg er spændt.


Jeg er igang med at afslutte mine over 15 år i specialklasseafdelingen. Jeg rydder op, samler sammen, smider ud og forsøger at aflevere på en pæn og sober måde.

Jeg har arbejdet under det samme tag i det samme hus i 30 år.
Til oktober har jeg 30 års jubilæum og nogle vil måske mene, at jeg er en gammel dinosaur, der har været det samme sted for længe.
Sådan har jeg det ikke.
Ikke endnu.
Jeg har været i forskellige afdelinger og lavet forskellige ting. Meget forskellige ting og nu prøver jeg om jeg kan give de helt små elever noget brugbart og givtigt, som de kan tage med sig videre i deres skolegang.


Hele weekenden har vi befundet os i byen.

Det var bestemt ikke planen.

Planen var, at vi skulle fortsætte vores "læseferie" i hytten.
Slappe af og dovne uden tanke for pligter eller gøremål, men sådan skulle det ikke være.
I lørdags da vi sejlede op mod hytten, sejlede i på et lille undervandsskær og måtte vende om med en meget bøjet propel.
Heldigvis skete der ikke andet eller mere end at vi kunne sætte en ny propel på vores motor i dag da forretningen åbnede og da vi nu alligevel var i byen kunne vi ligeså godt gøre os nyttige og det var vi så med at skifte, renovere og reparere mine forældres store altan.
Vi havde hjælp i min mors fætters søn,




som er uddannet tømrer og vi brugte hele lørdag og hele sådan og kom helt i mål i dag.



Nu kan de sidde ude på deres altan til sommer og nyde deres gode udsigt, mens de får sig en kom kaffe eller te og hygger sig.

Jeg har et par dage endnu, hvor jeg skal møde på arbejdet og gøre ting færdigt.
Der er planer, der skal lægges og jeg skal læse lidt på nogle nye læreplaner og læringsmål for en anden målgruppe end dem jeg er vant til at skulle planlægge mit arbejde til og for, men jeg kan se en ende og jeg glæder mig, for jeg føler mig psykisk og fysisk udmattet, lænset, drænet og udtømt.