Tudemarie

Sara rejste d. 8 i denne måned sammen med sin kæreste. Sara skal læse videre i Århus og Max er i Vejle.

Det var vanvittigt hårdt og selvom der er facetime, skype og messenger, hvor man kan se og høre hinanden i modsætning til da jeg rejste til Danmark, hvor en telefonsamtale kostede 16 kr i minuttet, så syntes jeg altså det er hårdt at børnene rejser.
Og ja, de er altså voksne piger på 22 og 23 og jeg ser dem med stor sandsynlighed til jul.

Laura rejste i morges.
Mit hjerte, som ikke er helet over deres afrejse sidste år, gik lidt mere i stykker.


Dem, som har prøvet det før, siger at det bliver bedre og at det bliver lettere og inderst inde ved jeg det jo også godt, for jeg har jo vænnet mig til det med Simon, som jeg jo heller ikke ser særligt tit.
Når han rejser herfra, når han har været på ferie, så gør det ondt derinde i moderhjertet, men det er sket så mange gange, at jeg ved, at han kommer igen.

Sådan kommer det jo højst sandsynligt også til at gå med mine piger.
De kommer jo igen og de besøger os og er hjemme og vi skal være sammen og der er stadig oplevelser som vi skal have sammen..siger min hjerne, men hjertet hører ikke efter. Det hulker af smerte, vrider sig for at gribe fat og holde dem tilbage og klasker sammen i smerte, når flyveren letter med mine piger.

(Jeg læste en enkelt selvhjælpsbog i sommer, så jeg kan lærer at styre tankerne selv, men den gik ikke helt ind, så jeg skal have fundet nogle andre, som jeg kan blive klogere af. 
Jeg skal lære at komme over de her "livsforløbskriser" på en mere konstruktiv måde, så hvis du ligger inde med nogle forslag til  litteratur, som er værd at bruge tid på, så hører jeg gerne fra dig.)

Det skal nok blive bedre og det skal nok blive godt, lover min hjerne mit hjerte.

Laura havde planlagt noget afskedshygge med sine venner fredag aften, når hun var færdig med sit arbejde med at køre bus for de lokale guider (hun guider også turister, men ikke i fredags) og istedet for bare at sidde hjemme og kukkelure tog Jan og jeg og sejlede op i hytten.

Vi ankom sidst på eftermiddagen og inden vi nåede frem, faldt der et par dråber regn.

Før i tiden, var jeg overhovedet ikke glad for regn, men især efter den store naturbrand inde i fjorden i sommer og efter at have gået rundt oppe i fjeldet fra foråret og indtil nu, hvor det har været så tørt, så jeg er mere end almindeligt glad for det vand, som kommer ovenfra.

Vi fik lagt til og kom op i hytten og så kom der en lille byge regn. Det er ualmindeligt sjældent, at vi er inde i hytten, hvor det regner og det var enormt hyggeligt at høre regnen tromme på taget og ruderne.
Desværre drev skyen hastigt videre og ud af fjorden og det var fascinerende at se skyen haste afsted og kunne følge den.

Vi gik en tur op i fjeldet i går, nød efterårsfarverne og at der ingen myg var. Vi nød stilheden og nød at vi kunne høre elven.
Faktisk nød jeg også da jeg fik sok, da jeg trådte ud i "sumpen". Den har været knastør og jeg har kunne gå i det de sidste mange uger, men i går var der vådt og der var kommet vand nok til at jeg fik våde støvler og vandet trængte ind og gav mig en enkelt våd strømpe.

Vi snakkede om at gøre rent i hytten. Banke tæpper og feje gulvet, men vi nøjedes med at snakke om det og vaske op. Det er langt hyggeligere at ligge og læse, blunde og vågne op igen, læse videre og måske tage sig endnu et blund end at feje og banke tæpper og så sejlede vi hjem til Laura.

Det er hårdt at tage afsked og det havde måske været lettere, hvis jeg kunne tage bilen og køre ned til dem en torsdag eftermiddag når det passede mig eller at de kunne komme hjem på weekend når de havde lyst, men sådan er vores verden ikke skruet sammen, så jeg forsøger at være robust og stærk og det lykkedes ikke særligt godt lige nu.