Søde

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes altså at mine forældre er lidt ekstra søde når de kommer tøffende i båden.

Deres båd/Jans båd

To ældre mennesker i en ældre båd i adstadigt tempo

Billedet er fra i søndags

Forlænget fredag d.13

Vores fredag d.13 fortsatte lørdagen med, men vi ignorede det og fortsatte uden at lade os gå på af alle de små genvordigheder, som lørdag d.14 ellers lagde frem for os.

Jan og jeg stod op kl 05.30 i går, lørdag og Jan gik ned for at skifte det dæk, som afsluttede vores dag i går (på den rigtige fredag d.13) med at være fladt.

Jeg pakkede lidt sammen, gjorde mig klar og vi kom afsted, lidt forsinket, men stadig i højt humør.

Vi fik fordelt alt vores habengut, som vi skulle have med op i hytten i jollen, så det hele lå godt og vægten var fordelt og fik startet jollen.

Der er en 70 hk påhængsmotor på jollen og den kan tiltes op og ned automatisk med en knap, som sidder på siden af gashåndtaget, men som jeg har sukket en hel del over den sidste tid, så er der faldet sne og været frostgrader.

I torsdags og fredags mens jeg gik og drømte om en lang weekend i hytten, forvandlede regnen sig til sne og dækkede næsten alt.

og på en eller anden måde var der tilsyneladende kommet vand ind i tiltknappen til påhængsmotoren, som så var frosset, så den godt kunne hæves op af vandet, men ikke sænkes ned igen.

 

Nøj, hvor var det øv og surt, da vi vendte om efter få meters sejllads.

 

Da vi lagde til ved broen igen og vi i bitter tavshed havde kigget lidt på hinanden og på motoren, kom Jan i tanke om at der på en motor næsten magen til min, sidder en knap på undersiden af den, så man manuelt kan hæve/sænke den og vi havde knap fået den sænket, før vi var afsted igen.

Vejret var råt og med stedvise tætte snebyger.

Sneen gjorde ondt at få pisket ind i ansigtet, men humøret var steget til højdepunktet igen, så hverken snebyger eller en smule råt vand kunne bringe os ud af fatning og da vi rundede hjørnet og sejlede ind i fjorden, mod solopgangen, var vandet flot og snebygerne forlod os.

Det var dejligt at få det våde tøj af, få tændt op i ovnen og få pakket ud og vi besluttede os at gå en tur op i fjeldet for at se om der skulle være liv i form af rensdyr, harer eller ryper.

Snebygerne kom tilbage sammen med en frisk vind og det var hårdt at gå i den bløde, våde sne.

 

Vi blev atter gennemblødte, men denne gang indefra og det var koldt at stå  stille.

Der gik ikke mange timer, før vi blev enige om at gå tilbage og få tørret tøj og fodtøj og vi nåede den sidste bakkekam, da solen endelig besluttede sig for at slutte sig til vores selskab.

Der er en dejlig udsigt oppe fra.

(billedet kan klikkes større)

 

4 falke fløj nysgerrigt og en smule aggressivt over vore hoveder, mens de skreg med deres meget lidt charmerende skrig;

Det er en ualmindelig smuk fugl med nogle fascinerende flyveegenskaber, mens dens skrig er ikke særligt køn at høre på i længden.

 

Udsigten ændrede sig samtidig med at solen brød frem og vi kom lidt længere ned i fjeldet og vi sad lidt og nød luften, udsigten og det hele.

(billedet kan klikkes større)

 

Inden vi nåede ned, fik jeg øje på en enlig hare, som Jan skød og vi kom ned til hytten, hvor vi kunne skifte til noget tørt tøj.. igen.

 

 

Jeg fik lagt mig og faldt lynhurtigt i søvn, hvor jeg sov hurtigt,  hårdt og meget intenst.

 

Jeg vågnede ved at fløjten på kedlen fløjtede og Jan kunne byde på varm, grøn te og rugbrød og mens jeg sad og spiste, kunne jeg ud af vinduet se en stor langsom båd komme tøffende i det fjerne.

 

 

Vi gik ned på stranden for at tage imod dem.

Det var næsten helt højvande og min far havde fået ankret den store båd op, så der var fare for at den ville stå på land, når det igen blev lavvande, så Jan og jeg sejlede ud i gummibåden for at hive ankret op og flytte den et par meter længere ud, hvor der er lidt dybere, mens min far og mor bar ting op.

Jeg hev ankret op og Jan sejlede ud og pludseligt lød der nogle meget uvelkomne lyde fra agterenden af båden og vi kunne konstateret at snoren/tovet, som iøvrigt ellers er et flydende tov, var kommet i skruen.

 

ØV, hvor fredag d. 13 blev nærværende igen.

 

Vi fik med fælles hjælp, en bådshage og bare arme ned i det kolde vand, noget af snoren fri, men sejlede så ind til land.

Efter lidt snakken frem og tilbage, mente min far at vi kunne få snoren ud med tålmodighed, lidt snilde og fingerfærdighed og det lykkedes for Jan og min far at få lirket snoren ud. (Jan drejede akslen med hænderne, mens min far trak i snoren fra gummibåden og slutteligt startede de motoren, hvor det sidste af tovet blev spyttet ud)

Fredag d. 13!!

Øh nå jo; Jan faldt i den våde jord både da han skulle ned til stranden og da han skulle op og tilbage til hytten igen.

 

Da vi så endeligt sad samlet inde hytten og jeg var igang med at lave mad, syntes jeg pludseligt at der mangledes en lyd.

Lyden fra ovnen!

Ganske rigtigt var den gået ud og der lå en sø af petroleum i bunden..

Heldigvis var der et par engangshandsker og en stor og hel pakke køkkenrulle, som Jan så kunne søbe petroleummet op med inden han kunne tænde op igen.

Efter aftensmaden, opvasken, aften-teen og hyggen havde uheldene besluttet sig for at forlade os for denne gang.

Jeg håber at de bliver væk, for selvom vi holdt humøret oppe og højt, så var de pænt trælse at være i selskab med!

 

Det er altså hverken hver eller hver anden dag, at jeg sover  med mine forældre i samme rum, men det var hyggeligt at falde i søvn i køjen i samme rum med dem.

 

De var glade, underholdende  og i aldeles topform.

Vi vågnede allesammen tidligt i morges, taget i betragtning af at det er søndag, fik kaffe og så gik min far i gang med at hænge en solcelle op på sydsiden af huset.

Min mor gik igang med den semistore hovedrengøring af hytten, så vi luskede af op i fjeldet,

 

bevæbnet med hver vores skydevåben, men igen i dag var der kun sne, masser af østenvind og lidt for koldt, når man stod stille.

 

Udsigten fejlede stadig ingenting og det var mere end hyggeligt at komme ned og der var nogen “hjemme”

 

Efter den sene frokost og vandet var vendt fra lav til høj, pakkede vi sammen, mens vi snakkede om at det havde været en god weekend på trods af alle små-uheldene.

 

Nu er den desværre ovre, men jeg håber og krydser fingre for, at det tynde lag sne smelter og at vi får nogle varme efterårsdage med stabilt vejr, så vi kan nå ud i hytten et par gange inden vinteren for alvor sætter ind

(Billedet kan klikkes større)

at leve op til sit ry

Det sner udenfor.. så regner det da i det mindste ikke, men jeg synes godt nok at det er tidligt.

Faktisk har jeg gået og været så træt,-især over at det var mørkt og indevejr i så lang tid at jeg ikke har orket noget som helst fornuftigt.

 

Det er fredag d. 13 og den har for mit vedkommende levet så fuldstændigt op til sit ry og rygte om at bringe uheld.

Heldigvis har de været små, altså uheldene; en gryde, som brændte af (kondenseret mælk), at jeg har  tabt alt hvad jeg har fået i hænderne og hvad deraf følger og jeg kan i den sammenhæng fortælle at det ikke er spor sjovt at samle en stor æske med vatpinde op lige inden man skal ud af døren, hvor man forøvrigt er sent på den… og efter en lang dag i det spor, kunne vi høre, da vi steg ud af bilen her til aften, hvordan luften sivede ud af højre baghjul uden at vi kunne stille noget op.

NÅ!

Fredag.

Vi kapitulerer, overgiver os og kaster håndklædet i ringen.

Dagen blev din, fredag, men i morgen tager vi lørdagen til os og gør den til vores!

Lige om meget lidt, afslutter jeg altså bare dagen, går i seng og sover og tager hul på lørdag d.14, når jeg slår øjnene op og vi tager op i hytten og nyder stilheden. I morgen!

 

Hav en god weekend.

Tydelige spor

Sara tog nogle billeder af nogle billeder af mig, som barn med sin mobil-telefon.

Der er ingen tvivl om at Sara og jeg er tæt beslægtet med hinanden

En pause fra regnen

I dag brød solen frem, himlen blev blå og regnen holdt op.

Sikken en velsignelse!

Og endnu bedre blev det da vi blev velsignet med den smukkeste solnedgang.

 

Og farverne ude på fjeldet er stadig utroligt smukke