mandag den 24. februar 2025

Genfør takt og tone

Jeg har tit tænkt på de der Muhammed-tegninger og nu tænker jeg på dem igen. 

Ikke uafbrudt eller hele tiden, men postyret, balladen og al det had de udløste, dukker op i mine tanker næsten hver gang jeg åbner min facebook.

For stemningen er næsten den samme for øjeblikket, som dengang.

Der er så meget ballade heroppe for tiden.  


Det har der faktisk været længe og sagerne vælter op de ellers hermetisk lukkede skuffer.


Børnene man sendte til Danmark, så de kunne blive kloge danskere.

De piger / børn og kvinder man opsatte spiraler på, så man ikke risikerede at de blev gravide for at begrænse og kontrollere befolkningsantallet heroppe.

Senest har der været stor opmærksomhed omkring antallet af grønlandske børn bosiddende i Danmark anbragt udenfor hjemmet.


Det gør noget ved os allesammen.


Gennem hele min barndom har jeg vidst at mange af de lærere fx. som underviste os, tjente mere end deres grønlandske kollegaer. 

Det var ikke kun ulige løn blandt lærerne,-nej, der var rigtig mange steder, hvor en grønlandsk medarbejder, som lavede fuldstændigt det samme som en dansk medarbejder, tjente langt mindre, og derudover heller ikke havde de samme frynsegoder som en årlig feriefrirejse ud af landet, bedre boligforhold og deslignende.


Og inden vi kommer for godt i gang med at argumentere for og imod, så havde vi, og har stadig stærkt brug for arbejdskraft udefra. 

I de senere år er det især højere uddannede folk, som vi har mangel på heroppe som fx læger og tandlæger o.lign. (som jeg kan læse, at man faktisk også mangler i mange andre lande), og de ansættes nu på andre vilkår, da deres kontrakter ofte enten er individuelle eller af kortere (vikar-) varighed.


Gennem mange, mange årtier, har det været veluddannede og dermed højere betalte folk, som kom herop og de sociale afstande har altid været markante af disse, men også andre årsager.

Gennem tiderne har det ved lov ligefrem været  forbudt danskere og indfødte at gifte sig og man havde hyr med at finde ud, hvad man skulle stille op med de børn, som blev resultatet af disse relationer.

Op gennem, især tresserne, hvor der for alvor blev bygget og udviklet boliger/ boligblokke heroppe og hvor danske håndværker-mænd kom herop i kortere eller længere perioder, blev mange børn undfanget.

Det var en utrolig turbulent tid overalt i verden med fri (?)  kærlighed, en afslappet tilgang til alkohol og nogle ville måske endda tilføje: Sædernes frie fald.

Mange danske mænd blev ikke stillet til regnskab for de børn, som de havde heroppe og sneg sig ombord på flyveren, for at rejse hjem igen til deres kone og børn efter endt arbejdsophold.

De var bestemt ikke alle danske håndværkere, som opførte sig dårlige og mange af håndværkerne levede et hårdt arbejdsliv, hvilket den høje løn også afspejlede.

Det gjorde ikke meget godt for danskernes ry heroppe med deres opførsel. 

Et ry som ikke tålte alt for mange pletter, for man vidste jo godt at mange af dem, som boede heroppe ovre længere perioder, drog nogle fordele, som ikke altid helt stod mål med den indsats, som de ydede og op gennem tiderne havde man hørt et og andet om uretfærdigheder som var blevet begået.

Ikke alle, men de rådne æbler fyldte kurven med den kvalmende lugt.

En lugt som mange har vænnet sig til, lært at affinde sig med og for nogle måske ligefrem har lært at holde af? Hvad ved jeg, -men der er en uro heroppe, hvor de især de unge er begyndt at stille spørgsmål, begyndt at undre sig og er begyndt at sige fra.

Uanset om Danmark vil det eller ej, så har Danmark styret Grønland som en dansk koloni.

Og mange forsøger sig i disse tider med at det kunne have været værre og vi heroppe skal være glade for at det blev Danmark og ikke XXX, at vi er utaknemmelige, ingen humoristisk sans har og at det eneste som holder os i live er bloktilskuddet.

Nu tænker du så måske på, hvordan Muhammed-tegningerne dukker op i min bevidsthed?

Amerikanerne fik valgt deres præsident og han var ude, allerede inden han satte sig i stolen i det hvide hus, og kræve vores land. 

Han mente han havde ret til det, var villig til at købe og betale for vores land. 

Vores landstyreformand meldte klart ud fra starten af, at vi var ikke til salg.

Og blev det heller ikke.

Ååh, så kom DR's dokumentar om kryolit'ten. 

Den blev lynhurtigt fjernet fra jordens overflade, for tallene var ikke korrekte og dem skulle der åbenbart fokuseres mere på end at vi talte om, at Grønland ikke kun var en udgiftspost men så sandelig også var og er en indkomstkilde.

Alle de åbne sår.

Traumaer,-påførte, overførte, videreførte og ubehandlede sår.

En kultur, som blev kørt over, mast og underkendt i udviklingens hellige navn og som efterlod og tabte generationer.


Jeg tænker på Muhammed-tegningerne og jeg tænker på for-og imod. 

Ja, vi har ytringsfrihed og folk elsker især at gøre grin med andre.

Det kan også være sjovt.. især, hvis det meget, meget tydeligt er blandet med kærlighed, respekt, empati og pli. 

Især pli.

Der skal utroligt meget finføling til at kunne lave sjov, nar og hån mod andres tro og religion.

Og det samme gælder et helt land/kultur, som lige nu har det svært nok.

Ved ikke helt om det er helt bevidst at DR graver flere grøfter mellem Grønland og Danmark men lader de J. Spang blive på deres flade, burde de måske også omtænke deres beslutning om fjernelse af kryolit-udsendelsen. 

Jeg synes absolut ikke det er sjovt eller morsomt. 


Tværtimod, føler jeg at man får lov at sidde hjemme i de danske stuer og grine lidt af grønlænderen, som der jo i forvejen ikke er så meget respekt om.

Der er så meget uro heroppe, -ligesom så mange andre steder i verden og indimellem bliver jeg utryg, usikker og lidt bange for hvad vi bevæger os rundt i og jeg tænker at i så usikker en tid, vi lever i, er det endnu mere vigtigt at man opfører sig med pli, dannelse og stor finføling.










søndag den 23. februar 2025

Politiske hunde

Der er snart valg.

Det er ikke fordi jeg som sådan går særligt meget op i politik, men jeg ved jo også at alt, -alt hvad vi omgiver os med lige fra kærlighed til økonomi, fritidsinteresser, arbejde, pension, børnepasning, sundhed og død, i sidste ende handler om politik, så jeg lytter, tænker og følger lidt med, men siger ofte ingenting og affinder mig derfor med det meste.

Jeg affinder mig med mange ting, for hvis jeg vil have indflydelse, må jeg lukke munden op og lade mine tanker ud, handle på tankerne eller formidle dem til nogen, som måske vil forsøge at handle på  min tanke.

For et pænt stykke tid siden var jeg i TV. 

Jeg fortalte om at spinde garn af hundeuld. 

Vores egne hundes uld.

Det er der ikke noget odiøst i, for det er der en del der gør andre steder både heroppe og ude i verden.

Jeg fortalte journalisten mine bagtanker om, at deltage i udsendelsen, men da udsendelsen blot skulle handle om at spinde uld fra egne hunde; grønlandske slædehunde, slog jeg mig til tåls med dette og håbede at andre måske ville gøre det samme, tænke videre og måske ville en, der var mere visionær og driftig end mig nå helt ud i andre og mere politiske tanker.

Jeg havde nemlig gået og tænkt lidt på vores lands økonomi og tænkt at vi måske ikke tænker stort nok- eller rettere småt nok, for min tanke var, at vi satser en hel del på turisme.

Jeg rejser ikke så meget, men når jeg gør, er jeg interesseret i at se naturen i det land, som jeg besøger, i de mennesker, som bor i landet, deres skikke, deres traditioner, kultur og sprog. 

Ofte er jeg jo kun turist i ganske få dage, og når knap at få et dybere indblik i noget som helst, men essencen og det som landet er kendt for, bliver jo ofte givet os på forhånd ad forskellige veje: De sociale medier, billeder på nettet, rejsebureauernes reklamer, hjemmesiderne som jeg besøger inden jeg ankommer og de fortællinger, som er blevet fortalt af andre, som har besøgt landet.

Jeg ved, at mange forbinder Grønland med isfjelde, gletchere, kulde, smuk og ekstrem natur, sælfangst, gæstfrihed og et stolt folk, og hvis du søger destinationer nord for polarcirklen, vil hundeslædekørsel også blive fremhævet og highlightet som noget man bør prøve.

Vi, Jan og jeg er så heldige at vi har mulighed for at have vores egne grønlandske slædehunde.

Vidste du forresten at man ikke må have andre hunderacer end den grønlandske slædehund i hundeslædedistrikterne? Der findes mange, mange oplysninger om den grønlandske slædehunde, så hvis du vil vide mere er der rigtigt meget at finde på nettet.

Nu skriver jeg at vi er heldige at vi har mulighed for at have vores egne hunde og heldet ligger et meget andet sted, end de fleste måske forestiller sig.

Vores store held ligger i, at vi har råd til at have disse hunde-og tid.





Vi fodrer med importeret hundefoder, da det er det mest tilgængelige foder, som opfylder den grønlandske slædehunds behov.

Den grønlandske slædehund opholder sig udenfor døgnet rundt, året rundt og har derfor behov for en mere specialiseret kost en fx. en dansk-svensk gårdhund. der lever i Danmark, har. Det siger sig selv.

Hvis du skal kunne køre slæde, skal du have mere end 1 hund og p.t har vi 11.

Det ville være godt for hundene, hvis de kunne få en lidt mere afvekslende kost, som var protein og fedtholdig og hvis vi havde adgang til fx. sælkød ville vores hunde få det lidt oftere.

For 10-15 år siden, kunne vi købe  hellefiskeaffald fra Ilulissat, hvis vi var nok, som ville investere i store mængder, så det kunne betale sig fragtmæssigt, men jeg kan forstå, at der stort set ikke er mere affald, som smides ud fra fiskeindustrien, da man er blevet bedre til at bruge alt for fisken. Dét er jo glædeligt, at man udnytter ressourcerne optimalt.


Hundene var ellers glade for hellefiskeaffaldet og da det jo er en fed fisk, var det godt som supplement til hundepillerne.

I 2021 var jeg på et kort kursus i Maniitsoq.

Det er en by syd for Sisimiut og det er ikke et hundeslædedistrikt.

Når jeg havde været på kursus om dagen, gik jeg ofte en tur om eftermiddagen, rundt i byen. 

Jeg gik næsten hver gang en tur ned forbi det lokale "Brædt" hvor der bliver handlet lokale råvarer, som fx sælkød.

Der var meget, for der er tilsyneladende gode fangst muligheder for sæl deromkring.

Man indhandler skindene til Great Greenland og hvis man så ikke kan komme af med kødet, bliver det smidt ud.

Det kan jeg jo næsten ikke holde ud af tænke på, for al det gode kød, kunne vores hunde have haft glæde af, men fragt er dyrt heroppe og hvis man skal sende en hel frossen sæl op til os bliver det kun endnu dyrere.

Jeg gik og tænkte på, at hvis bare man kunne lave en forening, som lejede en frysecontainer, som kunne stå i Maniitsoq, så kunne fangere og fiskere i Maniitsoq og omegn sælge deres overskud til denne forening, som fyldte containeren og sendte op til os, hvor vi kunne købe kødet.

Men en frysecontainer er dyr, at have stående og endnu dyrere at sende rundt i landet og i sidste ende, ville det kød, som bliver smidt ud, koste os så dyrt, at det igen bedre kan svare sig at købe hundepiller. 

Æv, var min tanke.

Der er ikke noget at sige til, at folk nu om dage hellere vil lade sig transportere rundt på en snescooter, for det er (næsten, hvis der ikke kommer reperationer) et engangsbeløb du lægger og du skal ikke rende og passe på din snescooter om sommeren, hvor du bare har  hevet nøglen ud af den, pakket den ned og venter på at der kommer en ny vinter, med noget nyt sne.

Har du hunde skal du passe dem hver dag året rundt og det koster tid og penge. 

Mange penge.

Så blev jeg lidt småbitter og tænkte at den kultur, som har overlevet i århundreder og som vi stolt viser frem, når der kommer folk udefra, snart ikke er mere.

Antallet af hunde i hundeslædedistrikterne er stærkt faldende og interessen blandt unge mennesker for hundeslædekørsel er efterhånden et særsyn.

Her i Sisimiut er stort set alle slædehundene blevet flyttet ud af byen og pladser med hundehold kan tælles på en amputeret hånd.


Børn og unge er ikke længere vant til at omgås den grønlandske slædehund. Deres egen kulturarv og rigtig mange børn og unge er så uvant med den grønlandske slædehund.

Til gengæld er der kommet rigtigt, rigtigt mange snescootere til byen. ATV og UTV'er.

Vi har også hver vores, Jan og jeg og nøglen skal bare drejes om i tændingen og så er vi afsted.

Det er da nemt og hurtigt, og man får rigtig mange oplevelser, når man kan komme ud i baglandet.

I 2019 blev indførselsafgiften på snescootere ophævet og rigtig mange fik råd til at købe en ny snescooter.

Jeg havde sådan ønsket, man man havde tænkt lidt anderledes måske og kun sænket afgiften fx. og givet den del som stadig var afgift, som tilskud til fragt af hundefoder, men man kan jo vende det og sige, at hvad rager det en snescooterejer i Sydgrønland at vores hundefoder i Nordgrønland er så dyrt, at det snart kun er de meget, meget velhavende, der har råd til at holde et hundeslædehold.

Man skal kalkulere med det at have slædehunde i sin økonomi,-og bevares det skal man også hvis man har en hund, en hest eller et andet levende væsen i sin husholdning i andre lande, men det er en del af en kultur,- faktisk har det været et bærende element i vores kultur og den er ved at uddø.

Har det overhovedet en interesse for andre end turister, at der stadig køres traditionel hundeslædekørsel i Grønland? 

Eller er det efterhånden kun forebeholdt de danske soldater i Sirius at køre traditionel grønlandsk hundeslædekørsel?

Det koster meget tid og mange penge at have grønlandske slædehunde i Grønland. 

Det koster også tid og penge at have islandske heste i Island eller en gårdhund i Danmark, men fragten herop til er vanvittig dyr, så derfor er alt..ALTING meget dyrere heroppe end mange andre steder i Danmark og dét er een af grundene til at een af vores kulturarve er ved at gå til grunde.. et tidligere bærende element i vores levevis  og som vi åbenbart så gerne vil vise turisterne, som vi satser så stort på heroppe.

Inden vi ser os om, er det kun turistoperatørerne og de danske soldater i Siriuspatruljen, der kører traditionel hundeslædekørsel og ikke længere end integreret del af vores liv at se private køre slæde.

...og de var med de tanker, at jeg sagde ja til at deltage i en tv-udsendelse om at spinde uld af grønlandske slædehunde, for mine tanker kører nogen gange rundt og rundt med mit rokkehjul, når jeg spinder ulden fra vores hunde. 

Er der ikke en eller anden, som tænker små tanker i de store og som tør at foreslå noget, som kan være med til at gøre det en anelse lettere for den grønlandske slædehunde-ejer og hundeslædekørslen i form af lidt økonomiske lettelser og gerne i den form, som også kommer andre erhverv til gode og som måske i sidste ende kan være med til at bevare og måske endda motivere flere til at have egne slædehunde, som der kan køres slæde med. 

Ulloriaq er inde på noget af det med genanvendelse, reducering af ressourcespild og mindre transporttid -og omkostninger, men det er stadig dyrt og besværligt  for den enkelte producent og forbruger.









tirsdag den 28. maj 2024

Altan-ornitolog

Nogen siger, at canada-gæssene er blevet mange, mange flere og at der er blevet færre af de andre slags gæs.

I Europa er canadagåsen en invasiv art, som oprindeligt stammer fra Nordamerika.

Jeg mindes ikke at der var så mange over-flyvende gæs da jeg var barn,  men måske var jeg ikke så opmærksom på de forskellige dyr, da jeg var barn og havde nok og mest kun blik for vores hunde?

Hvorom alting er, ser jeg flere og flere gæs her i byen.

Sidste år landede en lille flok neden for kirkegården, som i vores by ligger centralt.



Gæssene gik nede i et område, hvor der ikke færdes ret mange mennesker, for ikke at sige nogen, men de var synlige fra både boligblokkene og husene, hvis man kikkede efter.

Min ven og jeg opdagede dem ihvertfald og vi sneg os stille ind på dem, med vores kameraer og fik taget nogle billeder.



Jeg følte mig ret heldig over at være kommet så tæt på dem, for de er sky og letter ved den mindste lyd og bevægelse.

De tager ingen chancer og letter hellere en gang for meget end for lidt, så da vi kom på "skud-hold" af dem, følte jeg at jeg havde oplevet noget ekstraordinært.

Siden i søndags lå der en lille flok canadagæs i den lillebitte sø, der lidt større end en vandpyt, nede ved vores hunde.

De lå fredeligt i søen og tøffede rundt.

Jeg så dem ikke selv, men nogen havde taget billeder med deres mobiltelefoner og lagt det på facebook og jeg tænkte ved mig selv, at de nok allerede var ovre alle fjelde og orkede derfor ikke besværge mig med at finde mit kamera frem og gå derned for at fotografere.

Men de lå der sørme igen i går.

Mit kamera blev hentet og jeg gik så langt ind mod dem, som de nu tillod det og fik fotograferet dem.






Jeg ville så gerne have haft et fint billede af dem, når de fløj også; for det vidste jeg at de ville gøre, når de blev trætte af mig.







Det lykkedes ikke helt, -faktisk ikke overhovedet ikke som jeg gerne ville have haft det, men det er altid en glæde at se på fugle, som ikke er hverdagssyn og det er canadagæssene for mig.. endnu. 

Min absolutte yndlingsfugl er stadig ravnen. Det har jeg skrevet om så mange gange før, at jeg vil skåne jer for yderligere lovprisning af den smukke, sorte og kloge fugl.






Den er der alt for mange af, og man må faktisk iflg. vores lovgivning her i byen, fange og aflive dem året rundt. 

Ravnen er lige så årvågen som gæssene og ihvertfald, dem som er her i byen er svære at komme på "skudhold" af med kameraet og i vinter blev det lidt en sport for mig, at forsøge at få taget et billede af den. 

De sidste par vintre, især når der har været is, har der ligget rigtigt mange edderfugle nede i havnebassinet. 



Der er rigtig mange der fryser ihjel, men de er også et overdådigt festmåltid for ørnene, som der kommer flere og flere af i området omkring havnen.





Det kan man ikke fortænke ørnen i, for de stakkels frysende edderfugle er lette at fange, et nemt bytte for en sulten ørn og jeg har på fornemmelsen, uden at have et grundlag for at vide det, at det måske er de samme ørne, som vender tilbage vinter efter vinter, -kloge af erfaring med de nemme edderfugle, som ligger delvist forsvarsløse i isen.





Jeg fotograferer de små fugle ude på altanen næsten hverdag. De er sultne og lader sig ikke forstyrre, selvom jeg står bag vinduerne og knipser løs.



Min yngste datter sagde engang i løbet af vinteren, at vi, -altså Jan og jeg, vist var ret nørdede med fugle. Måske? Vi synes ihvertfald, at det er sjovt og interessant at følge med i dyrelivet omkring os og fugle er da ret interessante. Jeg ved ikke meget om dem ellers, men det er fascinerende at snespurven fx er den nordligste ynglende spurvefugl, at den kommer langt omkring og overvintre i Centraleuropa. ++



Nu har vi så også laplandsværlingen på vores altan i stor stil og de kvidrer og synger så lystigt og muntert. Det er da til at blive helt glad i låget af al den liv og leben omkring en. 

Det var så alt fra den nydudsprugne altan-ornitolog 

mandag den 27. maj 2024

Glohede gys

Jeg ved ikke, om det er alderen, årstiden eller almindelige påvirkninger udefra fra fx. de sociale medier, men jeg har længe gået og tænkt på, at det der vinterbadning så spændende ud.

Og udfordrende ud.

Grænseoverskridende, vovet, halsbrækkende, farligt, men også spændende ud.

Jeg har læst frem og tilbage om det skulle have nogen som helst gavnlig virkning på ens fysiske og mentale helbred og der er åbenbart delte meninger om det.

Altså om det har nogen gavnlige virkninger på dit fysiske helbred. Der er selvfølgeligt mange teorier og der har sågar været undersøgelser omkring det og det er, som jeg kan læse det, ganske sikkert at der sker et eller andet, når kroppen udsættes for det der kuldeshok.

Heroppe, har der igennem de sidste par år været nogle, især kvinder, som trofast er gået ud i havet, uanset årstid.

Nogle af dem, er mine venner på facebook og de skriver hvergang at det er opfriskende for krop og sjæl, hvor godt de har det bagefter og at de føler at deres immunforsvar bliver boostet.

Det lyder jo altsammen så tillokkende og jeg ville så gerne prøve. 

Faktisk har jeg godt kunne tænke mig at prøve det igennem flere år, men modet har jeg ikke...endnu.

Så kom der en lille spa-virksomhed hertil for et par år siden, som tilbød saunagus, som går ud på at man starter med at sænke sig ned i en kæmpestor bajle, som står udendørs med iskoldt vand, hvorefter man går ind i en sauna, som er opvarmet til ca 85 grader.

Der bliver tilført gus med æteriske olier og man sidder så inde i denner her lille runde hytte, hvor man kan være 8/9 personer, i 12 minutter, hvorefter man går ud igen og sætter sig i denne her store balje, hvor der koldt vand i.

Det gør man så tre gange i alt. 3 gange i baljen og 3 gange ind i den var sauna., som forøvrigt har det flotteste udsigt ud over havnen, havet og ud til Præstefjeldet.

Dét tænkte jeg, det kan jeg måske godt prøve.. til at starte med.

Jeg sagde det højt overfor nogle af mine kollegaer og så fangede bordet.

Jeg havde dog lige i mit letsindige øjeblik glemt, at jeg er blufærdig. Ikke bare almindeligt blufærdig, men ekstrem blufærdig.

Og at jeg skulle skaffe mig en badedragt, som jeg kunne bruge tilformålet.

Så jeg startede med at bestille en badedragt fra Nuuk. 

En med små, korte ben. Dét måtte kunne gøre det, tænkte jeg. 

Altså, hvis der var noget, som dækkede bare lidt mere af den krop, som jeg ikke er særligt tilfredst med. Og da badedragten ankom fra Nuuk, var næste grænse-overskridene projekt at sige til mine kollegaer, som jeg havde lavet en løs aftale med, at nu manglede vi/ jeg kun at bestille tid til saunagusen.

I endnu et letsindigt øjeblik sagde jeg en dato og lovede at jeg ville være den, som bestilte tiden og der var tid lørdagen op til pinsen. Klokken 14.

Om fredagen tog jeg til hotstone massage, for når jeg nu alligevel havde kastet mig ud i at vise mig i næsten intet tøj, kunne jeg ligeså godt tage hele pakken, så jeg fandt det gavekort frem, som jeg fik i fødselsdagsgave i februar måned og lagde mig på briksen til en omgang massage, som endte med at jeg helt afslappet kunne tage derfra igen 2 timer senere, med mod på at smide min blufærdighed hjemme i entreen  igen, når jeg dagen efter skulle op og prøve saunagus for første gang.

Jeg følte mig velforberedt, for jeg havde pakket både en stor flaske vand, to håndklæder-en til at sidde på og een til at tage omkring mig, hvis det blev nødvendigt, havde taget alle mine smykker af og taget min spritnye, fine og fancy badedragt på under mit løsthængende tøj, som var let at tage på og af.

Jeg vidste at mine to kollegaer ville komme, men vidste ikke om der ville komme andre. Det kan man ikke vide på forhånd, da pladserne jo bliver booket online.

Mit løsthængende tøj blev smidt, så jeg stod blottet i min nye badedragt, min forfængelighed og min ligegyldige blufærdighed, for de andre kvinder var naturlige, venlige og gav en følelse af tryghed og accept, så jeg lynhurtigt glemte at jeg ikke havde andet på end min sorte badedragt med ben.

Saunagusmesteren, en kvinde med begge sine ben solidt plantet i jorden, et tillidsskabende smil og med en indre ro strålende ud af sig, tog imod os og fortalte os, hvad der skulle ske, hvad vi kunne forvente og at hun glædede sig til at begive sig ud på denne indre rejse, som det kunne være, sammen med os.

Jeg stak hænderne i vandet i den store balje og kunne konstatere at det føltes cirka lige så koldt som en kummefryser indefra.

De andre kvinder trådte op i karret og bød mig op. 

De ville holde mig i hånden, trække vejret sammen med mig og det indgav mig mod, at jeg ikke skulle dø af kuldeshok, skam og blufærdighed helt alene og at nogen ville holde min hånd, når jeg selvforvarende var årsag til mit snarlige hjertestop.

Jeg tog deres hænder og de åndede højlydt ind og ud, så jeg automatisk fulgte med, de opfordrede mig til at slappe fuldstændigt af inden jeg gled ned i det iskolde vand.



Nøøøøj, hvor var det koldt og mine ankler, fødder, mine hænder og skuldre skreg til mig om at komme til fornuft, men jeg tog et par sekunder mere inden jeg langsomt rejste mig op igen og atter stod i min badedragt med ben i den meget kolde, arktiske forårs-nordenvind. 

Vi samlede os i en rundkreds, blev forberedt endnu en gang, inden vi gik ind i den lillebitte stående tønde, som var overraskende rummelig.

Gus-mesteren satte musik på, og mens vi sad der, kom hun vand med æteriske olier på de glohede sten, som sydede og spruttede, som i protest mod det kolde vand.

Det sved i ansigtet af den voldsomme varme, jeg følte mig fanget i det lille rum, af den steghede varme, fugten, men mest af alt følte jeg mig fanget af mig selv.

Jeg sad selvforskyldt, som følge af overmod og min manglende evne til at holde kæft, nu fanget her med min stolthed, stædighed, men min nysgerrighed forbød mig at rejse mig og forlade det hele.    

Jeg blev siddende og udholdt det hele, mens jeg forsøgte at slappe af i alle mine muskler, trække vejret langsomt og dybt og lige pludseligt blev det hele til at holde ud igen.

Første omgang var overstået og nu skulle vi så ud i den kolde luft igen.  

Jeg tror der var ca 3 graders varme.

Vi skulle i baljen engang til og endnu engang måtte jeg overvinde mig selv,  overhøre min krop, der skreg nej og min hjerne som protesterede .

Jeg kom i og kom helt i, kom op og vi fik serveret salte chips og appelsinbåde, drak en masse vand og overraskende nok føltes det ikke koldt at stå undenfor selvom jeg både var kold og våd.

Vi kom ind i saunatønden igen. 



Det gik også bedre 2. gang med at sidde derinde. 

Nu vidste jeg jo så også, hvad jeg havde i vente og jeg kunne bedre slappe af, falde til ro og inden jeg så mig om, var de 12 minutter gået for 2. gang og jeg kunne sammen med de andre træde op i baljen for 3. gang.

Da den sidste tur i saunaen var overstået, sad vi og kølede ned sammen med saunaen og da vi trådte udenfor for at gå hjem, følte jeg mig lidt høj, overstadig og en smule uovervindelig.

Mine muskler var afslappede og tilstanden varede i flere dage.. og følelsen af at have overvundet noget uovervindeligt sidder stadig en smule indeni i mig.

Selvfølgelig skyndte jeg mig at fortælle mine søstre om det, og jeg fik dem lokket med til at gå med mig 14 dage efter, så vi var i sauna-gus sammen i går aftes. 

Det små-sneede.. ja, sneede og der var en lille kold brise, men jeg var nu klar over, hvad jeg skulle igennem og det var en fed oplevelse, selvom jeg igen stod i min sorte badedragt med ben.

Jeg håber at de havde samme oplevelse, omend ikke bagefter, som jeg havde første gang jeg prøvede det og at de måske har lyst til at gå med en anden gang.

Jeg tror, at det er ekstra fedt, når det igen bliver vinter og rigtigt koldt og måske endda mørkt udenfor at tage magten over min magelighed og få gang i blodomløbet.

Modet til at gå i havet engang i løbet af sommeren, hvor temperaturen i vores have ikke kommer op på mere 5 grader i overfladen, er måske ved at finde en plads indeni mig?

Huen, som jeg har på, har jeg ikke selv strikket. Den lå deroppe og var til fri afbenyttelse, for man skal have en beklædning om hovedet både inde og ude, så derfor strikkede jeg to, så jeg selv har en sauna-gus hætte.

Opskriften fandt jeg på pinterest. 

Det sner stadig derude, men sneen bliver ikke liggende og der skal nok blive både forår og sommer engang. 

 




torsdag den 16. maj 2024

Søde forpligtelser


Der er forår derude og jeg føler lidt at der er ekstra forår på min altan.

Der er tre forskellige fuglearter, som spiser lystigt af de fugle frø , som jeg har smidt ud til dem.

Det er ganske almindelige fuglefrø fra Brugsen og de mæsker sig og kvitterer med en kvidren, som kan kan høres i hele kvarteret. Det passer mit så fint, at kan høre fugle fra den allertidligste morgen til meget, meget sent ud på aftenen.

Jeg har ikke fået fotograferet den allermindste, -den lille gråsisken.

Til gengæld har jeg en kæmpeflok lapværlig, som kvidrer ekstra fint og akkompagnerer snespurven.

Vi fik jo en kæmpe dyne sne i weekenden, hele 35 cm, lige som vi troede at nu kunne vi lægge skovlen væk, men solen varmer og står nu højt på himlen, så det forsvinder hurtigt igen, men lægger dog stadig som et tykt lag overalt, så fuglene ikke kan finde føde.

Jeg har nu forpligtet mig til at fodre fuglene lidt endnu, for de er allerede blevet forvænt med let føde, men så længe de synger smukt for mig, så er det en dejlig forpligtelse. Tak for det.