Laura og Jacob/åben scene aug 2019

Den 3. fredag i måneden er der åben scene, der bliver afholdt i kulturhuset Taseralik.
Musikskolen er primus-motor for arrangementet og nogle fredage er der mange, der spiller, hvor der andre fredage er færre.
Det er åbent for enhver, der har lyst til at give et nummer og heldigvis giver Laura ofte et eller flere numre, når hun er i byen og det falder sammen med "åben scene".
I august, hvor hun havde mulighed for det, gav hun og Jacob, der er musikskoleleder her i byen et nummer.
Måske var det meget passende nummer, måske var det upassende. Det afhænger af, hvordan man så branden i fjorden og tolker sangen.
Jeg synes jo under alle omstændigheder, at de gjorde det godt og selvom det er indspillet med en mobiltelefon på afstand, så kan du måske godt fornemme, hvordan det lød?

Ikke anbefalelsesværdigt

Jeg startede med at tage bussen ude fra Sara og kørte ind til banegården i Århus, hvor jeg kørte med toget mod Kastrup lufthavn kl 00.47

Det blev en meget lang nat, for jeg vågner jo første gang kl 04.04 næsten hver morgen efter at have været små-vågen natten igennem, men heldigvis kunne jeg falde i søvn igen hos Sara torsdag morgen og vågnede derfor først kl 06, hvor jeg så lå og kiggede på hende til hun vågnede ved 7 tiden.

Hun skulle til forelæsning men først ved 13-tiden og inden da havde hun en masse, der skulle læses, så hun sad og var flittig mens jeg lå og læste lidt til det kursus, som jeg skal til i dag fra kl 14 til kl 17 (it better be good!)

Jeg fulgtes med hende ud af døren og brugte dagen på at ose omkring i Århus, drikke noget kaffe og kigge i forretninger, der dog ikke kunne friste.. altså udover en garnforretning, hvor jeg købte et fed håndmalet fed merino-garn.

Vi spiste aftensmad sammen, Sara og jeg, og så strikkede vi sammen indtil det var tid til at hanke op i kufferten og tage ned til bussen.

Laura havde jeg taget afsked med allerede dagen før, hvor jeg tog over på hendes kollegie og brugte hele eftermiddagen, hvor hun bagte både rugbrød og kage til det møde, som hun skulle deltage i om aftenen og i torsdags, skulle hun have besøg, så vi måtte tage afsked allerede om onsdagen.
Det regnede da jeg forlod hendes kollegie for at tage ud til Risskov, hvor Sara bor og regnen passede godt til de følelser, som jeg tog afsted med.

Jeg havde købt en billet til en stillekupé og der var stille og trygt på overfarten over til Kastrup.
Der blev læst lidt i en spændende, ny-indkøbt bog og jeg gyste indimellem til en anden bog, som jeg havde købt til 30 kr i en tilbudskasse med bøger, men jeg var bange for at falde i søvn, så jeg rankede mig og satte musik i ørerne istedet og sad så og blundede lidt med alle antennerne tændt og kl 04.47 ankom jeg så til Kastrup lufthavn, hvor der så skulle slåes endnu en del timer ihjel, da flyet først skulle lette kl 11 og der først kunne indleveres baggage kl 09.00

Der blev drukket store kopper kaffe i 7/11 og endelig kunne vi komme afsted.

I flyet faldt jeg altså i søvn og sov vel næsten 1 time.

Måske det er lettere at holde sig vågen og frisk, hvis man har nogen at snakke med undervejs og måske tiden ikke føles så uendelig lang, hvis man har nogen at dele den med?

Jeg nåede at kramme Simon i Kangerlussuaq og sidde lidt sammen med ham i hans pause fra arbejdet inden jeg skulle flyve videre.

Da jeg endelig ankom Sisimiut kl 14.15 grønlandsk tid (kl 18.15 dansk tid) var jeg så træt at jeg bare ikke orkede mere.
For træt til at sove og for træt til at være vågen, men jeg holdt ud og holdt mig vågen og gik i seng til den tid jeg plejer at gå i seng heroppe.. og vågnede så, som jeg plejer kl 04.04.
Aaargh, hvor er det bare så træls, at have erhvervet sig søvnproblemer!

Det bliver en lang dag med kursus og jetlag. Selvom kurset kun varer sølle 3 timer, men fordi det ligger midt i det hele og midt på dagen og splitter dagen op.

Det bliver en lang dag hvor kroppen stadig husker krammene fra mine børn og som jeg godt gad at bruge mange, mange flere dage sammen med.

Hvis jeg kendte datoen for hvornår de kommer hjem til jul, ville jeg begynde at tælle ned allerede nu og se frem til det.

Nu kender jeg kun klokkeslettet for, hvornår kurset i dag stopper og hvornår jeg så kan tage afsted og op i hytten.
Dét trænger jeg til.

I stilheden, i roen og den friske luft skal slappes af og jeg skal have sænket skuldrene til normal position og jeg skal forsøge at finde mig selv igen.

Bare jeg ikke skal holde mig vågen i over et døgn igen foreløbig.

Til reparation

Min fine bro, som jeg fik lavet i sommer og som kostede mig en månedsløn holdt i 3 uger og så knækkede den.
Det føltes skidt og det var ømt og jeg kunne mærke at noget skulle gøres.
I første omgang tog jeg jo til Danmark og fik det lavet da man ikke laver den slags i Grønland (udover hos den private tandlæge i Nuuk) så jeg valgte at få det lavet i Danmark under min ferie.
Jeg skrev til tandlægeklinikken, men de havde   og jeg var lidt i panik.
Da jeg fik fat på dem, var der ikke nogen problemer med at finde tid til mig.
De ville rydde og skubbe tiderne for at få mig i stolen så jeg skulle ‘bare’ gøre op med mig selv hvor meget jeg ville betale for en flybillet.
Jeg fandt en forholdsvis billig billet til 6400 og så skulle jeg bare arrangere og aftale.
Jeg har heldigvis kunnet bo hos mine døtre på deres kollegieværelse. Først hos den ene så hos den anden, lidt frem og tilbage og var lidt kastebold/delemor.
Jeg har forsøgt at være stille, at være usynlig, at fylde så lidt som muligt så de begge kunne få fred til deres studier ihv antropologi og psykologi hvor der er monster meget læsestof og så har jeg vandret lidt rundt i Århus for at slå tid ihjel.
Jeg var til tandlæge mandag og tirsdag.
Det tog tid og jeg er een af de mennesker, der er vanvittige dårlige til at blive bedøvet.
Der skal meget til og der skal åbenbart noget andet til og det fandt tandlægen heldigvis ud af allerede i sommer, men alligevel tog det tid.
At ligge med åben mund med blottede, slebne tænder er anstrengende og jeg har været øm i hele min højre side , men nu tror jeg næsten på at projektet er lykkedes.
Som jeg har skrevet før, så er mit sind skrøbeligt i denne periode af mit liv.
Sindet føles som krakeleret, fint, tyndt kinesisk porcelæn.
Nye livssituationer, børn der er fløjet fra reden, overgangsalder og indre hormonkrig, manglende egen-omsorg gennem mange, mange år, arbejdsrelateret stress og gamle ukonstruktive tanker, der bobler op og gør opmærksom på sig selv.
Tro det eller lad vær, men det er faktisk første gang jeg rejser helt, helt alene og det har været meget angstprovokerende for mig.. bare at skulle køre bus rundt i Århus, har været udfordrende, men pigerne har hjulpet mig, guidet mig og tegnet kort, peptalk-et og været tålmodige.
Jeg har altid haft een med eller været sammen med nogen og følelsen af at være helt alene, uden nogen at holde i hånden fysisk og mentalt har været overvældende og skræmmende.
Det er lidt en parodi, at jeg kan sejle rundt i tæt tåge i store bølger i en åben jolle uden at kunne svømme uden at være bange, men her hvor der er skilte, streger på fortovet, internet og google Maps er jeg bange og nervøs.
I nat tager jeg toget til Kastrup for at flyve hjem i morgen.
Allerhelst ville jeg bare blive hos dem.
Sove sammen med dem.
Sidde og kigge på de læser og studerer.

Spise sammen med dem og bare være sammen med dem, men det er beroligende at have set deres hverdag, hvor de handler, hvor de går i skole, hvor de stiger på og af bussen og så ved jeg jo også at de kommer hjem til jul.
I nat kører jeg tog og da jeg skal med den sene Danmarks/Grønlandsflyver, bliver der 4 timer at slå ihjel i det tidlige morgengry i lufthavnen.
Der er strikketøj og en tyk krimi og så har jeg planlagt at drikke kaffe alle de steder jeg kan komme til det.
Jeg havde glemt eller måske fortrængt at jeg skulle på kursus på lørdag.
Fra kl 14 til 17. Altså så kan man da heller ikke spolere en dag mere end det!
Jan er blevet beordret til at gøre klar, pakke sammen og stille frem til at jeg kan gå direkte fra kurset og bed i jollen, hvor vi så sejler op til hytten.
Jeg skal have fred og jeg skal falde til ro og finde mine fødder og kan man gøre det bedre  andre steder end i sin hytte? Nej vel!

Ingen kommentarer

Min mor klagede over at man ikke kan kommentere på min blog, men jeg har ikke ændret noget og tænkte ikke videre over det, fordi der trods alt er kommet et par kommentarer på det sidste, men så ville jeg lige svare på kommentarerne og jeg må give min mor ret i, at der er noget galt.. jeg kan ikke engang svare på min egen blog. Dét er da godt nok øv og jeg ved ikke engang, hvad jeg skal stille op med det.
Det her blogspot-noget er vist ved at være for besværligt.. jeg savner stadig at kunne skrive på open-live-writer og nu dette.
Øv.
Har I nogen forslag til hvad jeg stiller op??

Weekend med mine forældre / ældreplejen

Det kommer nok ikke som en overraskelse for ret mange at vi har tilbragt weekenden i hytten, men det er altså ikke ret tit, at vi har mine forældre med.

Jan og jeg er jo i hytten stort set hver weekend og de få weekender, hvor vi ikke kan komme afsted, føles nærmest lidt spildte.
Denne weekend ville mine forældre gerne med og vi var spændte på om de ville nyde det lige så meget som vi plejer at nyde det.

Min far var ret overbevist om, at han under ingen omstændigheder kunne komme op ad fjeldet, men man kan jo som bekendt mere end man tror og det gik så fint.

Vi tog afsted i fredags da Jan havde fået fri fra arbejde. Sejlturen gik så fint og mine forældre, som gennem mange år har ment at det nærmede sig lidt farligt at sejle i åben jolle, var trygge nok ved at sejle med vores jolle.

Vi var så heldige med vejret.

Der var sol, en smule vind og absolut ingen myg.
Om lørdagen gik Jan og jeg en tur op i fjeldet.

Vi så nogle harer og det var vi utroligt glade for, for det er længe siden vi har set noget som helst levende.
De to falkepar, som plejede at yngle oppe i fjeldet over vores hytte, er pist væk. Vi har ikke set dem i dette år overhovedet.

Normalt plejer der at være mange sneharer, men disse er de første, som vi har set i år.

Vi plejer også at se enkelte nogle ryper.

Ikke mange, men nogle stykker, men der har stort set ikke været noget som helst levende oppe ved vores hytte.
Ikke engang myg.

Vi plejer at gå en tur op i fjeldet og kigge på det hele.
Vi går op på nogle fjeldtoppe og tjekker udsigter ud og hygger.

Og så går vi ned igen, tager en lur, spiser nogle madder og drikker noget te.
Vores samvittighed er lidt renere, når vi har været oppe og gå nogle skridt og haft pulsen op og køre lidt i højere tempo.

I lørdags lagde Jan sig, mens jeg sad udenfor med mine forældre, som hyggede sig med at plukke/spise sortebær og da tidevandet var på sit laveste, gik vi ned på stranden og plukkede en hel spandfuld blåmuslinger.

Der var spring og det betyder jo at der var ekstra-stor tidevandsforskel og vi kunne gå på havbunden et rigtigt langt stykke ud.

Vi valgte at tage afsted, da vandet var på sit højeste, så det var lidt lettere at komme ombord i jollen fra klipperne for de lidt ældre ben.

Forhåbentligt kan mine forældre leve et par dage på denne weekend?
Vi kan ihvertfald.