Lyst og nød

Vi andre tager bare vores joller, både og andre fartøjer på land, når vi ikke orker, gider eller vil mere, men for andre, som skal leve af at komme på havet, er det hverken godt eller sjovt, at havnen og en stor del af havet er frosset til.

Lørdag formiddag, da vi skulle ud og handle, kørte vi en smuttur ned til havnen for at snuse lidt til stemningen.

Både Jan og jeg er glade for den stemning, som der ofte er på havne og vi kunne se en mindre kutter, som stædigt brød isen op.

Det var meter af gangen og et tålmodighedsarbejde, men fiskerne og erhvervsfangerne er jo hårdt ramt på levebrødet, når de ikke kan komme ud og fiske og jage.

Vi kunne vist begge to have stået og fulgt med i isbrydningen længe, men vi havde faktisk lidt travlt, så vi måtte videre og ud handle, for Jan havde fødselsdag og vi havde inviteret familien til mad, kaffe og kage.

Jeg har fået sent fri hele sidste uge og været træt helt ned til tåspidserne, når jeg kom hjem, så jeg havde ingen forberedelser gjort mig.

Hjemmet var rodet og beskidt og jeg havde kun ganske kort tid til at  gøre noget, så Jan og jeg satte turbo på og gjorde klar.

Det endte med at blive en god og afslappet fødselsdag og jeg håber, at Jan nød det.

Jeg nød ihvertfald, at jeg kan tage min jolle på land, når vejret bliver for koldt og råt og jeg ikke er tvunget til at tage på havet for at opretholde mit levebrød og jeg nød, at når det kom til stykket havde jeg ikke behøvet at jage rundt i huset med rengøringskluden, for det var selskabet og hyggen, der lagde bunden for den gode fødselsdag.

Underligt

Om det skyldes klimaforandringer eller om det skyldes noget helt andet, skal jeg ikke kloge i, men jeg synes det er dybt underligt at vi i sidste uge havde knap 30 frostgrader og at vi i morges stod op til hele 2 varmegrader.

Om Saras kæreste får mere brug for den sweater, som jeg blev færdig med til ham i fredags og som han lige akkurat nåede at bruge i søndags, da de var ude på en kort hundeslædetur, - 

forøvrigt på den nye slæde, som Jan byggede sidste vinter og som de sidder på, på billedet, er uvist, men det er helt vist at han blev meget, meget glad for den.

Jeg har lynede travlt, men en af de ting, som jeg har travlt med, som er sjovt, er en færøsk sweater til Jan.

jeg glæder mig til at vise den og jeg ville ønske at du kunne mærke garnet.

Kender du det, at du læser en bog, som du bare ønsker at læse i i al evighed og du ønsker at den ikke har en ende?

Sådan har jeg det lidt med Jans sweater.

Garnet er bare det lækreste, bløde merino-uld, men det hører du mere om, når jeg bliver færdig med den.

Samtidig med den færøske sweater, strikker jeg også på en spændende sag i moskus-uld, hvor jeg har en tynd, tynd silketråd med som medløber. 

Det projekt tager lidt længere tid, så det varer noget inden jeg kan vise det frem

Hytte-inspektion

Vi var en kort tur i hytten i søndags. 

Det var megakoldt og fordi det har blæst så meget og sneet så lidt, er der næsten ingen sne.

Det er faktisk lidt et problem, især på fjord-isen, hvor snescooteren flere gange var ved at køre varm (ikke motoren, som er selv automatisk slår over i luftafkøling, når sne-afkølingen ikke slår til) men skinner og meder og hvad der ellers er, begyndte at lugte varmt, så Sara og jeg blev nødt til at stoppe op et par gange midt ude på isen.

Sara er ellers ikke meget for at køre på hav-is og har noget der kan minde om en mindre fobi med det, men hun klarede det super.

Sara sad bag på min snescooter og hendes kæreste sad bag på Jans.

Dudi, min søster og Brian kørte med os og vi havde en hyggelig eftermiddag 

Der gik en lille time inden hytten var bare lidt varm.

Billederne har Brian taget.

Filtet mod min vilje

Jeg kæmpede med et strikketøj i næsten 14 dage.

Det var ret kedeligt at strikke, men den grønne farve var så flot, at det helt opvejede det kedelige.

Da jeg var næsten i mål, kunne jeg konstatere at den fornemmelse, som jeg hele tiden havde haft, holdt stik.

Den blev for stor.

Jeg gad ikke trævle det hele op, så jeg strikkede den færdig og tænkte længe over, hvad jeg skulle stille op med den og i et kort anfald af total vanvid, smed jeg den i vaskemaskinen på 30 grader og ventede en time.

Da den tiden var gået og vores vaskemaskinen med en fanfare fortalte mig, at den havde gjort sit arbejde færdigt åbnede jeg lugen og kunne hive et stykke hårdt filtet strik ud. Man kunne sagtens se, at det engang havde været en bluse, men man kunne bestemt ikke se, at det engang havde været en størrelse ca XL.

Med lidt god vilje ville jeg måske kunne have hevet den over en 3-årigs krop.

Jeg ærgrede mig ret meget, men jeg havde jo selv smidt den i vaskemaskinen og selv tændt for skidtet, så jeg fyldte en balje med vand og tilsatte helt vildt meget hårbalsam og smed mit filtede strik i.

Uden at skylle balsamen ud først begyndte jeg så at hive og slide i strikket og efter kort tid, begyndte den også at give efter og nærme sig en større størrelse.

Jeg blev lidt stædig og smed derfor al tøjet ude i brusekabinen og tog den alt for lille og meget stramme forhenværende sweater på og mens det varme vand løb ned og både mig og sweateren, hev og sled jeg i den og fik den næsten til at passe.

Balsamen var uden og jeg vred den forsigtigt op og lagde den til tørre.

Næste dag,- i lørdags, da jeg stod op, kunne jeg konstatere at den filtede sag, var krympet en lille smule og dermed, igen ikke kunne passe mig, så jeg prøvede en gang til med balsam og strækkeøvelserne, men den ville altså ikke give sig mere, så jeg gik og kikkede på den et par dage, indtil jeg kom i tanke om en pige med en størrelse, som kunne passe den.

Hun blev glad for blusen og nej, den var ikke megatyk og varm. 

Den er stadig tynd og føjelig, men uld varmer jo altid og lige for tiden fryser det mellem -24 og -30, så jeg håber, at hun får glæde af den.

Den er strikket i Navia Uno på pind 2 1/2 og 3 og mønsteret er et jeg har købt i Århus i netgarn og hedder “søster Freja”

Jeg er bestemt ikke færdig med at ville strikke den i den grønne udgave. 

Jeg strikkede den i original-garnet i sort/grå lige før jul og jeg har gået så meget i den, at folk må tro, at jeg ikke har andet at gå i.

( se lige bort fra mit morgenhår, som jeg har lidt svært ved at styre for tiden)

Jeg er i gang med at strikke en megatyk sweater til min “svigersøn” i Alafos Lopi og pind 6 og mine hænder har det ikke så godt sammen, så jeg holder små pauser fra den.

Edit

Under een af mine små pauser strikkede jeg en fusion mellem Seamans hat og centrifugalhatten og det blev ret vellykket.

Jeg mangler at hæfte et par små ender og Jan vil gerne være den glade modtager af den, så de ender skal der kikkes på i løbet af weekenden.

I dag fryser det sølle - 23 grader og der er ingen vind af betydning, så det er til at holde ud.

Nu tænker du nok at det er vanvittigt koldt, men du må huske på at vi har meget, meget tør luft, så det føles noget anderledes end, hvis det havde været fx. I Danmark at det frøs -23.

Koldt

Behøver jeg at sige noget?