søndag den 17. april 2016

Dage, der svinder og tiden som skrumper

I fredags havde Silas fødselsdag.

Han fyldte 13 år. Teenager og alt, hvad der hører med.

Han er den yngste i fætter/kusine-flokken og er allerede snart en ung mand.

Tiden flyver, han gror, får skægstubbe og alt det der og inden vi ser os om, er han en voksen mand.

Jeg lyder som en gammel kone, hvad jeg ved Gud ikke er, men engang strakte tiden sig foran mig i en lang uendelighed.

Sommerferierne føltes meget længere, vinteren koldere og med mere sne, påskeferien bød på lange, kedelige dage, hvor dagene ingen  ende ville tage, men som tiden er gået, er den begyndt ikke bare at gå, men at spurte afsted.

Tiden strækker sig ikke længere for mig. Den kommer i små, korte bidder,- vel nærmest i stumper og stykker og sommerferien når jeg knap at opdage, før jeg er igang med en påskeferie, som de (hvem de end er) har kortet op og kortet af til at vare et splitsekund og nu er vinteren allerede forbi inden vi knap nåede at opdage, at det havde været koldt.

Silas blev jo nærmest født i går og han var rosinen i pølseenden af mine forældres børnebørn og nu er han teenager.

Min søster Dudi, Silas mor, er akkurat lige landet med flyveren fra Danmark i torsdags og det er for meget forlangt selv for en inkarneret kaffemiks-holder, at stable en kaffemik på benene dagen efter, at man er landet, så kaffen blev udskudt til i dag.

Jeg bagte to kager til kaffebordet, men jeg var bestemt ikke den eneste.13043378_10209372838022086_2982420759909656546_n

13055572_10209372836502048_5645844210984440269_n

Silas havde selv bagt nogle småkager, som smagte rigtigt godt, 12993412_10209372837662077_1386585249385867975_n

far Brian havde bagt sine hof-småkager

12994567_10209372836862057_5110804280588784948_n

og Dudi havde foruden at bage både boller og ølkage og andet, lavet en fin suppe, stegt noget rensdyr, lavet flødekartofler, blandet en salat og bagt nogle flutes til det hele.

12472626_10209372837182065_1032840866780639517_n

12987100_10209372837782080_5496761164036733053_n

12993354_10209372835982035_8400995106951238209_n

12993386_10209372838102088_1204940435659089608_n

12994493_10209372835662027_7520525391732090534_n

13010601_10209372838422096_1505245047063818100_n

 

Jeg var også inviteret til en anden kaffemik, så jeg drog videre til næste kaffe/mad/kage-orgie og da jeg kom hjem ved 15.30 tiden spændte Jan og jeg scooter-hjelmene på hovedet og kørte ud i det fri.

Vi kørte runt og kørte omkring og fik sol på kinder og næse.

Jeg er bare ikke særligt mege for at køre på is og slet ikke, hvis der er pletter eller vand på isen, så vi blev på landjorden, selvom alle vi hart talt med, har forsikret mig om, at isen stadig er sikker og god nok.

Inde i byen er sneen næsten væk.

Byen er ikke særligt pæn for øjeblikket, men inde i landet og i højderne, er sneen stadig forholdsvis både god og fin, så vi fik os en dejlig stille tur rundt i baglandet.

Panorama fra Qerrortusup majoriaa (“udsigten”)

12984018_10209373674963009_8957212507641997769_o

13000327_10209373674242991_8934804655346456220_n

 

Et kig ind i bunden af fjorden:

13010753_10209373674883007_7884569164670149975_n

Et kig ud af fjorden. Derude, langt derude ligger vores hytte, gemt bag en lille pynt.

13015346_10209373674122988_6036395638414092340_n

Panorama med bunden af fjorden (Kangerluarsuup tullia) med bunden til højre og et kig ud af fjorden til venstre.

Du kan klikke på billedet (som er taget med min mobil) og se det lidt tættere på

12983953_10209373676083037_2608730635905406455_o

Jeg vil ikke klage over dagen i dag, for den har været god, afslappende og givende, selvom den allerede er slut, borte og forbi ligesom alle de andre dage, som jeg i grunden heller ikke lige ved, hvor jeg blev af.

torsdag den 14. april 2016

Kom til

Sara skulle have hjælp til at slå masker op til et halsrør, som hun ville/skulle strikke til sin ven.. 

Øv, så kom jeg til at strikke hele 6 cm. 
Det var ikke meningen, men det der bløde, bløde moskusuld er altså bare for lækkert og uimodståeligt 

Fødselsdage

I går fyldte min ældstefødte 29 år.
Han er på ferie i Danmark. Han har lejet en bil og er selv kørt fra København/Kastrup til Viborg.
I min lille verden er han jo stadig min lille dreng. 
Jeg ser ham for mit indre øje, som den lille, glade dreng, som sad i klapvognen og kommenterede alt, hvad han så.
Jeg ser ham som den lidt større dreng, der stort set aldrig stod af sin cykel.
Han cyklede sommer og vinter og hele tiden. 
Han var et utroligt nemt barn, som ikke krævede så meget. 
Han var glad og tilfreds.
Det tror jeg han stadig er i det store hele.
Jeg undrer mig over, hvor tiden blev af, men på den anden side, når jeg ser mig tilbage, ved jeg også at tiden blev brugt og at den blev brugt godt og fornuftigt.
I går fyldte han så 29 år og vi måtte drikke kaffe uden ham, men han var i vore tanker og vi glædede os over, at han var på vej ned til sin far for at blive fejret hos ham. 
Min søster Lena har fødselsesdag dagen før Simon og hun havde bagt fine, gode kager, som hun tog med op til vores forældre.
Min mir havde fundet det fine kaffestel frem og det blev kaffen jo bestemt ikke ringere af.
I morgen er det Silas fødselsdag. 
I april er der bunke-fødselsdage i vores familie. Det er dejligt for vi får smagt en dejlige kager og drikker kaffe i hinandens selskab.
Tillykke med din fødselsdag i går søde Simon.






mandag den 11. april 2016

Vinduesdramatik

Storm, regn og smuk solbortgang.

Mobilen måtte hives frem for at fotografere 


søndag den 10. april 2016

Søndagstidsfordriv og andet

Jeg fortalte dig vist, at jeg tabte mit kamera på isen, for et par uger siden?

Den røg ud af min taske og heldigvis var der et dæksel på objektivet, for ellers er jeg ret sikker på at glasset var gået i stykker.

Dækslet kunne ihvertfald ikke holde til det og da jeg om fredagen skulle fotografere for Arctic Circle Race ville kameraet ikke stille skarpt og hver andet billede var sort.

Jeg gjorde, hvad jeg kunne under de omstændigheder jeg nu stod i og gjorde mit bedste.

Gøre mit bedste, det forsøger jeg altid at gøre, men det er langt fra sjældent at jeg synes at det er godt nok.

Jeg stiller alt, alt for høje krav til mig selv og til mine evner og det sender mig tit og ofte ned i de der små-huller, som vi alle nogengange ryger i, men den weekend, var mine tanker om mine egne billeder, ikke særligt høje.

Heldigvis sagde en af de andre, der også tog billeder under Arctic Circle Race nogle pæne og konstruktive ting om mine billeder og jeg kunne så med et nyt syn på tingene, sortere og fravælge/tilvælge i mine billeder, som jeg så pludseligt kunne se noget i.

Man kan ikke se den store udvikling i billederne fra de mange, mange forgående år, men min selvtillid blev hevet op over nul og nu har jeg lagt lidt ekstra ind på ACR facebook, som alle uanset om man har en profil eller ej, kan gå ind og se.

Jeg har re-sat kameraet, pudset de dele, som nu kan pudses fri for støv og skidt uden at være nervøs og gået objektiverne efter.

Een af dagene vil jeg se om jeg kan finde ud af at opdatere softwaren i kameraet, men i dag prøvede jeg forskellige objektiver for at se om der var problemer og umiddelbart ser det ud til fungere.

 

Nu er weekenden slut.

I morgen starter hverdagen igen.

Atter en gang.

 

Denne weekend har vi hørt musik, musik og musik.

Rigtig meget forskellig slags musik og hvis vi orkede, er der musik i aften, men vi er mætte.

Mætte af nye indtryk både fra ACR og musik festivallen.

 

Begivenhederne ligger tæt og i år ligger de, for mit vedkommende lidt for tæt.

 

Jeg kan næsten ikke rumme det hele.

I fredags var vi til koncert ude på hotellet.

Laura og hendes band skulle spille og holdnuheltkæft, hvor de fyrede den af.

Det var så hammergodt og hele salen, som var stopfyldt med mennesker, kom i kog.

Der blev sunget med, der blev hoppet, der blev danset og der blev klappet og råbt om mere.

Meget, meget mere.

De fik banket en virkelig god feststemning igang i løbet af de første 3 toner og så kørte de den hele vejen hjem.

Andreas har skrevet dette. Han spiller bas i bandet Nanook (Jeg har opfordret dig før og gør det hellere end gerne igen: smut nu ud og køb deres musik) og så har han skrevet en afhandling om grønlandsk musik, så han ved hvad han skriver om.

Jeg er vild med det og hører det i mine høretelefoner i tide og utide og især når jeg powerwalker, løber eller på anden måde skal have en god og ordentlig lydkulisse til hvad jeg nu laver.

Du finder dem på iTunes og ellers kan du købe cd-er af dem) Jeg er vild med dem og jeg er ikke alene.

Men tilbage til Laura og hendes band.

De vader, nej svømmer altså i musikalsk succes og de store navne, som også deltager i musikfestivallen, roser Atsinnermiut, som Laura og hendes band hedder, til skyerne.

Nu lyder det lidt som om Laura er forsanger og alt det. 

Dét er hun ikke.

Hun synger nogen af deres sange, men det er hovedsageligt Apunnguaq, som synger, men hver især, er de vildt dygtige, og især taget deres alder taget i betragtning, men sammen er de altså suveræne.

Og nej, det siger jeg altså ikke kun fordi jeg er Lauras mor..

Nå, men det var så afprøvning af mit kamera og mine linser i dag vi kom fra.

 

En spændt Jan. Han var lige så spændt på om jeg kunne få kameraet til at fokusere og gerne skarpt

20150410_0004

20150410_0008

 

Katten var nysgerrig. Hvad havde jeg nu gang i?

Hvad var det for en lyd?

Hvad er det jeg sigter med?

20150410_0010

20150410_0017

20150410_0001

 

En tøjklemme på tørresnorren i regnvejret (regn!)

20150410_0021

20150410_0022

20150410_0023

 

Min orkidé, der blomstrer.

Den ene ud af 6. Jeg venter spændt på om de sidste 5 ikke skulle få lyst til at gøre den kunsten efter og blomstre med.

 

20150410_0027

20150410_0028

20150410_0033

En træt Laura i dag på Taseralik

 

 

20150410_0037

20150410_0043

 

En lige så træt musikfestival-arrangør:

20150410_0044