Ingen grund til tristhed

Det har været en vanvittig hård skolestart i år.

Mere end det plejer.

Jeg kunne have sagt det til mig selv, men jeg lod høftligt være.

 

 

Derudover har vores husrenovering været omkring nogle kroge med småproblemer og givet os nogle imidlertidige panderynker.. ikke alvorlige og ikke noget, som jeg burde lade mig slå ud af, men når du hyrer andre mennesker til at lave noget for dig og det ikke bliver gjort, sådan som du vil have det og i det tempo, som du er vant til at tingene bliver gjort, så giver det irritationer. Og når du så får de forkerte regninger eller regninger, som er urimelige, så bliver jeg altså træt i hovedet.

 

Der skal heller ikke så meget til at irritere mig for tiden.

 

For tiden.. eller det vil sige, at det efterhånden har stået på i flere/mange måneder.

Jeg gætter mig til ,at det må være mit faldende østrogen-niveau i takt med min stigende alder.

Nu ved jeg ikke, hvordan andre oplever at være 49½ år??

Nogen siger jo, at man bliver mere tilfreds jo ældre man bliver, men jeg mindes mig selv som gladere og mere ubekymret, da jeg var yngre.

 

Jeg har ingen andre symptomer end at mit følelsesliv ikke er helt stabilt og at humøret ind i mellem er lidt vanskeligt.

 

Måske handler det slet ikke om østogener og måske er der virkeligt noget at hidse sig op over mht. tennisalbue, håndværkere, vejret, arbejdet og hvad har vi, men man skulle jo tro, at når man når er nået udover teenageårene, at man så også har høstet lidt livserfaring, som man/jeg kan bruge til at komme igennem og over de der småting, som man nu engang støder på i livet, men behøver alting at komme dumpende på en gang oveni hinanden? Kunne vi mon nøjes med een ting ad gangen??

 

Jeg klager over vores manglende sociale liv, men orker samtidig ikke involere mig i nye mennesker, som jeg næsten på forhånd ved rejser fra byen igen. Nå, men så har jeg jo også selv bedt om det, altså!

 

Nå, men i virkeligheden har jeg det faktisk også godt og i virkeligheden har jeg absolut intet at klage over og da slet ikke i dag, hvor jeg næsten lige er sejlet i havn med Jan efter at vi endelig, endelig har været i hytten.

Vi var i hytten for 14 dage siden og havde en dejlig, dejlig tur.. altså lige bortset fra at jeg havde glemt mine støvler og derfor kun havde mine bløde, sjoskede gummistøvler, som er umulige at gå i fjeldet med, så vi kom ikke særligt langt inden vi gik ned igen… men så kunne jeg sove, læse og hækle og sove lidt igen.

 

Fredag aften var vi til koncert.

Laura og hendes band var opvarmningsband og de gjorde det ganske enkelt så godt.

Bagefter spillede Nanook sammen med Nina og hendes mand Malik.

Nanook finder du på iTunes og gør nu dig selv den tjeneste lige at lytte til dem.

Jeg har gået 25 kg af min vægt af til deres musik uden at miste humøret, så jeg kan kun anbefale dem.. og selvom du ikke helt forstår, hvad de synger om, så er deres musik altså efter min mening dejlig.

Nina er unik.

Der er ingen over og ingen ved siden af.

Som den kvinde dog kan synge.

Der er overhovedet ingen, absolut ingen slinger i valsen, når hun kaster sig ud i sang og hun sang nogle sange, som hun selv har skrevet og det håber jeg at hun vil gøre meget, meget mere ved i fremtiden.

Der er en gammel artikel om hende i  Greenland Today, men allerhelst ville jeg nu bare have haft dig op i hallen i fredags så du med dine egne ører kunne have hørt hende synge, for det skal opleves og skulle du nogensinde få mulighed for at høre enten Nanook eller Nina der hvor du bor, skylder du dig selv at komme afsted og høre dem.

Jeg var til koncert sammen med begge mine søstre og min mand og selvom Jan og jeg havde planlagt at ville sejle i hytten tidlig næste morgen, var jeg ikke forudseende nok  til at holde lidt igen med den sukkersøde Malibu, så jeg var måske ikke helt på toppen, da jeg vågnede næste morgen, men afsted kom vi skam.

 

 

Vi drak en varm kop kaffe og gik en lille tur op i fjeldet.

 

Tågen bølgede op og ned langs fjeldene, så vi ville ikke gå for langt.

MIn søsters neglelak Chanel Vendetta holdt næsten til både koncert og hytte-/fjeldtur og jeg skulle bare komme til at kaste et blik på mine negle for at komme til at smile og mindes den supergode koncert aftenen/natten forinden.

Selvom der ikke var varmt, var knot-ene der.

De er vilde med mig og var over mig hele tiden og konstant.

Jeg får de mest modbydelige bid, som svulmer op, klør og prikker, så jeg er ved at blive skør og når det bliver for slemt tager jeg en antihistaminpille for at dulme det bare lidt.

Jeg hader de små djævle!

 

Alle de forskellige husgeråd er blevet afprøvet og ingen af dem hjælper, så myggenet og forsøg på at ignore dem, er det eneste, som virker på mig.

 

Jeg skød en lille hare og så kunne vi hånd i hånd slentre videre og nyde udsigten, den friske luft og den store stilhed.

Da vi kom ned faldt jeg i en dødligende søvn.

Jeg har drømt så mange drømme.

Nogen af drømmene blev vist endda drømt oveni hinanden og flere måneders indtryk blev sorteret, ryddet op i og puttet i kasser.

Da klokken nærmede sig almindelig gå-i-seng-tid, vågnede jeg, drak en kop varm te, hilste på Jan og krøb i seng igen og sov yderligere 10 timer og i morges da vi vågnede, var jeg noget forsovet.

 

Det gjorde godt med spejlæg og skoldhed kaffe og vi sad længe og nød kaffen, mens vi kiggede ud på fjorden, som viste lidt modstand mod den kraftige vind.

 

Jeg har ikke bevæget mig hele august.

Måske det er een af grundene til, at modløsheden indimellem griber fat i mig, så jeg foreslog, at vi gik os en tur op i fjeldet for at se lidt efter bær og andre udsigter og heldigvis er Jan altid med på at gå en tur.

Der blæste ligeså meget oppe i fjeldet som nede ved kysten.

Faktisk blæste der så meget, at vi begge blev lidt kolde.

Sjovt nok nåede vi at opleve kraftig vind fra tre forskellige sider mens vi gik opad og det eneste, der var at sige om den kraftige vind, er at den holdt de små, aggressive knot væk.

 

 

Sejlturen hjem var lidt for spændende ind i mellem, for DMI har for os lovet:

 

“Attu (som er vores område)

Kuling fra nord og nordvest, 13 til 18 m/s, stærkest i vestlige del. Enkelte regnbyger, ellers god sigt.

Signifikant bølgehøjde: 5 m. Dønning: 3 m.”

 

fra i morgen, men vejret syntes, at det ville tage noget af vinden i forskud og bølgehøjderne skulle også afprøves inden finalen i morgen, men vi har sejlet så mange gange før og ved nogenlunde hvilke kroge vi skal holde os til for at være i sikkerhed for de værste bølgetoppe og bliver det for slemt, ved vi også, hvordan vi vender jollen og sejler tilbage i sikkerhed, men det blev ikke aktuelt i dag, hvor vi kom igennem og hele vejen hjem. Vi er altid mere end forsigtige og tager absolut aldrig nogen chancer. Derudover har vi en iridium/satellit-telefon, så vi altid kan ringe efter hjælp, hvis det bliver nødvendigt, udover at vi altså også har en VHF-radio. Vi er, i forhold til så mange andre, nogle meget forsigtige og fornuftige sejlere, som er meget bevidste om vores kunnen udi sejllads

 

 

Nu venter en ny uge med arbejde, hverdag og hvor vi gerne skulle starte med at male hele hytten indvendigt.

Lige om meget snart kommer det nye gulv, som skal lægges i hele overetagen og forinden skulle væggene gerne være færdige.

Når vi engang når så langt som at kunne sige:”færdig” ovenpå, er meningen at vi skal fortsætte nedenunder, men så langt orker jeg ikke engang at tænke.

Lige nu orker jeg kun at tænke tilbage på en meget givende, dejlig og afslappende weekend.

 

 

Sara fyldte 18 år i sommer og lige for øjeblikket er hun ved at tage køretimer.

Hun har været virkeligt hårdt ramt af influenza hele sidste uge og har derfor ikke kunnet øve sig udi bilkørslens svære kunst.

 

Faktisk var hun så hårdt ramt af influenza, at hun ikke kom med på skolens felt-tur, men måtte nøjes med at gå over til lægen og få en stor pakke pencillin.

Hun ville meget hellere have været med skolen på felt-tur.

 

Lige nu føles det som om jeg er ved at overtage Saras influenza.

Jeg håber det ikke, for det så meget lidt sjovt ud, da hun havde det. Og jeg har forøvrigt heller ikke tid til det. Især ikke det.

Grøn ingefær-te og varme futter om fødderne og tidligt i seng med håb om at det hjælper.

 

 

P.S. Jeg sidder med næsen nede i Annette Danielsens strikkebog: “Grønland” og er lidt forelsket i “Sort is”. Når man har strikket ærmer står der, at man skal strikke kroppen efter diagrammet.. øøh, hvor finder jeg det i og har nogen af jer, strikket den i uoriginalt garn? Og hvordan er den i størrelsen? Og sidder den godt på en almindelig moderkrop?

Smuttur

Sara og jeg smuttede ud på det åbne hav og trak frisk luft dybt ned i lungerne og fik os set mætte på himles fine, dybe farver. 

Et par hvaler tøffede rundt, prustede vandsøjler op og dykkede ned i dybet.

Vi sejlede hjem som solen sank i havet bag fjeldet og jeg tror, at jeg har lidt mere overskud og energi til morgendagen end jeg havde til dagen i dag, hvor der blev budt på møder og opbakning til Jan som har brugt den ganske lange dag på at samle badeværelsesmøblement fra Ikea. 

Jeg håber så inderligt at vi får det op i morgen, så jeg kan få ryddet alle tingen på plads, for så sjovt er det heller ikke at have sit soveværelse fyldt op med badeværelsesting.

Sov godt. Det tror jeg helt sikkert at jeg gør

Klude

Jeg hækler en smule.

Næsten ingenting og kun en sjælden gang, for min albue tillader ikke ret meget.

Jeg ville rigtig gerne både strikke og hækle og alt muligt, men albuen siger NEJ på en meget insisterende måde, hvis jeg gør for meget eller for længe, så det bliver til næsten ingenting og næsten aldrig.

Det er der så alligevel kommet to af disse klude ud af

De er så tykke at de kunne bruges som grydelapper, men nu er de altså også så gode som karklude, at de er endt som sådanne. 

Og så kunne jeg prøve et andet mønster i restegaren og den klud blev også fin 

Min afdøde svigermor har nogle gæstehåndklæder. De hænger stadig hjemme hos dem, men jeg kan i sagens natur ikke spørge hende hvor hun har sendes; for jeg har aldrig set hende hækle, men det betyder jo ikke at hun ikke kunne, men hvad ved jeg?? 

Jeg  har efter-anet og gjort efter og hæklet næsten tre i samme mønster i lavendelfarvet bomuld fra Brugsen. Måske de kan bruges som værtindegave engang?? 

Det øverste billede af gæstehåndklæderne viser den rigtige farve.

Nu ved du, hvad jeg laver, når jeg ikke kan lave andet. 

Og nu må jeg hellere lave noget aftensmad i mit nye køkken, mens Jan samler badeværelsetmøblementer 😊

Derfor løber tiden fra mig…

Selvom jeg løber så stærkt jeg kan, løber tiden altså bare lidt hurtigere. Den løber i den grad fra mig, den dumme tid, men jeg ved også at jeg indhenter den.. med tiden.

Hverdagen har sat ind med fuld styrke med gøremål, pligter og lidt mere til.

Normalt vil jeg betegne mig selv som værende ret god til at løbe stærkt og indhente, men min albue/ arm, sætter meget stærke begrænsninger for mine gøremål.

Jeg laver huskesedler og dagsordner for mig selv og hakker af, for at huske og især for at kunne hakke af i mine lister. Der findes ikke noget, der er ret meget mere tilfredsstillende for mig at se en huskeseddel, hvor gøremålene er hakket af.

Jeg er blevet ret god til at skrive realistiske huskelister, hvor jeg før i tiden lavede dem vildt lange, urealistiske og uoverskuelige.

Jeg fandt på flere og flere ting, som jeg skulle huske og skrev dem på min seddel og det endte med at jeg blev frustreret over aldrig at komme i mål.

Som jeg har fortalt, er vi i gang med at få nyt køkken og bad.

Det lyder ikke af så meget, men nu kan vi se, mere end før, at der trænges til at blive malet i stuen og for den sags skyld i resten af huset.

Vi har fået sat to nye radiatorer op i stuen og det betyder nye rør, som skal males og det at male, er jeg vildt dårlig til.

Jeg er så dårlig til at male, at jeg stort set aldrig har malet herhjemme og når man ikke øver sig, bliver man jo aldrig bedre, så jeg har taget mig selv i nakken og gjort mit bedste og selvom jeg ikke er 100% tilfreds, så kan jeg leve med resultatet af det første færdige stykke arbejde.

Vi har levet med at væggene burde males i rigtig mange år, men nu går den altså bare ikke længere.

Loftet i badeværelse blev gjort færdig i dag og når møblementet til badeværelset kommer i næste uge, kan vi forhåbentligt gøre det færdigt og gå videre.

Vi skal have lagt nyt gulv i hele overetagen, men det bliver først i næste måned.

Jeg håber at der kommer luft og huller nok i projekt “hus-renovering” at vi kan komme i hytten meget, meget snart.

Før:

Indtil videre:

Vi ved endnu ikke, hvad vi stiller op med trappetrinnene. Lakken er beskidt og meget grim, så et eller andet skal gøres, men vi ved endnu ikke hvad.

Før:

Indtil videre:

Som du kan se, manger vi  de sidste ting, såsom afslutninger på gulvet, men eftersom vi skal have nyt gulv, lader vi det stå lidt.

Det er desværre ikke meget håndarbejde jeg får lavet.

Det skyldes ikke så meget arbejdspresset i hjemmet som den albue, som gør mere og mere ondt, selvom jeg forsøger at skåne den så meget som overhovedet muligt.

Jeg skal til læge på fredag og jeg håber at der kan gøres et eller andet, for det gør faktisk så ondt nu, at jeg har svært ved at falde i søvn, hvis armen ligger forkert og om morgenen gør det så ondt, når jeg skal have rettet albuen ud igen.

Om dagen smører jeg med smertestillende og indimellem tager jeg også smertestillende oveni for at kunne bruge armen bare lidt.

Fortsætter det bare lidt mere, bliver jeg rigtig venstre-håndet og hvis jeg selv må sige det, er jeg blevet ret god til at bruge venstre hånd/arm, men det går jo ikke i længden.

 

Og forresten vil jeg da også lige fortælle, at jeg er blevet interviewet og kommet i dette magasin, som du kan læse den digitale udgave af her:http://issuu.com/greenlandtoday/docs/greenland_today_no._24

Jeg forestiller mig, at de har manglet interessante personligheder og i mangel på bedre, har lavet en artikel om mig, tihi..

Frem og nu tilbage

Jeg har holdt ferie og det endte uplanlagt også med at bloggen holdt ferie.

Mit kamera kom ikke i brug og det nytter ikke at ærgre sig over det.

Vi har været i Danmark og været i Berlin og er nu helt tilbage igen og til og med startet på arbejde.

Vores hjem har gennemgået nogle forandringer og det tager både tid og kræfter, at forsøge at få hjemmet nogenlunde beboeligt.

I løbet af weekenden vil jeg få lavet en lille opdatering, så alle sommerens minder ikke forsvinder ud i den blå luft.

Hav en god fredag