søndag den 28. april 2013

SøndagsLauraen

16.uges SøndagsLaura.

uge16

Og en hund, som også ville være med

hund

og så er den weekend desværre ovre

lørdag den 27. april 2013

SøndagsLauraen

Jeg kan lige akkurat nå det.. søndags-Laura, inden det bliver søndag igen

Først var Laura utilfreds, så var jeg utilfreds og så blev vi enige om, at uanset, hvordan det næste billede blev, skulle det være det.

Her er søndagsLauraen fra i søndags, taget i dag

uge15

Og havde vi ikke lavet aftalen om at uanset hvad og så videre, så havde jeg valgt dette billede:

lauraen15

Zefyr og ægtefælle-pleje

Det er ved at være på den tid, hvor min mors zefyr blomstrer og den første blomst viste sit kønne ansigt i dag.

zefyr

zefyr2

 

 

Nu er Jan nedlagt med influenza og ømme muskler overalt.

Han er, hvad det angår ikke en typisk mand, for han tager det med ophøjet ro og en tilsyneladende stille accept. Han klager ikke og jeg synes faktisk at han er “god” til at være syg.

Han synes noget andet selv. Han synes at den mindste ting bliver uoverskuelig og han har ingen kræfter..

Han plejer at være hurtigere rask igen end mig, så lige om lidt er han på højkant og rask.

Fra i morgen af, har jeg mere tid til at tage mig af ham, pleje ham, ynke ham og passe på ham, så det er lige nøjagtig hvad jeg vil gøre fra i morgen af.

Nu vil jeg opfordre ham til at gå ind i seng igen, så han kan få ro og hvile og jeg vil lægge mig ved siden af ham og håbe at jeg er endnu mere frisk i morgen, for der sidder små-rester af influenzaen i min krop også, som giver sig til kende ved en stille murren i hovedet, en mathed i kroppen og en tilstoppet næse.

I morgen står den på pleje og omsorg både for min Jan, men også for mig selv.

fredag den 26. april 2013

Janus begravelse

Meningen var at jeg skulle tage nogle billeder af begravelsen i dag og jeg fik også taget Jans compactkamera med. Det er mindre og derfor mere diskret.

Og jeg fik også taget nogle enkelte billeder, men de er bogstaveligt talt skudt fra hoften uden at sigte først og i al diskretion.

Jeg blev bedt om at tage nogle billeder, men alligevel endte jeg med at synes at det var upassende og ikke på hverken rette tid eller plads.

Jeg fik taget et par enkelte billeder, men de illustrerer intet, viser intet og fortæller intet om, hvad der er foregået hverken inde i mit hoved eller udenfor.

 

Jeg lavede en mindre krans i går af nogle enebær-grene, som jeg havde rester af fra julens mange juledekorationer og jeg fik stukket store, røde roser i kransen.

k1

Jeg ville gerne have haft den mere frodig, mere grøn, mere volumiøs, men den blev som den blev og faktisk blev jeg ganske tilfreds, taget omstændighederne i betragting.

k2

Jeg ville gerne have taget et fint billede af kransen, men inde i mit hoved var jeg optaget af andre tanker og billedet blev taget halvhjertet og i skyndingen, så heller ikke der, fik jeg de billeder, som jeg havde forestillet mig, at jeg skulle tage.

 

Jeg har vist fortalt et par gange, at heroppe er der ingen bedemand.

 

Man tager, sammen med præsten over på sygehusets kappel og synger en salme inden kisten bliver lukket og så bliver kisten båret ud rust-vogn, som kører kisten ned i kirken, hvor kisten bliver båret ind og sat.

Det sker om formiddagen og ofte (altid) starter den kirkelige ceremoni, begravelsen kl 13.

Man graver graven selv eller hvis man ikke har mulighed for det, kan man mod betaling få kommunens folk til at grave.

Om vinteren er jorden bundfrossen, så der skal skrapt værktøj til i form af trykluftsbor og stærke arme.

Når kisten sænkes i jorden, er det noget man selv gør og bagefter, når præsten har smidt jord på kisten, synges en salme og så skal ærmerne smøges op igen, for hullet dækkes til af de efterladte selv.

Det er hårdt, praktisk arbejde og jeg tænker, at det i bund og grund er fin sorgarbejde, især for de mænd (og kvinder), som står med hænderne i lommen og som ikke ved,hvordan de skal få sorgen ud i form af tårer eller udtryksfulde ord.

Korset bliver sat ned i hullet og stabiliseret og graven dækkes til og slutteligt bliver alle de medbragte blomter lagt fint ovenpå graven.

Bagefter er der kaffemik og nogen spiser sammen om aftenen også.

Meningen var at jeg skulle tage nogle billeder i dag til nogen af de efterladte, som ikke bor i byen og som gerne skulle have haft noget at forholde sig til, men jeg havde så meget inde i mit hoved og udenfor mit hoved at forholde mig til.

påkirkegården

Meningen var god nok, men jeg endte med at tage et billede af mig selv, mens jeg sad i læ i bilen på et tidspunkt, hvor graven blev kastet til, for vinden havde besluttet sig til at snige sig med på dagen med en kold hilsen, som krøb ind og ud af min grønlænderdragt, stryge mig og alle de andre med sine iskolde fingre over kinderne, næsen og om tæerne og solen, som brød gennem skyerne, da vi gik ud af kirken og stod på kirkegården, sendte ikke andet end lyse hilsner uden varme ned til os, for så generede jeg ikke andre end mig selv.

migselv

Jeg er altid så bange for at opføre mig upassende, når jeg fotograferer eller støde nogens følelser med mine billeder, men måske resten af de få billeder, som jeg tog, alligevel opfylder det, som de blev taget for?

pv

Og er det upassende at sige, at Janus fik en fin og hyggelig begravelse?

Det synes jeg at han fik.

Æret være dit minde, Janus.

onsdag den 24. april 2013

Janus

I går gav Janus slip på livet.

I næste måned ville han være fyldt 65 år og kunne være gået på en velfortjent pension, hvis livet havde været mere gavmildt ved Janus.

 

Jeg var til læge kl lidt i 11 i går formiddags (tirsdags) og var inde og se til ham efter lægebesøget.

 

Han var meget afkræftet og det var ikke svært at se, at det kun var et spørgsmål om ganske kort tid.

 

Som jeg har skrevet tidligere, kom Janus ind i min mors familie, da han var 4 år og blev en del af familien.

 

Janus gjorde ikke noget stort væsen ud af sig selv, men alligevel gjorde han et stort indtryk.

 

Jeg tænker især på dengang min morfar stadig levede og var blevet alene og havde brug for daglig hjælp, ringede min morfar i tide og utide til Janus.

Og til os andre, men især til Janus.

Min morfars døgnrytme kunne indimellem godt rode lidt rundt og hans tidsfornemmelse svipsede nogengange, men man hørte aldrig, aldrig nogensinde Janus klage over at han blev ringet op på de særeste tidspunkter.

Janus var bagermester lige til det sidste, så hans døgnrytme var også lidt anderledes end flertallets, men nogen tidspunkter må have været sære selv for ham.

Han hjalp med glæde.. og det ikke kun min morfar.

 

Set udefra og set fra sidelinien, vil de fleste mennesker måske tænke, at Janus ikke efterlod sig mange spor, for han gjorde jo ikke væsen af sig..

 

-men kender du det:

 

Du sidder og kigger ud af vinduet en dag, hvor solen skinner og du ser ingenting ud af vinduet andet end solskin, men når du lukker dine øjne, lige der foran det solbeskinnede vindue, vil du kunne se vinduet bag dine lukkede øjne.

Sådan synes jeg også det er med Janus.

 

Jeg har aldrig hørt ham tale dårligt om nogen og ved nærmere eftertanke tror jeg ikke, at han evnede at tænke dårligt om nogen.

Det er ikke den værste evne at mangle.

Han troede på folk, –det bedste i folk og hvor mange er der i grunden, som man kan sige sådan om?

Han var et ejegodt menneske, som kunne holde af uden forbehold og uden at forvente noget.

Han forventede noget af sig selv og gjorde noget for at leve til op sine forventninger især med sit bagerfag, hvor han kunne være mere end almindelig kritisk,  men sine medmennesker talte han ikke kritisk om.

 

Jeg har siddet på sygehuset mange timer den sidste måned og der er ikke sagt så mange ord.

 

Der er ikke så mange ord, som rækker eller dækker.

 

Der findens ingen ord som helt trøster eller lindrer at man skal forlade denne verden på den måde.

Ingen ord, som forklarer, hvorfor noget liv skal ende i kræftens grusomme favntag og ingen ord, som undskylder skæbnens urimelige valg.

 

 

Min mor sad der, Lena sad der og hans venner sad der.

Nogen gange sad vi alene hver for sig med Janus og nogen gange sad vi flere hos ham.

 

Selv i den sidste måned, hvor den hæslige kræft pinte ham med smerter og langsomt fratog ham livet, var han ydmyg og beskeden.

 

Han lå i sengen for enden af gangen på sygehuset med ansigtet vendt mod vinduet med udsigt til Nasaasaq/Kællingehætten og jeg tænker, at når han lukkede øjnene, kunne han se dagslyset i vinduet bag de lukkede øjne og jeg kan sige, at når jeg lukker øjnene og ser solskinnet i vinduet bag de lukkede øjne vil jeg kunne sige at Janus efterlod sig et smukt spor efter sig af ejegodhed, ydmyghed, fordomsfrihed og uselviskhed og måtte vi alle sammen lære af det og følge det fine, sjældne spor han efterlod.

 

 

5