Janus begravelse

Meningen var at jeg skulle tage nogle billeder af begravelsen i dag og jeg fik også taget Jans compactkamera med. Det er mindre og derfor mere diskret.

Og jeg fik også taget nogle enkelte billeder, men de er bogstaveligt talt skudt fra hoften uden at sigte først og i al diskretion.

Jeg blev bedt om at tage nogle billeder, men alligevel endte jeg med at synes at det var upassende og ikke på hverken rette tid eller plads.

Jeg fik taget et par enkelte billeder, men de illustrerer intet, viser intet og fortæller intet om, hvad der er foregået hverken inde i mit hoved eller udenfor.

 

Jeg lavede en mindre krans i går af nogle enebær-grene, som jeg havde rester af fra julens mange juledekorationer og jeg fik stukket store, røde roser i kransen.

Jeg ville gerne have haft den mere frodig, mere grøn, mere volumiøs, men den blev som den blev og faktisk blev jeg ganske tilfreds, taget omstændighederne i betragting.

Jeg ville gerne have taget et fint billede af kransen, men inde i mit hoved var jeg optaget af andre tanker og billedet blev taget halvhjertet og i skyndingen, så heller ikke der, fik jeg de billeder, som jeg havde forestillet mig, at jeg skulle tage.

 

Jeg har vist fortalt et par gange, at heroppe er der ingen bedemand.

 

Man tager, sammen med præsten over på sygehusets kappel og synger en salme inden kisten bliver lukket og så bliver kisten båret ud rust-vogn, som kører kisten ned i kirken, hvor kisten bliver båret ind og sat.

Det sker om formiddagen og ofte (altid) starter den kirkelige ceremoni, begravelsen kl 13.

Man graver graven selv eller hvis man ikke har mulighed for det, kan man mod betaling få kommunens folk til at grave.

Om vinteren er jorden bundfrossen, så der skal skrapt værktøj til i form af trykluftsbor og stærke arme.

Når kisten sænkes i jorden, er det noget man selv gør og bagefter, når præsten har smidt jord på kisten, synges en salme og så skal ærmerne smøges op igen, for hullet dækkes til af de efterladte selv.

Det er hårdt, praktisk arbejde og jeg tænker, at det i bund og grund er fin sorgarbejde, især for de mænd (og kvinder), som står med hænderne i lommen og som ikke ved,hvordan de skal få sorgen ud i form af tårer eller udtryksfulde ord.

Korset bliver sat ned i hullet og stabiliseret og graven dækkes til og slutteligt bliver alle de medbragte blomter lagt fint ovenpå graven.

Bagefter er der kaffemik og nogen spiser sammen om aftenen også.

Meningen var at jeg skulle tage nogle billeder i dag til nogen af de efterladte, som ikke bor i byen og som gerne skulle have haft noget at forholde sig til, men jeg havde så meget inde i mit hoved og udenfor mit hoved at forholde mig til.

Meningen var god nok, men jeg endte med at tage et billede af mig selv, mens jeg sad i læ i bilen på et tidspunkt, hvor graven blev kastet til, for vinden havde besluttet sig til at snige sig med på dagen med en kold hilsen, som krøb ind og ud af min grønlænderdragt, stryge mig og alle de andre med sine iskolde fingre over kinderne, næsen og om tæerne og solen, som brød gennem skyerne, da vi gik ud af kirken og stod på kirkegården, sendte ikke andet end lyse hilsner uden varme ned til os, for så generede jeg ikke andre end mig selv.

Jeg er altid så bange for at opføre mig upassende, når jeg fotograferer eller støde nogens følelser med mine billeder, men måske resten af de få billeder, som jeg tog, alligevel opfylder det, som de blev taget for?

Og er det upassende at sige, at Janus fik en fin og hyggelig begravelse?

Det synes jeg at han fik.

Æret være dit minde, Janus.