“Spiser I sælspæk til aftensmad” og hvad får en gennemsnits-grønlænder tiden til at gå med en onsdag aften?

Nu er det ikke så ofte eller så tit, at jeg viser min egen hjemmelavede mad.

Det er vist ganske almindelige retter, der bliver serveret herhjemme, så der er vist ikke så meget at skrive om og så alligevel, når jeg tænker efter.

Vi bor jo dør om dør med naturen og maden fanges ofte selv.

I søndags fiskede jeg jo lidt inden vi nåede helt hjem og i havn efter vores hyttetur og udover en kvarttrillion torsk, fik jeg en lille helleflynder på krogen.

Den vejede vel omkring 1½ kg og kunne ligge i den kæmpestore suppegryde uden at blive skåret op og i stykker, for vi ville bare have den kogt og uden de store dikkedarer.

Kogevandet blev let saltet og der kom en lille håndfuld tørrede kvan-frø i kogevandet for at give lidt ekstra smag.

De tørrede kvan-frø er plukket udenfor hytten i fjorden og tørret deroppe på et rent, tørt viskestykke.

Der blev kogt ris og sorte quinoa og jeg lavede en mild karrysovs til.

Det var ganske enkelt og vel i grunden ikke noget, at skrive nogen som helst steder om?

 

I går havde Jan taget en pose fars op til aftensmaden.

Fars af rensdyrkød fanget forrige weekend og jeg valgte at lave en ret, som jeg kalder indbagte æg.

Resterne af risen/quinoa-en blev blandet i farsen, som blev krydret med salt, peber, herbes d.provence og lidt morte-stødt qajaasat/grønlands post og vi fik masser af grønne ærter til.

Ganske enkelt og heller ikke noget at skrive om til nogen som helst.. i virkeligheden.

I dag fik vi hjerte i flødesovs. Et hjerte. 1!

Hjertet fra rensdyret fra forrige weekend og jeg lavede hjemmelavet kartoffelmos til af grønlandske kartofler, købt i Brugsen den anden dag.

Det er jo også en ganske almindelig ret, som ikke rykker ved den store mad-historie, men alligevel

glæder det mig meget, at den mad vi spiser, ihvertfald om aftenen og som er det måltid, der bliver brugt mest tid på både at lave, spise og nyde, er mad, som vi selv har slæbt til huse eller som er (næsten) lokal.

Sådan vil jeg helst gerne have det og derfor bliver vores frysere fyldt op til randen om efteråret.

 

 

Jeg har fået en gave af Snuffis far og Snuffis fars kollega.

 

De er heroppe og det er som altid hyggeligt og dejligt at have besøg af mennesker, som man ikke skal anstrenge sig synderligt sammen med.

Det er (ligesom vores aftenmåltider ) enkelt og ligetil og uden komplikationer.

Når lyset er til det, vil jeg fotografere min gave, men hvis du følger linket, kan du se, hvad det er jeg har fået.

Jeg ved ikke lige, hvordan jeg har gjort mig fortjent til så fin en gave og om jeg kan nå, at gøre mig fortjent til den, mens de er her, men jeg behøver vel ikke engang at sige, at jeg er så rørt over så fin en gave. Jeg vil strikke den langsomt.. forsøge at strikke den langsomt og strække glæden ud og tænke på både Hanne og Klaus, hver gang jeg har den på.

Farven er bare så utroligt flot og som sagt, når lyset er til det, vil jeg forsøge at fange den fine, grønne farve, som gør glad og næsten lige så glad, som tanken om, at de to sammen har stået i en garnbutik og tænkt på mig.

 

For at jeg må starte på nyt, skal jeg jo, som bekendt afslutte igangværende projekter og aldrig nogensinde før, har jeg strikket et par strømper så hurtigt.

Jans kamera har en drejelig skærm, som gør det lidt lettere at tage billeder af sine fødder. Altså af strømper.

 

Du skal være glad for, at du ikke kan se resten af mig, men med lidt fantasi kan du måske forestille dig, hvordan jeg står med den bredeste del af mig i vejret for at trykke på udløseren på kameraet, som står på gulvet.

Bestemt ikke noget kønt syn.

 

Strømperne er til Sara, som bad om et armbånd

(Jep, billederne af armbåndet er taget med et compakt-kamera og tilført både blitzlys og skygger)

og skulle armbåndet ikke leve om til de høje krav den unge dame indimellem kan stille til sin pynt, kan hun sende det tilbage for en bytter og imens trampe arrigt rundt i et par nye strømper.

Stenene i armbåndet er blå sodalit og jeg håber, at det er stort/langt nok til at nå rundt om hendes håndled.. ellers må det jo gå tilbage med posten.

 

Laura og jeg har siddet og tegnet krusseduller/doodles.

Søg på doodle på googles billedsøgefunktion og bliv inspireret, hvis du mangler krusedulle-inspiration.. det gjorde vi, men jeg mangler at lægge flere skygger på mine duller for at være helt tilfreds med dem.. og måske lidt øvelse også ville hjælpe.. hvis jeg gider, at gøre mere i den slags.

Denne på et A4 papir

og denne på et A3 papir

De hænger på køleskabet med magneter for at jeg ikke glemmer, at der skal gøres færdigt.

 

Nu ved du, hvad jeg får tiden til at gå med udover arbejde (intens for øjeblikket), lave aftensmad, gå til kor om onsdagen, pleje min mand og min Laura, savne min Sara og ærgre mig over at sommeren for alvor går på hæld.

“ Bliv hos mig sommer.. bliv! Jeg fik slet, slet ikke nok af dig og af alle de mange dejlige muligheder, som du giver mig. Bliiiiv!”

 

P.S.

Nogen morgener, som foreks. i går, var der lige tid til at fotografere de to “springvand” i Spejdersøen, som tappert forsøger at tilføre søen lidt ilt.  Det forslår vist som en skrædder i helvede, men når morgensolen smiler opmuntrende ned til dem, ser de da ganske dekorative ud.

Nu ved du, hvad jeg får tiden til at gå med og den går forøvrigt så stærkt, at jeg slet ikke har tid til så meget andet for tiden.

Den tid er en lumsk størrelse og især, når den slæber af med min tid med den fart og tager sommeren med sig.

Djævelskab

Helvxxx og Satxx, sq og asr?&^åæira%¤”arghrr.. der var endnu en mus i skraldespanden.. akkurat som den første.

Vores skraldespand indeholdt stort set ingenting, ligesom den heller ikke var fyldt i fredags.. nu er musen stedt til hvile og sendt ud på de evige muse-marker..

Vi har ikke tidligere været plaget af mus i modsætning til mange af vores naboer, men nu skal der handles og det er erklæret krig og ufred for de små, pelsede kryb.

Endnu et langt søndags-indlæg om, hvor godt jeg kan have det i simple omgivelser

Uuuh-ha, som jeg ikke når at få svaret på alle jeres søde kommetarer til mine indlæg. De bliver alle læst og værdsat, skal I lige vide og lige om lidt, får jeg også svaret.

 

 

 

Jamen så gik den weekend, desværre, også.

Endnu en fantastisk weekend.

 

Der findes ikke noget der er ret meget bedre end at være alene ude i hytten sammen  med Jan, naturen, stilheden og det simple liv.

Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om noget, der er bedre.

 

I fredags var vejret ikke helt fint, så vi skød weekenden i gang med at gøre lidt rent i huset, hvilket var stærkt tiltrængt og lige inden sengetid, jagtede vi mus, som vi ikke fik fanget. Øvbøv.

Det skulle bare være en gammel løgn, så vi satte fælder op og gift, blev strøget ud stategiske steder og om morgenen var der gevinst.

Den var ikke helt død, da vi fandt den, men den var det inden længe. Mere end almindeligt meget død.

 

Efter lidt kaffe og vurdering af vejr, vind og ikke mindst havet, tog vi afsted med lommerne fyldt med pensler og høje forventninger.

 

Vi kom ind til hytten i gråt, tungt vejr,

men efter en solid brunch, gik vi igang.

Selvom man kun har to små gasblus, behøver det jo ikke være helt så simpelt og primitivt, så der blev stegt brunchpølser, stegt æg og lavet amerikanske pandekager

til kaffe/grøn te.

 

Jeg ville lige dele med alverden, hvor glad jeg er, når jeg er i mit lille paradis, så et billede måtte der til

Jan lavede stillads på sydsiden af hytten, mens jeg gik i gang med at give nordsiden af hytten olie.

Jeg syntes, at træværket så fint ud inden olien, men det blev endnu finere af olien.

 

Ligesom med kærlighed, skal man jo forebygge, pleje og passe sin kærlighed og kærligheden til hytten, stedet og ikke mindst stilheden, bliver passet efter alle kunstens regler.

Vi knoklede løs, men midt på dagen, samlede jeg en kopfuld sortebær,

som pyntede på den æblekage, som jeg lavede til den kop kaffe, Jan blev budt på midt i olien.

 

 

Vi knoklede videre

 

efter kaffen og lige pludseligt var vi færdige.

 

 

Min far har været i gang med at lave et das/udendørs toilet til hytten, så vi fik også flyttet et kvart ton byggematerialer og lagt dem anderledes og i fin orden, så dasset er lige til at sætte på plads næste gang vi kommer. Forhåbentligt allerede næste weekend?

 

Lokummet skal stå på den underste palle og barduneres fast til de to store sten.

Den øverste palle, skal stå foran det lille hus og jeg har planer om at finde en masse flade sten, som skal lægges fra hyttens hoveddør og hen til dasset, som trædesten, så man kan gå ud i strømpesokker, når man er trængende om aftenen/om morgenen/altid.

 

Aftenen var hyggelig.

Der blev spist dåsemad og drukket papvin.

 

 

Mere kunne det ikke blive til ovenpå knokleriet og bagefter fik jeg strikket lidt,

siddende på yndlingspladsen foran vinduet ud mod fjorden,

inden solen helt gik til ro bag fjeldet.

Bænken fik forresten også en ordenligt omgang olie, for den føler jeg også godt for, når jeg sidder med en kop kaffe i hånden og skuer ud over alt det store og smukke.

Den skal også have lidt kærlighed i form af olie, for at den kan tjene mig i mange år endnu, så det fik den i rigelige mængder.

 

Vi nød hinandens selskab og vi nyder virkelig at være to-somme i stilheden i hytten, hvor der ingen andre lyde er, end dem vi selv frembringer.

Og det er forøvrigt ikke mange, kan jeg afsløre.

 

 

Vi legede lidt med Jans kameras selvudløser og grinede lidt af os selv, inden vi gik til ro med hver vores bog.

 

 

Vi har en halv boghylde med bøger i hytten og jeg er igang med at genlæse Jørn Riels “ Den pjaltede mand og andre skrøner” og Jan er ved at genlæse Jan Guillou.

 

Lige inden jeg faldt i søvn tænkte jeg på, at det efterhånden er en stor sjældenhed, at folk lytter til hinanden. Sådan rigtig lytter.

Der findes ganske få mennesker (ihvertfald i min omgangskreds), som engageret og medlevende spørger og vil vide.

De fleste, nu om dage, vil hellere lyttes til, høres på og fortælle, måske derfor, jeg elsker Jørn Riels underfundige skrøner, hvor de fleste informationer, der bliver givet mellem de skæve og meget personlige hovedpersoner, er de informationer, der oftest bliver givet uden alt for mange ord og hvor man lytter, ikke kun med ørerne, men også med hjertet og intuitionen.

 

Måske tager jeg fejl og lægger for meget i skrønerne, men giver du mig ikke lidt ret i, at mange nok spørger om, hvordan det går, men meget sjældent lytter til svaret,fordi de har travlt med at forberede deres egne fortællinger inde i hovedet, mens de skal forestille at lytte?

De er interesseret, men oftest mest i sig selv?!

 

 

Vi gik forholdsvis tidligt i seng og allerede lidt i syv, vågnede vi friske, veludhvilede og mere end parate til endnu en dag i naturen.

 

Vi vågnede til solskin, havblik, bølgeskvulp, elvens brusen og fuglenes kvidren.

Dét er altså ikke det værste at vågne op til.

 

Lyden af gasbluset, der langsomt varmer det kolde, friske elvvand op inden kedlen med et lidt skingert fløjt fortæller os, at nu kan kaffen brygges.

 

Der har været en anelse nattefrost, som havde lagt små fine og pyntelige krystaller rundt på de små blade,

men ikke så snart solen viste sit glade ansigt, forsvandt det frosne dug.

(Jep, det er modne tyttebær. Jeg fik ikke samlet nogen, men de er vildt gode sukkersyltede til vildt. Jeg blander ganske enkelt bare en stor og rundhåndet bunke sukker ned i tyttebærrene, som så skal stå og smæske sig i sukkeret. Færdig arbejde og ganske godt)

 

Vi fik morgenmad, drak vores morgenkaffe og gik så hånd i hånd op i fjeldet,

for at se om der ikke skulle være et enkelt rensdyr, som ville med hjem i vores fryser.

 

Vi gik pænt højt op og så langt væk, at vi ihvertfald ikke kunne se hytten, men kunne se havet. Okay… hvis man ikke lige ved det, så ligger fjorden altså foran det bagerste fjeld. Det er jo havblik, så det ligner bare fjeld.

 

Det var der ikke.

Altså rensdyr, som ville hjem i vores fryser, men måske vi skulle have sluppet hinandens hænder, kigget lidt bedre efter og måske skulle vi ikke have stoppet ved hveranden sortebær-bunke?

 

 

Eller blåbær-bunker for at æde os en pukkel på, i bærrene.

Vi så tre harer, som hoppede glade rundt.

 

Aldrig har jeg set et dyr, så dårligt kamufleret som den snehvide snehare, når den drøner rundt i fjeldet.

Den løber rundt som et stort selvlysende “se-mig” skilt og det gjorde vi så. Så den!

 

Aldrig nogensinde har jeg set så mange og så kæmpestore sortebær, som dem jeg har set i dag og der blev spist så rigeligt af dem, at hvis der vokser lyng ud af numsen på mig, vil jeg ikke blive overrasket.

Gad vide om det er fordi, der er så mange bær, at der er så mange småfugle?

Der er utroligt mange og jeg har aldrig oplevet så mange småfugle på et område.

Og de, ihvertfald tre falke, som jeg har set, har rigeligt at leve af og er imponerende at se på, når de jagter de små fugle i allerhøjeste hastighed.

 

Vi så det rensdyr-hoved/gevir, som Jan skød sidste weekend og vi kunne konstatere, at ræve, ravne og andre ådselsædere, er effektive dyr.

 

Apropos ådselsædere og andre rovdyr: mens vi gik og gav hytten olie, kom der en falk flyvende undersøgende hen over hovedet på os.

Den kom meget, meget tæt på.

Den var stor og forholdsvis mørk og utrolig på alle måder.. en smuk, hurtig fugl og mon ikke den også har fået lidt af de få rester, der altid er, når der bliver slagtet rensdyr i fjeldet?

 

Vi skulle tænke både tidevand og dårlig kystvinds-prognose, så vi vendte snuderne nedad igen og var ved hytten igen omkring middagstid, mætte af frisk luft og sortebær.

Vi bliver dog vist aldrig helt mætte af livet i vores eget lille, private paradis og vi ser knap så glade ud, når vi går ned til jollen, som når vi ankommer og går væk fra jollen og op mod hytten.

 

Hvis der var mulighed for det, kunne vi snildt bruge mindst 14 dage deroppe, kun med os selv og hinanden.

Det lader sig ikke gøre for sådanne nogle lønslaver som os.

Der skal hentes månedsløn ind til husterminen, husholdningsbudgettet, børn og hvad har vi.

 

Næsten hjemme, stoppede vi jollens motor og jeg fiskede lidt.

Jeg fangede en pæn kurv store torsk, som blev delt ud til de nærmeste naboer og jeg fangede en lille helleflynder, som nu er kogt med en lille håndfuld kvan-frø og spist med ris, der er blandet op med quino og med mild karrysovs.

Dog var vi lige ovre hos min far, for at se hans das-projekt.

Det er blevet så fint

og jeg glæder mig til at kunne lukke døren, når jeg skal have bukserne ned derude og have mig for mig selv og ikke skal dele mig selv med de små sataner af knots, som ivrigt gør krav på hver en kvadrat-centimeter af mig.

Vi satser på næste weekend.

Vi satser på at få dasset fragtet op og bundet fast, så det hverken vælter (væltet lokum ) eller blæser væk.

Og til den tid, må du gerne sørge for at sætte tiden i stå lørdag formiddag, grønlandsk tid.

Det nytter ikke rigtig noget, at pille batteriet ud af uret i hytten

 

Det er utroligt moderne at leve lige nu og lige her. At være mindful.

Give fuld opmærksomhed til nuet uden at skænke fortid eller fremtid en tanke.

At være til stede og det vil jeg garantere, at jeg er, når jeg er derude i hytten.

Jeg tænker ikke på andet end lige nu og lige her og først søndag omkring middagstid kommer jeg i tanke om det andet liv, som jeg også skal tage mig af og som sniger sig ind på mig nu. Sniger sig hastigt endda.

 

Jeg er bestemt glad for min hverdag, som også er fuld af alt det gode, som et godt liv skal indeholde, men derude, hvor man langsomt kan lade tidevandet skifte, se lyset vandre fra den ene ende af fjorden til den anden og forsvinde bag fjeldet, hvor vandet hentes i en dunk fra elven, der har jeg det allerbedst.

 

Men indtil i morgen vil jeg nyde dette billede, som jeg tog lige inden jeg kom helt ned til hytten i dag og du kan klikke på billedet og se det lidt større (husk at scrolle fra side til side også):

Håber, at din weekend har været bare halvt så god som min, for så har den bestemt været god.

Jeg ønsker dig en god uge-start i morgen.

Fangstindberetning

Den har puslet og rumstereret i væggene i et par dage.

Det gør den ikke mere!

 

P.S.

Alt hvad man nedlægger heroppe skal registreres og indberettes til departement for fangst og fiskeri.

Man får årligt, sammen med sit jagt-bevis (som man betaler 50,- dkk. for) en liste og nederst står der andet.. gad vide om mus skal indberettes