Uundgåeligeheder

Vi ved det vel alle et eller andet sted.

Uanset, hvor umage vi gør os, skal vi afsted en dag.

En dag slipper vi håndtaget, slipper grebet, stiller træskoene, slår stiften, himler, kradser af, tar’ billetten, drager bort, forlader denne verden, sover ind, hiver skruen op af vandet.. eller med andre ord, dør.

Jeg har hørt, at det skulle være en ganske dyr fornøjelse at blive lagt i en præsentabel kiste af træ.

Eller fornøjelse er måske ikke ligefrem det rette udtryk i denne sammenhæng, men hvad jeg vil frem til er, at det er det eneste vi med sikkerhed ved om vort liv: Vi skal væk herfra en dag.. desværre.

Lige nu ville jeg holde fast, til jeg hang i det yderste af mine negle, -jeg ville stædigt holde fast, for jeg er glad for mit liv.

Det er vist sagt et par gange før, men det kan ikke siges for tit.

Når jeg engang, mæt af dage, liv og glæder, lukker mine øjne for sidste gang, håber jeg ikke, at min afslutning bliver til for meget besvær.

Meget kan man gøre selv og jeg har læst et sted for mange år siden, at vi, af hensyn til vores kære, bør forberede så meget så muligt selv.

Det kan være arverets-spørgsmål, salmer, der skal synges, stedet, hvor dine jordiske rester skal lægges, tøj du vil iføres eller nogle helt andre ting.

Jo mere du har nedfældet på papir, så det kan dokumenteres jo bedre står de efterladte stillet. De kan sørge i fred uden at skulle rode rundt i din garderobe og gruble over om du vil iføres dine badebukser, din brudekjole, din natkjole, dine Lewis eller noget helt andet.

De behøver ikke nødvendigvis at skændes om dine regninger, dine håndører, din guldkæde med lykke-amuletten eller huset, båden, bilen eller andet efterladt.

Dine efterladte ved, hvad du ønskede, at der skulle synges ved din sidste afsked og hvis du har været rigtigt godt forberedt har du måske endda skrevet et par ord til dine kære?

Så langt er jeg ikke kommet.. endnu.

Jeg er lige fyldt 46 år og jeg regner med, at jeg har levet det halve af mit liv.. sådan rundt regnet.

Mit håb er, at jeg har masser af tid endnu til at forberede hvem, der skal arve mine udtrådte hjemmesko, mit konfirmations-ur, hvilke sange og salmer, der eventuelt skal synges, når jeg skal kremeres (håber, at der bliver mulighed for det her i Sisimiut, når den tid engang kommer) og at der bliver så lidt som muligt, at tage stilling til, når min tid er, for mine efterladte.

Nu må du ikke tro, at jeg sådan render rundt og tænker på mit endeligt i tide og utide.

Langt fra, men indimellem stopper jeg op og glædes over livet. Og indimellem bliver jeg så en anelse trist over, at det hele engang slutter.. sådan midt i al min glæde.

Nu har jeg meldt Jan og mig ind i ligkiste-foreningen.

Det koster 100 almindelige, danske kroner om året, at være medlem.. /at spare sammen til sin kiste.

Så behøver mine efterladte ikke tænke alternative løsninger udi papkasser og brugte bæreposer for at spare en almindelig, hvid trækiste, væk.

Det skulle nemlig være en ganske dyr forteelse for de efterladte, at komme af med.. så at sige, den afdøde, hvis du forstår, hvad jeg mener.

 

P.S: Måske skulle der laves en tilsvarende hjemmeside på grønlandsk og til folk, som bor i Grønland, som denne?

Hvem melder sig?

Min fars fine dreje-kunst

Update:

Jeg har noteret og holder nogenlunde regnskab.

Vil de af jer, som har lagt til side og bestilt penne og holdere, være søde, at sende mig jeres adresser, så jeg kan sende jer kontonummer, så det købte kan sendes afsted

Jeg har tænkt og tænkt og tænkt på, hvordan jeg kunne præsentere min fars fine penne bedst muligt.

Jeg har endnu ikke tænkt færdigt, så nu lægger jeg blot billederne ud her og har skrevet priserne på billedet i højre hjørne.

Her ligger de i en fin kuffert, men jeg vil også gerne vise dig dem lidt tættere på

Disse to penne er en kuglepen og en stiftblyant.

Det er et sæt, siger min far.

Inden jeg kommer for godt i gang med at vise alle billederne, vil jeg lige fortælle, at det træ, som pennene er drejet i, er af maghoni.

For over 40 år siden drev en masse russisk maghoni i land på Fanø og min og min fars ven, som har en dåbsattest af ældre dato, fik fat i noget af maghonien, som han bragte med herop.

Min far, hvis dåbsattest er en anelse ældre end vores vens, har fået lidt af træet og det har han nu drejet et par kuglepenne af.

I spidsen er der isat noget rensdyr-gevir, som er fundet i fjeldene omkring Sisimiut.

Det er sådan at rensdyr hvert år smider..kaster deres gevir og hver år gror der noget nyt frem.

De næste penne er lavet af en gammelt gevær-skæfte.

Der har været nogen disskusioner frem og tilbage om træet er af valnød og såfremt det var om det var tyrkisk eller fransk valnød.

Der kom vist ikke nogen konklussion, men det er helt sikkert, at træet stammer fra et gammelt gevær-skæfte.

Denne er med indlagt moskushorn. Farven er ligesom den øverste.. lidt dybere og med mere glød.

 

Denne er er i teak-træ.

Min far mener, at det er en stump stoleben, som han har fundet og som nu er drejet op og har fået et nyt, smukt liv som kuglepen med indlagt moskus-horn.

For de af jer, som har en smule forstand på det (det har jeg ikke, men det er ganske tydeligt, når man har den i hånden, for den har et flot skær, hvor lyset spejler sig og giver glød), så er pennen spejlskåren.

Det vil sige, at den er skåret ikke med, men mod årene.

 

 

Som du sikkert lagde mærke til, indeholder kufferten også  kuglepenne af ren moskus-horn.

Der er ikke to penne som er ens.

Der er stor forskel på spillet i materialet.

 

 

Og så er der en rigtig flot pen i rendyr-gevir længst til venstre

Og de to til højre er også i rensdyr-gevir med en stump af geværskæftet, som jeg fortalt dig om længere oppe i indlægget.

De koster hver 350 dkk hver.

 

Og så har min far lavet et par strømpepindeholdere..en ganske uundværlig ting, når jeg er igang med at strikke strømper:

 

Skulle du være interesseret i at købe, gælder først-til-mølle princippet.

Læg en besked i kommentarfeltet, så ved både du og andre om der er lagt billet ind på nogen af tingene.

Spas og ballade

Sara og jeg syntes, at disse krus var så sjove, at vi bare måtte købe et hver.

De er købt over nettet og jeg bruger mit hver dag til min daglige te.

Det vækker smil både hos mig, men også hos dem, som ser det

Bare lige så du ved det, så er objektivet til venstre et rigtigt objektiv

Luksus

Nogen ting er bare så meget bedre at dele med sin søster end med nogen som helst anden.

Jeg nævner i flæng og uden prioritering:

Kaffe

Minder

Aversioner

Glæder

Sladder

Problemer

Bekymringer

Hemmeligheder

Tanker

Følelser

Stilhed

Snak

..sagde jeg kaffe?

Jeg er så glad for at jeg har de søstre, som jeg har.

De findes ikke bedre!

Og læg forøvrigt mærke til at Lena har strikket en halskrave til sig selv også..

hvidt i hvidt

Jeg ved, at der er mere end 10 grader koldere inde i Kangerlussuaq, men jeg synes nu at der er koldt nok her i Sisimiut disse dage.

I går var der 29,3 om morgenen lige inden vi kørte på arbejde og i morges var der 30.

Og når det så blæser en lille smule føles det altså pænt koldt om kinderne og næsetippen.

Jeg klager ikke for der er dejligt lyst, solen skinner og himlen er blå.

Havet ryger derude og havet lukker ligeså langsomt til.

Det er hvidt i hvidt og så alligevel ikke.

Isen og sneen har så mange forskellige nuancer i hvid og over i det blå.

Det er fredag i morgen og gæt lige engang, hvem der glæder sig