søndag den 26. februar 2012

Søndags-pylren

Jan var ude på rype-jagt i dag sammen med sin bror.

De har vist haft en god tur.

janisneen

ryperisneen

 

Sara og jeg tullede lidt rundt i byen, lavede ingenting og så på alting.

Nu er dagen så gået og jeg er pænt gået med. Lidt modvilligt måske, men med, dét kom jeg.

Jeg glæder mig overhovedet ikke til i morgen, når jeg skal på arbejde med en dyb hæl-revne, verdens næststørste blå mærke på underbenet, som bliver ved med at gøre ondt, ondt i lårmusklerne, ondt i skuldrene, ondt i begge underarme, menstruations-smerter og forfrysninger i det ansigt, som er så hævet.

Nå!

Ikke mere pyller!

Det er småting, som går over lige om lidt og når jeg tager mig sammen, er det nok ikke så slemt endda.

Smil-smitte

Bliv smittet af begejstringen på denne dejlige, solrige søndag.

Smil, for der er nok, at smile af, hvis du kigger efter… eller se dette skønne stykke livsbekræftende klip.

Dét kalder da ihverfald smilet frem på mit ansigt.

Søndag

Jeg kan da se ud af øjnene.

Jeg var ved at komme i tvivl i morges, da jeg vågnede om sprækkerne ville lukke helt til eller om de ville åbne sig bare en lille smule mere.

Heldigvis fik jeg da en hel del mere udsyn end jeg havde forventet.

Men forfrysningerne svider, gør ondt og er hævede, mine øjen-omgivelser har det ikke alt for godt, men det går vel over i løbet af en uge eller to?!

 

2

1

Mine skuldre er meget, meget ømme, sikkert af at skulle holde snescooteren på sporet hen over isen i går.

Det kan ikke fotograferes og vises frem, så det gælder næsten ikke, men de er godt nok ømme.

 

Hvad næsten værre er: i fredags var jeg i motionsrum sammen med Sara, hvor jeg løb ½ time på løbebåndet og lavede forskellige øvelser den sidste ½ time.

Det er ikke første gang vi er deroppe, men i fredags gik vil lidt hårdere til den end vi plejer.

Nøøøøj, hvor er mine ben ømme i dag.

Jeg tror, at jeg tager den lidt med ro i dag.

Jan tager afsted lige om lidt.

Han kan også slå visiret ned på sin hjelm, når han kører, for han har kontaktlinser på, men han har fået sig en forfrysning på hagen, hvor jakke og hjelm mødtes.

lørdag den 25. februar 2012

Åh, hvilken herlig dag

Åh, hvilken herlig dag!

 

Jan og jeg kørte sammen  med een af vores gamle venner, Jonn og hans søn ind til hytten lige over middag.

Jan havde anhænger efter snescooteren, læsset med en 1½ mands futonseng, som skulle stå i hytten.

Sådan en futon-seng vejer godt til og ydermere har vi købt to køkkenoverskabe, som vi også skal have samlet og sat op, som Jan også havde med.

 

Jeg kørte på Dudis gamle snescooter.

 

Den er hurtig, den er hidsig og så er den levende i en grad, som jeg har lidt svært ved at forholde mig til.

 

Jeg ved ikke om jeg har fortalt det før, men jeg har een eller anden fobi med nedkørsler.

Og det er fuldstændig ligemeget om det er på hundeslæde eller på snescooter.

Jeg kan finde på at vende om og køre hjem igen, hvis jeg pludseligt ikke kan klare en nedkørsel og det er ligemeget hvor lille den bakke så end måtte være.

 

Nogen af de nedkørsler vi skulle ned ad i dag, ved jeg af erfaring, kan være slemme.

Slemme for mig, men i dag ville jeg bare ikke lade mig stoppe af dem.

Jeg ville med ud til hytten.

 

Solen skinnede fra en skyfri himmel og temperaturen lå lige omkring de 17 til 18 grader.

Fast besluttet, kørte jeg derud af efter Jan.

Ned ad bakkerne.. mens jeg stønnede Fxxk, Fxxk,Fxxk, men ned kom jeg.

Hjertet bankede lidt mere end normalt og min mund var tør som Sahara.

Når man kører ned på fjorden, er man næsten inde i bunden af fjorden.

På det her billede, kan du se

varde

fra udsigtspunktet og ind i bunden af fjorden. .. Det er et billede taget på et helt andet tidspunkt og slet ikke fra i år.

 

Vores hytte ligger længere ude i fjorden, så vi skulle køre på fjordisen, hvilket jeg ikke havde problemer med… altså  lige indtil jeg gjorde det.

 

Jeg kørte efter Jan, som rosinen i pølse-enden og inden der var gået mere end et splitsekund fandt jeg ud af, at der var en rigtig god grund til, at han kørte så stærkt.

 

Indtil vi kom ned på isen havde vi kørt omkring 40 miles i timen.. ca 65 km/t.

 

Nogle steder dampede det fra isen og den var våd, så jeg fandt også lynhurtigt ud af at trykke gashåndtaget godt i bund, mens jeg skreg inde i min hjelm, som forøvrig stod åben, da mine briller duggede til igen og igen og igen og igen..(om det var koldt???) og når noget dugger i den kulde, fryser duggen til, hvilket mine briller så også gjorde.

 

Da jeg stod nedenfor hytten på isfoden bankede mit hjerte så voldsomt, at jeg troede, at det ville banke sig vej ud af min krop, hvis det ikke faldt til ro.

 

Jan påstod/påstår, at det ikke var farligt, men det føltes altså farligt, når man skænkede farten og det føltes som om, at den sank i bagenden ned i det våde..hav.

Sådan føltes det ihvertfald for mig og det er altså ikke første gang, at jeg kører på isen, men aldrig, når den har været som idag.

 

Jan påstod/påstår, at under det våde, er der mindst en ½ mtr. is, men sådan føltes det altså ikke.

 

Jan kørte fast i den dybe sne på stranden nedenfor hytten med trailer og scooter, så jeg stoppede ganske enkelt mit køretøj og syntes lige pludseligt, at det kunne være rart med en gå-tur i den dybe, jomfruelige sne op mod hytten.

(hare-spor)

Næsten oppe

 

Der stod 2 harer ved hytten og der er nye spor efter rensdyr.

Næste gang får jeg måske endda nogle billeder?

 

Jan og John gravede og gravede og scooteren kom da også fri, men op med traileren, ville den altså ikke.

 

Så forsøgte de med Johns scooter, der er af meget nyere dato end vores gamle hakkebrædt og som har nogle flere muskelkræfter at spille med, men det var samme historie, så det endte med, at sengen med det tunge stel og overskabene blev båret de sidste slidsomme metre op til hytten.

 

Snescootererne blev efterladt nede ved isfoden.

(Snescooterne nede ved isfoden)

4

Sengen kunne akkurat stå, hvor vi havde tænkt, at den skulle stå og med tiden tør det frosne fjord-vand, som blev kørt op i den, vel også op?

2

(Bag duggede linser)

3

Vi hyggede, fik noget kaffe, spiste en medbragt småkage, hyggede lidt mere og nød livet.

 

Stilheden derude er rungende.

6

7

8

Der er stille og tiden står stille i et skønt øjeblik.

Mit forslag om at blive hentet med båd, når fjorden engang er tøet op, var måske lidt langt ude og blev overhovedet ikke kommenteret, men jeg var ikke meget for at skulle køre samme vej tilbage over isen.

Den eneste vej, sådan umiddelbart.

9

Hjemturen gik stærkt.

Virkelig stærkt og det endda uden briller, som jeg tog af, fordi de blev ved med at dugge.

Okay, tog af er måske lidt i underkanten.. flåede af og stoppede i lommen, mens jeg kørte, med hvad jeg følte var døden i hælene.

Du kender mig nok nok til at vide, at jeg kan være lidt melodramatisk og overdrivende, men gashåndtaget var vitterligt trykket næsten i bund, for det var uden tvivl en rigtig dårlig idé at sætte farten ned, medmindre vi havde lyst til at lade maskinerne grave sig ned i det våde, tunge søle.

 

Og selvfølgelig får man forfrysninger, når man kører små 100 km i timen i 17-18 graders kulde med visiret på hjelmen slået op. (har lige regnet ud at med chillfaktor ca –50 graders kulde)

Først gjorde det ondt, så gjorde det slet ikke ondt og da jeg kom ind  i varmen og under den varme bruser gjorde det ondt igen.

Huden er tyk, stiv og brændende,

10

men hvad.. det er ikke første gang og sikkert ikke sidste gang.

Kan du se, at mine kindben er hævede, røde og huden er fortykket?

 

Det har været en herlig dag.

Selvom jeg har overskredet nogle grænser og selvom min hud føles ubehagelig, har det været en dejlig, dejlig dag ude i den fri natur med solen lige i ansigtet, stilheden som lydkulisse og samvær med dejlige mennesker.

 

Håber, at din dag har været lige så herlig som min.

Lørdag formiddags-tanker

De unge mennesker, også heroppe, er udsat for et massivt gruppepres, der kan gøre det vanskeligt, at sige nej til at deltage i fester, hvor der er alkohol indblandet.

 

Der er ufatteligt få forældre både her, men også andre steder, som Niklas far, der orker, evner eller som tør at sige:" der er en grund til at der er en aldersgrænse for, hvornår man må købe og indtage spiritus".

 

Her, som i mange andre lande, tager alt for få forældre deres ansvar, netop som forældre alt for useriøst.

Tør vi som forældre ikke tage ansvaret for det afkom som vi selv har sat i verden?

Tør vi ikke sætte en grænse for hvad vores børn og unge må i frygt for, at blive uvenner med dem?

Skal vi absolut være venner med vores børn for at kunne fungere optimalt sammen med dem?

 

Jeg vil hellere end gerne være venner med mine børn.

De er nogle fantastiske skabninger, -trofaste og loyale overfor deres venner.

 

Jeg forsøger at stå fast og være en meget synlig voksen, der er kommet langt over teenage-årene, som har taget ved lære, fået erfaring og som vil dele og give min viden til mine børn.

Rundt omkring mig, ser jeg forældre, der gemmer sig i busken, som giver lov for at få fred, som ikke tør rejse sig fra sofaen og sige: “nej, det er du ikke gammel nok til og det er ivrigt imod lovgivningen”.

Jeg ser forældre, som giver lov til at deres unge både ryger og drikker, for de gør de såmænd selv i sådan en grad, at de ikke selv kan se, at det ikke er en model, som deres unge ikke har godt af at efterligne.

I især mit arbejde, men også i mit privatliv bliver jeg som professionel og som forældre udsat for et inddirekte, men massivt gruppepres fra det omgivende samfund, som lader stå til og giver efter, fordi de ikke tør, ikke vil eller ikke ved, at en hel del unge weekend efter weekend drikker sig bedøvede af alkohol, så de knap kan tage vare på sig selv eller deres omgivelser.

Jo.. jeg har været teenager engang og ja, jeg ryger en hel pakke smøger om ugen og får et par gange om året et glas rødvin til maden.

Jeg har lært at sige både ja og nej og stå ved mine beslutninger, selvom de ikke er i overensstemmelse med flertallets, men jeg ville godt nok ønske, at mange flere forældre ville sige både ja og nej til fordel for deres teenagers skyld.

Hvorfor lige pludseligt dette indlæg?

Fordi jeg læste denne artikel og kunne nikke så genkendende til problematikken