Forresten…

I søndags var Jan og jeg en lille smuttur inde i fjorden, hvor vi fiskede med fiskestang midt ude i fjorden fra jollen.

Vi fangede 10 pæne ørreder

og en enkelt stor torsk bed gudhjælpemig også på fiskestangen.

 

Vi gider ikke lige torsk lige for øjeblikket.

Faktisk gav vi en pæn, stor bærepose fyldt med frosne torskefiletter pakket i små, portions-anrettede poser væk i sidste uge. Godt, at der var nogen, som gad.

Hundene har også fået deres del af fine, benfri torskefilletter, så torsk er ikke lige på nogens ønskeseddel for øjeblikket, men da torsken, som bed på snøren var stor, tænkte jeg straks på Dorit og hendes ørestikkere.

Den kom med op og ørestenene blev pillet ud da vi kom hjem.

Dét var noget værre griseri, men jeg har gjort det et par gange før, så de blev lokaliseret og fundet, renset, vasket og sat på en ørestik.

De andre, som jeg har haft liggende i laaaaang tid, er også blevet lavet til et par ørestikkere.

Resten af torsken fik hundene forøvrigt, uanset om de ville den eller ej.

 

Jan har travlt med eksaminer, så ham ser jeg ikke sådan for alvor før mandag morgen, når vi skal stige ombord i flyveren. Han skal have elever op både i morgen, på lørdag og på søndag.

 

Jeg har travlt med en masse småting, som skal sendes efter Laura, som jo skal efterlades, når vi rejser hjem fra sommerferie.

Tøj vil hun ikke have med, men hendes akustiske guitar, keybord og elektriske guitar skal med, så de skal pakkes i bobler og pap og kysses farvel i morgen.

Farfars stuer bliver omdannet til et mindre musik-lokale og kender jeg Laura ret, varer det ikke længe inden hun har anskaffet sig flere instrumenter, som hun vil lære at spille på.

Kender jeg farfar ret, vil han elske at spille sammen med Laura.

 

Jeg har det godt nok svært med at skulle sende min pige afsted.

Hun er knap blevet vænnet fra og nu skal hun ud og stå på egne ben.

Jeg ved, at hun kan, men kan jeg?

Dét skal jeg kunne, så det kan jeg selvfølgelig, men nøj, hvor der er mange tanker, minder og glemte oplevelser, der hvirvles op.

 

Sommeren viser sider af sit glade ansigt her i Sisimiut.

Det har jeg intet imod, men jeg vil ikke benægte, at jeg glæder mig til at se andre steder, andre ansigter og opleve nye ting og at jeg glæder mig til at rejse fra Sisimiut for en stund.

Der er kun 3 dage tilbage.

Du kan se billedet nedenfor i større udgave ved at klikke på det..

1.

Min første feriedag!

Lauras første dimission

Uuufff.. jeg er ved, at være sådan een, som jeg selv er så træt af.

Sådan een, som praler af sine børn konstant.

Hele tiden og så igen.

Men ved du hvad?

Jeg er så stolt, så stolt over mine børn.

I aften var vi på skolen, hvor Laura skulle hente sine eksamenspapirer.

Hun var så glad og det var med god grund.

Ud over, at hun fik udleveret de fineste papirer, blev hun også hædret for dem. Kaldt ud på gulvet igen, så vi kunne give hende en klapsalve, mens klumpen i min hals var ved at kvæle mig.

Sagde jeg at jeg er stolt?

Hun fik en lille gave og en blå rose af skolen.

Da det fine og højtidlige var ovre, spillede 3 drenge fra parallel-klassen 3 head-banger-numre og derefter spillede Laura og Jessica to numre.

Jessica på guitar og Laura sang til.

Jeg har hørt Laura synge rent, smukt og jeg har hørt Laura synge flot, dejligt, rørende og iørefaldende.

I aften sang hun det bedste jeg indtil nu har hørt. Eller var det mon fordi min hørelse var stoppet til med moderlig stolthed?

For jeg vil da lige tilføje, at jeg er så stolt over min Laura.

Og når jeg så endelig skal tage de bedste billeder, har jeg taget det værste omgang lxxt.

En dag, hvor man ikke lige kan tage billederne om en anden dag.

Jeg duer bare ikke til det med billeder inde i en halv-mørk idrætshal.. og blitzen og jeg, vi bliver vist aldrig helt gode venner.

 

Men de indre billeder og følelsen af moderlig stolthed, står knivskarpe indeni.

 

Mon ikke alle forældre bliver glade og stolte over deres afkom, når de kommer glade, tilfredse og smilende hjem og fremviser gode resultater.

Jeg gør- og jeg føler, at jeg med min opbakning og min støtte har været med til at give mit barn en succes.

Dét gør mig glad!

Vi husker vel alle vores folkeskole-tid.

Vores første skole, hvor vi skulle lære at lære.

Den første skole, men også den eneste skole, som ikke kunne vælges hverken fra eller til.

Folkeskolen er obligatorisk.

Og al den lærdom som du fik i folkeskolen og resultaterne derfra, er med til at give dig nogle valgmuligheder. Derfor er jeg ekstra glad for, at det første eksamenspapir for Lauras vedkommende giver hende mulighed for valg.

Nu kommer alle de andre skoler, som selv skal vælges til.

Og fra.

Store og vigtige valg.

Men bestemt ikke valg, som ikke kan gøres om.

Laura har valgt, at hun vil på efterskole efter sommerferien.

Hun er akkurat lige fyldt 15 år for 2 uger siden og det er en meget, meget ung alder, at starte i gymnasiet på.

Hun skal have muligheden for at prøve en anden kultur.. ikke så forskellig fra vores, men dog anderledes, hun skal vokse og gro indeni, rustes og modnes og have tid til at tænke, så hun vælger det som er rigtig for hende.

Tillykke min pige med de fine karakterer!

(Sara er ikke engang fyldt 15 år når hun går ud af folkeskolen…)

Lille nørd

Sara kan også lide at fotografere.. hun ville gerne fotografere elven i dag og vi gør hende gerne selskab.

Småting i kulden

Det er stadig fugtigt udenfor. Faktisk har det regnet i nat; tror jeg nok?!

Jeg sov, så jeg kan ikke sige det med sikkerhed, men alt, hvad jeg ikke fik ind fra altanene i nat, er drivvådt.

Det er også koldt. Faktisk så koldt, at jeg har trukket i min uldne cardigan i dag og burde have haft handsker på.

Ikke desto mindre skyder grenene knopper og fuglene har travlt med at holde deres æg varme.

Min tålmodighed har ikke været til at fotografere de 2-3 par odinshaner,

der lystigt svømmer rundt nede i Spejdersøen.

De er ikke til at komme på tæt hold af med kameraet og skulle det lykkedes, ryster hænderne så meget af kulde, at billederne bliver rystede.

Jeg skal bare kigge i deres retning og så er de lettet og væk.

Næ, så er det altså  noget lettere med planterne, der holder på de bittebitte små dråber,

som bliver ved med at fascinere mig.

Hvad der også er fascinerende er at se bittebitte små ting tæt på.

Mikromakro og en helt anden verden åbner sig og afslører, hvad det blotte øje ikke ser.

Prøv engang at se denne pil..

Og jeg er vild med dens farver.. dét er da forunderligt!

Og bare så du har noget at sammenligne med, så er det en lille æske tændstikker: