(p.s jeg har fået resettet kameraet. Håber, det virker)
Den er lavet i rensdyr-tak, og efter min mening den flotteste indtil nu, som han har lavet. Billedet yder den slet, slet ikke retfærdighed. Den er bare SÅ flot. Til de nysgerrige, kan jeg fortælle, at skulle man købe den i en butik, måtte man nok slippe omkring 1500-1800 dkk. så det er en værdifuld gave på mere end een måde. Hvad der gik af min mor, ved jeg ikke rigtig, men hun fik pludseligt oprydningsflip i sine smykker (eller måske var det planlagt?) for hun kom med en ring, som jeg alle dage har syntes var meget smuk. Det er en ring, som hun fik af min far til sin 25 års fødselsdag for efterhånden en del år siden, og hun har ikke kunnet passe den længe. Den er en anelse for stor til mig, men den holdes på plads af min vielsesring. 
Den er bare så smuk. Når jeg har den på kan den minde mig om, at mine forældre engang var unge, at ægte skønhed ikke sådan lige forgår, og at jeg fik den af min mor dagen før Lenas bryllup. Den gamle alias min far, har efterhånden fået produceret en del kuglepenne og stiftblyanter i rensdyrtak, og vi forestiller os, at når mine T-shirts er færdige, hvilket de kan være på et øjeblik, så stiller jeg mig op nede ved havnen til sommer med et lille bord og sælger af familiens produktioner.. hæ, se det lige for dig.. Her er et udvalg af min fars foreløbige produktioner. Dem skal jeg nok kunne få solgt til de rige amerikanske og tyske turister, der nærmest flytter ind i byen hver sommer.
Æresport i Sisimiut Grønland i april er lidt af en udfordring, men plastik-fantastik-plastik-stof-blomster, et hæftepistol, lidt opfindsomhed og et par lægter
...så er vi altså bare kørende igen. Den er langtidsholdbar, og kan sikkert gemmes helt til deres guldbryllup?! Vi kunne også leje den ud til andre, der mangler... eller vi kunne...Dudi tænker skumle tanker, 
mens Lena sikkert tænker praktiske. 
Solen går ned 
for sidste gang for Lena som FRØKEN. I morgen er hun Fru Reimer. Gad vide, om hun er nervøs? Hun ser ihvertfald tænksom ud. Jeg er spændt og glæder mig. Skal jeg lade billederne tale for sig selv og smutte i seng og få noget søvn til de sorte rande under øjnene? 
og Dudi fra Ålborg. 
De skal begge to med til Lenas bryllup som jo er lige om lidt. Der bliver prøvet grønlænderdragte 
og der bliver justeret og regeret. På et eller andet bizart plan har jeg det lige for øjeblikket med min grønlænderdragt som de kinesiske kvinder, der fik snøret fødderne ind. Grønlænderdragten er fuldstændigt og aldeles uelastiske og giver sig ikke så meget som en millimeter.
Min dragt, når jeg altså får den krænget, rullet og kæmpet på min krop, der desværre er vokset en del med årene og børnefødslerne, kan jeg igen få kæmpet mig i. Jeg burde, måske snarere skulle, tage mig sammen og spise (meget) mindre og motionere (meget) mere, men jeg er for mageligt anlagt og det bliver kun ved tanken, som oftest foregår i sofaen med benene godt oppe på sofa-bordet med et håndarbejde mellem hænderne, som er det eneste, der bevæger sig sammen med øjnene. Men jeg kan få dragten på, omend jeg knap kan trække vejret, men hvad gør det, når jeg har intentioner om at være fin og præsentabel til brylluppet, og nu mangler jeg de allersidste forberedelser, førend jeg kan sige, at jeg er parat til kirken på lørdag, hvor min søster skal stå brud. (Hvad jeg stiller op med mit kæmpe-monster-kamera, ja, for dét skal ihvertfald med, aner jeg ikke, men mon ikke jeg er tilgivet, hvis jeg tager nogle billeder af brudeparret?)
Min far udenfor deres hus. Mon ikke han er glad for at mændenes grønlænderdragt "kun" består af en hvid annoraq, et par sorte bukser og et par fine, sorte kamikker? (jeg har forresten købt en body-shaper, et moderne tortur-instrument, som kvinder, der tilsyneladende ynder at pine sig selv med kan finde på at købe..altså sådan een, som presser ens deller andre steder hen, og da jeg prøvede den fik jeg lige pludseligt 6½ dobbelthage.. og deller ned ad lårene fik jeg også, så kan jeg vælge at have mange dobbelthager, få presset talje og baller ind eller bare dingle-slaske afsted som jeg plejer?)
Det er noget makværk, og jeg tilstår for åben skærm, at jeg er en klovn til at sy. 
Det kræver tålmodighed og præsision og jeg ejer ingen af delene. Så er det sagt! Når festlighederne er overstået, kan det være at jeg skulle finde een, som er god til den slags og få ordnet annoraq’en så den er præsentabel? Mens jeg sad der i dyb koncentration og ikke var i stand til at protestere, greb Jan kameraet og fotograferede mig. Hmm.. 
Jeg fotograferede så til gengæld den smukke himmel, som solen efterlod, da den sank i havet. (Mette, jeg tror altså ikke jeg bliver venner med LIVE WRITER. Nu har jeg altså blogget på den gammeldags måde, selvom der er flere muligheder med billederne på LW. Jeg må kikke nærmere på det, når jeg får mere tid til at lege!)
