Attitude
Attitude er det allervigtigste, når man stiller op til et hundeslæde-væddeløb..
At kunne komme anstigende med sit hundespand
med begge hænderne i lommen, og konen godt sat på slæden, og børnene løbende rundt om sig og hundene.
At man ikke engang har rullet pisken ud, men at den ligger pænt på slæden, tilfældigt og meget synligt, og at man for guds skyld ikke hidser sig op, hvis hundene kommer i slagsmål, næææh, men går i et adstadigt og roligt tempo hen, stadig med hænderne dybt begravet i lommerne,
og sparker tilfældigt ud efter de kæmpende hunde, og man rammer naturligvis ikke, -man skulle jo nødigt skade hundene eller sine fødder, men hundene stopper straks deres forehavende, og lægger sig lydigt og underdanigt ned under ejerens bebrejdende og straffende blik. At ens påklædning signalerer at man har overskud, og derfor ikke behøver at tænke i mærkervarer og fancy farver og design, men har handlet tøjet i skibsforsyning, og gerne på udsalg, nej- for det er ikke tøjet, der gør en vinder, men hele attituden,
og der var mange vindere i dag, hvis jeg skulle dømme efter dén. At de med et verdensfjernt blik kigger på modstanderens hunde og kone, der sidder der og troner på slæden, og dernæst med selvtilfredshedens genkendelige smil kigger på egne både hunde og kone, som naturligvis er både hurtigere, kønnere, og dygtigere end ham ved siden af’s.
Sejest er man, når man kommer anstigende 3 minutter før start, og som denne mand, med hundene spændt foran en hilux,
vinduet rullet ned og den ene albue pænt placeret i åbningen og med næsten ikke hørlig stemme kunne sige iu, iu og ili, ili så man kan dirigere hundene i den retning man nu vil, hive slæden af bilen, spænd hundene for og lige akkurat være med fra start. Og når de nærmer sig mål- alt efter placering i væddeløbet enten med en selvfølgelig mine løfter armene
i triumf
eller lægger sig henslægt med en ligegyldig mine på slæden og ser ud som om de keder sig. Og hvis man skulle formaste sig til at lykønske med et gennemført væddeløb, kan man med sikkerhed regne med at få en dyb brummen, grynten og rømmen som svar, - for havde man da ikke regnet med at de gennemførte??
Attituden er nemlig den vigtigste i sådanne løb. (Der er flere billeder her)
At kunne komme anstigende med sit hundespand
med begge hænderne i lommen, og konen godt sat på slæden, og børnene løbende rundt om sig og hundene.
At man ikke engang har rullet pisken ud, men at den ligger pænt på slæden, tilfældigt og meget synligt, og at man for guds skyld ikke hidser sig op, hvis hundene kommer i slagsmål, næææh, men går i et adstadigt og roligt tempo hen, stadig med hænderne dybt begravet i lommerne,
og sparker tilfældigt ud efter de kæmpende hunde, og man rammer naturligvis ikke, -man skulle jo nødigt skade hundene eller sine fødder, men hundene stopper straks deres forehavende, og lægger sig lydigt og underdanigt ned under ejerens bebrejdende og straffende blik. At ens påklædning signalerer at man har overskud, og derfor ikke behøver at tænke i mærkervarer og fancy farver og design, men har handlet tøjet i skibsforsyning, og gerne på udsalg, nej- for det er ikke tøjet, der gør en vinder, men hele attituden,
og der var mange vindere i dag, hvis jeg skulle dømme efter dén. At de med et verdensfjernt blik kigger på modstanderens hunde og kone, der sidder der og troner på slæden, og dernæst med selvtilfredshedens genkendelige smil kigger på egne både hunde og kone, som naturligvis er både hurtigere, kønnere, og dygtigere end ham ved siden af’s.
Sejest er man, når man kommer anstigende 3 minutter før start, og som denne mand, med hundene spændt foran en hilux,
vinduet rullet ned og den ene albue pænt placeret i åbningen og med næsten ikke hørlig stemme kunne sige iu, iu og ili, ili så man kan dirigere hundene i den retning man nu vil, hive slæden af bilen, spænd hundene for og lige akkurat være med fra start. Og når de nærmer sig mål- alt efter placering i væddeløbet enten med en selvfølgelig mine løfter armene
i triumf
eller lægger sig henslægt med en ligegyldig mine på slæden og ser ud som om de keder sig. Og hvis man skulle formaste sig til at lykønske med et gennemført væddeløb, kan man med sikkerhed regne med at få en dyb brummen, grynten og rømmen som svar, - for havde man da ikke regnet med at de gennemførte??
Attituden er nemlig den vigtigste i sådanne løb. (Der er flere billeder her)
Jeg havde sat mig for, at
og nu kan jeg sætte et billede ind af hende herfra vores havn. Her er hun. 
For sådanne nogle som mig er der kun een ting, der virker: at lave skidtet om!! Og det er så hvad jeg så skal igang med.
på dagen i dag og viser endnu nogle billeder, og viser lige aftensolen,
som er så smuk.

og var til afhentning...og det blev de så..og da Jan fik fri, kørte vi en tur ud i fjeldet. Man skal godt nok ikke særligt langt væk, før man er væk fra alt og føler, at man ligger laaangt ude i den stille ødemark. Der blev hygget
igennem med te, rosiner og tørfisk
og da dvaskheden blev for meget
rejste jeg mig
og gik et hjerte. 
Nogen steder var sneen meget dyb og jeg sank grinende ned og havde svært ved at komme op igen.
Støvlerne blev fyldt heeeelt op med sne.
En dejlig eftermiddag og nu kan vi se frem til en weekend uden planer om noget som helst. Dejligt. (Som I sikkert har regnet ud, har Jan været fotograf i dag)