Den første smittede i Nuuk

Vi vidste at det ville ske og i dag skete det så, at coronaen kom til Grønland.

De har konstateret et tilfælde i Nuuk og hvis det går ligesom det er gået i resten af verden, så spreder den sig til resten af landet.
Jeg håber det ikke men sandsynligheden er jo ret stor.
Personligt gør jeg hvad jeg kan for at holde hygiejnen i top og undgå enhver form for fysisk berøring med nogen som helst og jeg får mine elever til at vaske hænder i tide og utide.

Mine forældre er gamle og sårbare og jeg vil så utroligt gerne beskytte dem.

Især min far som meget snart fylder 79 er blevet meget, meget skrøbelig og vi passer på og forsøger at beskytte dem og os selv.

Min søster kom fra Danmark i fredags, men har forholdt sig hjemme siden. Hun har mulighed for at arbejde hjemmefra og lige nu er vi lærere også ved at øve os i at skulle undervise hjemmefra, hvis det skulle blive aktuelt.
Jeg håber det ikke, men det kan blive aktuelt, hvis det eksploderer ligesom i andre lande.

Vi har forsøgt at fylde hovedet med andet end corona-informationerne i weekenden, men først gjorde vi rent i lørdags, så det ikke skulle være endnu en stressfaktor i hverdagen og om aftenen havde vi hyggeligt besøg.
Vores gæst og vi aftalte at køre ind i bunden af fjorden og se noget andet end vores egen hytte.

Det var meget underligt at køre i den modsatte retning end vi plejer, men det var meget hyggeligt at se andre og nye steder.

Vi kørte længere ind i landet og Jan og vores ven gik en lidt længere tur op i fjeldet, hvor de kiggede efter ryper.

De fandt nogen, men de var ikke til at komme i til.
Jeg blev pænt siddende nedenfor i solen på min snescootere, hvor jeg tænkte lettere tanker som fik lov til at blive afløst af nye, ligeså lette tanker, der ikke var belæsset med bekymringer om forskellige vira, død, sygdom og andre tragedier.

Jeg sad lige så stille i den knirkende frost og nød solens stråler, der næsten, men også kun næsten varmede.

Jeg sad og i den dybe, dybe stilhed og lyttede til fjeldets stille hjerterytme, sneen der indimellem satte sig og mit eget åndedræt, der blev langsommere og dybere.
Jo, der var koldt.

Om morgenen inden vi kom, havde der været -27 grader, men så koldt var der heldigvis ikke da jeg sad på min scooter og nød stilheden, synet af de enorme vidder og indimellem Jan og vores ven, der kunne anes i fjeldet.
Det frøs omkring -20 og -23 og når der kom en vind fra toppen af fjeldet fra nord, kunne jeg mærke kulden i ryggen og nakken.

Da vi skulle køre ville min scooter ikke starte.
Der var strøm nok på, men den viste at motoren var for varm (hvilket den ved Gud ikke var, eftersom den havde stået slukket i mindst 2 timer i kulden) og det endte med, at Jan måtte trække mig hele vejen tilbage.

Så er der godt nok lang vej hjem, men det gik fint og værkstedet tog den ind i morges og kiggede på den og den startede fuldstændigt uden problemer, uden at de gjorde noget ved den.


Hvad der har stukket den, kunne de ikke se og så var jeg rigtig træt af det, men godt at den kan køre igen.

I morges

(udsigten fra mit stuevindue i morges)

var vi noget så eftertrykkeligt tilbage i virkeligheden med den kedelige nyhed om at Coronavirus var ankommet til Nuuk.

Vi har repeteret håndvask med eleverne, vasket hænderne og forsøgt at få en undervisning i gang, selvom omstændighederne er lidt svære lige nu.

Pas godt på dig selv derude.
Lyt og efterlev myndighedernes anvisninger og bliv for guds skyld hjemme, hvis du er blevet anbefalet at blive hjemme.. for din skyld, for min skyld og ikke mindst for de syge, de gamle og de sårbares skyld.
Pas godt på dig selv.